Det britiske kulturliv modtager statsstøtte, og regeringen opmuntrer til samarbejde med den private sektor, for eksempel i form af sponsorering. Lottospillet National Lottery blev startet i 1994 og er blevet en af det britiske kulturlivs hovedsponsorer.

Storbritannien er blandt verdens førende nationer inden for teaterkunst og har en lang og rig dramatisk tradition. I London findes over hundrede teatre. De fleste opfører populære skuespil og musicals og ligger i West End, hovedstadens forlystelseskvarter. Et af de nyeste, mere “seriøse” teatre ligger også i London: The Shakespeare Globe Theatre blev i 1997 bygget efter gammel tradition i forsøget på at genskabe den Shakespearescene, der fandtes i 1600-tallet. Edinburgh har en årlig teaterfestival.

Den britiske litteratur er rig med tidlige højdepunkter som det historiske epos Beowulf (der stammer fra 700-tallet), Geoffrey Chaucers The Canterbury Tales og William Shakespeares dramatik. Den første moderne roman, Pamela, af Samuel Richardson udkom i 1741. Det følgende århundrede kunne opvise flere fremtrædende romanforfattere: Charles Dickens, Jane Austen, søstrene Emily og Charlotte Brontë, George Eliot (synonym for Mary Ann Evans) og Thomas Hardy.

Blandt det tyvende århundredes berømteste britiske forfattere kan nævnes Joseph Conrad, T.S. Eliot, Virginia Woolf, Graham Greene, George Orwell, William Golding og Doris Lessing. Til den yngre generation af forfattere hører bl.a. Martin Amis, Kate Atkinson, nordireren Robert McLiam Wilson, Jeanette Winterston og Nick Hornby. Forfattere med baggrund i de tidligere britiske kolonier i Østen, for eksempel Salman Rushdie, Vikram Seth, Hanif Kureishi, Monica Ali og Zadie Smith, nyder også stor opmærksomhed, og i de senere år har børnebogsforfatteren J.K. Rowling opnået verdensomspændende succes med bøgerne om Harry Potter.

Nogle af de kendteste og mest populære moderne britiske filminstruktører er Mike Leigh, Ken Loach, Stephen Frears og Neil Jordan.

I slutningen af 1600-tallet var engelsk musikliv domineret af Henry Purcell, og i begyndelsen af 1700-tallet slog den tyske komponist G.F. Händel sig ned i England, hvor han skrev nogle af sine mest kendte værker, bl.a. Messias. Omkring århundredskiftet arbejdede blandt andre komponisterne Edward Elgar (der skrev Pomp and Circumstance – højdepunktet ved promenadekoncerterne), Frederick Delius, Ralph Vaughan Williams og – senere – Benjamin Britten og Michael Tippet.

Ved siden af den klassiske musik begyndte den såkaldte music hall-stil at vinde indpas i midten af 1800-tallet, en slags vaudeville med folkelige sange og sketches, der er videreudviklet i Andrew Lloyd Webbers verdensberømte musicals fra 1960erne og frem (blandt andre Phantom of the Opera, Evita og Cats).

Britisk rockmusik blev også verdensberømt i 1960erne med grupper som The Beatles og Rolling Stones. I 1980erne kom The Clash og The Smiths, og i 1990erne endnu et britisk verdensnavn i form af popgruppen Oasis.

Til britisk kunstlivs store navne hører bl.a. malerne John Constable, William Turner og Francis Bacon, billedhuggeren Henry Moore og arkitekten og formgiveren William Morris. Blandt nutidens mest omtalte kunstnere er Tracey Emin og Lucian Freud. London er også et af den internationale kunsthandels centre med kendte auktionshuse som Christie’s og Sotheby’s.

De ældste spor af menneskelige bosættelser i Storbritannien er næsten en halv million år gamle. Frem til år 6000-5000 f.v.t. var det let for jægerfolk at vandre hertil fra andre dele af Europa, men så begyndte vandstanden at stige, og de britiske øer blev afskåret fra det europæiske fastland. I de følgende årtusinder blev øboerne bofaste og begyndte at dyrke jorden. Det særegne stenmonument Stonehenge i Sydengland blev rejst i bronzealderen, 2000-700 f.v.t.

Da den romerske erobring af England blev indledt i år 43, befolkede kelterne de britiske øer. De blev trængt tilbage til Wales og Skotland, og det nuværende England blev indlemmet i Romerriget. Ved Romerrigets opløsning i 400-tallet blev England invaderet af forskellige germanske folkeslag, først og fremmest anglere og saksere fra de tyske kystegne. Den romerske kultur gik under, og England blev kristnet fra Irland i 500-tallet.

I løbet af de følgende århundreder blev de britiske øer flere gange hærget af vikinger, og danerne erobrede stort set hele England, der på et tidspunkt indgik i det danske rige under Svend Tveskæg. I år 1066 blev England invaderet fra Frankrig af vikingernes efterkommere, normannerne, anført af Wilhelm Erobreren. Samme år besejrede Wilhelm den angelsaksiske konge i Slaget ved Hastings og underlagde sig både England og Wales. Wilhelm Erobreren og hans efterkommere regerede England og til tider også Skotland helt frem til 1485.

Indenrigspolitisk var denne tid præget af en stadig magtkamp mellem kirke, herremænd og konger. Det berømte frihedsbrev Magna Charta fra 1215 var egentlig en kongelig indrømmelse til en koalition, der var rettet mod ham selv og bestod af de tre stærkeste klasser i det engelske samfund: højadel, købmænd og præsteskab. Magna Charta fastslog visse grundregler for udøvelse af kongemagten, indskrænkede den vilkårlige magtanvendelse og foreskrev, at kongen kun kunne opkræve skatter med tilladelse fra Rigets Store Råd, der snart kom til at gå under navnet parlament.

I midten af 1300-tallet blev England ramt af “den sorte død”, pesten, der kostede tusindvis af menneskeliv. Det førte til mangel på arbejdskraft, og landbruget blev langsomt omlagt fra agerbrug til kvægavl. Da befolkningstilvæksten atter tog fart i slutningen af 1300-tallet, opstod der arbejdsløshed og social uro på landet, og mange mennesker flyttede til byerne. Samtidig voksede en produktion frem, først og fremmest af uldvarer, der i 1400-tallet blev en vigtig eksportvare og en kilde til velstand.

Englands forhold til omverdenen i middelalderen var domineret af ekspansionsforsøg mod vest og nord. Wales blev definitivt indlemmet i riget i slutningen af 1200-tallet, og koloniseringen af Irland blev indledt omtrent på samme tidspunkt. Desuden lå England i lange perioder i krig med Frankrig. Den såkaldte Hundredårskrig brød ud i 1337, da den engelske kong Edward III gjorde krav på den franske trone. I begyndelsen af krigen havde England fremgang, men blev derefter gradvist trængt tilbage, og krigsafslutningen i 1453 indebar et definitivt stop for Englands kontinentale ambitioner.

På denne tid svækkedes kongemagten, og i 1455 udbrød en blodig, 30 år lang borgerkrig, hvor to grene af kongehuset kæmpede om Englands trone. Stridighederne fik navnet Rosekrigene, fordi de stridende parter havde henholdsvis en rød og en hvid rose som våbenmærke.

I 1485 kom slægten Tudor til magten, og det lykkedes gradvist kongen at styrke sin position på adelens og kirkens bekostning. Ved århundredets slutning havde Henry VII knust sine modstandere inden for højadelen ved at konfiskere deres jord og rigdomme. Hans søn, Henry VIII, gjorde det samme over for den katolske kirke. Da den protestantiske reformations ideer nåede England i 1500-tallet, brød Henry VIII med paven og grundlagde den anglikanske kirke. Det skyldes dog først og fremmeste, at paven ikke ville give Henry tilladelse til at blive skilt fra sin første hustru. Den katolske kirkes ejendomme i England blev sat under kongelig administration. Under Henrys datter, Elisabeth I’s, regeringstid (1558-1603) styrkedes England yderligere, både økonomisk og militært, og landet oplevede en kulturel blomstring.

Religiøse forskelle og konkurrence om handelen førte i 1585 til, at England indledte krig mod Spanien. Tre år senere sejrede den britiske flåde i et stort slag mod den spanske armada, der havde til hensigt at erobre England og genindføre katolicismen. England blev derefter Europas mægtigste sømagt og koloniserede i de følgende århundreder andre verdensdele, i første omgang det nordamerikanske kontinent og det caribiske øhav.

I 1603 forenedes Skotland med England og Wales i en personalunion med James I som konge. Kongemagten, der siden slutningen af 1400-tallet gradvist var blevet stærkere, kom i konflikt med borgerskabet og lavadelen, der gennem parlamentet havde fået en indflydelsesrig position. En borgerkrig mellem på den ene side James’ søn, Charles I, højadelen og de øverste gejstlige og på den anden side borgerskabet, lavadelen og yderligtgående protestanter – puritanere – sluttede med Charles’ henrettelse i 1649. Der blev udråbt en republik, som udviklede sig i retning af et militærdiktatur under Oliver Cromwell.

Under Cromwells styre lykkedes det England at slå et langvarigt irsk oprør ned og få kontrol over Irland. Det var også i 1600-tallet, at koloniseringen af denne ø for alvor begyndte, da de britiske magthavere tildelte protestantiske englændere og skotter irsk jord og fordrev jordens oprindelige, katolske ejere. Man indførte en række love, der udelukkede den katolske befolkning fra den politiske magt og fratog dem retten til at eje jord.

