Bydelen Sé i Funchal er meget charmerende, og rummer spændende gamle bygninger og et rigt folkeliv. De første bygninger på den tidligere Campo do Duque plads var rådhuset, der omfattede Notary Palace og Assembly Rooms (mødelokaler). Denne bygning blev færdig i 1491 og to år efter påbegyndtes bygningen af den ”store kirke”, Sé, som stod færdig i 1514. Kirken står i centrum af Funchal og i gaderne omkring kirken Sé er der mange muligheder for at shoppe, og få et godt måltid mad eller måske et glas Madeira-vin i en velfortjent pause mellem de mange seværdigheder.

Efter at have opført kirken, var der ingen, der tvivlede på Dom Manuels idé med at bygge en ny by på Madeira. Det var også i dette område, at regeringsbygningen blev bygget i 1600. Snart var hele området fyldt med bl.a. fæstning, bispegård, præsteseminarium og jesuiterkollegium. Det var også her, hvor de førende lokale og udenlandske købmænd gjorde forretninger.

Largo do Pelourinho og Rua Direlta i Funchal

Den lille plads Largo do Pelourinho, placeret mellem udmundingen af de to delvis kanaliserede floder Joao Gomes og Santa Luzia, var engang byens centrum. Det var også her, hvor Funchals første toldbod og første erhvervsmæssige handelspladser plejede at ligge. Denne plads blev anlagt i starten af hovedgaden Rua Direita (lige gade), et navn, som ofte blev anvendt til den type gader i de middelalderlige portugisiske byer, selv om de langt fra var ”lige”.

I 1486 sendte hertug Dom Manuel en gabestok (pelourinho) til øen, og stedet, hvor den blev sat op, var denne plads – herfra stammer pladsens navn. Den dag i dag begynder Rua Direita ved denne plads, men slutter blot nogle få meter fremme, tæt på fængslet. I 1600-tallet krydsede gaden Santa Luzia floden og endte ved gaden Rua dos Ferreiros, som den også kaldes i dag. Med bygninger fra det 17. og 18. århundrede er det lykkedes denne lille gade at bevare sit udseende og oprindelige charme.

Rua da Alfândega og Rua dos i Funchal

Allerede fra 1600-tallet til i dag har dette område været centrum for småhandlende. Rua da Alfândega var først ”hjemsted” for slagterier og fiskemarkeder, som dog endte med at blive revet ned omkring 1940. På dette sted blev Funchals nye toldhus bygget (”Alfândega” på portugisisk). Rua dos Tanoeiros fik sit navn omkring 1700-tallet på grund af gadens store betydning for de kooperative sammenslutninger (port. ”tanoeiros”.) Denne betydning hang direkte sammen med Madeiras voksende vineksport mellem det 18. og 19. århundrede. I dag begynder Rua dos Tanoeiros med en rampe, hvor man også finder et springvand, som tidligere blev brugt som vandingsanlæg til dyrene.

Largo dos Varadouros

I 17. og 18. hundredtallet var denne plads handelscenter såvel som hovedindgang til byen. Efter det forfærdelige angreb fra franske pirater i 1566 blev det meget vigtigt for beboerne, samt den herskende magt i Funchal, at få bygget en fæstningsvold. Derfor blev der bygget mure med kun fem porte rundt om byen som beskyttelse, og floderne omkring fungerede som voldgrave. Det var årsagen til, at Largo dos Varadouros opnåede en speciel betydning for byen i slutningen af 1600-tallet. Men på grund af urbaniseringen (omdannelse af landområde til byområde) og slækkelse af Funchals beskyttelsesinstanser, havde murene næsten ingen militær betydning, og store dele blev overtaget af militæret og senere ødelagt. Ingen af portene ”overlevede”, ikke engang hovedindgangen til Largo dos Varadouros.

De første broer i Funchal

Når man går fra pladsen Poco de Santa Maria Maior til Pelourinho Square, bemærker man tydeligt niveauforskellen mellem pladserne og broerne. De tre floder, som krydser Funchal, har altid givet befolkningen i Funchal alvorlige problemer, især efter man begyndte at løse opgaven omkring byplanlægningen. Men det var især i slutningen af det 15. århundrede, da byen begyndte at bygge uudviklede træbroer, som ikke engang kunne bære vægten af dyr med tunge læs.

Den første bro, som i dag kaldes Ponte do Cidrao, bestilt af regeringen, blev bygget over floden Santa Luzia. Den ligger ved Rua da Alfândega og blev opført efter samme koncept som en anden lille bro længere oppe. Der blev endda bygget en bro før disse to broer i den gamle del af byen, som forbandt Pelourinho Square og the Church of Nossa Senhora do Calhau (Our Lady of the Rocks, – klippernes dame), men denne bro er langsomt forsvundet gennem tiderne. Endelig i september 1495 besluttede regeringen, at gaderne skulle være brolagte, og broerne bygget af træ blev erstattet med nye broer bygget i sten.

Praca de Colombo og Joao Esmeraldo

Landmanden og handelsmanden Joao de Esmengut, eller Esmeraldo, en af de mest berømte handelsmænd på den tid, byggede huse, der gennem 1600-tallet blev meget berømte for deres velstand og størrelse. Men Joao Esmeraldo’s huse blev også berømte af en anden grund: Christoffer Columbus boede der, da han besøgte øen i begyndelsen af 1478, sandsynligvis for at gøre nogle sukker-forretninger, og en anden gang, hvor han passerede området på sin tredje tur til Amerika. Men alting i denne verden har op- og nedture, og de engang så berømte huse blev revet ned den 9. november 1876 – på et tidspunkt, hvor de kun fungerede til opbevaring af korn.

Som en konsekvens af bygningernes generelle forfald, udstrakt i blokke i gaderne Rua da Alfândega, Rua do Joao Esmeraldo, Rua do Cristovao Colombo og Rua do Sabao, besluttede regeringen at ændre dette område og anlægge en plads (square). Da der var stor sandsynlighed for at finde vigtige arkæologiske elementer, inviterede man et kvalificeret team fra fastlandet Portugal til at foretage udgravningen. Nogle af de fundne elementer findes på Statens Sukker Museum, Núcleo Museològico da Cidade do Acúcar, Praca Colombo nr. 5.

