Albanerne menes at nedstamme fra illyrerne, et indoeuropæisk folk, som i slutningen af bronzealderen (ca. år 1.000 f.v.t.) boede på det vestlige Balkan. I 200-tallet f.v.t. begyndte romerne at invadere dette område, og i år 9 lykkedes det dem at få kontrol over de illyriske stammer. Da Romerriget blev delt i år 395, kom Albanien til at høre under den østlige del, Det Byzantinske Rige.
I slutningen af 1300-tallet indledte osmannerne (tyrkerne) en erobring af området, men den albanske nationalhelt Gjergj Kastriota (bedre kendt under navnet Skanderbeg) samlede albanerne til modstand, og i et kvart århundrede holdt de stand mod osmannerne. Først ti år efter Skanderbegs død i 1468 blev Albanien erobret og forblev under tyrkisk overherredømme frem til 1912.
I anden halvdel af 1800-tallet udviklede der sig en stadigt mere organiseret modstand mod tyrkerne. Flere oprør blev slået ned, men i 1912 kunne muslimske og kristne ledere udråbe den selvstændige stat Albanien.
I efteråret 1912 erklærede landene i Balkanforbundet – Serbien, Bulgarien og Grækenland – krig mod det osmanniske rige og vandt. Ved en stormagtskonference i London senere samme år blev Albaniens selvstændighed anerkendt, og året efter blev grænserne fastlagt. Albanien blev frataget halvdelen af sit territorium og 40 procent af sin befolkning. Blandt andet gik området Kosovo til Serbien.
Stormagterne udpegede den prøjsiske prins Wilhelm af Wied til at styre Albanien. Men folkelig modstand og Første Verdenskrigs udbrud fik ham til at forlade landet allerede efter et halvt år. Efter krigen var Albanien truet af en ny deling, men havde held til at afværge det på en fredskonference i Paris i 1920.
Efter nogle år med indre stridigheder tog Ahmed Zogu, en klanhøvding fra det nordlige Albanien, magten i 1925. Han styrede landet diktatorisk og lod sig i 1928 udråbe til konge under navnet Zogi. Han indgik en militær og politisk alliance med det fascistiske Italien, men i 1939 besatte italienerne alligevel Albanien og oprettede et “Storalbanien”, som også Kosovo og de albanske dele af Makedonien indgik i. Kongen flygtede til udlandet med indholdet af statskassen.
I efteråret 1943 kapitulerede Italien til de allierede, og de italienske besættelsestropper i Albanien blev skiftet ud med tyske styrker. Det albanske kommunistparti organiserede modstanden mod besættelsesmagten og fik følgeskab af andre væbnede grupper af nationalister og royalister. Disse kæmpede imidlertid også indbyrdes. Kommunisterne gik sejrrige ud af denne borgerkrig, og i oktober 1944 dannede de en provisorisk regering under Enver Hoxha. Kort tid efter lykkedes det partisanerne at tvinge alle udenlandske tropper ud af landet.
I 1946 blev Den Albanske Folkerepublik udråbt. I juli samme år indgik Albanien en venskabsaftale med Jugoslavien, men da Beograd brød med Moskva i 1948, blev Albanien Sovjetunionens trofaste støtte. De albansk-sovjetiske relationer blev dog dårligere, da Sovjetunionen efter Stalins død i 1953 atter nærmede sig Jugoslavien.
I 1961 brød Albanien med Sovjetunionen og optog i stedet kontakt med Kina. Det hæmmede den økonomiske udvikling, og mange kommunister på ledelsesniveau talte om forandringer. De blev prompte udrenset af Hoxha.
Da Kina i 1970’eerne oprettede forbindelser til USA og forsøgte at forbedre forholdt til Jugoslavien, lagde Albanien også afstand til Kina. I 1978 ophørte den kinesiske bistand, og Albanien var næsten totalt isoleret. Forfatningen forbød regeringen at låne penge i udlandet og at modtage bistand. Udenlandske selskaber måtte heller ikke etablere sig i landet.
