Den 6 oktober 1889 – omkring et halvt år efter at ledende franske regeringsmedlemmer havde indviet Eiffeltårnet ved til fods et bestige samtlige 324 meter til toppen (da der endnu ikke var nogen elevator) – åbnede den katalanske entrepenør Joseph Oller – eller Josep Oller, som han hed på katalansk – et foretagende, som snart skulle påkalde sig det rastløse parisiske borgerskabs opmærksomhed og umættelige hang til adspredelse fra en helt anden synsvinkel end den, de fik ved at stirre ned fra det høje Eiffeltårn.

Hanekamp og væddemål

Joseph Oller, der var dette nye foretagendes skaber, var kommet til Frankrig med sin familie som barn, men rejste senere tilbage til Spanien, hvor han efter nogle universitetsstudier, der fortaber sig i mørket, blandt andet udviklede en forkærlighed for hanekamp og væddemål. Interessen for væddemål førte til, at han opfandt en ny måde at gøre indsatser på, som han efterfølgende indførte på franske racerbaner. Ollers opfindsomhed blev dog ikke belønnet af de franske myndigheder, der satte ham 15 dage i fængsel for ulovlig gambling. Dette var i 1874. Fra 1876 og frem koncentrerede Oller alle sine kræfter om underholdningsindustrien, som han tidligere havde gjort bekendtskab med, da han – på flugt fra den fransk-preussiske krig (1870-71) – bosatte sig i London. Tilbage i Paris forsøgte han sig senere med flere forskellige projekter inden for denne branche, herunder Fantaisies Oller, La Bombonnière, Théâtre des Nouveautés, Nouveau Cirque og Montagnes Russes. Gennembruddet kom dog først med Moulin Rouge i 1889.

La Belle Époque

Ollers nye projekt blev bygget ved foden af en 130 meter høj bakke i det attende arrondissement på den højre bred af floden Seinen (Rive Droite). Bakken er naturligvis ikke en hvilken som helst bakke, men martyrernes bjerg, helliget skytshelgen Saint Denis – også kendt som Montmartre. Montmartre var på det tidspunkt på vej til at udvikle sig fra et urbant landdistrikt til et i stigende grad kunstnerisk og forlystelses-betonet boheme-kvarter. Med åbningen af det nye underholdningssted – der blev opkaldt efter den efterligning af en rød mølle, som knejsede på dens tag – føjede Oller og hans manager Charles Zidler endnu et kapitel til dét, der i eftertiden blev betegnet som La Belle Époque: den gyldne velstandsperiode i Frankrigs historie, som affødte en bølge af videnskabelig, teknologisk og kunstnerisk foretagsomhed og som verdensudstillingen – L´exposition Universelle de Paris – samme år blev et spektakulært symbol på.

En succes

Moulin Rouge blev hurtigt en succes. Satsningen på den benspjættende – og på det tidspunkt stadig delvist skandaløse – variete-dans can-can bar øjeblikkeligt frugt og spredte sig snart til andre kabareter rundt om i Europa i en sådan grad, at nogle i dag betragter Moulin Rouge som den moderne can-cans åndelige hjem, selv om dansen allerede optrådte første gang i nogle af de parisiske balsale i 1830´erne; måske endda før. Med til succesen bidrog også en revolutionerende scene-arkitektur, der tillod hurtige ændringer i scenografien til hver forestilling; de såkaldte “champagne-aftener”, hvor publikum havde mulighed for at danse, mens de blev underholdt af et skiftende repertoire af underholdningsshows; tilknytningen af nogle af tidens berømte dansere, såsom la Goulue, Jane Avril, la Môme Fromage, Grille d’Egout m.fl.; og den franske maler Henri Marie Raymond de Toulouse-Lautrec-Monfas populære plakater med motiver fra Moulin Rouges verden, der hjalp med at sprede kendskabet til den nye kabaret ikke bare i Frankrig, men i hele Europa.

Rejser til Paris

I dag er Moulin Rouge en eftertragtet turist-attraktion for tilrejsende fra hele verden. Du kan her læse mere om stedet på teatrets officielle hjemmeside.

Du kan her finde inspiration til en kulturrejse til Frankrig.

Det danske rejseselskab Hideaways arrangerer rejser til Frankrig.

Mange har end ikke hørt om ham, men han regnes for foto-journalismens fader. Han udviklede blandt andet gade-fotografiet; disse fotografier, der forsøger at tilnærme sig de menneskelige grundvilkår i det offentlige rum. Han bemestrede det såkaldte candid-foto, der angriber sit motiv med en foragt for det iscenesatte og det planlagte, fordi det næres af en uhelbredelig kærlighed til hverdagslivets spontane bevægelser og hændelser.

Han udviklede også sine helt egne filosofier om fotografiets væsen. Blandt andet var han optaget af begrebet “Det afgørende øjeblik”, som han havde læst om hos den franske kardinal Jean François Paul de Gondi. Kardinalen havde ganske vist, med klerikal omtanke, brugt udtrykket om livet som helhed – at der ikke er noget i denne verden, der ikke har et afgørende øjeblik – men dette afgørende øjeblik måtte kunne overføres til fotografiets verden, mente han. Han fandt det i dén brøkdel af et sekund, hvor fotografen erkender betydningen af en hændelse eller en komposition og i selvsamme øjeblik trykker på knappen på kameraet for at give denne betydning dens rette form.

Siden blev dette hans adelsmærke: At trykke på knappen på det rette tidspunkt, så betydningen af en hændelse fik dens rette form. Denne evne, kombineret med en aldrig hvilende ærgerrighed og en skæbnesvanger respekt for evigheden, løftede hans fotografier fra reportage til kunst.

Oprør

Han var søn af velhavende tekstil-fabrikanter på faderens side og næsten lige så velhavende landejere og bomulds-producenter på moderens side. Hans velhavende forældre forventede af ham, med vanlig fransk borgerskabs-sind, at han ville føre familiens forretninger videre, når han blev stor. Men drengen var oprørsk, han læste Rimbaud og Mallarmé i skolen, forsøgte at lære sig at spille musik og kastede sig til sidst – da musikken ikke artede sig om han ville – over olie-maleriet, som hans onkel introducerede ham til.

Som tyve-årig begyndte han på en privat kunstskole i Paris, ledet af den kubistiske maler og skulptør André Lothe. Lothe, der forsøgte at blande kubisme med klassiske franske kunstformer, fik en stor indflydelse på den unge mand, der nok fandt Lothes besættelse af de klassiske former rigid, og hans metodiske stringens anstrengende, men som senere i livet lærte sig at sætte pris på den klassiske skoling, han havde modtaget som ung. Han fik også brug for den i den efterfølgende tid som fotograf, for det var ikke just stringens og klassisk dannelse, som prægede surrealismens dans med det ubevidste eller de skoler for fotografisk realisme, der skød op af mulden i mange europæiske lande i 1920´erne, og som han var begyndt at sværme for med sin ungdommelige begejstring.