Sé Katedral i Funchal

Den lokale befolkning, som boede tæt på Calhau strand, byggede den første kirke Sé i Funchal. Den blev udvidet to gange, første gang i 1438 og igen i 1450, men betragtes stadig som værende for lille til befolkningens behov. I november 1485 begyndte man at bygge en ny kirke på pladsen Campo do Duque, men bygningen led under adskillige forsinkelser. I år 1500 insisterede kongen på, at bygningen af den såkaldte ”store kirke” skulle være færdigbygget, og i 1517 blev det nye tempel endelig indviet. Katedralens arkitektur er en blanding af europæisk, gotisk, maurisk, manuelinsk og lokalt inspireret stil. Ti gotiske buer forbinder skibene og det svage lys kommer fra otte manuelinske, gennemtrængende vinduer, et rosenvindue på facaden og nogle få spydformede vinduer over det høje alter.

Kirkens originale interiør var meget enestående og findes rundt om på nogle af Funchals museer. Nogle få skatte kan ses på kirkemuseet. Når man går ind i kirken, finder man nogle af kong Dom Manuels donationer, som f.eks. døbefonten, der stadig er placeret på sin oprindelige plads, prædikestolen og det lille høje alter. Seks kapeller med gotiske buer beklæder sideskibene.

En triumfbue fører til det allerhelligste (sanctuary), og hele bagvæggen i kapellet er dækket med et imponerende panel, der består af adskillige fremragende guldindrammede malerier. På hver sidevæg i det allerhelligste (sanctuary) er der en manuelinsk foredragssal med to rækker stole, hvor den første række var reserveret til biskoppen og de bagerste til præsterne. Den første række har smukke træbeklædte stolesæder med udsmykninger af apostle og profeter. Både på sæderne og armlænene finder man interessante tegninger fra middelalderen, nogle en smule dristige, måske et resultat af kunstnernes uregulerede fantasi. I Capela do Santissimo, dekoreret med tegninger fra det 18. og 19. århundrede, finder man et stort billede fra det 17. århundrede, som skildrer det sidste måltid.

I dag findes der to mekaniske ure på toppen af tårnet, som bestemmer byens daglige rytme. Men før disse to ure havde der været nogle andre ure. Det første var sat op i 1776 og taget ned igen i 1921, og opbevares i dag på Hovedbiblioteket. Det efterfølgende ur, som var en gave fra en engelsk doktor, blev sat op i 1922. Men det var først efter 1923 man også kunne se minuttallene, da uret kun havde én viser til at vise timetallene. I 1989 blev dette ur forsynet med nutidens elektroniske udstyr.

Municipal Theatre Baltazar Dias – Funchals mest kendte teater

Da der fandt så utrolig mange kunstneriske shows og forestillinger sted på øen, følte befolkningen, at der var behov for et permanent sted til alle disse oplevelser. I overensstemmelse med befolkningens efterspørgsel, dannede man i 1880 et udvalg udelukkende med det formål at få bygget et passende teater til byen Funchal. Senere overtog regeringen dette projekt og udvalget blev opløst. Den ansvarlige arkitekt for dette projekt var meget inspireret af Milan Scala, en teater-model, som var på mode i Europa på den tid. I 1887 blev Dona Maria Pia Teateret, senere kaldt Teatro Municipal Baltazar Dias, præsenteret for befolkningen med en perfekt forestilling. Enhver detalje har sin egen personlighed, sin egen udtryksform, sin egen ”noget”.

Adegas de Sao Francisco

Besøger du Funchal på en kulturrejse til Madeira og har en smule interesse i vin, må du ikke gå glip af dette sted, som absolut fortjener et besøg. ”Madeira Wine Company” (Vinselskabet), som det også kaldes, ligger i et område, som engang tilhørte Sao Francisco klosteret. Når man bevæger sig ind på området ind, går man på en af Funchals ældste gader, og man kan stadig se det sted, der blev brugt som kapel. I dag fungerer det som museum. Det er bedst at begynde besøget i vinsmagningsrummet, hvor landlige malerier af Max Römer med vindyrkningsmotiver pryder væggene, og hvor man kan smage på de berømte Madeira-vine som ”Sercial”, ”Verdelho”, ”Bual” og ”Malvasia”.

Man må heller ikke gå glip af et besøg i vinkælderen, hvor der opbevares flere årgangsvine, nogle helt tilbage til 1800-tallet, og kældrene hvor vinen modnes i tønder lavet af eg og mahogni. Museet består af tre rum, hvor man kan finde forskellige dokumentationer, såsom manuskripter vedrørende vinhusenes administration, breve fra berømte personligheder, en vinpresse fra 1700-tallet og værktøj til at gravere kasser og tønder. Madeira-vinen blev meget berømt over hele verden på grund af dens anerkendte kvalitet.

Gaderne Queimada de Cima og Baixo i Funchal

Navnene på gaderne som ligger lidt længere til venstre for Sé katedralen har relation til begivenheder, steder eller personer, som har gjort noget særligt i dette område. F.eks. Rua do Aljube fik sit navn efter kirkens fængsel, som var placeret i katedralens tårn; gaderne Queimada de Cima og Queimada de Baixo blev opkaldt efter den store ildebrand i området i 1594; og Rua do Bispo erindrer om biskoppens bolig på den tidligere plads, som i dag fungerer som kirkemuseum.

Palácio Espiscopal og Museu de Arte Sacra I Funchal

Da præsterne fra Jesus Company ankom til øen, var de nødsaget til at finde et sted, hvor de kunne slå sig ned. Efter at have undersøgt adskillige muligheder, endte de med at benytte præsteseminariet til skole og stift. I dag er det kun arkaden, som er tilbage fra slottet, og som blev givet til Largo do Minicipio og Capela de Sao Luís de Tolosa, da det blev bygget mellem 1600 og 1604. Den 31. marts 1748 ødelagde et voldsomt jordskælv området, og blandt de mest ødelagte bygninger var også Bishop’s Palace, Funchals handelshus, og næsten alle de oprindelige kirker. Slottet var næsten ubeboeligt, og mange af kirkerne var lige ved at styrte sammen som ruiner. Dette bevirkede, at biskoppen og familien flyttede til Palácio de Sao Lourenco og først vendte tilbage til deres slot i 1751 efter en omfattende opbygning.

