Skal du på kulturrejse til Chiang Mai i Thailand kan du her læse om de vigtigste informationer. Du finder også indlæg om hoteller, naturen, historien og meget mere. I billedgalleriet kan du se foto fra Chiang Mai og andre rejsemål i Thailand.
Thailand er mere end hvide sandstrande. 700 km nord for Bangkok ligger byen Chiang Mai omgivet af bjerge. Langt oppe i bjergene lever stammefolk, der dyrker deres ældgamle traditioner og særegne sprog. Indtil udgangen af det 19. århundrede var Chiang Mai området et selvstændigt kongedømme, og Chiang Mai var hovedstaden. Byen var vigtig på grund af sin placering tæt på Ping floden og de store handelsruter. Helt frem til 1939 regerede Chiang Mais egen kongefamilie området, selvom det allerede var blevet en del af Siam, som Thailand hed tidligere. Chiang Mai er stadig en af de største byer i Thailand og den vigtigste i området. Chiang Mai dækker omkring 200 km2.
Hvert år besøges millionbyen Chiang Mai af mere end fem millioner turister, hvoraf op mod to millioner er udlændinge. Det er nemt at komme til Chiang Mai med fly, tog eller bus fra Bangkok. Byen har en charmerende gammel bydel bag en voldgrav og fire byporte. Mod vest ligger Chiang Mai Universitet og mod nord bygges der stadigt flere hoteller og kursteder. Langs floden findes traditionelle restauranter med hyggelig indretning og lokale retter. Over hele byen er der natklubber, barer og restauranter, hvor turister, rygsæksrejsende og lokale mødes til pumpende rytmer eller skønsang i karaokesalonerne. Der er også rig mulighed for at få thaimassage, tage madlavningstimer eller gå på shopping.
Chiang Mai har mere end 300 buddhistiske templer. Wat Phrathat Doi Suthen fra år 1383 er det mest berømte. Wat Chiang Man fra 1200-tallet er det ældste tempel i Chiang Mai. Byen rummer også omkring 20 kristne kirker samt 16 moskeer, to Sikh templer og et hinduistisk tempel.
Hvert år er der storslåede festivaler i Chiang Mai. I november måned fejres Loi Krathong, hvor Vandets Gudinde hyldes med lys flydende på bananblade og kinesiske lanterne. Blomsterfestivalen i den første weekend i februar fremviser de smukkeste tropiske blomster. Thailandsk nytår, Songkran, finder sted i midten af april. Nytårsfestlighederne byder blandt andet på vandkampe i gaderne, parader og skønhedskonkurrencer.
Chiang Mai er et godt udgangspunkt for at besøge den nordlige del af Thailand. I den nærliggende Doi Inthanon Nationalpark ligger Thailands højeste bjerg. Selvom det kan være udfordrende at forcere bjergene til fods, på mountainbike eller på elefantryg, er det besværet værd, når man når frem til et lille stammefolk, der stadig taler deres eget sprog, klæder sig i traditionelle gevandter og holder fast i deres egen urgamle religion.