Afrikansk jagt

Efter studier i engelsk, kunst og litteratur på Cambridge universitet og en hed affære med den amerikanske forfatter, aktivist og femme fatale Caresse Crosby – dog mest kendt for at være opfinderen af den moderne brystholder – drog han til Afrika, hvor han søgte trøst for sit forliste kærlighedseventyr i Elfenbenskystens fremmedartede verden, som han på en lidt naiv måde forbandt med Joseph Conrads bog “Mørkets Hjerte”. Her levede han af at gå på jagt og sælge sit bytte til lokale landsbyboere, inden han var ved at falde død om af malaria. Hvor usandsynligt det end kan lyde, var dette måske hans første uddannelse som fotograf. For på sine jagtture lærte han sig teknikker og anskuelsesformer, han senere ville gøre brug af som fotograf. Det var hér – stående over for et afventende, flygtende eller angribende dyr med en spændt hane på jagtbøssen og et øje klemt sammen til en mønt – han for første gang oplevede det, han senere ville kalde “det afgørende øjeblik”.

Tre drenge ved Tanganyika-søen

Da han vendte tilbage til Frankrig, blev han grebet af den ungarske fotograf Martin Munkácsis værker, især hans fotografi “Three Boys at Lake Tanganyika”, der viser tre nøgne afrikanske drenges utvungne løb ud i søen Tanganyikas skummende vande. At se Munkácsis fotografi var én af den slags umærkelige åbenbaringer, der synes ubetydelige for andre, men som for hám kunne ændre et helt liv. Og sådan gik det: Han stoppede ikke bare øjeblikkeligt med sine halvhjertede male- og tegneprojekter, men indså, at fotografiet var en kunstform, der – ligesom malerkunsten – kunne forbinde øjeblikket med evigheden. Og som han derfor i fremtiden ville hengive sig helhjertet til.

Kort efter købte han et Leica-kamera med 50 mm linser og gik igang.

Det usynlige kamera

Leica-kameraet var et kamera, der første gang blev fabrikeret på Ernst Leitz Optische Werke i den tyske by Wetzlar i 1913. I begyndelsen var det konstrueret sådan, at det havde en særlig evne til at tage landskabs-fotografier, specielt i bjergterræn, men da han anskaffede sig det i 1932, var kameraet blevet lavet om adskillige gange og rummede nu mange andre forbilledlige kvaliteter; blandt andet havde det nu et udskifteligt linse-system. Der var dog én ting, han kunne lide ved det, som ikke angik alle dets tekniske og optiske kvaliteter: Det var lille. Og dét at det var lille gjorde, at han kunne forblive næsten anonym, når han, slentrende i gaderne som en anden hændelses-syg surrealist, tog sine billeder af de intetanende mennesker, han mødte på sin vej. Nogle gange gik det videre end det: Han bildte han sig ind, at han var nærmest usynlig. For at øge sin egen usynlighed malede han alle de lyse flader på kameraet mørke, så kameraet blev så lidt opsigtsvækkende som muligt. Herefter lå livet og gaderne åbne for ham. For ham – og for hans jagt-instinkt. For det var i grunden den samme metode, han brugte her, som han havde brugt i Afrika. Hver gang han så en bevægelse, der fangede hans opmærksomhed, gik han til angreb. Angrebet skulle forstås helt bogstaveligt. På et tidspunkt brugte han endda udtrykket “at fange livet” (“to trap life”). Hvilket han i den efterfølgende tid gjorde i byer som Berlin, Prag, Budapest, og Warszawa og med en sådan succes, at hans fotografier efterfølgende blev eftertragtet vare i datidens største kulturelle centre.

Film og krig

Som syv-og-tyve-årig tog han til New York for at udstille sine værker på nogle af de mest kendte gallerier og prøvede i samme ombæring kræfter med den amerikanske mode-verden, men da han ikke kunne finde ud af at kommunikere med modellerne, faldt det projekt til jorden. I stedet kastede han sig ved sin tilbagevenden til Frankrig over filmmediet, hvor han nåede at optræde i to Renoir-film, dog ikke som fotograf, men som skuespiller og assistent. Senere hjalp han også Renoir med at lave en film til det franske kommunist-parti om Frankrigs 200 rigeste og mest indflydelsesrige familier; herunder hans egen.

To år senere – dette var i 1937 – begyndte han sit arbejde som foto-journalist og debuterede med en foto-serie om kroningen af kong George VI og Dronning Elizabeth, som brillerede med ikke at rumme ét eneste foto af de kongelige. Herefter fulgte en dramatisk tid: Først blev han gift med en javanesisk danser; så blev han fotograf for den kommunistiske aftenavis “Ce Soir”; og da anden verdenskrig nåede Frankrig i september 1939, tilsluttede han sig den franske hær som korporal i film- og foto-enheden. Under krigen tilbragte han blandt andet 35 måneder i en nazistisk krigslejr, som han flere gange forsøgte at bryde ud af, hvilket først lykkedes tredje gang. Efter flugten tilsluttede han sig den franske modstandsbevægelse og skildrede sammen med andre franske fotografer landets besættelse – og siden dets befrielse. I 1943 blev han genforenet med sit Leica-kamera, som han havde gravet ned i jorden et sted i Vosges-departementet. For at forstå hans begejstring over genforeningen med kameraet, og den omhu han havde gemt det med, er man nødt til at forestille sig hans forhold til kameraet som en slags kærlighedsforhold; den slags kærlighedsforhold kunstnere har med deres mest pålidelige redskaber, og som tildeler disse redskaber en værdi, der langt overstiger deres materielle værdi.

Øjeblikkets tegning

I 1948 vandt han international anerkendelse for sine foto-reportager om Gandhis begravelse og – året efter – om de sidste krampetrækninger i den kinesiske borgerkrig. Mens han var i Kina var han desuden blandt de sidste, der nåede at fotografere de kejserlige eunukker, inden de faldt i armene på de fremtrængende kommunister og mistede endnu en legemsdel. Få år senere, i 1952, er det så, han udgiver bogen om fotografi, der ud over et portfolio med 126 af hans fotografier og en lang række filosofiske overvejelser over fotografiets natur, indeholder hans tanker om “det afgørende øjeblik” i foto-kunsten. Bogen har original-titlen “Images à la Sauvette”, men fik i den engelske oversættelse titlen “The Decisive Moment”, som han siden er blevet berømt for.

Tyve år senere, som tres-årig, begyndte han at få en fornemmelse af, at han havde udtrykt alt det, han kunne udtrykke med et kamera; denne gustne fornemmelse, der undertiden rammer store, oprigtige kunstnere, når de i deres alderdom indhentes af deres egen udtryksforms historie.

Herefter opgav han lidt efter lidt fotografiet og kastede sig igen over sin oprindelige passion for maleri og tegning, som han havde mistet som ung. I 1975, da han var 68 år, havde han helt opgivet fotografiet. Han udtalte i den forbindelse, at fotografiet for ham aldrig havde været andet end en vej ind i maleriet, en slags “øjeblikkets tegning”. Og således blev ringen sluttet. En kunstner vendte hjem til sit første møde med en virkelighed, som blev ved med at forundre ham.

Udstilling i Paris

Hvis du ikke allerede har gættet navnet på den person, der omtales i artiklen, kommer det her: Hans navn var Henri Cartier-Bresson og han døde i 2004, 95 år gammel. Du har mulighed for at se en spændende og unik udstilling om ham og hans værker på det kendte Centre Pompidou i Paris.

Udstillingen varer indtil 9 juni 2014.

Rejser til Frankrig

Læs om kulturrejser til Frankrig her på siden.

Hos det danske rejseselskab Hideaways kan du finde rejser til Frankrig.