Biskoppens Slot er en majestætisk bygning, hvor man stadig kan finde spor af adskillige buer og nicher både i stueetagen og på første sal. Hele arealet omkring slottet, hvor også den gamle underskole (for de 11 – 18 årige) lå, var indhegnet på den tid, og senere blev Largo do Minicipio (Town hall square – Rådhus/pladsen) bygget. Med bygningen af Funchals nye underskole i 1950 fik bispedømmet sin gamle skole tilbage og indrettede kirkemuseet på stedet, da en stor kampagne flere år for inden havde slået på genoprettelse af bispedømmets hellige samling, hvortil man behøvede et udstillingslokale.

Den mest bemærkelsesværdige kulturarv er en samling flamske malerier fra slutningen af det 15. århundrede til begyndelsen af 1600 tallet, hvor man kan genkende værker fra flere værksteder, især dem fra Antwerpen. Madeiras sukkereksport var en af de vigtigste økonomiske faktorer i den portugisiske handel med Antwerpen, hvilket forklarer tilstedeværelsen af malerierne, samt nogle vigtige skulpturer på øen, da de ofte blev brugt som betaling. Det er også værd at nævne nogle interessante portugisiske malerier, især det store værk af Fernao Gomes udført i slutningen af 1600-tallet. Man kan desuden finde Sé katedralens skattekiste, hvor nok det mest interessante er et procession-kors, foræret af Kong Dom Manuel 1, som betragtes som et af de mest betydningsfulde værker i hele Portugals territorium.

Øen Madeira spillede også en vigtig rolle med hensyn til spaniernes og portugisernes Atlanterhavstrafik gennem 16- og 1700-tallet. Det er grunden til, at Madeira også fik fordel af passagen af de såkaldte ”sølvgaleoner” fra Castile, som fik de lokale sølvværksteder til at blomstre gennem 1700-tallet. Det er baggrunden for en vigtig sølvsamling omfattende bægre, procession-kors og andre ting med religiøs oprindelse, som også findes på dette museum.

Fortaleza/Palácio de Sao Lourenco i Funchal

Funchals første fæstning blev først bygget i årene 1529 til 1540 efter en indtrængende bøn fra befolkningen, da en båd, fortøjet i Funchals havn, blev plyndret. Men bygningen, som stod færdigbygget i anden halvdel af 1600-tallet, var ikke tilstrækkelig med hensyn til de behov, der var for forstærkning, og derfor bukkede den alt for let under for de angreb, der kom fra de franske pirater i 1566. I de efterfølgende år og op til 1900 tallet er der sket mange forbedringer, forandringer og udvidelser, hvorefter Palácio de Sao Lourence, som har overlevet indtil d.d., nu hører til en af de bedst beskyttede portugisiske fæstninger fra 1600 og 1700-tallet.

I starten blev Fortaleza de Sao Lourenco brugt til at huse mange af øens kaptajner og guvernører, og efterhånden blev den et nationalt boligkompleks. Den blev klassificeret som Nationalt Mindesmærke i august 1943, og i dag huser komplekset statsministeren samt militæret. I dag kan man i fæstningen finde en permanent udstilling, som blev iværksat af militæret og som blev åbnet i juli 1993. Denne udstilling rummer fæstningens historie og udvikling. National Palace, som ligger inden i fæstningen, kan besøges efter forudgående aftale.

Rådhuset i Funchal

Det første rådhus blev bygget i 1486 af Largo do Duque, tæt på Sé katedralen, og indtil 1784 plejede regeringen at mødes her. Så fulgte en periode med flere flytninger til forskellige steder indtil 1802, hvor rådhuset endelig flyttede til Largo da Sé. Her fungerede det indtil 1913, hvor det blev revet ned. I dag er denne plads fyldt med café-restauranter, blandt andet den berømte Apolo-café, som åbnede i 1945. Rådhuset, som er beliggende på Rua dos Ferreiros, er i dag et flot eksempel på civil arkitektur fra det 18. århundrede. Denne ejendom blev købt af familien Carvalhal Esmeraldo i 1883.

Højdepunkterne i denne bygning er den imponerende indgang skåret i grå sten og dens storslåede reception på første sal med elleve vinduer – hvert af dem udstyret med sin egen balkon. Tykke jerngitre, som man ofte ser på bygninger fra det 17. og 18. århundrede, beskytter vinduerne i underetagen, og en pragtfuld trappe forbinder receptionen på første sal. En buegang fører til en smuk indvendig gård med marmorstatuen ”Leda og Svanen”. Kunstneriske værker fra rådhuset findes på udstillingen i det gamle bymuseum, bl.a. nogle få engelske malerier fra 1900-tallet samt nogle malerier af Max Römer.

På byhistorisk museum, omringet – bortset fra Rådhuset på den ene side – bl.a. af Colégio Church og Kirkemuseet, finder man et springvand, bygget i 1942, som viser en obelisk dekoreret med elementer af national karakter.

Jesuit College og kirke i Fuchal

Plyndringen gennemført af en fransk eskadrille i 1566 førte til et besøg af tre jesuit-præster, som kom på mission for at muntre befolkningen op og for at sikre sig, at Madeiras befolknings religiøse tro ikke var blevet negativt påvirket. Da deres ophold så ud til at være meget succesfuldt, gav foreningen ”Jesus” ordre på at oprette et college på Madeira. Jesuitterne ankom i marts 1570 og boede i begyndelsen på et af Sao Sebastiaos pensionater. De begyndte straks at se sig om efter et permanent sted at bo, og fandt snart et byggekompleks nord for den senere ”Queimadas’ gade. I 1572 flyttede de ind, og i 1574 fyldte de hele byggekomplekset. Bygningen af fremtidens college begyndte først i 1599 efter adskillige interne uoverensstemmelser. I 1624 blev fundamentstenen til kirken lagt og i 1647 stod Igreja do Colégio allerede færdig. Indtil det 19. århundrede repræsenterede Sao Joao Evangelista-kirken det største byggekompleks i Funchal. Kollegiet, som i dag er en del af det katolske universitet, spreder sig over fem korridorer og to etager.