Efter Cromwells død genindførtes monarkiet i 1660, da slægten Stuart atter besteg tronen ved Charles II. I 1689 stadfæstedes parlamentets overhøjhed over kongemagten med den såkaldte Bill of Rights, regler for monarkiet, der i princippet stadig gælder i England. Her står, at monarken skal “regere i overensstemmelse med de love, der vedtages i parlamentet”, og de kongeligt udpegede ministre skal have et flertal bag sig i parlamentet.

Mod slutningen af 1600-tallet voksede topolitiske fløje frem: the Whigs (i det store og hele modstandere af kongen) og the Tories (kongetro). Hermed blev grunden lagt til det parlamentariske system, der er gældende i Storbritannien den dag i dag, og hvor regeringen skal have de folkevalgtes tillid.

I første halvdel af 1700-tallet trivedes industri- og handelslivet, og grunden blev lagt til den industrielle revolution. Også videnskaberne blomstrede med navne som John Locke og Isaac Newton. Monarkerne var svage, men så meget desto mere fremtrædende var politiske ledere som Robert Walpole og William Pitt d.æ. I 707 blev England og Skotland samlet i en union under navnet Storbritannien. Irland var dog fortsat en kilde til uro.

Efter den relative fred i første halvdel af 1700-tallet var sidste del af århundredet præget af ydre uro. Storbritannien udkæmpede flere krige med Frankrig og Spanien om kolonibesiddelser for siden at se sine nordamerikanske kolonier gøre oprør i 1776 og erklære sig selvstændige. Siden udkæmpede briterne flere krige mod Frankrig, der i starten af 1800-tallet blev regeret af Napoleon, som først blev endeligt besejret i slaget ved Waterloo i 1815.

Krigene mod Frankrig blev fulgt af en lang periode med industriel og økonomisk ekspansion, der medførte store sociale problemer, særligt blandt befolkningen i byerne. Det blev nødvendigt med økonomiske og sociale reformer, og i 1832 blev en valglov vedtaget, der udvidede stemmeretten og bragte valgkredsinddelingen i bedre overensstemmelse med befolkningens sammensætning. Herefter kom regeringsmagten til at veksle mellem de liberale whigs og de konservative tories.

Under dronning Victorias lange regeringstid (1837-1901) fortsatte den industrielle revolution, og England blev en økonomisk stormagt. Koloniherredømmet blev udvidet, da England fik endeligkontrol med Indien og indlemmede store dele af Afrika i det britiske imperium i slutningen af 1800-tallet.

Økonomien og kulturen i Irland var hæmmet af de britiske love, der blandt andet bestemte, hvilke afgrøder, der måtte dyrkes hvor. Da kartoffelhøsten slog fejl i 1845-49, døde over en million irere af sult og mangelsygdomme. I katastrofens kølvand fulgte en masseudvandring, først og fremmest til Nordamerika, og befolkningstallet fadt til det halve. Samtidig voksede den irske selvbevidsthed, og de irske nationalister blev ofte tungen på vægtskålen mellem de liberale og de konservative i det britiske parlament. De liberales leder, William Gladstone, forsøgte uden held af få parlamentet til at vedtage selvstyre for Irland, sådan som det lykkedes for en række andre britiske kolonier: Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika.

Ved begyndelsen af 1900-tallet var Storbritannien fortsat en stormagt. Første Verdenskrig indebar dog store omkostninger, og efter fredsslutningen havde landet økonomiske vanskeligheder og stor arbejdsløshed. Kvinderne – hvis indsats havde været stærkt medvirkende til, at Storbritannien overhovedet kunne fungere under krigen – fik stemmeret i 1918, men det var først i 1928, at den kvindelige valgretsalder blev den samme som mændenes. De liberale oplevede tilbagegang, og det blev i stedet de konservative og arbejderpartiet Labour (dannet 1900), der blev de dominerende partier.

Under Første Verdenskrig voksede uroen i Irland, og i 1916 udbrød et væbnet oprør, den såkaldte påskeopstand. Den blev hurtigt slået ned af briterne, men irernes kamp for uafhængighed fortsatte. I 1921 gik irerne modvilligt ind på et britisk fredsforslag, der gav dem selvstyre. Seks af de nordlige grevskaber (det nuværende Nordirland) forblev dog britiske, fordi det protestantiske flertal modsatte sig et brud med Storbritannien. Nordirland blev længe styret uden større indblanding fra regeringen i London. Det politiske liv var domineret af det protestantiske Ulster Unionistparti, og det katolske mindretal blev i høj grad udelukket fra politisk og økonomisk indflydelse.

I 1939 gik Storbritannien ind i Anden Verdenskrig. Under ledelse af premierminister Winston Churchill lykkedes det under store anstrengelser briterne at slå de tyske angreb tilbage, både i luften og til søs, og England var blandt de sejrende magter, da krigen var overstået i 1945.

Vigtigste årstal i Storbritanniens historie

• År 47 romerne invaderer de britiske øer
• ca. 400-1000 anglere, saksere og vikinger invaderer
• 1066 slaget ved Hastings
• 1215 Magna Charta
• 1534-1540 reformation i England
• 1649-1660 republic under Cromwell
• 1776 de nordamerikanske kolonier gør oprør og erklærer sig selvstændige
• 1815 Napoleon besejres ved Waterloo
• 1837-1901 Dronning Victorias regeringstid
• 1940 Slaget om Storbritannien, briterne slår de tyske styrker tilbage
• 1968 urolighederne i Nordirland begynder
• 1973 EF-medlemskab
• 1982 Falklandskrigen
• 1998 fredsaftale om Nordirland

Historie efter 1945

Anden Verdenskrig var begyndelsen til enden på det britiske imperium, for koloniernes indsats på britisk side i krigen gav ny næring til kravene om selvstændighed. Indien blev selvstændigt i 1947 og blev delt i to stater, Indien og Pakistan. De afrikanske koloniers frigørelse blev også indledt i denne periode.

I efterkrigstiden mistede Storbritannien sin stormagtsstatus, og levestandarden faldt sammenlignet med de seks daværende EF-lande. Denne udvikling gjorde, at landet ansøgte om medlemskab, men det blev afvist efter fransk modstand. Præsident Charles de Gaulle opfattede briterne som et redskab for amerikanske interesser. Først i 1973 blev Storbritannien medlem af EF, og det medførte en stigende britisk eksport til de andre EF-lande.

Det var dog ikke alle økonomiske problemer, der lod sig løse ved en indtræden i EF. Under oliekrisen i 1973-74 faldt det britiske punds værdi, og inflation og arbejdsløshed steg voldsomt. Først lykkedes det den daværende Labourregering at indgå en aftale med fagbevægelsen, og trods krisen var der relativ fred på arbejdsmarkedet. Men i begyndelsen af 1979 rullede en strejkebølge hen over landet. De upopulære strejker bidrog til, at Labour – der dog kunne pege på en vis økonomisk fremgang – tabte parlamentsvalget i 1979 til de konservative med den nye partileder, Margaret Thatcher.

Thatcher stod for en ny, konservativ ideologi, der lagde vægt på det individuelle ansvar. Den nye regering begyndte at sælge ud af de statslige virksomheder, liberaliserede økonomien og satte skatterne ned.

Det økonomiske klima i 1980erne var gunstigt for Thatchers politik, og de to ting tilsammen gav et øget produktivitet i industrien, lavere inflation og stigende velstand for flere grupper i det britiske samfund. Prisen var en voldsom arbejdsløshed, der for det meste lå på omkring 3 millioner. Thatcher fik tilnavnet “jernladyen”, og både den indre og ydre kritik af hende voksede.

Med Argentinas invasion af Falklandsøerne i 1982 blev de indenrigspolitiske problemer dog trængt i baggrunden. Den britiske sejr i Falklandskrigen styrkede Thatchers popularitet og hendes image som en handlekraftig og beslutsom leder.

De konservative vandt parlamentsvalget i 1983 og igen i 1987. Margaret Thatchers politik vakte dog stigende utilfredshed inden for hendes eget parti. Særligt kritikken af hendes europaskeptiske indstilling var hård, og beslutningen om at indføre en ny kommuneskat, poll tax, vakte store protester i England og Wales. Hun blev tvunget til at gå af i efteråret 1990 og blev efterfulgt af John Major.

Major stod for en mere moderat konservativ linje. Han trak hurtigt det kritiserede forslag om kommuneskatten tilbage og udskrev valg til 1992. De konservative vandt, og Major dannede regering.

Uenighed om forholdet til EU førte til skarpe modsætninger inden for regeringspartiet, hvor stærke kræfter modsatte sig et udvidet samarbejde (eller til og med ville forlade unionen). Alligevel lykkedes det Major i 1993 at gennemtvinge et britisk ja til Maastricht-aftalen i parlamentet. Briterne fik dog ret til at stå uden for samarbejdet på det socialpolitiske område.

De konservative tabte en række suppleringsvalg, og i slutningen af 1996 også deres flertal i underhuset, hvor regeringen blev afhængig af støtte fra det protestantiske Ulster Unionistparti, dengang det største parti i Nordirland. Det havde en negativ virkning på den fredsproces, der var blevet indledt i Nordirland i starten af 1990-erne.