Frankrig har gennem tiderne spillet en vigtig rolle for den europæiske civilisation. De ældste digterværker af betydning er heltedigtene fra middelalderen, hvor Rolandskvadet om Karl den Stores gerninger er det mest kendte. På denne tid blomstrede troubadourkulturen ved fyrstehofferne, særligt i det sydlige og vestlige Frankrig. Fra 1200-tallet kendes det allegoriske digt Roman de la Rose. Roseromanen blev regnet for den høviske kærlighedskunsts bibel.

Under påvirkning af en af tidens store strømninger i 1500-tallet, humanismen, skrev munken Francois Rabelais bøgerne af samme navn om kæmpen Gargantua og dennes søn, Pantagruel, som en række parodiske, karikerede udviklingsromaner. En anden af tidens humanister var essayisten Michel de Montaigne.

I 1600-tallet, le grand siècle, og i 1700-tallets oplysningstid var fransk kultur toneangivende i Europa med de store tænkere Voltaire, Diderot og Rousseau. I de seneste år har britisk og amerikansk kulturs indflydelse gennem blandt andet popmusik, film og højteknologi skabt uro i Frankrig for, at landets egen kultur er truet.

Fransk litteratur oplevede en ny guldalder i 1900-tallet. Blandt mellemkrigstidens betydeligste forfattere kan nævnes Marcel Proust, André Gide (nobelprisen 1947) og André Maleraux. Til de vigtigste forfattere efter Anden Verdenskrig hører Albert Camus (nobelprisen 1957), den eksistentialistiske filosof Jean-Paul Sartre (nobelpris 1964), (men han nægtede at modtage den) og dennes livsledsager, Simone de Beauvoir, en af kvindebevægelsens pionerer. Blandt andre betydningsfulde forfattere kan nævnes Claude Simon (nobelprisen 1985), Marguerite Yourcenar – der i 1987 blev det første kvindelige medlem af Det Franske Akademi – samt Marguerite Duras og Michel Tournier.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var Frankrig nærmest totalt dominerende inden for billedhugger- og malerkunsten med strømninger som impressionismen, ekspressionismen og kubismen. Navne som Paur Cézanne, Claude Monet, Paul Gauguin, Henri de Toulouse-Lautrec, Henri Matisse og Auguste Rodin er centrale figurer fra denne omskiftelige kunstneriske epoke.

Brødrene Lumière var blandt filmens pionerer, og i slutningen af 50erne og i begyndelsen af 60erne introducerede franske instruktører som Jean-Luc Goddard, Francois Truffaut og Claude Chabrol en ny stil, den såkaldte nye bølge.

Et andet aspekt af fransk kulturliv udspilles på de store modehuses opvisninger. I hundreder år har modeskaberne i Paris bestemt, hvordan kvinder skal klæde sig, og Paris er stadig verdens modehovedstad, selvom designerne i de senere år har tabt terræn til bl.a. italienerne. Franske navne som Chanel, Dior og Yves Saint-Laurent vil for altid være forbundet med modens historie.

Læs meget mere om kulturrejser til Frankrig

Frankrig er Vesteuropas største land. De nordlige og vestlige dele består af et vældigt lavlandsområde. Den østlige del er bjergrig, og i sydøst strækker Alperne sig ind i landet med Europas højeste bjerg, Mont Blanc, den højest beliggende del af Centralmassivet – et højdeplateau i det indre af Sydfrankrig – har udslukte vulkaner med tinder på knap 1900 meters højde. I syd danner bjergkæden Pyrenæerne grænse til Spanien.

Frankrig har kun få søer, men der er mange store floder, der flyder gennem Frankrig. De største er Rhône, Loire, Seine og Garonne. Landet har lange kyster ud til Atlanterhavet, Middelhavet og Den Engelske Kanal og mange gode havne. Til Frankrig hører også øen Korsika i Middelhavet.

Frankrig har en række oversøiske besiddelser – resterne af landets engang store koloniimperium. Det drejer sig som øen Réunion i det indiske Ocean, øerne Guadeloupe og Martinique i Caribien samt Fransk Guyana på Sydamerikas nordkyst. De er alle franske departementer.

Fransk Polynesien, Ny Caledonien samt Wallis og Futuna i Stillehavet benævnes territorier. Øen Mayotte ud for Afrikas østkyst samt Saint-Pierre-et-Miquelon ud for Canadas østkyst har en særlig status, der ligner departementernes. Frankrig råder også over nogle ubeboede øer i det Indiske Ocean samt områder i Antarktis.

Det meste af Frankrig ligger i det tempererede klimaområde. Den sydøstlige del ligger i subtroperne eller på grænsen dertil. Der er kun små temperaturforskelle mellem landsdelene. Ved Middelhavskysten er temperaturen året rundt cirka fem grader højere end i Paris, og her er somrene tørre. I resten af landet regner det året rundt, mest i bjergene og ved Atlanterhavskysten.

Tal og fakta

• Areal: 544.000 km2
• Nabolande: Belgien, Luxembourg, Tyskland, Schweiz, Italien, Monaco, Spanien, Andorra
• Tid: som Danmark
• Hovedstad: Paris ca. 2,5 million indbyggere, med forstæder ca. 10 millioner.
• Øvrige større byer med forstæder, Lyon ca. 1,8 millioner, Marseille  ca.1,6 millioner, Lille ca. 1,3 millioner, Bordeaux ca. 1 million.
• Gennemsnitstemperatur/døgn: Paris 3 grader i januar, 19 grader ijuli
• Gennemsnitsnedbør/måned: Paris 63 mm i maj, 46 mm i februar
• Højeste bjerg: Mont Blanc som ligger 4810 m.o.h.
• Største ø: Korsika (8700 km2)

Ingen ved med sikkerhed, hvornår mennesket kom til det område, der i dag er Frankrig, men de første, der efterlod sig spor, var istidsmenneskerne i Dordogne. Hulemalerierne i Lascaux vidner om, at denne del af Europa var beboet for omkring 400.000 år siden.

For mange franskmænd begynder historien dog med gallerne, et keltisk folk, der cirka år 1000 f.v.t. gik over Rhinen fra det nuværende Sydtyskland. Gallerne levede i stammer med hvert sit overhoved, og det var derfor ikke vanskeligt for romerne at erobre området. I år 122 f.v.t. havde romerne oprettet en garnison i det nuværende Aix-en-Provence, og det var begyndelsen på 500 års romersk dominans.

Efter de store folkevandringer og Romerrigets fald var Frankrig i 400-tallet delt mellem vestgoter, burgundere, frankere og alemanner. I begyndelsen af 500-tallet blev grunden lagt til et frankisk storrige, der nåede sit højdepunkt under det karolingiske dynasti (751-987). Under Karl den Store, også kaldet Charlemagne (768-814), strakte det sig fra Pyrenæerne i syd til Nordsøen. Det karolingiske vælde brød sammen efter Karl den Stores søn, Louis Vs, død, hvor riget blev delt mellem Karls tre sønnesønner. Charles II fik tildelt et område, der mere eller mindre svarer til det nuværende Frankrig.

Tiden mellem år 1000 og 1500 var præget af rivaliseren mellem forskellige feudale fyrster. I 1200-tallet blev frankernes konge officielt konge over et større område, men det var først i starten af 1300-tallet, at man begyndte at tale om en fransk nation. På denne tid tilhørte betydelige dele af landet England, blandt andet området i sydvest omkring Bordeaux og et mindre område i nord ved Calais. Da den engelske konge i 1337 gjorde krav på den franske trone, udbrød den såkaldte Hundredårskrig (1337-1453) mellem de to lande. Under kampen mod englænderne begyndte en fransk nationalfølelse at tage form.