Kirken repræsenterer et typisk Jesuitter-tempel med et stort og højt skib. Skibet er flankeret af identiske sidekapeller, overfor hvilke man finder en passage bygget ind i væggen med vinduer og balkoner på niveau med koret. Denne arkitektoniske stil blev udviklet i Portugal før slutningen af 1600-tallet og senere spredt udover verden, hvor jesuitter-missionærerne udbredte kristendommen. Kirkens højdepunkt med hensyn til interiøret er helt bestemt samlingen af de udskårne gyldne alterstykker fra 1647, 1648, 1654 og 1660. Det høje alter er udsmykket med juveler, som illustrerer billedskærerarbejde fra Madeira fra den tid. Blandt de mange kapeller bør kapellet fra ”Eleven Thousand Virgins” – Ellevetusinde Jomfruer – udpeges på grund af dets smukke alter. Væggene i denne kirke er dækket med usædvanligt smukke portugisiske fliser produceret på værksteder i Lissabon.

Regional Legislative Assembly

Den første toldbod lå på Largo do Pelourinho. Grundet byens ombygning og opførelsen af rådhuset og Sé katedralen påbegyndte man den nye toldbod, der stod færdig omkring 1519. Gennem 1700- og 1800-tallet trængte bygningen til forbedringer, og i 1715 bestilte toldbodens ledelse bygningen af et kapel, som for nylig er blevet møbleret indendørs med genstande fra den tid. Dette kompleks gennemgik adskillige forandringer og udvidelser gennem 1900- og 2000-tallet, men beslutningen om at huse det selvstyrende parlament i denne bygning blev først truffet i 1982. Den gamle manuelinske samling af bygninger blev restaureret og tilpasset de nye behov.

Madeiras parlament i Funchal

I 1685 afsatte man et stykke land tæt på Sé katedralen til opførelsen af et hospital for de fattige, senere kaldt Santa Isabel Hospitalet, som stod færdig i 1686. I 1927 tog et betydeligt renovationsarbejde fat og i 1931, da opførelsen af det nye ”Marmeleiros” Hospital var færdig, blev patienterne fra Santa Isabel Hospitalet flyttet til dette nye hospital. I 1933 blev det gamle hospitalskompleks overgivet til statsministeriet eller parlementet. I dag er denne bygning overtaget af regeringen. Bygningen har stadig flere interessante arkitektoniske elementer, såsom portugisiske fliser fra 1700-tallet.

Joao Goncalves Zarco Monumentet

I et forsøg på at bevare mindet om Joao Goncalves Zarco og hans værk, betroede statsministeriet billedhuggeren Francisco Franco opgaven at lave en statue. Arkitekten Cristino da Silva blev udstyret med tegninger over fundamentet, hvor allegoriske figurer skildrer f.eks. ”Conquer” (Sejre), ”Settlement” (Forlig), ”Wisdom” (Visdom) og ”Evangelisation” (evangelisme). Efter at den endelige placering i vejkrydset Avenida Arriaga/Avenida Zarco var blevet besluttet, blev monumentet indviet i 1934. En tidligere version af denne statue vandt guldmedalje på den iberiske/amerikanske udstilling i Sevilla i 1929.

Den kommunale Have i Funchal – Jardim Municipal

Ud af alle de klostre, som engang eksisterede i Funchal, er det kun ”Santa Clara” og ”Bom Jesus”, der har overlevet. Klosteret ”Encarnacao”, ”Mercês” og ”Sao Francisco” blev enten nedrevet eller lagt i ruiner. Ved at lade dette ske mistede man for altid en vigtig kulturarv. Da franciskanerne (munke) ankom til øen første gang, fandt de et beskedent opholdssted. Derefter forlod de øen i nogle år, og da de vendte tilbage, samledes de lidt efter lidt på det tidligere Sao Joao Hospital og begyndte at se sig om efter et mere passende sted at bygge deres eget kloster, som blev bygget der, hvor ”Municipal Garden og Municipal Theatre” ligger i dag.

I 1878 udpegede byens rådsforsamling en kommission af byens byrådsmedlemmer for at realisere byggeprojektet, der gik ud på at anlægge en have på det ”uddøende” kloster. I 1885 fik denne have navnet ”Jardim Minicipal” (Kommunal Have) – senere blev det ændret til ”Jardim Dona Amélia til minde om dronningen, men folk kalder stadig den dag i dag haven for ”Jardim Municipal”. Den kan prale af 8300 kvadratmeter fyldt med smukke blomster, planter og Madeiras oprindelige træer, samt mange andre eksotiske specialiteter fra hele verden. Haven bliver i dag brugt som fritidsareal med træer, som sørger for skygge, en lille dam med ænder og sorte og hvide svaner, samt en café og et amfiteater med en overdækket scene, hvor der ofte er underholdning, koncerter osv.

Beliggende øst for Funchals bycenter, var Santa Maria-området et af de første, der blev beboet i Funchal. Denne by stammer fra omtrent samme tid som konstruktionen af den første kirke i området i 1430. Er du på kulturrejse til Madeira vil du i Santa Marias historiske kerne finde en interessant arkitektonisk ensartethed, som står i stærk kontrast til den store sociale forskelligartethed blandt folk som bor her.

I det 16. århundrede – baseret på den voksende sukkerproduktion og eksport – blev Funchal en handelsby og Santa Maria området flyttede længere mod øst for at give plads til den nye attraktion, som var katedralen.