Ved parlamentsvalget i foråret 1997 fik de konservative det dårligste valgresultat siden 1832, og valgets vinder blev Labour og dets nye leder, Tony Blair, der fik absolut flertal i underhuset (418 pladser ud af 659).

Efter valget fremlagde Blair et reformprogram under parolen “New Labour” og lovede en modernisering af hele det britiske samfund. Dette program tiltrak sig stor opmærksomhed, også uden for landets grænser. i tråd med reformprogrammet indeholdt Labours første finanslov skattenedsættelser til små virksomheder og tilskud til ansættelse af langtidsledige. Samtidig blev der sat store summer af til uddannelse og sundhedsvæsen.

Blair lovede, at Storbritannien ville spille en aktiv rolle i Europa, og briterne skrev også under på Maastricht-traktatens sociale kapitel, som de ellers i første omgang havde valgt at stå udenfor. Der blev også indført mindsteløn. Det var dog stadig usikkert, om briterne skulle med i ØMUen, den Økonomiske og Monetære Union. Ligesom i Danmark herskede der stor skepsis over for denne del af unionssamarbejdet. På et tidligt stadium indledte Labourregeringen dog en vis harmonisering, så den britiske nationalbank, Bank of England, har fået friere hænder. Det er en af forudsætningerne for deltageles i ØMUen.

Tony Blair var længe den mest populære premierminister siden Winston Churchill, ikke mindst efter indgåelsen af fredsaftalen for Nordirland. Men kritikken af ham voksede, da han midlertidigt inddrog det nordiske selvstyre ganske kort tid efter oprettelsen. Blair blev også kritiseret for selv at ville kontrollere alt inden for det politiske liv.

Forud for parlamentsvalget i 1997 havde Blair lovet Skotland og Wales øget selvstyre. Det konservative parti var imod planerne, fordi de frygtede en splittelse af landet. I en folkeafstemning i 1997 stemte omkring tre fjerdedele af skotterne for et eget parlament. I Wales stemte et lille flertal for oprettelsen af en regional forsamling, der dog skulle udstyres med færre beføjelser end det skotske parlament.

I 1999 blev der afholdt valg til de nye parlamentariske forsamlinger for første gang. I Skotland vandt Labour under Donald Dewar og dannende regering med Liberaldemokraterne. I Wales blev Labour også det største parti og dannede en mindretalsregering.

Storbritannien består af England, Skotland og Wales. Også Nordirland, øgruppen Hebriderne vest for Skotland samt øgrupperne Orkney og Shetland nord for Skotland hører med til United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, som er det officielle navn for landet. Kanaløerne ud for Frankrigs kyst og øen Man i Det Irske Hav har en særlig status og hører direkte under den britiske krone. Storbritannien har også besiddelser andre steder i verden, bl.a. Gibraltar, Falklandsøerne og flere øer i Det Caribiske Hav.

Det britiske øer ligger på den europæiske fastlandssokkel, og havdybden omkring dem er gennemgående ret lav, hvilket giver gode fiskemuligheder.

Skotland, Wales samt det nordvestlige og sydvestlige England består primært af højland. I sydøst breder der sig et kuperet slettelandskab. I Skotland, Wales og Nordirland er der mange søer. England, derimod, har få søer med Cumberland, The Lake District, i nordvest som en undtagelse.

Takket være Golfstrømmen er klimaet på de britiske øer mildt, men de sydvestlige vinde og lavtryk, der passerer ind over øerne fra Atlanterhavet, gør vejrliget meget omskifteligt. Der er ikke store temperaturforskelle mellem sommer og vinter. Det regner en del, hovedsageligt i vest og mest om efteråret. Forårsmånederne er ret tørre.

Geografi og klima i tal

• Areal: 244.755 km2
• Nabolande: Irland
• Tid: som Danmark minus 1 time
• Hovedstad: London (7,2 mio. indb. med forstæder, 2001)
• Øvrige større byer: Birmingham (975.000), Leeds (715.000), Glasgow (579.000), Sheffield (513.000)
• Gennemsnitstemperatur/døgn: London 4 grader (januar), 18 grader (juli)
• Gennemsnitsnedbør/måned: London 64 mm (november), 38 mm (april)
• Højeste bjerg: Ben Nevis, Skotland (1344 m.o.h.), Snowdon, Wales (1085 m.o.h.), Scafell Pike, England (978 m.o.h.)
• Vigtigste floder: Severn, Themsen
• Største søer: Lough Neagh (Nordirland), Loch Lomond (Skotland)

Tidligere var den britiske økonomi baseret på den traditionelle sværindustri, for eksempel minedrift og skibsværfter. Siden 1970erne er der dog sket store ændringer, der har medført, at industriens andel af BNP er faldet kraftigt, mens servicesektoren er vokset. Finanssektoren har fået større betydning, og London er et af Europas og verdens finanscentre. Finanssektoren stod i 2002 for godt en fjerdedel af bruttonationalproduktet, BNP.

De strukturelle reformer, bl.a. privatiseringer af statslige virksomheder, der blev indledt i 1980, har ifølge OECD – de vestlige industrilandes økonomiske samarbejdsorganisation – givet resultat i form af en mere fleksibel, mere konkurrencedygtig og mindre inflationsfølsom økonomi. Kritikere fremhæver dog, at det har medført en større social ulighed.

Under den internationale lavkonjunktur i begyndelsen af 1990erne faldt BNP, men i perioden 1990-2003 oplevede landet en konstant vækst på ca. 2 procent om året. I starten af 2000-tallet voksede den britiske økonomi stærkere end de fleste andre EU-landes. Væksten var i høj grad koncentreret til det sydøstlige England, mens den traditionelle eksportindustri andre steder i landet blev ramt hårdere af højre oliepriser og det stærke britiske pund, der har gjort britiske varer dyrere i udlandet.

I slutningen af 1990erne investerede amerikanske, japanske og franske virksomheder i britisk industri, men investeringerne faldt betydeligt under den nye lavkonjunktur i starten af 2000-tallet. Mange industrier blev nedlagt i det centrale England, i Wales og i Skotland.

En af årsagerne til den relativt stærke britiske økonomi var den store efterspørgsel på hjemmemarkedet. Et lavt renteniveau holdt det hjemlige forbrug oppe og fik priserne på fast ejendom til at stige voldsomt, særligt i storbyerne. Mange husholdninger havde en stor gæld, og der herskede en vis uro for, hvad der ville ske, hvis renten begyndte at stige.

I perioden 1999-2003 lå inflationen på noget over 1 procent, hvilket var lavere end gennemsnittet for EU-landene.

Den konservative regering havde i store dele af 1990erne problemer med et voksende budgetunderskud. Da Labourregeringen trådte til i 1997, lovede man, at udgifterne ikke ville overstige niveauet fra de konservatives seneste finanslov. Det lykkedes to år senere at vende forgængernes budgetunderskud til et overskud, og i 2001 var overskuddet på statsfinanserne ca. 7 mia. pund. Resultatet skyldes ifølge iagttagere en blanding af godt lederskab, held, øgede skatteindtægter og faldende renter. Overskuddet gjorde det muligt for Storbritannien at betale af på sin udlandsgæld hurtigere end forudset, og gælden lå i 2003 på 40 procent af BNP.

Lavkonjunkturen efter 2001 gjorde det dog svært for regeringen at holde sorte tal på bundlinjen, og underskuddet for finansåret 2003/2004 blev skønnet til 3 procent af BNP. Staten begyndte også at låne penge, og skattetrykket voksede noget. I Labours anden mandatperiode er der først og fremmest blevet bevilget penge til sundheds- og uddannelsessektoren.

Labourregeringen har som mål, at inflationen ikke må overstige 2,5 procent, og den har givet centralbanken frie hænder til at opnå dette. Storbritannien står i øvrigt uden for ØMU’en, EUs økonomiske og monetære samarbejde.

Storbritannien er verdens femtestørste handelsnation. Alligevel er der traditionelt underskud på handelsbalancen. Det skyldes, at den høje kurs på pundet gør britiske eksportvarer dyrere, mens importen er blevet billigere.

Handelen med tjenester giver dog et betydeligt overskud – alligevel havde Storbritannien i 2002 underskud på betalingsbalancens løbende poster.

Økonomi i tal

• BNP/indbygger: 25.500 US dollar (købekraftkorrigeret, skøn, 2002)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 1%, industri 26%, service og andet 73% (2002)
• Naturressourcer: olie, naturgas, stenkul
• Årlig eksport: 276 mia. US dollar (skøn 2002)
• Årlig import: 335 mia. US dollar (skøn 2002)
• Vigtigste eksportvarer: industriprodukter, elektronik, kemikalier, olie og andet brændstof, levnedsmidler
• Vigtigste importvarer: transportmidler, industriprodukter, elektronik, olie og andet brændstof
• Vigtigste handelspartnere: USA, Tyskland, Frankrig

Naturressourcer og energi

Storbritannien har store reserver af blandt andet olie, naturgas og kul. Man begyndte at udvinde naturgas i 1960erne og olie i 1970erne, og siden er kulminedriftens betydning faldet støt. I 2000 var der 17 miner tilbage.