I slutningen af 1400-tallet blev Bretagne og i midten af 1500-tallet området omkring Calais forenet med resten af Frankrig. Alligevel var kongerigets stabilitet truet i det meste af 1500-tallet, ikke mindst under religionskrigene i århundredets sidste halvdel, hvor konflikten mellem de protestantiske huguenotter (calvinister) og katolikkerne voksede. Det drejede sig ikke kun om tro, men i høj grad også om magt. Religionskrigen sluttede med en sejr til katolikkerne, men ved freden i Nantes i 1598 fik protestanterne ikke kun en vis religionsfrihed visse steder i landet (Nantesediktet), men også ansvaret for militæret dér.

Begyndelsen af 1600-tallet var kendetegnet af opløsning og uro, men også af økonomisk og kulturel vækst. Centralmagten blev genetableret under kongens førsteminister, kardinal Richelieu, og protestanternes militære magt blev knust.

I 1600-tallet tog Frankrig del i kampen om den nye verden blandt andet ved at besætte nogle øer i Det Caribiske Hav og fuldføre koloniseringen af Canada. I 1685 ophævede Louis XIV – solkongen – Nantesediktet, og de franske protestanter blev atter udsat for forfølgelse. Hen ved 300.000 huguenotter udvandrede, de fleste til Holland, men enkelte familier nåede også til Danmark.

Da Louis XIV døde i 1715, var det som overhoved for Europas mægtigste land. Statsmagten var stærkere end nogensinde, og livet ved hoffet i Versailles samt fransk kultur som sådan var idealet i hele Europa.

Men mod slutningen af 1700-tallet var Frankrig røget ind i en samfundskrise. Kongens ødselhed og krigsførelse kostede staten dyrt. Samfundssystemet gavnede en lille, privilegeret elite, mens fæstebønderne og store dele af bybefolkningen levede under særdeles barske vilkår.

Også den voksende borger- og middelklasse var udelukket fra al politisk magt. Men i det frugtbare klima af handelsmæssig og industriel vækst spirede nye tanker frem om individets rettigheder og muligheder. Det gamle samfunds idealer, hvor kongen som Guds repræsentant på jorden regerede med uindskrænket magt, blev gradvist undermineret. Allerede i 1600-tallet havde filosoffen René Descartes peget på muligheden af at beherske naturen med videnskabens hjælp. Denne tanke førte oplysningsfilosofferne Denis Diderot, Francois de Voltaire og Jean-Jacques Rousseau videre. De ønskede at erstatte tradition, despotisme og troen på en guddommelig magt med troen på d en menneskelige fornufts ubegrænsede muligheder, stimuleret af politisk og økonomisk frihed.

En kraftig befolkningstilvækst i sidste halvdel af 1700-tallet gjorde, at den forældede samfundsstruktur gav sig i sømmene. Selvom centralmagten var stærk, var den nationale enhed langtfra noget selvfølgeligt. En række toldbarrierer og forskellige mål- og vægtsystemer delte landet op, og administrationen var kendetegnet af forvirring og kaos.

Alt dette banede vej for den franske revolution, betegnelsen for begivenhederne i 1789-99, hvor landets politiske, sociale, juridiske og religiøse struktur blev afgørende ændret. revolutionens idealer om frihed, lighed og broderskab har lige siden haft stor indflydelse på politiske og sociale ideer og begivenheder i hele verden.

Det var den finansielle og økonomiske krise, der udløste revolten i 1789. Aristokratiets modstand mod en skattereform og mod at give nye samfundsgrupper større indflydelse umuliggjorde alle forsøg på kompromis. Stormen på Bastillen, en fæstning i Paris, der blev brugt som fængsel, den 14. juli 1789 blev et symbol på den folkelige opstand mod kongemagten, og det er på den dato, Frankrig fejrer sin nationaldag. Den upriviligerede såkaldte tredjestand dannede sammen med præsteskabet en ny, forfatningsgivende forsamling, som natten til den 4. august 1789 afskaffede livegenskabet og aristokratiets privilegier og siden udsendte en erklæring om menneske- og borgerrettigheder, der fastslog alles lighed for loven, og krævede en regering, der repræsenterede alle borgere, samt ytringsfrihed og privat ejendomsret.

Kong Louis XVI var stadig en magtfaktor, men alle forsøg på at nå et kompromis mellem kongemagten og den nye nationalforsamling var forgæves. De revolutionære gik hårdere og hårdere til værks. I 1792 blev monarkiet afskaffet, og i 1973 blev kongen henrettet.

Den første republik var et sandt terrorregime. Der herskede uro overalt, og mange af revolutionens ledende personligheder blev selv henrettet. Der kom nye sociale og finansielle kriser samt krig i årene, der fulgte. Under denne krise gennemførte general Napoleon Bonaparte et statskup i 1799. Napoleon udråbte sig selv til kejser i 1804, og omorganiserede det finansielle system, administrationen og retsvæsenet til et centraliseret bureaukrati. Men hans udenrigspolitiske ambitioner resulterede i en storkrig, der også skulle blive hans fald.

Efter sejre og erobringer i begyndelsen vendte Frankrigs krigslykke, da tropper fra flere allierede europæiske magter marcherede ind i Paris i 1814. Napoleon blev afsat og erstattet af Louis XVII, bror til den konge, der blev henrettet under revolutionen. Det lykkedes Napoleon at generobre magten, men efter “de hundrede dage” endte det hele med et knusende nederlag for ham i slaget mod briterne ved Waterloo i 1815.

Efter Napoleons fald genindførtes monarkiet, og den periode, der kaldes restaurationen, blev indledt. Man vendte dog ikke tilbage til forholdene fra før 1789. Kongens magt var ganske vist stor, men parlamentet havde også kontrol med nogen ting. Personlig frihed og lighed for loven var garanteret, mens for eksempel stemmeretten var begrænset til personer af en vis formue. De sociale og politiske spændinger voksede og kulminerede i den såkaldte julirevolution i 1830.

Endnu en gang blev en politisk krise afgjort i Paris’ gader. Den nye konge, Louis-Philippe, blev tvunget til at acceptere en mere liberal forfatning. Men korruptionen bredte sig, og da regimet til sidst havde mistet al troværdighed, førte det til en ny revolution i 1848. Februarrevolutionen, som den også bliver kaldt, bevirkede, at der blev vedtaget en ny republikansk forfatning, der for første gang i historien gav stemmeret til alle mænd.

Den anden republik sluttede med et hurtigt, blodigt statskup i 1852, hvor Napoleons nevø, Louis Napoleon, tog magten og udråbte sig til kejser Napoleon III. I hans regeringstid gennemførtes en uddannelsesreform, og den sociale lovgivning var ret så lempelig og generøs efter datidens forhold. At kejserdømmet alligevel ikke overlevede, skyldes blandt andet, at Frankrig i 1870 erklærede krig mod et ekspanderende Preussen. Frankrig tabte krigen, og landsdelen Alsace-Lorraine blev tysk. Kejserdømmet blev erstattet af “den tredje republik”.