Siden 1986 har den historiske kerne af Santa Maria været klassificeret zone og den har underkastet sig mange restaureringer og genopbygninger siden da. Nye projekter, såsom svævebane, den nye grønne zone Almirante Reis, nye hoteller, banker, underjordiske parkeringshuse, etc. er alle nogle, som har bidraget til byfornyelsen. På grund af beboernes generelle økonomiske og sociale betingelser, blev dette område aldrig tvunget til at underkaste sig presset af en storstilet genopbygning og formåede derfor at bevare sin oprindelige charme.

Pestudbrud i Funchal
Mod slutningen af 1500 tallet og begyndelsen af 1600 tallet, voksede Funchals befolkning hurtigt. Og, som det var sædvane på den tid, var de hygiejniske forhold ikke tilstrækkelige gode til at klare den konstante befolkningstilvækst. Det resulterede i et pestudbrud, som hærgede på øen i årene 1521 til 1523.

I lyset af denne katastrofe, samledes byens myndigheder i januar 1523 for at vælge Funchals helgen-protektor. Lige som i et lotteri lagde man navnene på apostlene, Jomfru Mary og Helgen John The Baptist, i en børnehue. På denne måde blev Saint Tiago Monor (James den yngre) valgt til at beskytte byen Funchal og den 21. juli samme år blev hans billede båret på en pilgrimsfærd til et område østpå i byen, hvor bygningen af et lille kapel beregnet til ham allerede var påbegyndt. Nu blev bygningsarbejdet imidlertid forsinket og efter et jordskælv i 1538, brød pesten ud igen. Derfor besluttede man at foretage endnu en pilgrimsfærd den 1. maj for at lave en ny afstemning. Legenden siger, at der ikke udbrød nogen pest siden hen, og den 1. maj finder der stadig en pilgrimsfærd sted den dag i dag.

Santa Maria Maior i Funchal
Kirken Santa Maria Maior, som vi kan se den i dag, viser typiske momenter af en barok-konstruktion fra midten af det 18. århundrede, skønt den også viser karakteristisk enkelthed. Facaden består af gammelt stenarbejde, håndskåret på den traditionelle måde, og dørene, som stadig består af det oprindelige træ, repræsenterer et af de bedste træarbejder på øen. Nogle få trin fører op til en lille firkant med store træer med blade, som er forsynet med et vindue med jernstolper og som giver adgang til ”fællesskabets faciliteter” og til sognerådets bygning, hvor man finder arkitektoniske konstruktioner fra det gamle kapel fra 1600 og 1700 tallet.

Gennem århundrede har interiøret i dette kapel været under ombygning masser af gange, hvorfor det er meget lidt, der er efterladt fra det oprindelige kapel. Alt hvad der er tilbage er et stort eksotisk sølv træ-sakrament (sacrarium) og et kors fra det 16. århundrede, som blev givet til folk for at de kunne kysse dette under religiøse ceremonier. Korset er i dag udstillet på Sacred Art Museum (det hellige kunstmuseum).

Santiago Fortress i Funchal
Da portugiserne næsten fuldstændigt dominerede Nordatlanten på den tid, fandt man det ikke særligt vigtigt at forsvare Madeira. På grund af denne skødesløshed, led Funchal i 1566 under et frygteligt piratangreb, hvor mange folk blev slagtet. I lyset af en konstant fare for at blive angrebet, blev Santiago Fort bygget for at forsvare Funchal mod sørøverne.

I 1767 blev det udvidet og har udelukkende fungeret til militære formål indtil 1992, året hvor Madeiras regering besluttede at benytte stedet til kulturelle aktiviteter. I dag rummer denne fæstning et museum, en permanent og en midlertidig udstilling foruden en udmærket restaurant med en terrasse. På dette moderne kunstmuseum finder der forskellige kulturelle aktiviteter sted gennem året.

Corpo Santo Kapel i Funchal
Af det oprindelige kapel, som blev bygget af de lokale fiskere til at tilbede deres helgen, Sao Pedro Goncalves Telmo, i slutningen af 1500 tallet, finder man kun den gotiske indgang tilbage. Dette træskære-arbejde menes at være fra slutningen af det 16. århundrede og repræsenterer et af de mest bemærkelsesværdige håndværksmæssige arbejder af sin slags på øen. Det var også dette kapel, som dannede den ældste forening.

Foreningen arbejdede i fællesskab og støttede familier, som havde mistet manden på havet. Det omfatter også et hospital og en børnehave. I sakristiet kan man stadig se ”skrinet med de tre nøgler”, som benyttes af munke. Skrinet kan kun åbnes i selskab af præsten, lederen af foreningen og kassereren. Det mest interessante stykke at se indeni er det høje alter, som blev genopbygget omkring 1615 og 1616 og som omfatter en central planke, der viser helgenen der beskytter et portugisisk skib fra det 15. – 16. århundrede. Hele kancellier er dækket med billeder, på loftet og på væggene, sandsynlig udført af en regional kunstner, der viser de vigtigste ting fra en helgens liv og hans mirakler.

Boa Viagem Kapel i Funchal
Dette kapel, mest kendt som Boa Viagem Chapel (”God Rejse Kapel”) blev ifølge præsten Fernando Augusto da Silva, oprindelig stiftet i 1655 og var beregnet til Our Lady of Redemption. Imidlertid passer denne stiftelsesdato ikke med inskriptionen på kapellets portal, som viser 1683. I begyndelsen af det 20. århundrede, blev det overgivet til Funchals Kommune. Efter renoveringsarbejdet er afsluttet, fungerer det som udstillingssted for mesterværker af Henrique og Francisco Franco.

Er du på kulturrejse til Madeira, bør du afsætte mere end én dag at udforske byen Funchal, da den tilbyder sine gæster en bred og overraskende række af seværdige steder og områder. Her kan du læse mere om de mange seværdigheder, der findes alene i São Pedro sognet i Funchal

Funchal: São Pedros historie

Der er mange bygninger bevaret fra den blomstrende ”sukkerby” fra 15. og 16. århundrede. De mange eksempler på kulturarv findes i midten af Funchal, som kan deles op i tre historiske dele: ”Sao Pedro”, ”Santa Maria”, og ”Sé”.

