Grækenland er et land med bjerge. De begynder i den nord-vestlige del af landet, og løber mod syd-øst, indtil de ender i havets bølger; bjergtoppene bryder af og til vandskorpen og danner tusinder af øer, hvilket de græske vande er berømt for. Disse bjerge opdeler hovedlandet i rækker af små beboelige dale og sletter, med landsbyer og større byer tværs over landskabet fyldt med regnvejrs-mønstre og et vejnet.

Dette vekslende landskab betyder, at Grækenland har et meget forskelligartet vejrforhold, som ikke er egnet til de større moderne landbrug, og derved er blevet bragt tilbage til en “vild” og klippeagtig stat. Det er måske ikke det idylliske landlige landskab fyldt med rislende bække og skyggefulde skove med solfyldte-pletter ind i mellem, som man forestiller sig, når man ser malerier af Pre-Raphaeliten (tilhængere af Rafael), men landskabet er herligt med dets rå og utæmmede form med de endeløse kyststrækninger med nogle af de bedste bugte, strande og golfer i Europa.

I nøgne statistiske tal, “fylder” Grækenland et område på 131.940 kvadratkilometer, og har en kyststrækning på 13.676 km. Landet har mere end 2000 øer, hvoraf de 170 er beboet permanent. Et geografisk indviklet land, som kan deles op i følgende zoner for at gøre beskrivelsen lettere:

Athen og Attica

Hovedstaden og dens opland ligger på en bred halvø, der rager frem i Ægæerhavet. Athen har p.t. ca. 4.000.000 indbyggere,der har spredt sig på en slette, som er inddæmmet mellem tre bjergkæder og havet. Lufthavnen (Eleftherios Venizelos) ligger mod øst, på den fjerne side af Imittos kæden, men er ret så godt forbundet med hovedstaden. Attica plejede at være berømt for kvaliteten af den olivenolie, man producerede, men man har opgivet meget landbrug, da befolkningen har vendt deres opmærksomhed mod job-mulighederne, som tilbydes i hovedstaden.

Peloponnes

Peloponnes er en stor halvø, som knapt nok var forbundet med hovedlandet ved en smal landtange i det nord-østlige, tæt på byen Korinth. Da denne tange nu er gennemskåret af en Korinth’s kanal (som gør den farefulde rejse rundt om halvøen betydelig kortere) er den rent teknisk blevet til en ø; den seneste blandt de mange der afgrænser den græske stat.
Befolkningen er delt op mellem to lange bjergkæder som løber nord-syd, og en anden der løber øst-vest langs med nordkysten og den centrale region. De nordlige og centrale bjerge har rigeligt med vand, og er fyldt med skove og smukke kløfter. Sydpå er man domineret af Lakonia og Messinia sletterne, sidstnævnteer kendt for dens smukke sandstrande.

De Ægæiske Øer

De Ægæiske Øer er ifølge en overenskomst opdelt i en serie af forskellige grupper: Argo-Saronic, Cycladic, Sproraderne, De dodekanesiske Øer, øerne mod det sydlige Ægæiske Hav (Samos, Chios, Lesbos osv.) og nogle få andre så som Kreta og Samothrace, der enten er så store, at de kan klare dem selv, eller for langt væk fra andre øer til at blive medregnet i en let definerbar gruppe.
De består som regel af limsten eller granit, selv om nogle af de sydlige dodekanesiske øer er vulkanklipper og basalt. Mange af dem har kun lidt grundvand, hvilket begrænser deres landbrugsmuligheder, skønt nogle af dem producerer udmærkede vine. Før turismen, levede de fleste som fiskere, og de hvidvaskede huse i fisker landsbyerne får én til at tænke på græsk arkitektur.

Central Grækenland & Thessalien

Sletterne i Thessalien og Boeotia er fuldstændig omringet af imponerende bjergkæder og Ægæerhavet, og er de rigeste landbrugszoner i Grækenland: Thessalien er den største og producerer betydelige mængder af korn, ris, tobak og frugt; Boeotianen producerer kornsorter og bomuld, og er berømt for sit kvæg. Kamvounian bjergene adskiller denne region fra Macedonia mod nord, og Pindhos kæden adskiller den fra Epirus mod vest, medens Parnassos bjergene dækker mod syd. Denne sidste kæde har to betydelige skisportssteder, som er let at komme til på dagture fra Athen.

Epirus, Makedonien & Thrace

Epirus er fyldt med fremspring fra Pindhos bjergkæden, som fanger skyerne, når de driver mod syd-øst, med det resultat at det er den vådeste region i Grækenland. Ujævn og fjern, fattig og med en alt for lille befolkning, men fyldt med et betagende smuk landskab. Rodhopi bjergene i Thrace er ligeledes ru og ujævne, og meget af denne region består af skove, der dækker bjergene og dalene. Makedonien er især rig på mineraler, men der er også store mængder af kvæg. Det mest bemærkelsesværdige træk i denne region er søerne mod nord-vest, som deles med nabolandene Albanien og den tidligere Jugoslaviske republik Makedonien.

De joniske øer

De joniske øer består af seks store øer spredt ud langs vestkysten af Grækenland, og med hensyn til klimaet har de et klima, der er meget mere lig med hovedlandet end med øerne i Ægæerhavet. Den forholdsvise store mængde regn de får, betyder, at de har et stort skovklædt område , og deres landskab er lige så råt og bjergrigt som det på Epirus. De producerer god vin og frugt, og vilde blomster, der blomstrer om foråret, gør landskaberne forbavsende smukke.