Under krigen mellem Frankrig og Tyskland havde Paris været belejret af tyske tropper i fem måneder, en periode, hvor byen fik udstrakt selvstyre og blandt andet opbyggede sin egen frivillige nationalgarde. Da regeringen efter krigsafslutningen begyndte at opløse den parisiske nationalgarde og forbød de revolutionære aviser, der udkom i byen, udbrød der i marts 1871 oprør blandt Paris’ småborgere og arbejdere. Der blev dannet en revolutionær modregering, den såkaldte Pariserkommune, der blandt andet gennemførte en række sociale reformer og adskilte kirke og stat. Det lykkedes dog den franske regering (der siden før belejringen havde opholdt sig i Versailles) at isolere Paris fra lignende oprør i provinsen og nedkæmpe Pariserkommunen i maj 1871.

I tiden frem til århundredskiftet gennemførtes en økonomisk, finansiel og militær reform af samfundet, og perioden var præget af økonomisk fremgang.

Udvidelsen og konsolideringen af kolonivældet i Asien og Afrika, der var blevet påbegyndt i 1830erne, fortsatte, og Frankrig forsøgte at bryde sin udenrigspolitiske isolation gennem alliancer med Storbritannien og Rusland. Indenrigspolitisk var landet splittet mellem monarkister, bonapartister og republikanere. Langsomt befæstedes en konservativ republik, og kirkens og monarkisternes interesser blev trængt i baggrunden.

I begyndelsen af 1900-tallet spidsede situationen til mellem Frankrig og Tyskland, og forskellige europæiske alliancer førte til, at næsten hele kontinentet blev inddraget i Første Verdenskrig. De allierede (Frankrig, Rusland og Storbritannien) besejrede tyskerne, og Frankrig fik dermed revanche for nederlaget i 1870 og fik Alsace-Lorraine tilbage. Men prisen var høj. Til de 1,3 millioner faldne kunne lægges enorme materielle tab. Genopbygningen gik dog relativt hurtigt, og allerede i 1924 var den industrielle produktion oppe på førkrigsniveau.

Økonomisk var Frankrig dog stadigt svagt, med en stor og ineffektiv landbrugssektor og en industri domineret af gammeldags udstyrede småvirksomheder. Samfundet var desuden præget af store sociale forskelle. Den økonomiske depression i 1930erne slog hårdt, og arbejdsløsheden steg voldsomt. I det samme årti gik venstrefløjen, socialisterne og kommunisterne frem ved flere valg.

Europa gik mod en ny krig. I Frankrig havde man Første Verdenskrigs ødelæggelser i frisk erindring, og man forsøgte at formidle Tyskland gennem talrige indrømmelser. Mange anså desuden Sovjetunionen som en større trussel end Nazityskland. Der var blevet satset store summer på forsvaret i 1930erne, men da det tyske angreb kom den 10. maj 1940, stod det klart, at de franske tropper ikke var tilstrækkeligt trænede, militærledelsen ubeslutsom, de taktiske retningslinjer fejlagtige og flyvevåbnet dårligt udrustet.

Sammenbruddet var hurtigt og brutalt. På fem uger mistede franskmændene 92.000 mand, og tyskerne tog 1,8 millioner krigsfanger. Fra 1940-44 var det nordlige og vestlige Frankrig besat af tyske tropper. Resten af landet samt kolonierne i Asien og Afrika blev styret af Vichy-regeringen, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt.

Fra juni 1940 anførte general Charles de Gaulle en modstandsbevægelse, først fra London og siden – efter den allierede landgang i Nordafrika i efteråret 1942 fra Algeriet. Ved krigsafslutningen stod de Gaulle ikke kun i spidsen for bevægelsen, hvoraf en stor del var kommunister, men det var også lykkedes ham at få Frankrig med i gruppen af krigens sejrherrer.

Vigtige årstal i Frankrigs historie

• 1643 – 1715 “solkongen” Louis XIVs regeringstid
• 1789 den franske revolution
• 1792 – 1804 den første republik
• 1804 – 1814 det første kejserdømme under Napoleon Bonaparte
• 1815 Napoleon besejres ved Waterloo
• 1830 julirevolutionen
• 1848 februarrevolutionen
• 1848- 1852 den anden republik
• 1852 – 1870 det andet kejserdømme under Louis Napoleon
• 1870 – 1940 den tredje republik
• 1914 – 1918 Første Verdenskrig
• 1940 – 1944 tysk besættelse
• 1944 – 1958 den fjerde republik
• 1946 – 1954 krigen i Indokina
• 1954 – 1962 krigen i Algeriet
• 11958 den femte republik med de Gaulle som præsident
• 1968 majrevolten
• 1969 de Gaulle går af

Historie efter 1945

Udenrigspolitisk genvandt Frankrig sin tabte stormagtsstatus efter Anden Verdenskrig og blev et af de fem permanente medlemmer i FNs Sikkerhedsråd. Landet blev også medlem af den vestlige forsvarsalliance, NATO.

Med forfatningen af 1946 blev det parlamentariske system genindført. “Den fjerde republik” var karakteriseret af hastigt skiftende alliancer mellem de politiske ledere, og det lykkedes ikke at løse de store problemer, efterkrigstiden bød på: krig i kolonierne, gentagne finansielle kriser og sociale konflikter. Samtidig blev der dog taget vigtige skridt mod en fransk-tysk forsoning og et øget europæisk samarbejde i form af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der trådte i kraft i 1952.

I 1946 udbrød der oprørskrig i Indokina, og efter ni års kampe blev Frankrig nødt til at opgive sine besiddelser der. Men det, der bragte den fjerde republik til fald, var dens manglende evne til at nedkæmpe en anden oprørskrig, nemlig den i Algeriet, der begyndte i 1954.

Krigen mod den algeriske selvstændighedsbevægelse var dyr og undergravede flere på hinanden følgende franske regeringers autoritet, indtil det i maj 1958 var helt umuligt at danne en funktionsduelig regering.

Republikkens endeligt kom, da æren i Algeriet og den franske civilbefolkning dér gjorde oprør mod, hvad man opfattede som manglende evne til at sikre de franske interesser i området. En kort tid virkede en borgerkrig snublende nær, og det rygtedes, at de oprørske generaler i Algeriet havde sendt faldskærmstropper mod Paris.

Krisen sluttede med, at parlamentet overlod magten til de Gaulle, der siden 1946 havde stået uden for politik. De Gaulle havde den fordel, at han nød oprørsgeneralernes tillid, og en optrapning af krisen blev afværget. Blandt de Gaulles første politiske handlinger var at udarbejde en ny forfatning med en stærk præsidentmagt, og da forfatningen blev vedtaget i en folkeafstemning, var “den femte republik” en realitet. Generalen blev senere valgt til præsident.

De Gaulle var kommet til magten som den, der skulle redde Frankrigs kolonivælde, men han indså hurtigt, at der ikke var nogen vej uden om koloniernes selvstændighed, og at Frankrig kun kunne forsøge at knytte så nære bånd som muligt til de nye stater. Algeriet blev selvstændigt i 1962.

Den økonomiske modernisering, der var blevet forberedt under den fjerde republik, tog fart i 1960erne, hvor Frankrig oplevede en meget høj vækst. De Gaulle koncentrerede sig dog især om at genoprette Frankrigs status i international sammenhæng. Landet distancerede sig fra USA, og i 1966 trådte Frankrig ud af NATOs militære overkommando. Der blev satset store summer på at opbygge en egen fransk atomslagstyrke.