São Pedro sogn er, efter Sé, en af de mest betydningsfulde og befolkede sogne i Funchal. São Pedro sogn fik sin store betydning i 1500 tallet, da fornemme familier begyndte at bygge huse i dette afsides område. En af de første som boede her var Funchal’s første kaptajn, Joao Goncalves Zarco, som også byggede kapellerne São Pedro og São Paulo og et lille tilhørende hospital, som var det første på øen. Senere hen byggede Funchal’s anden kaptajn, Joao Goncalves da Câmara, en skøn ejendom Quinta das Cruzes i nabolaget, hvor også Franciscan klosterne Sao Francisco og Santa Clara, og senere i det 17. århundrede, klosteret Mercês blev bygget.

Funchal: São Pedros historiske gader

Rua da Mouraria, Rua do Surdo, Rua das Pretas og Rua dos Netos – alle disse gader, som ikke har forandret sig meget siden 1567, da de blev anlagt, ender ved São Pedro Kirken.
Rua das Ptretas (”De sortes gader”) fik sit navn fra de mange farvede tjenestefolk, som arbejdede på herregårdene i nabolaget og derfor passerede denne gade uafbrudt.

Rua da Mouraria, der sandsynligvis fik sit navn fra ”moradia”, som tilhørte et prominent gods opført i denne gade i 1700 – 1800 tallet. I dag bruges det som kommunalt museum, kommunalt bibliotek og akvarium.

Til højre finder man Rua dos Netos, oprindelig en privat gade, som blev åbnet for offentligheden omkring 1500 – 1600 tallet af familien med samme navn, så Corpus Kristi processionen kunne passere.
Mod nord finder man Calcada de Santa Clara, hvor husmuseet Dr. Frederico de Freitas og Canta Clara klosteret ligger.

Rua da Carreira i São Pedro

Til at begynde med en forstad med overvægt af landbrugsejendomme, som siden hen har lidt under adskillige forandringer, dog med held til at bevare mange af dens originale bygninger med arkitektoniske elementer fra 17. 18. og 1900 tallet. Der har boet mange berømte personligheder i denne gade lige fra malere til forfattere, fra journalister og til politikere. I dag findes der mange flotte butikker og populære restauranter.

Sao Pedros kirke

I lighed med hvad der skete omkring udviklingen af São Pedro sognet, blev opførelsen af sognets kirke også meget forsinket på grund af utallige forhindringer.

Beslutningen om opførelsen blev allerede taget i 1590, og São Pedros kirke skulle have været færdig seks år senere, men på grund af ændringer, udvidelser og forbedringer stod kirken først færdig langt ind i 1800 tallet. Hele ideen bag São Pedro nye kirke var ønsket om en stor kirke med et enkelt skib og tre kapeller og to alter.

Glaserede fliser fra 1700 tallet dækker næsten alle de indvendige vægge fra gulv til loft, ikke kun fra skibet og kapellet men også dem i sakristiet. Malerier, juveler og møbler fra 17. 18. 19. og det 20. århundrede fuldender den indendørs udsmykning.

Denne kirke kan prale af en anden interessant ting, som er let at overse, hvis man ikke ved, hvor man skal se efter det. Gå lidt længere op ad Calcada de Santa Clara og se tilbage. Herfra er det muligt at få et perfekt udsyn til kirkens tårn og det fantastiske arbejde der er gjort med pålægning af tårnets farverige fliser. På toppen af tårnet ser man en hane!

São Pedro Palace  i Funchal

I São Pedro sogn kan man stadig finde nogle af herregårdene ejet af Funchals mest betydningsfulde familier på denne tid. Greverne af Carvalhal og Lombada var berømte på grund af deres pralende måde at leve på, hvilket de godser de boede på stadig bærer præg af.

Et af de smukkeste godser er uden tvivl det adelige hus tilhørende ”Carvalhais” familien fra 1800 tallet, hvis højdepunkter er de syv smedejerns balkoner og døråbningen med to smukke jernlygter.
I løbet af de mange år godset har eksisteret har det været brugt til hotel, kollegium og international klub. I dag rummer det regional arkivet og det naturhistoriske afsnit af det kommunale museum, som også omfatter et akvarium.

House-Museum Frederico de Freitas

Forstand på genstande, især dem der relaterede til Madeira, havde Frederico Augusto de Freitas, en typisk indfødt (Funchal), en samvittighedsfuld og hengiven samler. Da han flyttede ind i dette hus, fandt han plads til de hundredvis af ting, som han havde samlet gennem livet. Man finder næsten alt i dette museum, lige fra engelske møbler, elfenben og tegninger til keramik, religiøse billeder og udvendige samlinger af glaserede fliser for blot at nævne noget af samlingen.

Da Frederico de Freitas døde, efterlod han samlingen til ”The Autonomous Region” hvilket resulterende i, at bygningen blev eksproprieret til regeringen, som herefter påbegyndte en ombygning og restaurering af huset med henblik på at åbne et offentligt museum.
Med et spisebord som altid står dækket, friske blomster i vaserne og en vinterhave som passes perfekt, får man indtryk af, at der stadig lever mennesker her!

Santa Clara Convent i Funchal

Alle bygningerne i Santa Clara klosteret er enestående, som en ægte juvel, ikke blot på grund af indholdet, men også fordi disse bygninger lige fra slutningen af 1500 tallet har været brugt til det formål, de var bygget til for 500 år siden: Som et kloster for ”Franciscan” nonner. Dette kloster blev grundlagt i slutningen af 1600 tallet af Funchals anden kaptajn, Joao Goncalves da Câmara, og den oprindelige opførelse startede rundt om ”the small Our Lady of Conception chapel” og blev senere udvidet lidt efter lidt.

I 16 og 1700 tallet spillede klosteret i Funchal en vigtig social rolle. Især for de fine folk, som ofte var bortrejst til royale arrangementer over en længere periode. Her var klosteret et sikkert sted, hvor man kunne efterlade sine ugifte døtre. På den anden side, de talrige enker som også boede på klosteret, fandt også den ønskede sikkerhed, ikke kun moralsk og religiøst men også rent økonomisk.