Det meste af olieindustrien er på private hænder. Meget af råolien eksporteres, mens billigere olie importeres fra Mellemøsten. I 2003 indgik Storbritannien en aftale med Norge om at importere norsk naturgas fra Nordsøen fra 2006.

Elektriciteten fremstilles hovedsageligt i olie-, gas- eller kulfyrede kraftværker. En femtedel af elektriciteten kommer fra kernekraft. Man er også begyndt at satse på vindkraft, der efter planerne skal producere 3 procent af elektriciteten fra 2010. En privatisering af atomkraftværkerne har været på den politiske dagsorden flere gange, men kritikere mener ikke, at sikkerheden kan holdes på det nødvendige niveau, hvis ikke staten har ansvaret for kraftværkerne. Sikkerheden ved Sellafield, et opbevaringsanlæg for atomaffald, bliver jævnligt diskuteret. Irland og de nordiske lande har længe kæmpet for at få anlægget lukket efter rapporter om radioaktivt udslip.

Landbrug og fiskeri

Storbritannien producerer selv to tredjedele af de levnedsmidler, befolkningen konsumerer.

Men landbruget står kun for ganske få procent af BNP. Den gennemsnitlige størrelse på et landbrug er 70 hektar, hvilket er det største inden for EU. Landbruget er effektivt og beskæftiger 2 procent af arbejdskraften. De vigtigste afgrøder er hvede, byg, kartofler og sukkerroer. Også husdyrholdet er betydeligt. i de senere år er der kommet flere og flere økologiske landbrug, og i 2002 fandtes der 4000 gårde med økologisk drift.

Fra midten af 1990erne er bøndernes indtægter faldet betydeligt inden for det traditionelle landbrug. Det skyldes især flere udbrud af alvorlige sygdomme blandt fyrene. Landbruget blev ramt af eksportforbud for oksekød i 1996, da der udbrød BSE eller kogalskab blandt en række britiske besætninger. Først i 1999 besluttede EU at hæve eksportforbudet for benfrit britisk oksekød. På det tidspunkt havde man opdaget over 175.000 tilfælde af BSE, og slagtet over tre mio. dyr i Storbritannien.

I 2001 fik bønderne nye problemer, da der udbrød mund- og klovsyge. Myndighederne var sene til at reagere, og smitten bredte sig til flere landsdele. Mange gårde blev isoleret, og over 6 mio. dyr blev slagtet og brændt. Der blev igen indført eksportforbud for britisk kød. Epidemien gik også ud over turisterhvervet. I januar 2002 blev landet dog erklæret fri for sygdommen.

Storbritannien er en af verdens førende fiskerinationer. Fiskeriets betydning er dog faldet i de seneste år som følge af tabte fiskerifarvande blandt andet ved Island, samt nye EU-regler, der betyder lavere kvoter og tillader friere konkurrence. Af samme grund har fiskeopdrættet fået større betydning.

Industri

Siden slutningen af 1980erne er den britiske industri blevet moderniseret og mere konkurrencedygtig. De vigtigste brancher er maskinindustri, elektrisk og elektronisk industri, levnedsmiddelproduktion, kemisk industri (primært medicinalvarer) og papirindustrien. Byggebranchen havde gode år i starten af 2000-tallet. I 2003 var ca. en femtedel af arbejdskraften ansat i industrien.

Den hjemlige bilindustri kom i krise i år 2000 på grund af det stærke britiske pund, der gjorde biler produceret i Storbritannien dyrere i udlandet. Men tusinder af jobs blev reddet, da BMW solgte sin fremstilling af Land Rover til amerikanske Ford. Den japanske bilproducent Nissans fabrik i Sunderland betragtes som en af de mest effektive i Europa.

Produktionen af alkoholiske drikke er en vigtig gren inden for fødevareindustrien. Størst betydning har den skotske whiskyproduktion.

Siden 1979 er mindst 50 statslige virksomheder blevet privatiseret. Der føres en aktiv politik for at opmuntre foretagsomheden blandt mindre erhvervsdrivende, og antallet af små og mellemstore virksomheder er steget kraftigt.

Arbejdsmarked

Der er ca. 70 britiske fagforbund samlet i paraplyorganisationen Trades Union Congress, TUC, som har i alt 6,7 mio. medlemmer, både arbejdere og tjenestemænd. Confederation of British Industry, CBI, er den største arbejdsgiverorganisation.

Den tidligere så stærke fagbevægelse har mistet sin betydning siden starten af 1980erne, hvor en ny lovgivning begrænsede dens indflydelse. Siden Labour kom til magten i 1997, har faggrupper, hvor over halvdelen af lønmodtagerne er fagligt organiserede, fået lovfæstet forhandlingsret. Det samme er tilfældet, hvis 40 procent stemmer for det. På landsplan er ca. hver tredje lønmodtager organiseret.

Flere og flere kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet, men mange af dem arbejder på deltid. Undersøgelser foretaget i 2002 viser, at kvinder i gennemsnit tjener 20 procent mindre end mændene.

I 2004 var 5 procent uden arbejde. Der er flaskehalsproblemer flere steder, dvs. stor arbejdsløshed blandt ufaglærte i visse brancher, samtidig med at der var mangel på uddannet arbejdskraft andre steder. Arbejdsløsheden er størst blandt mænd over 50, lavtuddannede og personer fra etniske mindretal.

I perioden 1991-2001 forsvandt en halv million job fra Nordengland, samtidig med at alle de nyskabte job er kommet til Sydengland. De fleste arbejdspladser er forsvundet indenfor industrien, og i dag arbejder næsten fire ud af fem briter inden for servicesektoren.

Labourregeringen forsøger at mindske arbejdsløsheden blandt unge med uddannelsestilbud og tilskud til virksomheder, der ansætter langtidsledige. Der er også indført et system med skattelettelser og børnepenge til arbejdende familier med lave indkomster. I 1999 blev der også indført mindsteløn i Storbritannien.

Sociale forhold

De sociale forskelle i det britiske samfund ses tydeligt, og man hører ofte Storbritannien omtalt som et klassesamfund. Velstanden er også ujævnt fordelt over landet – det er i det sydlige England, at pengene befinder sig, mens de nordlige egne halter efter.

Det britiske velfærdssystem omfatter almindelig sygesikring gennem National Health Seurity (NHS) og socialsikring. NHS yder bl.a. gratis lægehjælp. Primærplejen fungerer ganske godt, men der er lang ventetid på operationer og mangel på hospitalssenge. Derfor er der skudt flere private alternativer op. På finansloven for 2004/2005 er der afsat ekstra penge til sundhedssektoren, bl.a. i form af en ny sygehusstruktur, der gør det muligt for visse hospitaler at låne penge på det åbne marked.

Selvom arbejdsløsheden generelt er lav, er mange briter afhængige af overførselsindkomster. Systemet er ved at blive skærpet, og det er regeringens mål at få skabt flere arbejdspladser, samtidig med at antallet af personer på overførselsindkomster skal sænkes.

Overførselsindkomsterne udbetales på ugebasis. Der er I de seks første uger oppebæres 90 procent af lønnen, og derefter en lavere erstatning i resten af perioden. I mange tilfælde har mødrene ret til yderligere 26 uger ulønnet orlov. I 2003 fik også fædrene ret til to ugers betalt barsel.

Ligesom i mange andre vestlige lande er andelen af ældre stigende. I 2001 var godt en mio. briter 85 år eller ældre. Pensionsalderen er 60 år for kvinder og 65 år for mænd, men det er meningen, at pensionsalderen for kvinder gradvist skal sættes op til 65 frem til 2020. Mange pensionister har svært ved at leve af deres pension.

Velgørenhed er almindeligt forekommende og accepteret i alle samfundslag og af alle politiske partier. Der samles årligt millioner af pund ind gennem sådanne organisationer.

Infrastruktur og turisme

Både person- og godstrafik foregår for en stor del på landevejene. Vejnettet er vidtforgrenet og består primært af asfalterede, men smalle veje. Godstrafikken med tog voksede dog i begyndelsen af 2000-tallet.

Storbritannien er jernbanens oprindelsesland. The Stockton and Darlington Railway, der blev åbnet i 1825, var den første dampdrevne passagerjernbane i verden. Trods omfattende nedlægninger har Storbritannien fortsat et tæt jernbanenet på sammenlagt 18.000 km. Færre og færre rejser dog med tog, bl.a. på grund af de dyre billetter og mange forsinkelser.

Britisk Rail blev privatiseret i 1996. Siden da har trafikken været varetaget af en snes private selskaber. Det er den almindelige opfattelse, at to store togulykker, der fandt sted i slutningen af 1990erne, skyldes manglende vedligeholdelse af spor og signalsystemer.

Londons undergrundsbane er verdens ældste og godt 400 km lang. Tunnelen under den Engelske Kanal til Frankrig, Eurotunnel, blev taget i brug i 1994, og der kører både passager- og biltog. Rejsen til Paris fra London tager tre timer, og der går også passagertog til Bruxelles gennem tunnelen.

Der findes over 400 havne i landet, hvoraf London og Milford Haven er blandt de vigtigste. London er desuden et vigtigt centrum for skibsforsikringer og -mæglere.

Flyselskabet British Airways, BA, er et af verdens førende. Hjemmebasen er Heathrow Lufthavn ved London, der passeres af 63 mio. rejsende årligt. Herfra er der forbindelse til 100 lande verden over. London har flere andre store, internationale lufthavne: Gatwich, Luton, Stansted. Desuden findes der en snes andre lufthavne rundt om i Storbritannien.