Inden for EF kæmpede de Gaulle imod centralisering af magten og nægtede desuden at godkende britisk og irsk medlemskab, fordi han opfattede disse lande som redskaber for USAs interesser. Derimod arbejdede de Gaulle for en tilnærmelse mellem Frankrig og Vesttyskland.

Velstanden steg i 1960erne, men Frankrig var samtidig et samfund med store, skjulte spændinger. De kom op til overfladen ved majrevolten i 1968. I næsten en måned var landet lammet af omfattende strejker og demonstrationer i protest mod det, oprørerne opfattede som autoritære træk i det franske samfund, både hos de politiske magthavere og i familiestrukturen. Det var et oprør mod elitens dominans og mod den uretfærdighed, der var fulgt i kølvandet på den hastige økonomiske vækst. Modstanden mod de Gaulle var for splittet til at vælte ham, men året efter tabte han en folkeafstemning om en ny regionalstruktur og tog sin afsked.

i 1974 blev Valéry Giscard d’Estaing, leder af det højreorienterede De Uafhængige Republikanere, valgt til præsident. Han satte valgretsalderen ned til 18 år, der blev indført fri abort, og skilsmisseprocedurerne blev forenklede. Giscard d’Estaing tog også initiativ til en fælles europæisk valutapolitik, og han var fortaler for et Europa-Parlament, der skulle sammensættes gennem almindelige, frie valg. Økonomisk var Giscard d’Estaing liberalistisk orienteret og begrænsede den statslige indflydelse.

I 1970erne blev Frankrig, som alle andre industrilande, ramt af en økonomisk nedgang som følge af oliekrisen, og arbejdsløsheden steg. Uroen over den stigende arbejdsløshed og manglen på sociale reformer førte i 1981 til at venstrefløjen erobrede magten, først i præsidentvalget, hvor socialisten Francois Mitterrand vandt, og siden i parlamentsvalget. Socialisterne lagde ud med en række dristige reformer og nationaliseringer. Mindstelønnen blev sat op, og arbejdernes rettigheder styrket, og der blev indført formueskat. Socialisterne forsøgte at puste liv i økonomien ved at stimulere efterspørgslen med statslige indgreb, men den økonomiske politik havde ikke den ønskede virkning og fremkaldte uro på finansmarkedet. I 1983 blev eksperimentet afbrudt. Økonomiske stramninger, inflationsbekæmpelse og en positiv holdning til det europæiske valutasamarbejde blev nu også socialisternes midler.

I 1986 vandt den borgerlige fløj parlamentsvalget og indledte en privatisering af erhvervslivet. I 1988 blev socialisten Mitterrand genvalgt som præsident. Han opløste nationalforsamlingen så hurtigt, det kunne lade sig gøre, og ved det følgende parlamentsvalg genvandt socialisterne regeringsmagten.

Socialisterne sloges uden held med en voksende arbejdsløshed og var hæmmet af en række korruptionsskandaler. Ved parlamentsvalget i 1993 vandt højrefløjen derfor en knusende valgsejr, og ved præsidentvalget i 1995 vandt højrefløjens kandidat, Jacques Chirac, over Socialistpartiets Lionel Jospin.

For at nedbringe budgetunderskuddet og dermed opfylde kravene til deltagelse i den Økonomiske Monetære Union, ØMUen, måtte Frankrig skære drastisk i velfærdssystemet. Det førte til strejker og demonstrationer i 1995, og regeringen blev nødt til at opgive visse stramninger. Samme år genoptog Frankrig sine atomprøvespringninger i Stillehavet og blev mødt af en storm af kritik fra hele verden.

Parlamentsvalget i 1997 bragte atter socialisterne tilbage til magten, og Lionel Jospin dannede regering med kommunisterne og De Grønne. Nu havde Frankrig atter en præsident og en ministerpræsident af hver sin politiske observans.

Jospin koncentrerede sig om en nøje kontrol af statsfinanserne for at kvalificere Frankrig til ØMUen. Det skete delvis ved at sætte skatterne i vejret, men også ved en fortsat privatisering af de statslige virksomheder. For at mindske arbejdsløsheden nedsatte regeringen bl.a. arbejdstiden. Fra 1. januar 2000 indførte alle franske virksomheder med over 20 ansatte en 35-timers arbejdsuge.

Forslaget vakte stærke protester hos arbejdsgiverne, der var bange for, at det ville betyde forringet konkurrenceevne. De ansatte var bange for, at det ville gå ud over lønnen. Arbejdsløsheden faldt, men det var uklart, hvor meget det havde med arbejdstiden at gøre, og hvad der skyldtes den generelle bedring i verdensøkonomien.

Valgkampen forud for præsidentvalget i 2002 var domineret af den voksende kriminalitet. Som ventet gik præsident Chirac videre til anden valgrunde, men hans modkandidat blev overraskende nok ikke socialisten Jospin, men derimod Nationalfrontens leder, Jean-Marie Le Pen, hvis politik i mange år har handlet om stærk kritik af indvandringen og de etablerede politikere.

Valgdeltagelsen var den laveste i 40 år, og som ventet vandt præsident Chirac uden vanskeligheder anden runde i maj 2002. Både massemedierne og venstrefløjen havde opfordret vælgerne til at stemme imod Le Pen.

For at sikre en borgerlig sejr ved parlamentsvalget i juni samme år gik Chiracs RPR, store dele af UDF og et lille liberalt parti sammen i unionen UMP. Valget en måned senere blev et nyt tilbageslag for socialisterne. Præsidentens parti gik til valg på skattenedsættelser og en øget indsats mod kriminaliteten. De borgerlige partier fik i alt 399 af de 577 pladser, mens venstrefløjen tabte over 100 mandater og endte på 178.

Landet har ingen indkomst- eller formueskat. Et stort antal udenlandske virksomheder og banker er registrerede i Monaco for at kunne drage fordel af de lave erhvervsskatter. I starten af 2000-tallet var der et mindre underskud på statsbudgettet, men Monaco har ingen gæld, og valutareserven er stor.

Monaco har en vis industri, primært inden for farmaceutiske og kosmetiske produkter samt elektronik og præcisionsinstrumenter. Industrien stod i 1998 for godt en tiendedel af BNP. De 200 industrivirksomheder beskæftiger 4000 mennesker. Monaco må importere næsten alt, men udgifterne til dette opvejes af indtægterne fra turismen og andre servicefag. Der er en vis eksport af lægemidler, parfumer og tøj.

Der går en knap to km lang jernbanelinje i en tunnel gennem Monaco, som drives af de franske statsbaner. Der er helikopterservice til den internationale lufthavn i Nice.

 Læs også om kultur i Frankrig

Frankrig er et overvejende katolsk land,men det er samtidig et land, hvor man ifølge forfatningen ikke har ret til at spørge til borgernes religiøse tilhørsforhold. Cirka 75 procent af franskmændene betegner sig som katolikker, men kun 17 procent går regelmæssigt til messe.

Den katolske kirke er ikke en statskirke – stat og kirke blev formelt adskilt i 1905. i løbet af de seneste 30-40 år er kirkens rolle i hverdagslivet reduceret drastisk. Religionen er ikke længere den fælles referenceramme. Når paven for eksempel udtaler sig imod skilsmisse, prævention eller abort, vender tre fjerdedele af de franske katolikker det døve øre til.