Omverdenen reagerede med afsky på Hoxhas brutale regime, hvilket yderligere forstærkede landets isolation. Intet østeuropæisk land gik så langt som Albanien, når det drejede sig om at efterligne Stalins tvangsmetoder og terror. Militæret og sikkerhedspolitiet, sigurimi, var styrets grundpiller. Tusindvis af såkaldte “fjender af klassekampen”, blev henrettet, fængslet eller sendt i arbejdslejre. Samtidig blev den albanske leder genstand for en fanatisk persondyrkelse.
I 1985 døde Hoxha og blev efterfulgt af Ramiz Alia, der indledte en forsigtig reformpolitik. Men Albanien blev ved at være Europas fattigste land, og folkets utilfredshed med styret voksede. Flere og flere forsøgte at forlade landet, samtidig med at kravene om demokrati voksede. I 1990 blev der indført flerpartisystem og dannet oppositionspartier, men befolkningens utilfredshed voksede alligevel.
I marts 1991 afholdt man det første valg. Det regerende Albanske Arbejderparti vandt 169 af folkeforsamlingens 250 mandater, mens det nydannende Albaniens Demokratiske Parti, PDS, blev næststørst med 75 mandater. Ramiz Alia blev valgt til præsident, og Arbejderpartiets leder, Fatos Nano, blev ministerpræsident.
Umiddelbart efter valget udbrød der uroligheder og strejker, som tvang regeringen til at gå af. I juni kom en bred koalitionsregering til magten med Arbejderpartiet, Det Demokratiske Parti og tre mindre partier. Samtidig skiftede Arbejderpartiet navn til Socialistpartiet.
Den albanske økonomi brød fuldstændig sammen. Fødevaremanglen førte til plyndringer og optøjer, og masseudvandringen fortsatte. Også den nye regering måtte gå af, og ved parlamentsvalget i marts 1992 gik oppositionen frem. Det Demokratiske Parti dannede nu regering sammen med Det Republikanske Parti og Socialdemokratiet. Præsident Alia trådte tilbage og blev efterfulgt af lederen for Det Demokratiske Parti, Sali Berisha.
Berisha-regeringen tog fat på at fjerne alle spor af den kommunistiske fortid. Det gamle kommunistpartis aktiver blev indefrosset, og dets hovedkvarter i Tirana eksproprieret. I efteråret 1992 blev der indledt retssager mod flere kommunistledere, heriblandt tidligere præsident Ramiz Alia og Nexhmije Hoxha, enke efter den tidligere diktator.
I 1994 blev Socialistpartiets Fatos Nano idømt tolv års fængsel for misbrug af penge, der var kommet fra udlandet i form af nødhjælp. Socialistpartiet hævede, at Nanos dom var politisk motiveret, og fra omverdenen lød der protester over retssagens forløb.
For at forhindre et eventuelt regimeskifte ved valget i 1996 tog regeringen alle midler i brug. I efteråret 1995 fik personer, der under kommunismen havde haft ledende stillinger eller samarbejdet med kommunister, forbud mod at arbejde inden for politik, retsvæsen og massemedier. Det ramte mange socialistiske politikere, mens regeringens egne sympatisører gik fri. Præsident Sali Berisha var i øvrigt selv medlem af kommunistpartiet under Hoxha.
I 1995 besluttede landets højesteret at revidere retssagen og dommen mod Nano, men landets ledelse satte en stopper for undersøgelsen.
Ved parlamentsvalget i 1996 trak flere partier, blandt andre Socialistpartiet, sig ud i protest mod valgsvindel. At der var uregelmæssigheder, kunne internationale observatører bekræfte. Det Demokratiske Parti hævdede, at valget var gået korrekt for sig, og at partiet havde vundet 123 af 140 mandater. Partiet stillede sig i spidsen for en ny koalitionsregering. Det fik Socialistpartiet til at boykotte det parlamentariske arbejde.
