Toscana byder på utallige seværdigheder og byer der er værd at opleve på en kulturrejse, her har vi fokus på nogle af de byer der ligger vest for Firenze. Læs f.eks om byerne Valdarno, Prato, Fucecchio, Empoli, Artimino og Poggio a Caiano der alle ligger i denne del af Toscana.

Prato

Prato, der ligger nordvest for Firenze, er for nylig blevet ophøjet til provinsstatus, hvilket er meget passende for Toscanas tredjestørste by og Firenzes rival op gennem historien. Byen har et enestående klenodie i domkirken. Her opbevares et relikvie, som menes at være Jomfru Marias skærf. Legenden om klenodiet er skildret af Agnolo Gaddi, hvis fresker dækker Cappella del Sacro Cingolos vægge. Alteret har en skulptur, Madonna col Bambino, af Giovanni Pisano. Uden for Duomo står det Hellige Skærfs Prædiekestol af Donatello og Michelozzo. Her fremvises hvert år til jul det hellige skærf for de troende. Museo dell’Opera del Duomo på Piazza del Duomo indeholder malerier, skulpturer og relieffer af Donatello.
I dag er Prato berømt for sin tekstilindustri; fabrikkerne sælger fint stof, kashmir og designertøj. Handelen har gjort Prato til en rig by, men Pratos tekstilindustri var vigtig allerede i 1100-tallet og byens fantastiske monumenter er et bevis på dens tidligere storhedstid.
Det lille historiske center, omsluttet af byens middelalderlige bymur, rummer foruden domkirken Santa Maria delle Carceri også Castello dell’Imperatore, Kejserborgen. Kirken blev påbegyndt i Brunelleschistil af Giulano da Sangallo i 1485. Castelloen blev bygget af Frederick 11 Hohenstaufen i begyndelsen af 1200-tallet. Den er enestående i Toscana, idet modellen for den er de normanniske slotte i Apulien (Puglia).
På Via Rinaldesca ligger Palazzo Datini bygget i ca. 1350. Det var i sin tid bolig for manden, der opfandt egenvekslen, og som grundlagde byens rigdom med uldhandelen. Lindt længere fremme på Piazza del Comune ligger Palazzo Pretorio, som var sæde for Pratos regering i selvstyrets dage. Nu huser det Gallelria Comunale.

Empoli

Vest for Firenze ved Pisa-Firenze motorvejen er Empoli det første vigtige stop. Hovedpladsen i denne større landsby er opkaldt efter Farinata degli Uberti, der takket være sin tale i Ghibellinernes parlament i 1260 formåede at redde byen fra ødelæggelse efter slaget i Montaperti. Det er lykkedes for Empoli at bevare den indre by omkring Sant’Andrea kirken samt de antikke bygninger, hvoraf nogle stammer helt tilbage til 1100-tallet.
Som andre toscanske byer har Empoli et stort antal religiøse malerier. De hænger alle på Museo della Collegiata med billeder fra Masolino til Pontormo.

Fucecchio

Få kilometer vest for Empoli ligger Fucecchio omgivet af moderne forstæder. En række bygninger og det, der er tilbage af Castruccios Tårn, er et besøg værd. Tårnet er muligvis kendt af opera fans da det er ”hovedpersonen” i Puccinis opera Gianni Schicchi.
Padule di Fucecchio nord for byen er det største, indenlandske marskområde i Italien. Området var et fiskeriområde under Medicierne i det 16. århundrede, og Cosimo 1. byggede en bro og dæmninger for at gøre fiskebetingelserne bedre. I dag er området tilholdssted for sjældne fugle og planter.