Man regner med, at der findes cirka fem millioner muslimer i Frankrig. Landet har også næsten en million protestanter, cirka 700.000 jøder og over en halv million buddhister.
Spørgsmålet om, hvorvidt muslimske elever skal have ret til at gå med tørklæde i skolen, affødte en voldsom debat i 2003. De kristne kirker støttede retten til at bære religiøse symboler – det være sig tørklæde eller kors – men politikerne var meget uenige. Tilbage i 1989 havde en domstol fastslået, at det ikke var i strid med landets erklærede sekularitet at bære religiøse symboler, så længe det ikke virkede skræmmende eller provokerende på andre.

I februar 2040 vedtog det franske parlament dog med stort flertal en ny lov, der forbyder religiøse symboler som hovedtørklæder, jødiske kalotter eller store kors i skolerne.

Frankrig er verdens fjerdestørste økonomiske magt, målt i størrelsen af bruttonationalproduktet, BNP, og den næststørste eksportør af tjenesteydelser og landbrugsvarer. Denne position er nået takket være bevidste politiske satsninger. Særligt i 1960erne og 1970erne støttede staten stål- og bilindustrien, og langt op i 1980erne blev der satset kækt på højteknologiske områder som data-, rum- og flyindustrien.

Et tilbagevendende økonomisk problem har været underskuddet på statsbudgettet. For at Frankrig kunne kvalificere sig til den Økonomiske og Monetære Union, ØMUen, i 1999, måtte budgetunderskuddet i 1997 ikke overstige 3 procent. Det lykkedes at holde underskuddet nede ved at skære ekstra i forsvarsbudgettet, men i både 2002 og 2003 var 3 procents-grænsen igen overskredet. Det forsøgte regeringen at afhjælpe ved at skære i de offentligt ansattes pensioner og fyre tjenestemænd i staten. Det var udelukket at sætte skatterne op, eftersom UMP-regeringen netop var gået til valg i 2002 på løfter om store skattelettelser.

I foråret 2003 opfordrede Europa-Kommissionen i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagtens bestemmelser Frankrig til at indføre de “nødvendige foranstaltninger” inden 1. oktober for at bremse det voksende underskud. Det fik præsident Chirac til at foreslå, at reglerne burde lempes lidt, hvilket affødte stærke reaktioner i de andre EU-lande. Da det i august så ud til, at også underskuddet for 2004 ville blive for stort, var Frankrig i fare for at skulle deponere et større beløb i Den Europæiske Centralbank. For at dække budgetunderskuddet optog landet nye lån, hvilket til gengæld fik statsgælden til at vokse til over 60 procent af BNP – og dermed var en anden af stabilitets- og vækstpagtens grænser overskredet. Frankrig undlod at gøre noget og henviste blot til, at den økonomiske udvikling var gået dårligere end ventet.

Europa-Kommissionen gik med til at give landet mere tid (frem til 2005) til at få nedbragt underskuddet, forudsat at der blev foretaget yderligere besparelser i 2004.

Også den økonomiske vækst har været påvirket af usikkerheden i verdensøkonomien. Den beskedne vækst på 1 procent i 2002 faldt yderligere i 2003. Det skyldtes bl.a., at euroens værdi var blevet styrket over for dollaren, hvilket slog hårdt mod den franske eksport.

Frankrig har haft en større offentlig sektor end de fleste andre europæiske lande, men afviklingen af statens engagement i økonomien blev indledt i slutningen af 1980erne og er en kontinuerlig proces. Store selskaber som France Telecom og Air France er i dag på overvejende private hænder, og det store elselskab Electricité de France er på vej til at blive privatiseret.

Udenrigshandelen fik et opsving i 1992, da EU’s indre marked var gennemført. Det var især eksporten, der steg, og derfor har Frankrig siden da haft et stort overskud på handelsbalancen. Over 60 procent af al handel sker med andre EU-lande. Frankrig har også overskud på vare- og tjenestebalancen takket være turismen.

Økonomi i tal

Nedenstående informationer er fra år 2002/2003

• BNP/indbygger: 26.000 US dollar (købekraftkorrigeret, skøn
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 3%, industri- og byggebranchen 25%, service og andet 72%
• Naturressourcer: bauxit, uran, zink, potaske, kul, tømmer
• Årlig eksport: 402 mia. US dollar
• Årlig import: 381 mia. US dollar
• Vigtigste eksportvarer: transportmidler og andre industriprodukter, levnedsmidler og landbrugsvarer, elkraft
• Vigtigste importvarer: transportmidler og andre industriprodukter, levnedsmidler og landbrugsvarer, råolie
• Vigtigste importlande: Tyskland, Italien, USA
• Valuta: 1 EUR = 7,44 DKK

Naturressourcer og energi

Frankrig har store mineralforekomster i særdeleshed bauxit og potaske. Landet var engang verdens største producent af jernmalm, men den sidste mine blev lukket i 1997. Også den tidligere så omfattende udvinding af kul er helt afviklet.

I 1960erne overhalede olien kullet som den vigtigste energikilde, men siden oliekrisen i 1973 har Frankrig forsøgt at mindske sin afhængighed af olie, først og fremmest gennem en udbygning af atomkraften. Landet råder selv over uranforekomster og har over et halvt hundrede atomreaktorer, der står for over 70 procent af elproduktionen, en af de højeste andele i verden. Oliens andel af det totale energiforbrug ligger stadig på over 40 procent.

Atomkraft har aldrig været genstand for nogen voldsom offentlig debat i Frankrig, og alle de store partier bakker op om kernekraftprogrammet. I 2004 blev det besluttet at satse på en ny generation af kernekraftreaktorer.

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Over halvdelen af Frankrigs areal bruges til landbrugsformål. Det er den største andel i EU, men ligesom i mange andre europæiske lande er andelen af landbrugsjord faldende, samtidig med at produktionen per hektar er stigende, især på storbrugene.

Frankrig er verdens femtestørste hvedeproducent, og også byg og majs er vigtige afgrøder. Desuden er Frankrig verdens største vinproducent efter Italien og verdens næststørste sukkereksportør. Vindyrkningen alene forsørger 200.000 bønder. Husdyrbrug står for halvdelen af landbrugets samlede indtægter, og det er især kvæg, der opdrættes. Bretagne har dog en storstilet og indbringende svineproduktion.

Fremtiden er uvis for de traditionelle småbønder. Andelen af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget, er nu under 4 procent. På godt et årti er antallet af landbrug faldet fra over en million til 680.000. Franske bønder modtog længe en fjerdedel af EUs samlede landbrugsstøtte, men i de senere år er disse tilskud blevet trappet ned. Det har tvunget landbruget til at begrænse produktionen, hvilket har vakt uro blandt bønderne, der ser deres eksistens truet. De har vist deres utilfredshed i demonstrationer og happenings, og de udgør en stærk indenrigspolitisk magtfaktor.

Frankrig er et skovrigt land, hvor godt en fjerdedel af arealet er bevokset. Produktionen af træ dækker dog langt fra landets behov, og der importeres store mængder træ og papirmasse.

Selvom det franske fiskeri er i krise på grund af den hårde internationale konkurrence og nedsatte fangstkvoter, er det stadig et vigtigt erhverv. Der fiskes især i Nordsøen og Atlanterhavet, mens middelhavsfiskeriet ikke har så stor betydning. En stor del af branchens indtægter stammer fra østersfarme. Der finder også en stor import af fisk sted.