Berisha regerede mere og mere enevældigt og skaffede sig fuld kontrol over massemedierne. Sikkerhedspolitiet, SHIK, forfulgte konstant uafhængige aviser og den politiske opposition. Berisha gennemførte også en række forfatningsændringer, der gav ham selv vidtgående beføjelser.
Ved nytår 1997 kom det til omfattende folkelige protester, da de såkaldte pyramidespil brød sammen. Det var en slags investeringsfonde, som fungerede på stort set samme måde som kædebreve. Mange albanere var blevet lokke til at satse alt, hvad de ejede, på fondene, men mange mennesker endte i fattigdom, efterhånden som den ene pyramide efter den anden brød sammen.
Befolkningens vrede vendte sig nu mod regeringen, og oprøret bredte sig til hele landet. Værst blev det dog i syd. Ophidsede menneskemængder brød ind i våbenlagre, og hurtigt kom en masse våben i omløb. Butikker blev plyndret, offentlige bygninger blev sat i brand, og der herskede en generel stemning af lovløshed.
Til sidst måtte regeringen bede omverdenen om hjælp til at genoprette ro og orden. I april ankom 7000 soldater fra otte lande til Albanien i det, der blev kendt som Operation Alba.
Berisha blev tvunget til at indsætte en overgangsregering med folk fra flere forskellige partier. Han måtte også opløse sikkerhedspolitiet og udskrive valg.
Parlamentsvalget i juni 1997 blev en stor sejr til Socialistpartiet, som fik absolut flertal. Ny præsident blev partiets generalsekretær, Rexhep Mejdani, og partiformand Fatos Nano, der var blevet løsladt under revolten, dannede ny regering, bl.a. med tre små midterpartier. De fleste af de udenlandske soldater forlod landet.
Efter en skudepisode i Folkeforsamlingen i september 1997, hvor en socialist sårede en politiker fra Det Demokratiske Parti, besluttede Sali Berishas parti at forlade parlamentet. Med en kort afbrydelse varede boykotten frem til juli 1999.
Den nye regerings vigtigste opgave blev at genoprette ro og orden, indsamle alle våben, der var i omløb, få styr på de mange bander og opløse de “oprørsråd”, som kontrollerede flere området i syd. Det lykkedes kun delvist, og mange våben blev ikke indsamlet.
Økonomien var i kaos. Regeringen fremlagde et ambitiøst reformprogram og fik støtte af bl.a. Den Internationale Valutafond, IMF.
I september 1998 blev Azem Hajdari, der var blevet såret under skuddramaet i parlamentet året før, skudt og dræbt. Berisha anklagede ministerpræsident Nano for at stå bag attentatet. PDS-tilhængere satte ild til ministerpræsidentens kontor, mens regeringen anklagede Berisha for at forsøge statskup.
Fatos Nanos måde at håndtere situationen på førte til, at han mistede opbakningen inden for sit eget parti. Han gik af, og regeringen blev omdannet i oktober, nu med den kun 30-årige Pandeli Majko i spidsen. Nano gik også af som partileder i januar 1999, men på en partikongres senere samme år lykkedes det ham at tilbageerobre lederskabet fra Majko, som derfor gik af som ministerpræsident. Han blev erstattet af en anden ung politiker, der blev støttet af Nano, nemlig viceministerpræsident Ilir Meta.
I forbindelse med konflikten i den jugoslaviske Kosovoprovins 19998-99 flygtede ca. 450.000 kosovoalbanere til Albanien. Der blev udstationeret en NATO-styrke i landet med det formål at beskytte den humanitære indsats over for flygtningene. Personale fra FN og en række bistandsorganisationer kom også til Albanien.
Dette indlæg er skrevet i efteråret 2002