Artimino og Poggio a Caiano

Fra Empoli er det meget nemt at besøge to vigtige Midici-residenser. Nemlig Villa Poggio a Caiano i byen af samme navn, og Villa Artimino, som ligger uden for den højtbeliggende landsby Artimino.
Poggio a Caiano er en af de mest pragtfulde bygninger fra 1400-tallet. Den blev ombygget af Giuliano da Sangallo for Lorenzo de’Medici mellem 1480 og 1485 og dominerer fra sin position oppe i byen hele det flade land under sig. Bygningen er omgivet af en loggia, der går hele vejen rundt, og som understøttet hele piano nobile ovenpå. Lorenzos søn Giovanni, der senere blev pave Leo 10., fortsatte ombygningen og fik også udført en frise på indgangens gulv af familien Della Robbia.
Mange af de indvendige dekorationer vidner om, at man bevidst forsøgte at indrette sig efter antikt mønster. To af de vigtigste værelser indeholder scener fra den romerske historie malet af Andrea del Sarto og Pontormo, hvori man har indflettet scener fra Mediciernes historie.
I 1800-tallet blev haven lagt om efter den moderne engelske stil og blev prydet med romantiske templer, en voliere, fontæner og en falsk gotisk ruin. I 1900-tallet blev residensen brugt som sommerslot for kong Umberto af Italien, og det tilbageværende interiør stammer fra denne periode.
Slottet var gerningssted for det uhyggelige dobbeltmord på storhertug Francesco og hans kone i 1587. I dag er de store, nøgle værelser tomme og trøstesløse, og villaen er blevet omdannet til et stort, temmelig trist og smagløst museum.
Artimino, der er omkranset af en bymur, ligger ca. 11 km fra Poggio a Caiano. Byens store villa blev bygget af Bernardo Buontalenti som jagtpavillon. Inden for er der et lille etruskisk museum. En arkitektonisk kuriositet ved Villa Artimino er de mange, høje skorstene, det har på taget. Staldene er nu bygget om til et flot hotel, og der er også en restaurant, hvor man har specialiseret sig i retter af Medici-oprindelse.
En kilometer længere nede ad bakken, på den anden side af Artimino, ligger den etruskiske nekropolis, hvorfra der blev hentet sten til at bygge den nærliggende Pian di Rosellos kirke i 600-tallet.
En lille snoet vej fører fra Artimino gennem Carmignano, kendt for sin røde vin, til Vinci ved den sydlige fod af Monte Albano og videre til Anchiano, som menes at være Leonardo da Vincis fødested.
Den middelalderlige borg Conti Guidi huser Museo Vinciano, som udstiller et stort udvalg af mekaniske modeller fremstillet efter Leonardos tegninger. I Biblioteca Leonardiana skildres hans liv og arbejder og i Anchiano ved Leonardos fødested er der endnu et museum, som illustrerer de mere prosaiske øjeblikke i hans liv.

Valdarno

Øst for Firenze ad landevej SS70 der fører til Consuma er der et smalt pas, hvor en snoet vej slynger sig op til den vestlige side af Pratomagnos bakker og til Vallombrosa klostret. Dette er det første hjemsted for Vallombrosa Ordenen og blev grundlagt af San Giovanni Gualberto i det 11. århundrede. Omkring Gualbertos død i 1073 begyndte ordenen, som var en del af benediktiner-ordenen, at sprede sig over hele Italien. Deres magt blev med tiden så stor, at ordenen ved lov blev opløst i 1866.
I området omkring Vallombrosa er flere romanske kirker et besøg værd, bl.a. S. Pietro i Cascia og S.Agata i Arfoli. Der er også den yndige lille by Saltino, der om vinteren er skisportsby for alpinisterne på det nærliggende Monte Secchietas løjper.

Prato provinserne i Toscana var Europas mest udviklede gennem middelalderen og renæssancen, hvilket gav lokalbefolkningen en enestående historisk og kulturel arv.
Firenze-provinsens byer og landsbyer ligger ofte på stejle bakker bevokset med cypresser. Neden for byerne mod dalens bund vokser vinstokkene, som siden renæssancen har frembragt mange af Italiens berømte vine, bl.a. de røde Chianti og Carmignano, og de grønne Malvasia og Trebbiano. Opleve det hele på en Kulturrejse til Toscana.

Synet af bjergene omkring Mugello nydes bedst fra en siddeplads i det romerske amfiteater i Fiesole. Disse bjerge blev en gang anset som det ideelle skjulested for de afskyelige middelalderbaroner, der nu og da kom ned fra deres velbevogtede tilholdssteder for at hærge og plyndre. I begyndelsen kunne Fiesole forsvare sig selv. Men i 1125 var det florentinerne, der angreb byen og lagde den i ruiner. Kun domkirken og bispepaladset blev skånet.