Turismen er en af Storbritanniens vigtigste indtægtskilder, der bidrager med 5 procent af BNP og beskæftiger ca. to mio. mennesker. Landet er verdens femtestørste marked for udenlandske besøgende. De mest besøgte steder er London med dens rige kulturliv og historiske bygninger, men også de øvrige dele af landet har meget at tilbyde turisterne. Antallet af amerikanske turister er faldende, men det opvejes af det stigende antal europæiske besøgende. I alt kommer ca. 23 mio. mennesker til Storbritannien som turister hvert år.

Fem ud af seks briter bor i England, der ved folketællingen i 2001 havde næsten 50 mio. indbyggere. Skotland har 5 mio., Wales knap 3 mio. og Nordirland ca. 1,7 mio. Folketallet stiger hurtigst i og omkring London og andre dele af Sydengland, men er faldende i Nordengland og Skotland. Der fødes færre og færre børn i Storbritannien som helhed. Fødselstallene er højere i Nordirland end i de øvrige regioner.

Storbritanniens befolkning nedstammer fra de folkeslag, der gennem århundrederne har fundet vej til de britiske øer: keltere, romere, anglere, saksere og normannere. I 1950erne og 60erne skete der en betydelig indvandring fra Caribien og det sydlige Asien, især Indien, og i de seneste år fra Australien, New Zealand, USA og Europa. Samtidig er det blevet sværere for mennesker fra den tredje verden at få opholdstilladelse i Storbritannien.

De forskellige mindretal udgjorde i 2001 næsten 8 procent af befolkningen. Mange af disse er dog født i Storbritannien.

Antallet af asylsøgere steg kraftigt i slutningen af 1990-erne. I 2002 var der flere, der søgte asyl i Storbritannien end i noget andet EU-land. I 2003 faldt antallet lidt igen. Den britiske asyllov er også blevet skærpet i de senere år, bl.a. er mulighederne for at klage blevet indskrænket. Der blev også indført restriktioner på, hvem der havde ret til økonomisk støtte fra staten, og det har været overvejet at oprette opsamlingslejre for flygtninge i nærheden af de asylsøgendes hjemlande.

Engelsk er det altdominerende sprog på de britiske øer. Det tilhører den germanske sprogfamilie, men mere end halvdelen af ordforrådet har latinsk oprindelse. Omkring en femtedel af waliserne har walisisk (også kaldet kymrisk) som modersmål, og på Hebriderne og i det skotske højland er der stadig godt 65.000 skotter, der taler gælisk. Både walisisk og gælisk er keltiske sprog.

Befolkning i tal
Nedenstående tal er fra år 2003

• Indbyggertal: 59,6 mio.
• Antal indbyggere/km2: 245
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 90%
• Fødselsrate: 1,1%
• Dødsrate: 1,0%
• Naturlig befolkningstilvækst: 0,1%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 81 år, mænd 76 år
• Skolegang: obligatorisk fra fire- eller femårsalderen til 16 år
• Andel læsekyndige voksne: 99%
• Befolkningsgrupper: briter (englændere, skotter, walisere, nordirere), afrikanere, vestindere, indere, pakistanere m.fl.
• Sprog: engelsk, walisisk, gælisk, diverse asiatiske sprog
• Religion: kristne 72%, muslimer 3%, hinduer 1%, jøder 0,5%. Desuden mindretal af buddhister, sikher m.fl. Godt 15% erklærer sig ikke-religiøse
• Nationalitetsbetegnelse: brite (englænder, skotte, waliser, nordirer)

Religion

Det moderne Storbritannien har tradition for religiøs tolerance. Der er to statskirker: den anglikanske Church of England og den presbyterianske Church of Scotland. Den britiske monark skal ifølge loven tilhøre den anglikanske kirke og er dennes overhoved. Regenten udnævner ærkebiskopperne i Canterbury og York samt biskopper og domprovster på anbefaling fra premierministeren. Siden 1994 har også kvinder kunnet blive præster i den anglikanske kirke.

Den skotske presbyterianske kirke udpeger selv sine embedsmænd og er ikke underlagt nogen verdslig myndighed.

Ud over de nationale kirker findes også den walisiske anglikanske kirke samt en række frie, protestantiske trossamfund: metodister, baptister, den forenede reformkirke m.fl. Den romersk-katolske kirke i England og Wales, der blev forbudt i forbindelse med reformationen, blev genoprettet i 1850, i Skotland dog først i 1878. I Nordirland er ca. 40 procent af befolkningen katolikker og lidt over halvdelen protestanter.

I 2001 var der 1,6 mio. muslimer i Storbritannien samt betydelig sikhiske, hinduiske, jødiske og buddhistiske mindretal.

Uddannelse

Næsten to tredjedele af alle tre- til fireårige gik i forskole i starten af 2000-tallet. Grundskolen er obligatorisk for alle børn mellem fem og 16 år. I Nordirland begynder børnene dog et år tidligere. Skotland har sit helt eget skolesystem. Den eksamen, de unge skal bestå i 16-års-alderen, giver adgang til videre skolegang, og efter yderligere to år kan man tage en prøve, der nogenlunde svarer til en dansk studentereksamen.

Mange elever går ud af skolen i 16-årsalderen. Mulighederne for at få en erhvervsuddannelse er små, selvom der er stor mangel på teknisk uddannet arbejdskraft. Uden for den statslige sektor findes der ca. 2400 privatskoler (kaldet public schools), heraf en fjerdedel kostskoler. Valget af skole og uddannelse i Storbritannien hænger nøje sammen med, hvilken samfundsklasse, man tilhører. Overklassens og den højere middelklasses børn går ofte i privatskole, mens de øvrige godt 90 procent går i statslige skoler.

I Nordirland går protestantiske og katolske børn som oftest i hver deres skoler. Kun 5 procent går i skoler, hvor børn af de to trosretninger undervises sammen.

Skolesystemet er ofte til debat, og landets to store partier agiterer begge for en højnelse af kvaliteten i undervisningen. Både det regerende Labour og det konservative parti plæderer for at øge forældrenes muligheder for at vælge skoler til deres børn.

Der er over 100 universiteter og højere læreanstalter i Storbritannien, inklusive The Open University, der som navnet siger, er åbent for alle og tilbyder fjernundervisning med mulighed for at erhverve sig en universitetsgrad. De kendteste universiteter er Oxford og Cambridge, der blev grundlagt omkring hhv. år 1100 og år 1200. I 1990erne fik universiteterne økonomiske problemer, der skyldtes stor tilstrømning af studerende, uden at tilskuddene fra staten steg i samme grad.

De fleste finansierer deres studier med billige lån. For et par år siden blev der indført en undervisningsafgift på universitetsstudierne. De fattigste studerende skal dog ikke betale noget, og i 1999 besluttede den skotske regering, at skotske studerende ikke skal betale, hvis de studerer ved et universitet i Skotland. I 2004 blev en ny og kontroversiel lov vedtaget, der indebærer at universiteterne har lov til at sætte undervisningsafgiften op til hele 3000 pund (knap 35.000 kroner) om året fra 2006.

I modsætning til de fleste andre stater har Storbritannien ikke en nedfældet forfatning. Grundloven udgøres i stedet af de love, parlamentet vedtager, af præcedens og konventioner.

Regenten har ingen politisk magt, og vedkommendes funktion er udelukkende af ceremoniel karakter. Monarken kan dog udøve en vis uformel indflydelse via regelmæssige møder med ministerpræsidenten.

Parlamentet er øverste lovgivende organ, og består af overhuset – House of Lords – og underhuset – House of Commons.

Overhuset består af medlemmer, der har arvet deres titel, højere gejstlige, dommere samt medlemmer, der vælges på livstid af dronningen efter forslag fra regeringen. Overhusets politiske magt er stærkt begrænset, men det har i visse tilfælde suspensivt veto – dvs. ret til at udskyde beslutninger. Spørgsmålet om at afskaffe overhuset eller ændre vilkårene for dets funktion har længe været diskuteret, men det var først i 1997, at man begyndte at gennemføre en række reformer. Det første skridt blev taget i 1999, da først overhuset og siden underhuset stemte for, at kun 92 af de 751 lord’er, der havde arvet deres titel, skulle blive siddende. Dermed blev antallet af medlemmer i overhuset reduceret fra godt 1200 til 661.

Underhuset er den egentlige lovgivende forsamling. De 659 medlemmer vælges for en periode af fem år ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Det betyder, at det parti, hvis kandidat får flest stemmer i en valgkreds, vinder mandatet, mens de øvrige partier ikke bliver repræsenteret. Et andet system, hvor flertalsvalgene kombineres med forholdstalsvalg, har været foreslået, men er ikke blevet vedtaget. Siden 1999 har man dog anvendt et sådant system ved valgene til Europa-Parlamentet.

Regeringen har en ydre og en indre kreds. Den indre kreds kaldes kabinettet og består af en snes ministre, der er udpeget af premierministeren. Til den ydre kreds hører omkring 20 assisterende ministre og fire juridiske rådgivere. De såkaldt “parlamentariske statssekretærer” regnes også til regeringen.

