Frankrigs fem flotteste feriemål

Frankrig har meget at tilbyde den rejsende, og en liste over de fem flotteste steder vil naturligvis altid være farvet af smag og behag. Ikke desto mindre vil vi her til almindelig inspiration forsøge at give et bud på fem fortrinlige områder i Frankrig du kan besøge på en kulturrejse.

Noget af det mest slående ved Frankrig er alsidigheden i landskabstyper og vejrlig. Alt fra flade stepper til Europas højeste bjerge, finder du i Frankrig. Der er meget at se og opleve i Frankrig og hvert område har sin egen kultur og historie.

Provence

Provence står nok øverst på ønskelisten hos mange danskere, der endnu ikke har rejst så meget i Frankrig. Og med god grund. Kontrasten til Danmark er nemlig her større end i mange andre af Frankrigs regioner.

Provence er varmt, solrigt vejr; Provence er lange strande med badevand i behagelig temperatur til svømmeture og sjov. Provence er historiske og velbevarede middelalderbyer, bakkede vin- og olivenlandskaber. Og Provence er et kulturelt kraftcenter.

Loiredalen

Alle der interesserer sig for Champagne og vinslotte kender Loiredalen. Men Loiredalen er meget mere end det. Sceniske landskaber og harmonerende arkitektoniske mesterværker inspirerer både kunstnere og rejsende.

Danskerne har også et særligt historisk forhold til Loiredalen, da Vikingerne sejlede op gennem denne som et af de første steder i Frankrig. I dag er dele af Loiredalen dog beskyttet af UNESCOs verdensarvsliste, så vi må nu nøjes med fredelige besøg.

Alsace

Mange danskere på bilferie besøger Alsace i det østlige Frankrig grænsende op mod Tyskland. Navnet på områdets hovedstad Strasbourg vækker også genkendelse hos de fleste. Alsace har en interessant vinrute, der bringer den rejsende rundt i hele området på en spændende måde.

Alsace har en fascinerende historie og den lille region spiller stadig en stor rolle på den europæiske scene. Landskabet er flot med flotte udsigter over små, hyggelige landsbyer. Nogle steder er det som om tiden har stået stille. De spredte ruiner og borge fortæller om en mere stridsom fortid i området.

Corsica

Corsica er en utrolig smuk ø med bjergelanskaber og fantastiske udsigtspunkter. Her er også dejlige strande. Rundt på øen ligger hyggelige middelalderbyer med masser af stemning og atmosfære. Langt væk fra storbyernes trængsel og alarm!

Efter sigende skulle nogle af verdens smukkeste kvinder befinde sig på Corsica, den franske popsangerinde Alizee er fra øen. I det hele taget er rejsemålet meget romantisk og perfekt for par, der vil fyre op under forholdet.

Bretagne

Bretagne er mere rå i sine kyststrækninger end mange andre områder langs Frankrigs langstrakte kyster. Området giver dermed også et mere “friskt” indtryk med vind og bevægelse end de mere stillestående vande langs Middelhavet længere sydpå.

Bretagne kan bryste sig af nogle af Frankrigs mest hyggelige og autentiske småbyer. Blandt tilrejsende er Rennes meget populær, men det er også mere afsides liggende steder, der er mindst lige så attraktive. Nogle af de små øer ud for kysten kan være vanskelige at komme ud på, men det er besværet værd.