Fra Firenze snor Via Bolognese, SS65, sig op ad højderyggen til Fiesole. På vejen passeres pragtfulde villaer med en fantastisk udsigt over dalen til Firenze. Hovedruten fra bymidten er Via San Domenico, der skifter navn adskillige gange undervejs til Fiesole.
På Villa Vecchia Fiesolana ligger Villa Medici, som er bygget af Michelozzo i 1458-61 efter Cosimo il Vecchio’s instrukser til hans yngste søn Giovanni.
Villaens interiør rummer ikke længere de oprindelige dekorationer. Det meste blev fjernet i 1772 og erstattet med engelske kineserier af Robert Walpole, greve af Oxford. Villaen er ikke normalt åben for publikum, men hvis man ringer på (indgangen ligger på Via Giovanni Angelico 2), så er der som regel en eller anden, der er villig til at vise rundt på haveterrasserne, der har beholdt deres oprindelige linjer.

Arkæologiske skatte

Vejen stiger op mod Fiesoles centrum og det livlige hovedtorv, som er opkaldt efter det berømte bysbarn Mino da Fiesole, en billedhugger fra Quattrocento. Barer og pizzerier omgiver domkirken, som rummer nogle af Mino da Fiesoles bedste værker, biskop Salutatis gravmæle og et alter foran Salutati-kapellet. Selve Duomo er dateret til 1024-1028 og byder på skønne fresker og skulpturer af mindre kendte, men udmærkede kunstnere.
På pladsens vestside ligger bispepaladset fra 1000-tallet og den katolske præsteskole, som begge har fragmenter af den etruskiske nekropolis i gården. På den østlige side ligger Palazzo Pretorio. Selve piazzaen var engang romernes Forum, hvorfra en vej fører til det romerske amfiteater, der blev udgravet i 1911. Det bruges til koncerter og andre begivenheder. I begyndelsen af 1997 blev tre af Fiesoles arkæologiske attraktioner, Museo Archeologico, Museo Bandini og Antiquarium Costantani, slået sammen til ét samlet område. Zona Archeologico .
Det gennemrestaurerede arkæologiske museum indeholder interessante fund fra bronzealderen og etruskernes tid, og det er nu forbundet via en korridor under vejen til Costantini-samlingen af græske og etruskiske genstande. Denne tredje del af komplekset er det lille Bandin, i Via Dupré, og det indeholder en repræsentativ samling malerier fra renæssancens tidlige og midterste periode samt nogle terrakottaer af Della Robbias skole.
Vejen til Fiesole går gennem den mindre by San Domenico. Den er ikke blot kendt for sit fantastiske panorama over Firenze, men i højere grad for sit kloster og for kirken San Domenico da Fiesole. Begge indeholder rester af en stur kunstsamling, som desværre blev beskadiget under Anden Verdenskrig. I det første kapel i kirkens nordlige side ses Madonnaen med Engle og Helgener af Fra Angelico, som levede i klostret. I kapellet ses hans Korsfæstelse.
Via Badia fører til Badia Fiesolana som var Fiesoles domkirke frem til 1028. Den nuværende bygning blev efterladt ufærdig i 1464. Facaden, som stammer fra en mindre romansk kirke, er et fantastisk eksempel på den florentinske romanske stil. Dekoreret med grøn og hvid marmor. Der er også en dejlig lille plads foran kirken, hvor man kan sidde og hygge sig.
I den nordlige del af Fiesole, på vejen der snor sig gennem olivenlunde mod Olmo, går en sidevej på højre hånd mod Settignano, der har været hjemsted for mange fremtrædende mennesker. Michelangelo tilbragte sine unge dage i Villa Buonarroti. Benard Berenson (1865-1959) boede i Villa Tatti, som han restaurerede og berigede med en kendt renæssance-kunstsamling, som senere gik i arv til Harvard Universitetet. Andre berømte beboere var den betydningsfulde renæssance-billedhugger Desiderio da Settignano, forfatterne Tommaseo og D’Annunzio samt den legendariske skuespillerinde Eleonora Duse.
Et eksempel på en flot renæssance-villa, som overraskende er bevaret helt til vore dage med det meste af sin oprindelige have intakt, er Villa Gamberaia fra 1400-tallet.
Settignano er også rigt forsynet med kirkekunst. Santa Maria rummer en 1500-tals prædikestol af Buotalenti foruden en hvid terrakottafigur af Jomfru Maria med Barnet og to Engle, udført af Andrea della Robbia, Santa Martino a Mensola har en triptykon af Taddeo Gaddi.
Landevejen SS65 snor sig mod Pratolino og mod Parco Demidoff. For længe siden rummede parken – der nærmest er en stor have – også Villa Pratolino, senere kaldt Villa Demidoff, som blev bygget i 1569 og revet ned på grund af misforståede økonomiske besparelser i 1820. Der er faktisk ikke noget tilbage af den tidligere Medici-villa med undtagelse af Giambolognas massive statue Appenninen. I dag er haven forsømt og sjusket, men det er et dejligt, køligt sted at søge tilflugt i eftermiddagsheden. Vær opmærksom på, at kustoderne har ejendommelige arbejdstider, så ring i forvejen.