Industri

Den franske industri er alsidig og veludbygget, men flere industrisektorer har i de seneste årtier gennemgået dybe kriser og strukturforandringer. Det gælder især de traditionelt stærke brancher som metal-, tekstil- og værftsindustrierne. Bil- og maskinindustrien samt den kemiske industri har klaret sig bedre, men heller ikke her er forandringerne gået sporløst hen. Andre industrigrene har taget føringen – det gælder bl.a. den aeronautiske, farmaceutiske og elektroniske industri.

Industrien står for hovedparten af landets eksportindtægter. Af 350.000 industrivirksomheder har kun 550 over 1000 ansatte. Til gengæld står disse store virksomheder for halvdelen af produktionen. De fleste industrier ligger omkring Paris, men i de senere år har også Rhône-Alpes-området med Lyon som hovedby gennemgået en stor udvikling. Toulouse er centrum for flyindustrien med de store Airbus-fabrikker.

Konkurrencen udefra, først og fremmest fra Sydøstasien, er en stadig kilde til uro. Denne trussel har man imødegået ved at øge effektiviteten og produktiviteten, og Frankrig opmuntrer nu i højere grad end tidligere udenlandske investeringer.

Arbejdsmarked

I 1997 var 3 millioner franskmænd – eller 13 procent af arbejdsstyrken – uden beskæftigelse. Det var den højeste andel siden Anden Verdenskrig. Siden faldt arbejdsløsheden meget. Der blev flere jobs i den private sektor, og situationen blev som helhed forbedret for de mange unge og lavtuddannede. En stor del af de nye arbejdspladser er blevet skabt i servicesektoren, men samtidig voksede antallet af deltidsansatte. I starten af 2000-tallet begyndte arbejdsløsheden atter at stige, og i 2004 var den næsten 10 procent. Andelen af ansatte, der får mindre end den lovfæstede mindsteløn, er også voksende.

Den franske fagbevægelse er svag og politisk splittet, og medlemstallet i fagforeningerne er faldet, så under 10 procent nu er organiseret. Det hænger blandt andet sammen med, at de franske lønmodtagere har opnået flere forbedringer via lovgivningen end ad forhandlingsvejen. I 1982 satte regeringen således den ugentlige arbejdstid ned til 39 timer. Samtidig blev der indført en femte ferieuge, og pensionsalderen blev sænket til 60 år.

Med regeringen Jospin kom der i år 2000 en ny arbejdstidsnedsættelse. Alle virksomheder med over 20 ansatte skulle indføre en 35-timers arbejdsuge. Arbejdsgivernes oprindelige modvilje blev dæmpet med regler om, at firmaerne godt må fordele arbejdstiden anderledes i løbet af en måned eller sågar et år, bare det gennemsnitlige antal arbejdstimer er 35 per uge. Virksomheder, der ansatte 6 procent flere arbejdere som følge af arbejdstidsnedsættelsen, fik også visse afgiftslettelser. Senere indførte den borgerlige regering nye regler, der øgede antallet af tilladte overtidstimer fra 130 til 180 om året.

Det franske statistikbureau skønnede i 2002, at der var reddet eller skabt omkring 300.000 arbejdspladser som følge af 35-timersugen.

Sociale forhold

Det velfærdssystem, der blev opbygget efter Anden Verdenskrig , og som siden er blevet udbygget, giver en god tryghed. Tre fjerdele af udgifterne til socialforsikringen dækkes ved afgifter fra arbejdsgivere og lønmodtagere. Der ydes støtte ved sygdom, arbejdsløshed og ulykkestilfælde, og systemet omfatter desuden børnepenge, barselsorlov og pensioner. I de seneste år er udgifterne til pensioner og sundhedsvæsen steget voldsomt. Den høje arbejdsløshed har også betydet, at færre og færre personer er med til at finansiere systemet.

I 2003 besluttede den borgerlige regering at skære i understøttelsen, fordi a-kasserne kørte med store underskud. Det lykkedes at opnå enighed med arbejdsgiverorganisationen Medef og en af de tre lønmodtagerorganisationer, mens de to andre nægtede at skrive under. Den største ændring var, at støtte perioden blev sat ned fra 30 til 23 måneder.

Indkomst- og formueforskellene er store i det franske samfund. Fire millioner menneske menes at leve under fattigdomsgrænsen. Det drejer sig især om langtidsarbejdsløse, der er havnet uden for det sociale sikringssystem.

I 1988 blev der indført bistandsydelse for personer, der har været arbejdsløse i mindst fem år eller af andre grunde er helt uden ressourcer.

I starten af 1980erne blev pensionsalderen sat ned til 60 år. De voksende omkostninger til systemet har dog gjort, at senere regeringer har forsøgt at hæve den igen til 65 år, men det var længe svært at skabe politisk flertal for det. Pensionssystemet er kompliceret, og der er forskellige regler for de forskellige erhvervsgrupper. Offentligt ansatte har bedre pensionsordninger end privatansatte, men der er en udjævning i gang. I 2003 vedtog parlamentet en lov om, at alle offentligt ansatte fra 2008 kan få pension, når de har arbejdet i 40 år (tidligere var det 37), og fra 2020 gælder en 42-års regel for alle ansatte.

De franske kvinder fik først stemmeret i 1944. I 1968 havde under halvdelen af de franske kvinder i alderen 25-49 år erhvervsarbejde – nu er tre ud af fire kvinder i denne aldersgruppe på arbejdsmarkedet.

Et af de hedeste debatemner under præsidentvalgkampen i 2002 var den voksende kriminalitet, der griber om sig i storbyerne og deres udkanter, særligt Paris, Lyon og Marseille.

Læs også om befolkningen i Frankrig

Infrastruktur og turisme

Det franske landevejsnet er et af de tætteste i verden og EUs længste. Det omfatter 800.000 km, herunder 7100 km motorveje. De fleste motorveje er afgiftsbelagte.

Også det franske jernbanenet er veludbygget. Det drives for størstedelens vedkommende af det statslige SNCF. I 1994 blev tunnelen under Den Engelske Kanal indviet, og turen mellem Paris og London kan nu gøres på tre timer med hurtigtoget TGV (train à grande vitesse), der er blevet en stor succes. I 2001 blev den sydlige del af linjen Paris-Lyon-Marseille indviet, og der foregår en stadig udbygning af systemet.

Flytrafikken er i hastig vækst. Paris, med de internationale lufthavne Charles de Gaulle og Orly, har det næststørste passagerantal i Vesteuropa. Flyselskabet Air France, der blev privatiseret i forbindelse med fusionen med hollandske KLM i 2004, har en omfattende udenrigs- og indenrigstrafik.

En del af godstransporten foregår på de store floder. Frankrig har næsten 9000 km sejlbare vandveje. De vigtigste havne er Marseille, Le Havre og Dunkerque.

Frankrig er et af verdens store turistlande og besøges af over 70 millioner turister om året. De vigtigste rejsemål er Paris og Middelhavskysten (Côte d’Azur), men også Loiredalen, Bretagne, Alsace, badestederne langs Atlanterhavskysten samt skisportsstederne i Alperne tiltrækker mange. Godt en million franskmænd arbejder inden for turisterhvervet.