En omfattende decentralisering af det britiske styre blev indledt i 1997. Nordirland har fået begrænset selvstyre, og Skotland har nu sit eget parlament med 129 pladser, der har beslutningskompetence inden for bl.a. landbrug, fiskeri, økonomisk udvikling, bolig, miljø, uddannelse og sundhedsvæsen. Regeringen i London har bevaret kontrollen over forfatningsspørgsmål, udenrigspolitik, forsvar, arbejdsmarked, social velfærd og skatteudskrivning. Det sidste er ikke mindst vigtigt, fordi det betyder, at de økonomiske rammer stadig sættes af London. Det skotske parlament har dog ret til at korrigere skattesatsen med 3 procent.

Wales har fået en parlamentarisk forsamling på 60 medlemmer, der har indflydelse på forskellige regionale områder, men ingen lovgivningskompetence. De nye parlamenter vælges i en kombination af flertals- og forholdstalsvalg for en periode af fire år.

Det er regeringens plan at uddelegere mere magt til storbyregionerne. I 2000 fik Londons borgere for første gang mulighed for at vælge borgmester og et byråd for Stor-London med 25 medlemmer.

Uden for de store byer er det grevskaberne, the counties, der har ansvaret for uddannelse, socialsystem, biblioteker m.v. Grevskaberne er underinddelt i kommuner. Alle kommuner og grevskaber har folkevalgte byråd.

Det britiske retsvæsen udviser en række regionale forskelle. Der er to typer almindelige straffedomstole i England og Wales. Mindre forbrydelser, for eksempel tyveri, indbrud og mindre grove voldssager og dermed den overvejende del af alle forbrydelser – kommer for en underret, magistrate court, med ulønnede fredsdommere bistået af en lovkyndig assistent eller underretsdommere. Crown Court beskæftiger sig med alvorlige forbrydelser som mord, voldtægt og røveri samt appelsager fra underretten. Rettergangen ledes af en dommer, der bistås af en lægmandsjury. Forbrydelser begået af mindreårige behandles ved særlige ungdomsdomstole. Civilretslige sager behandles af grevskabsretter (county courts) og High Court.

Over High Court findes en appelret og endelig overhuset, der er sidste juridiske instans, men kun tager sager op, der berører retslige problemer af almen, principiel karakter.

I 2003 blev der fremlagt planer om at skabe en højesteret efter amerikansk model og nedsætte en uafhængig juridisk komité til udnævnelse af dommere. Hermed ville overhuset miste sin rolle som øverste juridisk instans og stemte følgelig imod reformerne i marts 2004, hvilket betyder, at indførelsen af dem forsinkes.

Dødsstraffen blev afskaffet helt i 1998. Frem til dette tidspunkt gjaldt den stadig i militær lovgivning og som straf for højforræderi. Den sidste henrettelse fandt sted i 1964.

Terrorlovgivningen blev skærpet i starten af 2000-tallet. Politiet fik udvidede beføjelser til at foretage husundersøgelser og holde mistænkte i forvaring i 48 timer. Fra september 2001 til april 2004 blev 572 mennesker arresteret i henhold til denne lovgivning, 97 af dem blev arresteret.

Det blev også muligt at tilbageholde terrormistænkte udenlandske statsborgere, der ikke kan udvises, på ubestemt tid og uden, at der behøves at blive rejst tiltale. Det har menneskerettighedsorganisationer kritiseret voldsomt. I juni 2004 sad 14 personer i forvaring på denne måde, mistænkt for at stå i forbindelse med væbnede islamiske grupper i Nordafrika.

Den politiske magt har oftest vekslet mellem de to store partier, De Konservative (Conservative and Unionist Party), også kaldet Tory, og Labour (Labour Party). Til trods for, at Liberaldemokraterne (Liberale Democratic Party) i de seneste år har fået flere og flere tilhængere, er Storbritannien stadig en topartistat. Systemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse gør det svært for nye partier at få plads i parlamentet.

Labour blev grundlagt i år 1900 af fagforeninger og flere socialistiske organisationer. I starten af 1980erne var partiet på vej mod venstre, men nu er det i stigende grad et midterparti. De før så stærke bånd til fagbevægelsen er blevet løsnet. Siden 1994 har partiformanden været Tony Blair. Under hans ledelse er Labour begyndt at konkurrere med de konservative om vælgerne i den store britiske middelklasse. Som et tegn på fornyelsen begyndte Blair at omtale partiet som New Labour. Samtidig har partiledelsen og regeringen fået stadig større kritik fra traditionelle partimedlemmer, der hævder, at partiet har fjernet sig fra sit socialistiske grundsyn, og anklager Blair for at topstyre partiet. Misfornøjelsen blandt græsrødderne steg til uanede højder under Irakkrigen i 2003.

Det Konservative Parti blev grundlagt i 1870erne, men har rødder i 1700-tallets Toryparti. Partiet der havde regeringsmagten fra 1979 til 1997, tiltrækker først og fremmest middel- og overklassen. Partiet står stærkest i England og har omvendt ikke mange tilhængere i Skotland og Wales. Partiet går ind for privatiseringer og lave indkomstskatter. Det huser også stærke EU-skeptiske kræfter. Siden valgnederlaget i 1997 har det skiftet partileder tre gange. Michael Howard har været formand siden 2003.

Liberaldemokraterne blev dannet i 1988 ved en sammenlægning af Det Liberale Parti og Socialdemokraterne. Partiet henter sine stemmer blandt de intellektuelle og i den lavere middelklasse.

I underhuset sidder også Det Skotske Nationalistparti (Scottish National Party, SNP), der siden sin dannelse i 1934 har arbejdet for fuld selvstændighed for Skotland. I Wales findes de walisiske nationalister, Plaid Cymry, der blev grundlagt i 1925 og arbejder for øget selvstyre for Wales.

I Nordirland søger de fleste partier støtte hos enten unionister/loyalister (protestanter) eller nationalister/republikanere (katolikker). Det dominerende parti blandt protestanterne er pastor Ian Paisleys Demokratiske Unionistparti (Democratic Unionist Party, DUP), der nægtede at deltage i fredsforhandlingerne i 1997-98. Tidligere har (Ulsters Unionist Parti, UUP) været provinsens største. Begge partier går ind for, at Nordirland skal forblive under britisk styre.

På den katolske side findes to partier, der går ind for en løsrivelse fra Storbritannien og et forenet Irland. Sinn Féin, der har nære bånd til den forbudte Irske Republikanske Hær (Irish Republican Army, IRA), er gået frem på bekostning af Socialdemokraterne og Labour (Social Democratic and Labour Party, SDLP), der altid har stræbt efter forhandlinger med fredelige midler.

Politik ano 2004

Siden 1997 har Storbritannien været regeret af Labour-partiet under premierminister Tony Blair. I de første år var både regeringen og Blair meget populære, men efterhånden voksede kritikken. Lange ventetider på behandlinger i sundhedsvæsenet og mangler i uddannelsessystemet var medvirkende årsager til utilfredsheden.

Både Labour og Liberaldemokraterne havde et forbedret hospitalsvæsen, bedre skoler og bedre kollektiv trafik på valgprogrammet ved parlamentsvalget i 2001. Forskellen mellem de to partier var, at liberaldemokraterne ville finansiere dette gennem højere skatter, mens Labour så et stigende samarbejde mellem private aktører som en del af løsningen. Det konservative parti forsøgte uden større held at spille på briternes uvilje mod EU.

Valget blev vunder af Labour med næsten 42 procent af stemmerne, og partiet beholdt derfor et betryggende flertal i underhuset. De konservative fik 32 procent, og Liberaldemokraterne 19 procent. Valgdeltagelsen, 58 procent, var den laveste i 80 år.

Efter valget afgik den konservative leder, William Hague, og blev i september 2001 efterfulgt af Lain Duncan Smith.

Blairs klare stillingtagen til fordel for USA fra 2002 og frem vakte stor debat. Blair gav ikke udtryk for nogen tvivl om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, og advarede mod den risiko, det indebar. I efteråret 2002 og vinteren 2003 blev der afholdt flere store demonstrationer i protest mod krigsplanerne. Liberaldemokraterne var kritiske over for krigen, mens de konservative stillede sig på regeringens side.

Irakspørgsmålet skabte stærke spændinger inden for Labour mellem dem, der mente, at et evt. angreb krævede et FN-mandat, og dem, der støttede Blair. Også vertikalt viste denne uenighed sig i strid mellem partiledelsen og græsrødderne. I februar 2003 afgik flere regeringsmedlemmer i protest. Alligevel lykkedes det Blair i marts at få underhusets støtte til en krig. En tredjedel af Labourmedlemmerne stemte imod, mens de fleste konservative var for. Få dage senere invaderede britiske og amerikanske styrker Irak.

Den 1. maj 2003 blev der afholdt regionalvalg i Skotland og Wales. Valgresultatet betød ikke de store forandringer. I Skotland blev koalitionen mellem Labour og Liberaldemokraterne siddende, og Labour bevarede også regeringsmagten i Wales.

Der blev ikke fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, og hen på foråret 2003 blev krigen atter et varmt emne. Man diskuterede først og fremmest, om truslen fra Saddam Husseins regime bevidst var blevet overdrevet for at motivere et angreb. Underhuset efterretnings- og sikkerhedsudvalg kom med en rapport, der afviste, at regeringen skulle have vildledt befolkningen, men Blair blev kritiseret for at have offentliggjort upålidelige oplysninger fra forskellige efterretningskilder. Udvalget udtrykte også tvivl om det fornuftige i den stærke afhængighed af efterretninger fra USA.