Kirken har været genstand for et utal af forandringer gennem tiderne og blev også delvist ødelagt under branden i 1917. Efter restaureringen kunne man heldigvis stadig finde det fantastiske sølv tabernakel med kabinet og urne. Blandt mange andre skatte er væggene i skibet fuldstændig dækket med glaserede fliser fra 1800 tallet med det berømte ”Santa Clara mønster”. En vigtig gotisk grav fra slutningen af 1500 tallet er placeret ved indgangen.

Quinta das Cruzes Museum i Funchal

Denne klassificerede bygning fra viser en by med ejendomme bestående af en gammel herregård/gods, et kapel og haverne. Grundet de mange forandringer dette kompleks har gennemgået gennem tiderne er der ikke meget tilbage af det oprindelige hus, hvor de ældste dele er to vinduer i Manueline design udstillet i haven. Hovedbygningen blev bygget til efter jordskælvet i 1748.

Efter arvingerne af denne Quinta havde solgt bygningen til baron Jardim do Mar, blev det brugt som pensionat, broderiforretning, lægehus og boliger.
Museets udstilling, som er meget forskelligartet, rummer en omfattende udstilling af dekorative kunstværker og deres indflydelse for øen fra 17 til 1900 tallet. Højdepunkterne er nok møblerne, hovedsagelig engelske, den kinesiske samling af porcelæn, sølvtøj, smykker, keramiske ting, malerier, tegninger, tryksager og skulpturer.

São Joao do Pico Fortress i Funchal

Den nøjagtige dato for konstruktionen af denne fæstning er endnu ukendt, selv om det skønnes, at starten på bygningsværket allerede blev sat i gang i 1601. Fæstningen blev først færdig i slutningen af 1700 tallet. På dette tidspunkt blev navnet også ændret til São Filipe, senere i 1900 tallet til São Miguel og senere igen til São Joao.

I det 20. århundrede blev fæstningen overgivet til Søværnet, som installerede deres kommunikationscenter her. Klassificeret som monument af offentlig interesse i 1943, tilbyder denne fæstning en fantastisk udsigt over Funchal til alle dem som tog turen derop gennem de stejle gyder.

Funchal er et smørhul, og det er fristende at tilbringe hele ferien i Madeiras livlige hovedstad, der ligger smukt i læ i en bugt på øens solside. Her findes overdådigt udsmykkede kirker, brostensbelagte gader, fristende fortovscafeer, fornemme historiske bygninger og dejlige parker med eksotiske blomster og træer. Men det ville være en skam ikke også at besøge nogle af Madeiras mange andre charmerende byer, som også byder på unikke kulturoplevelser.

Funchals mange fristelser

Midt i Funchal ligger et pragtfuldt farvestrålende marked, hvor det bugner med fisk, blomster og grøntsager, så man er helt sikker på, at man er kommet til et paradis. Har du en lille spillefugl i maven, kan du eventuelt opsøge det opsigtsvækkende Casino, tegnet af Brasiliens grand old man, Oscar Niemeyer, der elskede at besøge Madeira – og som er arkitekten bag alle de imponerende bygninger i den brasilianske hovedstad Brasilia.

Funchals gamle bydel har smalle gader med toppede brosten og traditionelle portugisiske fortovsmosaikker af marmor og basalt. De yndigste hvide huse ligger side om side, alle uden undtagelse fint restaurerede med raffinerede røde tegltage og sortmalet træværk. Resten af byen spreder sig ud langs kysten med nye ressorthoteller i luksusklassen, mens stejle gader kravler op i bjergene, hvor villaer og små huse ligger som hvide sukkerknalder midt i den frodige vegetation.

Paradishaver på Madeira

Det er helt almindeligt med meterhøje julestjerner, magnolia, hibiskus og iraelske avocadotræer med hundredvis af frugter, og det er helt fantastisk at spadsere rundt og smugkigge ind i Funchalborgernes private paradishaver. Men det kræver altså mere end almindelig god kondi, hvis man vil til tops uden at gå sukkerkold.

Her kan det godt være en god ide at prøve alternative transportmuligheder. Måske var det noget med en tur i Europas største ballon? Eller en tur i svævebanerne over Funchal helt til byens udsigts-top eller henover den enestående botaniske have, der er så stor, at det er nemt at fare vild? Nedturen kan klares med en tur i en gammeldags kane, skubbet af to mænd ned ad vildt stejle, snoede og ikke mindst ultra-smalle gader for fuld fart – og helt uden sne. Det er en stor turistattraktion, der engang i tidernes morgen blev opfundet af en skotte med forkærlighed for Funchal, og en oplevelse man sent glemmer igen!

Aftenerne i Funchal

Også om aftenen er der livligt i Funchal – især på marinaen og lidoen, hvor de flest hoteller ligger. Der spises sent på de mange godt besøgte restauranter, hvor det kan være en god ide at bestille bord, og både madeiraerne og turister ynder at slappe af på bænkene i parkerne eller flanerne langs vandet. Det er fuldstændig sikkert og trygt at færdes overalt i Funchal, og der er nye behagelige overraskelser for øjet omkring hvert et gadehjørne. For 10-15 år siden lignede den gamle bydel slum med totalt forfaldne huse, små overbefolkede lejligheder og kriminalitet i gaderne. I dag er der orden i sagerne, velstand og ingen kriminalitet af betydning, og det er nemt at tabe sit hjerte til den charmerende havneby, hvor lidt under halvdelen af Madeiras befolkning bor i dag.

Man går forholdsvis tidligt i seng – især på hverdagene – så selvom der er barer, som holder åbent for natteravnene, så er det ikke stilen – og det gælder også på resten af Madeira i fiskerlejerne og landsbyerne, hvor lokalbefolkningen i høj grad holder traditionerne i hævd.

Dagene kan hurtigt gå i Funchal, men du bør ikke snyde dig selv for de mange oplevelser, der venter i de mindre byer på resten af Madeira.