Mugello-dalen

Mugello er tæt forbundet med Medici’erne, idet de stammer herfra, og de viede området stor opmærksomhed. Cosimo de’Medici fik Michelozzo til at omdanne den gamle fæstning i Cafaggiolo i Val di Sieve til et landligt tilflugtssted. Og han gjorde det samme med slottet Il Trebbio lidt sydligere.
Villa Cafaggiolos forfaldne ydre – det mangler et af tårnene – skjuler et smukt interiør. Det meste af det indre bliver ejendommeligt nok anvendt som hø-lade. Men Cafaggiolo lider mest på grund af sin beliggenhed tæt på autostradaen Firenze-Bologna, der passerer lige forbi bygningen. Et symbol på, hvordan storhed kan stå for fald.
Castello del Trebbio har derimod haft en bedre skæbne. Den er blevet regelmæssigt vedligeholdt gennem årene og har bevaret, måske mere end nogen anden toscansk 1400-tals villa, en Medici-villas feudale stemning.
Lige over for Villa Cafaggiolo i en tæt skov på en bakkeskråning ligger San Martino-fæstningen. Den er bygget i 1569 af Lanci og Buontalenti på foranledning af Cosimo 1. for at forsvare den florentinske stat. Dette massive, femkantede slot er nu helt forfaldet og er blevet lukket med henblik på restaurering.
Lidt nord for San Piero di Sieve ligger Scarperia. Byens monumenter bliver sjældent besøgt af fremmede, skønt der er meget at ses. Palazzo Pretorio på hovedgaden er et af de skønneste eksempler på den toscanske civile arkitektur fra 1200-tallet.
Facaden er dekoreret med alle fremtrædende familiers våbenskjolde hugget i sten eller fremstillet i Della Robbia terrakotta. Overfor ligger Oratorio della Madonna della Piazza på den lille plads. Det er et lille mørkt rum, hvor man over altret kan beundre en Madonna col Bambino af Taddeo Gaddi.
For enden af hovedgaden ved indgangen til byen ligger Oratorio dei Terremoti. Her opbevares et freskomaleri: Madonna col Bambino, som tilskrives Filippo Lippi.
Scarperia er et berømt center for produktion af knive, og i de lokale værksteder bruger man stadig de traditionelle metoder til fremstillingen. I september er her en international kniv udstilling. Det nyligt installerede Museo dei Ferri Taglienti (museet for skæreredskaber) ligger i Palazzo dei Vicari.
Tager man et sving til venstre på den sydlige vej, der fører mod Scarperia, føres man gennem skove og lunde til det fjerntliggende Bosco ai Fratis kloster. Dette franciskanske tilflugtssted har en fred og ensomhed helt i overensstemmelse med de franciskanske idealer. En ro, der i dag savnes i f.eks. Assisi. Her er ingen turisthorder og ingen postkortsælgere. Kun den fred og enkelthed, som en kirke og dens kloster bygget i en lysning i skoven kan byde på.
Bygningerne blev rekonstrueret af Michelozzo omkring 1440 for Cosimo il Vecchio. De huser et mindre kendt, stort træ-krucifiks, overtrukket med gips og malet af en af den italienske renæssances største kunstnere, Donatello.