I maj 2003 anklagede en BBC-reporter premierministerens pressechef for at have foretaget ændringer i en efterretningsrapport om Iraks våbenarsenal, inden rapporten blev offentliggjort. Det drejede sig bl.a. om tilspidsede formuleringer som, at Irak kunne indsætte sine masseødelæggelsesvåben med 45 minutters varsel. Kritikken mod Blair og regeringen nåede nye højder, da David Kelly, den mand, BBC brugte som kilde, tog sit eget liv. Kelly havde tidligere arbejdet som våbeninspektør i Irak. Regeringen nedsatte en uafhængig kommission med dommer Hutton som formand for at opklare sagen.

Også indenrigspolitikken skabte uenighed inden for regeringspartiet. Planerne om en reform af sundhedsvæsenet, der ville gøre det muligt for offentlige sygehuse at fungere med større økonomisk selvbestemmelse, var kontroversielle. Kritikerne frygtede, at reformen var første skridt i retning af brugerbetaling i sundhedsvæsenet.

Der stod også blæst om et forslag om en højnelse af undervisningsafgiften på universiteterne, som regeringen havde fremlagt, selvom et af valgløfterne i 2001 havde været, at man ikke ville røre ved dette område. En stor del af Labours parlamentsgruppe truede med at stemme imod forslaget. Trods stærkt pres forud for afstemningen i underhuset i januar 2004 gik 72 labour-medlemmer og oppositionen imod regeringen, der dog fik forslaget igennem med 5 stemmers flertal.

Da Hutton-kommissionen i januar 2004 fremlagde sin rapport om den såkaldte Kelly-affære, var det uden kritik af Tony Blair og regeringen. I stedet fik BBC en næse for manglende kontrol af sine kilder. Mange havde forventet, at kritikken ville blive rettet mod regeringen også, og Hutton blev anklaget for at give et ensidigt billede af begivenhedsforløbet.

Kort efter nedsatte Blair en ny kommission, der skulle undersøge, hvordan efterretningstjenesten fungerede, og hvad den havde rapporteret før krigen, sammenlignet med det, man nu vidste. Undersøgelserne skulle dog ikke komme ind på, hvordan oplysningerne var blevet tolket og anvendt af politikerne. Både de konservative og Liberaldemokraterne trak sig ud af undersøgelsesarbejdet i kritik af, at undersøgelsen ikke gjaldt de enkelte politikeres reaktioner. Da resultatet blev fremlagt i sommeren 2004 blev der lagt vægt på, at der ikke var noget, der tydede på, at politikere med vilje havde forvrænget kendsgerningerne. Kun få af Blairs kritikere lod sig dog overbevise.

Lokalvalgene i juni 2004 betød tilbagegang for Labour. Resultatet blev generelt tolket som, at mange Labourvælgere benyttede sig af muligheden for at give udtryk for deres misfornøjelse med Irakpolitikken. Valget til EU-parlamentet samme dag gik lidt bedre for Labour. Valget gav også fremgang til Det Britiske Selvstændighedsparti (United Kingdom Independence Party, UKIP), der vil melde Storbritannien ud af EU.

Politik og forsvar i tal ano 2005

• Officielt navn: United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland – Det Forenede kongerige Storbritannien og Nordirland
• Statsform: konstitutionelt monarki
• Statsleder: dronning Elizabeth II (siden 1952)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Commonwealth, EU, Europarået, FN, NATO, OECD, OSCE, WEU, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 116.400, flyvevåbnet 53.250, flåden 42.500, reserven 212.600
• Forsvarsudgifter: 42,8 mia. US dollar

Nordirland

Konflikten mellem protestanter og katolikker i Nordirland går helt tilbage til 1600-tallet, men den seneste voldsbølge startede i slutningen af 1960erne. Dengang begyndte en fredelig borgerbevægelse at stille krav om bedre vilkår for det katolske mindretal, der længe havde været udsat for politisk og økonomisk diskrimination. Det kom til konfrontation med militante protestanter, og under urolighederne blev den britiske hær sat ind. Den Irske Republikanske Hær, IRA – der har eksisteret siden starten af århundredet, men ført en tilbagetrukket tilværelse – vågnede op til dåd og indledte en række terrorangreb med krav om, at briterne skulle forlade Nordirland.

I stedet opløste briterne det nordiske parlament i 1972 og styrede regionen direkte fra London. Klapjagten på terroristerne gjorde, at den britiske regering snart fik det meste af den katolske befolkning imod sig. Volden blev yderligere optrappet fra både protestantisk side og IRA, der også udførte attentater i England. Frem til 2003 har ca. 3700 personer mistet livet i Nordirland som følge af konflikten.

Der blev gjort flere forsøg på at løse konflikten. I 1980-erne blev der indledt hemmelige drøftelser, hvor den britiske regering talte med de protestantiske partier, mens Irlands regering talte med de katolske partier i Nordirland, og øens to største kirker fungerede som budbringere mellem parterne. I 1993 blev Irland og Storbritannien enige om rammerne for en fremtidig fredsaftale. Irland erklærede sig villig til at fjerne den paragraf i forfatningen, hvor man gjorde krav på Nordirland.

Det var et skridt på vejen, da IRA og kort efter flere protestantiske, halvmilitære grupper i 1994 gik med til en våbenhvile. Den blev dog brudt over uenighed om Sinn Féins, IRAs politiske grens, rolle i fredsforhandlingerne. Først i 1997 tog processen atter fart, da Labour var kommet til magten i Storbritannien. IRA erklærede en ny våbenhvile i juli samme år, og Sinn Féin blev indbudt til forhandlingerne.

I april 1998 blev fredsaftalen for Nordirland så indgået. Ud over bestemmelser om frigivelse af fanger og afvæbning var et af fredsaftalens vigtigste punkter, at Nordirlands nationale tilhørsforhold kun kan ændres, hvis et flertal i både Nordirland og Irland ønsker det. Provinsen ville få begrænset selvstyre og eget parlament og skulle ledes af en koalitionsregering med både protestanter og katolikker, der har selvbestemmelsesret over Nordirlands økonomiske udvikling, landbrug, sundheds- og socialvæsen, uddannelse og miljø. Desuden indeholder aftalen en paragraf om dannelsen af et fælles nord-sydirsk ministerråd med repræsentanter for både Nordirland og republikken Irland samt et britisk-irsk råd om Nordirland med repræsentanter for de to landes regeringer samt de regionale institutioner i Nordirland, Skotland, Wales, øen Man og Kanaløerne.

Vælgerne i Nordirland og Irland gik til folkeafstemning om aftalen i maj 1998. Valgdeltagelsen var rekordhøj, og 71 procent af de fremmødte stemte ja. Selv blandt de protestantiske unionister var der et snævert flertal for aftalen. I republikken Irland sagde 94 procent af vælgerne ja.

Ved det efterfølgende valg til den lovgivende forsamling i Nordirland vandt Ulsters Unionistparti (Ulster Unionist Party, UUP) 28 af de 108 mandater, fulgt af det katolske Socialdemokraterne og Labour (Social Democratic and Labour Party, SDLP) med 24, det protestantiske Demokratiske Unionistparti (Democratic Unionist Oarty, DUP) med 20 og Sinn Féin med 18 mandater. Yderligere 18 mandater blev fordelt blandt 5 småpartier.

Fredsprocessen led dog et alvorligt tilbageslag allerede i august samme år, da 29 mennesker mistede livet og hundreder blev såret i et bombeattentat mod byen Omagh. Bag handlingen lå The Real IRA, en udbrydergruppe af IRA.

UUP nægtede længe at danne regering, før en afvæbning af IRA var begyndt. Men i november 1999 kunne den første provinsregering træde til. Med udgangspunkt i valgresultatet fik unionisterne og SDLP fire ministerposter hver, og Sinn Féin og DUP hver to. Den protestantiske UUP-leder, David Trimble, blev førsteminister, og nogle dage senere trådte selvstyret i kraft.

Den dybe mistro mellem parterne, og spørgsmålet om IRAs våben blev dog ved med at forårsage problemer. Inden for Trimbles parti fandtes et stort mindretal, der hele tiden stillede spørgsmål ved fredsaftalen og UUPs medvirken i regeringen, og som truede med at afsætte partilederen. Den britiske regering valgte flere gange midlertidigt at inddrage selvstyret. Det skete først gang i februar 2000, men man kom ud af dødvandet, da IRA i maj meddelte, at de ville gøre deres våben “ubrugelige”, og at deres lagre kunne kontrolleres af internationale observatører. Selvstyret blev genindført, regeringen tiltrådte igen, men i sommeren 2001 gik David Trimble af under henvisning til, at der var sket for lidt i spørgsmålet om IRAs våben.

Terrorangrebene i USA i september 2001 øgede presset på IRA. Senere samme efterår meddelte gruppen, at de havde destrueret en mængde våben og sprængstoffer, hvilket en våbenkommission kunne bekræfte. Efter flere holmgange trådte Trimble og regeringen til igen.