Gamara de Lobos på Madeira

Ni kilometer fra Funchal ligger Madeiras mest kendte fiskerby Gamara de Lobos. Her tager fiskerne ud om natten for at fange en af Madeiras kulinariske specialiteter, den grimme sorte dybhavsfisk Espadaen, der smager fortrinligt, mens man i dagtimerne kan møde den venlige lokalbefolkning på en af de hyggelige barer, bl.a. Churchill’s Place, opkaldt efter den britiske statsmand, der altid boede på den britiske overklasses yndlingssted på Madeira, det legendariske ”Reid’s Hotel” i Funchal, og som yndede at sidde i Camara de Lobos her med stråhat, cigar og staffeli for at male de farvestrålende fiskerbåde, der ligger optrukket på stenbredden.

Byen ligger omkranset af bjerge med terrasser til bananer, daddelpalmer og vinstokke, og det idylliske fiskerleje er et must på en uges Madeira-ferie; men det kan bestemt også betale sig at fortsætte ad kystvejen til Cabo Girao eller Ribeira Brava, hvor der både er lystbådehavn, indendørs marked og marina med badestrand.

Porto Moniz på Madeira

Fra Ribeira Brava til havnebyen Porto Moniz på øens yderste nordvestlige spids ud i Atlanterhavet kan man enten køre ad kystruten, der fører gennem landsbyer og smukke landskaber med det ene vandfald efter det andet. Eller tage turen igennem Paul da Serra, Madeiras imponerende, vindblæste naturområde med store øde vidder og højt til himlen.

Engang var Porto Moniz centrum for øens hvalfangst, som nu er forbudt. I dag tiltrækker byen turister, der her kan bade i krystalklart havvand i fantastiske naturskabte pools eller gå på fiskerestaurant med flot udsigt til vandet, hvor fisken fanges.

Madeiras nordkyst

Langs nordkysten fører landevejene gennem mørke dryppende tunneller, hvor djævelen efter sigende gemmer sig, og den ultra-smalle, ensrettede vej skærer sig igennem et guddommeligt natursceneri med høje stejle klipper på den ene side og det store hav på den anden, alt imens brusende vandfald undervejs sørger for gratis bilvask. Og hvis man har mod på at fortsætte, så venter der endnu flere unikke naturoplevelser og romantiske byer på Nordkysten som f.eks. Sao Vicente, der ligger i læ af store klipper ved udmundingen af floden Ribeira de Sao Vincentes og er berømt for sine mange palmetræer, lokale butikker, hyggelige cafeer og frem for alt, en af Madeiras smukkeste kirker, Igreja Matriz de Sao Vicente, der har et klokketårn med skakternet pyramidetag.

Santana på Madeiras østkyst

Men allermest romantisk er der i landsbyen Santana, der ligger ved østkysten i et kuperet naturlandskab med eukalyptusskove, levada-vandrestier og en naturpark med søer, vandfald og rododendron, karmeliablomster og andre hjemlige potteplanter i kæmpestørrelse.

På de frodige terrasser omkring landsbyen dyrkes grøntsager på den gammeldags manér, og i de grønne dale går køer og får på økologiske græsgange. Byen er også kendt for de mange traditionelle A-huse med hvidkalkede gavle, blå døre og vinduer samt stråtage, der når helt ned til jorden, og hvor landsbybeboerne holder fast ved de gamle lokale byggeskikke, og den gammeldags landsbystemning er både ægte og sejlivet.

Santana er simpelthen en tidslomme af bondeidyl og naturskønhed – og et oplagt sted for dem, der skal på bryllupsrejse eller bare hare lyst til en vildt romantisk weekend. Og heldigvis er der også et romantisk sted at overnatte, der også kan byde på moderne komfort tilsat firstjernet luksus. På et stort plateau lige ud til den stejle kyst ligger landstedet Qinta do Furao, der tidligere har været vingård og rigmandsvilla. Her er naturligvis panoramaudsigt, jacuzzi, sauna og havvand i swimmingpoolen – og en fortræffelig restaurant, kendt for sin vinkælder og det internationale gourmetkøkken, hvor der også er madeiranske specialiteter på menukortet, tilberedt af råvarer, som er hentet lige rundt om hjørnet.

Så hvis nogen skulle være i tvivl: Madeira er den perfekte destination for kulturrejser med masser af tilbud til både naturelskere og livsnydere.

På Madeira udgør religion traditionelt set en meget vigtig del af det kulturelle liv, og det bevidner Funchals katedral til fulde. Oplev den gamle katedral i Funchal på din kulturrejse til Madeira.

Funchal katedral, kaldet Sé, er én af de få bygninger på Madeira, som er stort set intakt siden de tidlige dage i øens kolonisation, og også én af de få bygninger på Madeira, der stadig har bevaret den berømte manuelinske stil, som er blevet et symbol på Portugals opdagelses- og erobringsperiode.

Katedralen i Funchals tilblivelse

Funchal katedralen blev bygget i 1490´erne, da kong Manuel I sendte arkitekten Pero Anes fra hovedlandet helt ud til Madeira for at bygge én af kolonimagtens nye katedraler. Arbejdet med at bygge katedralen i Funchal tog adskillige år og blev først færdiggjort i 1514.

Højdepunkter i Funchel katedral

Et af højdepunkterne i katedralen er det mauriske loft, der er lavet af indlagt hvidt træ og udskåret cedertræ; da der ikke slipper meget lys ind i katedralen, skal man hen i den sydlige del af den for at kunne se udskæringerne. Et andet af katedralens højdepunkter er de flamske korstole, der illustrerer profeter, helgener og apostle fra det sekstende århundrede. På armlæn og sæde er der desuden indlagt detaljer fra livet på Madeira – f.eks. en kerub, der bærer på et gedeskind fyldt med vin og en anden kerub, der bærer på bananer. Efter sigende er frembringelsen af disse smukke korstole, der blev udskåret i Flandern, betalt for med de penge, man på den tid tjente på den ekspanderende handel med sukker på Madeira.