I efteråret 2002 blev der atter krise, da IRA blev anklaget for at have spioner i den britiske regerings kontorer i Belfast. DUP forlod regeringen, og UUP truede med at gøre det samme, hvis ikke Sinn Féin blev ekskluderet af provinsregeringen. Det fik London til på ubestemt tid at inddrage selvstyret fra 15. oktober.

Valget til provinsparlamentet, der skulle have været afholdt i maj 2003, blev udskudt indtil flere gange, men i oktober 2003 meddelte man, at det ville blive afholdt i slutningen af november. Samtidig virkede det, som om parterne var tæt på en aftale, der ville gøre det muligt at genindføre provinsstyret. Både Sinn Féin og IRA tog afstand fra vold som politisk metode. IRA meddelte også, at man havde destrueret yderligere våben, men Trimble nægtede at tage det for gode varer, hvis ikke han fik detaljer om, hvor mange våben det drejede sig om.

Valget blev afholdt som planlagt i november 2003, og gav vind i sejlene til yderligtgående partier som DUP, der erobrede 30 mandater – en fremgang på 10 siden 1998. Sinn Féin gik også frem fra 18 til 24 mandater. Valgresultatet indebar, at fronterne var trukket hårdere op, og at det nu ville blive endnu sværere at blive enige om en ny provinsregering.

Udenrigspolitik og forsvar

Irakkrigen i 2003 og det anspændte forhold til EU har domineret britisk udenrigspolitik i de senere år.

Briternes forhold til EU er altid blevet opvejet af Storbritanniens “særlige forhold” til USA. Dette forhold blev styrket under Anden Verdenskrig og den kolde krig.

Under Kosovokrigen i 1999 stod USA og Storbritannien last og brast i de NATO-ledede luftangreb på jugoslaviske nøglepunkter, og efter terrorangrebene i USA i september 2001 var det kun Storbritannien, der i nævneværdigt omfang deltog ved USAs side i de militære angreb på Afghanistan, hvor man mente, den saudiske terroristleder Osama bin Laden befandt sig.

Siden Labour kom til magten i 1997, har premierminister Tony Blair haft det som sit erklærede mål at fungere som bindeled mellem USA og EU-landene.

Da USA i starten af 2000-tallet begyndte at diskutere en militær indgriben mod Irak, som man frygtede, havde adgang til masseødelæggelsesvåben, blev det støttet af den britiske regering. Det skabte spændinger mellem Storbritannien og Frankrig-Tyskland, som modsatte sig et angreb på Irak uden FN-mandat. Det vakte derfor stærk kritik, ikke mindst i den hjemlige opinion, da Storbritannien gik ind i Irak i marts 2003 sammen med USA.

Da de første kamphandlinger var ovre, og Saddam Hussein fjernet fra magten i maj 2003, blev de britiske tropper stående i det sydlige Irak for at administrere genopbygningen og garantere sikkerheden i området. Blair forsøgte at læge sårene i forholdet til EU ved at agitere for, at FN nu fik en nøglerolle i genopbygningsarbejdet. Han sagde også, at man nu måtte rette søgelyset mod den palæstinensiske konflikt i håbet om, at det ville formilde den arabiske verden, hvor store dele af befolkningen var stærkt kritiske over for krigen mod Irak.

Der blev ikke fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, og i Storbritannien blev det ivrigt diskuteret, om regeringen havde overdrevet truslen fra Saddam Hussein for at begrunde et angreb.

I starten af 2004 lovede regeringen, at de britiske soldater ville blive i Irak mindst to år mere. I september samme år var den britiske styrke mindsket til ca. 8000 mand. Over 100 briter havde indtil da mistet livet i Irak.

Storbritannien blev medlem af EF i 1973. Den britiske regerings forhold til det europæiske samarbejde har dog altid været kompliceret og er ikke blevet lettere af den interne uenighed om spørgsmålet både i det konservative parti og inden for Labour. Efter Labours magtovertagelse i 1997 er landets rolle i EUs arbejde blevet mere aktiv og positiv.

Storbritannien er stadig imod, at EU udvikler sig i mere føderal retning. Landet står uden for grænsekontrolsamarbejdet Schengen, og det deltager heller ikke i den Økonomiske og Monetære Union, ØMUen, skønt Tony Blair faktisk er for. Finansminister Gordon Brown er derimod mere skeptisk. Ved sin tiltrædelse i 1997 udtalte han, at afgørelsen skulle udskydes til et tidspunkt, hvor det ville være muligt for briterne at vurdere, om euroen ville være til gavn for landets økonomi. I foråret 2004 erklærede han, at tiden endnu ikke var moden.

Det britiske kolonistyre er stort set afviklet, og mange af Storbritanniens tidligere kolonier er i dag medlem af det britiske statssamfund, Commonwealth. Organisationen har til formål at opretholde et kulturelt og socialt værdifællesskab mellem de tidligere kolonier. Gennem Commonwealth kanaliseres bistand fra organisationens rige lande til de fattigste, og man arbejder for at forbedre menneskerettighedernes vilkår i medlemslandene.

Siden den kolde krigs afslutning er det konventionelle forsvar i Storbritannien blevet kraftigt reduceret. Den britiske hær er ved at blive tilpasset den nye situation i Europa, hvor krisestyring er blevet en vigtig opgave for de militære styrker. Storbritannien ser gerne, at EUs forsvarssamarbejde spiller en stærk rolle i den forbindelse, men går i øvrigt ind for, at NATO fortsat skal være hovedorganisationen, når det gælder det territoriale forsvar. Briterne lovede i 2003 at bidrage med 12.500 mand til EUs indsatsstyrke (Rapid Reaction Force).

Storbritannien er i færd med at afvikle store dele af sit kernevåbenarsenal. I 2003 fandtes der fire atomdrevne ubåde med kernevåben, og antallet af atomsprænghoveder skal nedbringes til 200.

At rejse på kulturrejse til England er en oplevelse og landet byder på så mange seværdigheder og historie at der er oplevelser nok til mange kulturrejser. I dette indlæg kan du få nogle engelke informationer og fakta om landet, men du finder meget mere om kulturrejser til England i andre indlæg f.eks.seværdigheder på en kulturrejse til London

Det britiske herredømme spredte den engelske kultur rundt i hele kloden, men det er her, det hele startede, lige fra cricket køller til bowler hatte. De største af fire nationer som danner United Kingdom (Storbritannien) , England er berømt for fadbold og kunst, filminstruktører og modeskabere, ægte øl og roast beef, levende bands og døde pladeskrivere, en dejlig kop te og BBC, Ministeriet for lyd og Ministeriet for Willy Walks, Queen, Dronningen, perlepyntede konger og dronninger, og 4000 års historie. Tak til madlavningstalenterne fra Englands adskillige indvandrersamfund, du vil nok blive positivt overrasket over maden.

Bedste tidspunkt at besøge landet på er i perioden fra juni til september. Hovedstad: London, Befolkning: 51.92,000 millioner, Areal: 130.410 kvadratkilometer, Officielle sprog: Engelsk

Ting man bør se i England

• I London: Tag dig tid til at se St. Paul’s, Tate Modern, British Museum og en bar.Tag en spadseretur gennem Shoreditch og Soho.
• En gig-tur som den “næste store ting” ved blyfabrikken eller langs strandpromenaden i Sheffield
• Svimlende udsigter over the Lake District fra toppen af Scafell Pike
• En hjemmekamp med arsenal, Chelsea eller Manchester United Fodboldklub
• Den pragtfulde gotiske domkirke i York, Durham og Lincoln

Ting man bør gøre i England

• Tag tid til at besøge Stonehenge, Englands betagende samling af kunstfærdigt placerede sten, der har været benyttet til ritualer eller ceremonier. Et forhistorisk ikon monument.
• Slap af en solskinseftermiddag og drik en øl på en engelsk landsbypub
• Vask dine bekymringer væk ved at tage et bad i de romerske bade i Bath
• Gå amok med kød tilberedt af karry i Birminghams “Balti Triangle”
• Tag en drink på en sten ved vandet på Brighton pier (mole)

Få ind under huden i England

• Læs: Charles Dickens for historisk sammenhæng; og The English af Jeremy Paxman for en samtidig undersøgelse af den engelske psyke.
• Lyt: lyt til det engelske i England ved at tilføje the Kings, Squeeze, Pulp and the Arctic Monkeys til din MP3 spille-liste
• Se: The Madness of King george, instrueret af Nicholas Hytner, og This is England, instrueret af Shane Meadows, som kontrast til undersøgelser af den engelske kultur
• Spis: spis et æg kogt i eddike, gumle på nogle tørristede peanuts og bid af en pose med svinekød for at få den fulde oplevelse af en engelsk pub
• Drik: En kraftig pint af ægte øl – prøv at smag noget fra Crouch Vale Brewery (bryggeri) eller det mørke Star Brewing Company (det mørke Star øl bryggeri)
• Med ord: Cheers! – Skål!
• Varemærker: de hvide klipper ved Dover; gamle klippestykker; den royale familie; fish and chips; side 3 kærlighedshistorier; varmt øl; kølige Britannien; den periodiske dramatiske kunst; en komplet engelsk morgenmad; Wimbledon, Wembley og Lords.
• Yderligere fakta: Det tætteste sprog til engelsk er frisisk, talt af 500.000 mennesker i Tyskland, Danmark og Holland.

Ovenstående informationer og fakta om kulturrejser til England er opdateret i vinter 2013