Ifølge forfatningen fra 1990 er Kroatien en demokratisk stat, hvor de grundlæggende menneskerettigheder, inkl. beskyttelse af mindretal, garanteres. Landet kritiseres dog af menneskerettighedsorganisationer for diskrimination af serbere og andre mindretal.

Præsidenten vælges i direkte valg for en periode af fem år og kan genvælges én gang. Under Tudman havde præsidenten en meget stærk stilling. En forfatningsændring i 2000 indebar imidlertid, at parlamentets magt blev øget på præsidentens bekostning. Præsidenten er stadig øverstbefalende, men regeringen står nu kun til ansvar over for parlamentet. Præsidenten har stadig ret til at opløse parlamentet, men kun på begæring af regeringen.

Parlamentet, Sabor, har ét kammer med 152 medlemmer, der vælges i almindelige forholdstalsvalg for en periode af fire år. Valgsretsalderen er 18 år. Kroatiske statsborgere i udlandet har stadig ret til at stemme ved valg i Kroatien, men det diskuteres, om denne ret skal fjernes.

Forfatningsdomstolen kan ophæve regeringens eller parlamentets beslutninger, hvis de strider mod grundloven. Det er sket nogle gange.

Siden 2000 er to på hinanden følgende regeringer af vidt forskellig ideologisk observans forsøgt at gå den svære balancegang mellem at arbejde på at integrere Kroatien i de euro-atlantiske strukturer og samtidig tage hensyn til den store grupper blandt vælgerne, der af forskellige grunde er imod enhver form for suverænitetsafgivelse. Denne gruppe tæller alt lige fra slavonske landmænd, som frygter konkurrence, til de såkaldte branitelji (“forsvarerne”), krigsveteraner, der har kæmpet for deres lands selvstændighed i en blodig krig.

Sidstnævnte giver i reglen deres stemmer til Den Kroatiske Demokratiske Union (Hrvatska Demokratska Zajednica, HDZ). Under HDZ’s og Franjo Tudmans autoritære styre i 1990’erne nægtede Kroatien blankt at samarbejde med den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, og landet blev mere og mere isoleret. Partiet tabte parlamentsvalget måneden efter præsident Tudmans død i slutningen af 1999, men kom tilbage til magten ved valget i 2003. Det ledes nu af Ivo Sanader, som er gået bort fra tidligere tiders aggressive nationalisme og gør sig store anstrengelser for at vise, at partiet er vestligt orienteret. Samarbejdet med domstolen i Haag kniber det nu stadig med.

Fra 2000 til 2003 blev landet regeret af en flerpartikoalition under ledelse af Kroatiens Socialdemokratiske Parti (Socjaldemokratska Partija Hrvatske, SDP) med SDP’s leder, Ivica Racan som ministerpræsident. Med i regeringen var også Det Kroatiske Socialliberale Parti (Hrvatska Socijalno-Liberalna Stranka, HSLS), et midterparti, der tidligere samarbejdede med HDZ, og Det Liberale Parti (Liberalna Stranka, LS), som i 1998 brød ud af HSLS, fordi de ikke ønskede at samarbejde med Tudmans parti.

Den tidligere regering havde også deltagelse af Det Kroatiske Bondeparti (Hrvatska Seljacka Stranka, HSS); Istriens Demokratiske Samling (Istarski Demokratski Sabor, IDS), som dominerer på halvøen Istrien, og arbejder for øget regionalt selvstyre; samt det parti, den nuværende præsident, Stipe Mesic, dannede: Det Kroatiske Folkeparti (Hrvatska Narodna Stranka, HNS).

Det Kroatiske Retsparti (Hrvatska Stranka, Prava, HSP) er et ultranationalistisk parti, der oplever stigende tilslutning i disse år.

Valget i efteråret 2003 bragte Kroatiens Demokratiske Union, HDZ, tilbage til regeringsmagten. Partiet høstede 43 procent af stemmerne og kunne samle et klart flertal bag sig i parlamentet takket være støtte fra forskellige småpartier. Nogle af disse stillede krav om kostbare reformer.

HDZ-lederen, Ivo Sanader, dannede en mindretalsregering med Kroatiens Socialliberale Parti, HSLS og Demokratisk Center, DC, et udbryderparti af HDZ, dannet af Mate Granic, der var udenrigsminister under Tudman.

Mange frygtede en tilbagevenden til tidligere tiders autoritære styre og nationalisme med deraf følgende international isolation, men allerede under valgkampen stod det klart, at alle de store partier gik ind for en integration af landet i de euro-atlantiske strukturer. HDZ-regeringen erklærede sig desuden parat til at samarbejde med krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien i Haag.

Det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Enhver regering i Kroatien er tvunget til at tage de store grupper i samfundet i ed, der føler, at de har betalt prisen for landets selvstændighed: krigsveteranerne (eller “forsvarerne” – branitelji – som de kaldes på kroatisk, en stor gruppe, der ikke kun omfatter invalide) og befolkningen i de områder, der blev hårdest ramt af krigen, dvs. det østlige Slavonien og det sydlige Dalmatien. Blandt disse hersker der stor skepsis over for ethvert overstatsligt samarbejde, der indebærer suverænitetsafgivelse. Samtidig føler især krigsveteranerne, at de har krav på særbehandling i form af statsstøtte og andre fordele i et omfang, ingen regering kan honorere. Mange kroater kan desuden ikke forliges med tanken om at udlevere generaler, der efter deres mening kun har gjort deres pligt for fædrelandet, til retsforfølgelse i et andet land.

I foråret 2004 fik Kroatien besked om, at der kunne indledes forhandlinger om medlemskab af EU under forudsætning af bl.a. diverse økonomiske og retslige reformer samt fuldt samarbejde med domstolen i Haag. I starten af 2004 udleverede Kroatien flere mistænkte krigsforbrydere og fik status som officielt EU-kandidatland i juni. På EU-topmødet i december samme år blev det besluttet, at medlemsforhandlinger skulle indledes i foråret 2005. Den kroatiske regering håbede på et medlemskab allerede fra 2007, samtidig med Bulgarien og Rumænien.

Umiddelbart før medlemsforhandlingerne skulle være begyndt i marts 2005, blev de udskudt på ubestemt tid, fordi Kroatien efter mange EU-landes mening ikke samarbejdede fuldt ud med domstolen i Haag. Fra Europa-Kommissionens side blev der særligt sigtet til udleveringen af den mistænkte krigsforbryder general Ante Gotovina, der er anklaget for i 1995 at have beordret mordet på 150 serbere og fordrivelsen af tusindvis af serbere. Til trods for, at begæringen om udlevering af Gotonina ikke er ny, gjorde den kroatiske regering i lang tid intet ved sagen af frygt for folkestemningen. Først i ellevte time begyndte politi og efterretningstjeneste febrilsk at eftersøge generalen.

I starten af 2005 stillede Den Internationale Valutafond, IMF, krav om økonomiske stramninger til gengæld for lån.

Samarbejdet med domstolen i Haag og kroatisk medlemskab af EU var de dominerende temaer under valgkampen til præsidentvalget i januar 2005. De to førende kandidater, den siddende præsident, Stipe Mesic, og viceministerpræsident Jadranka Kosor fra HDZ, udtalte sig dog positivt til fordel for begge dele. Valget blev vundet af Mesic, der fik 49 procent af stemmerne i første valgrunde, og i anden runde 66 procent mod Kosors 34 procent.

Valget var præget af en række uregelmæssigheder, der dog ikke rokkede ved det endelige resultat. Bl.a. optrådte afdøde personer på valglisterne, og i visse landsbyer blev der således afgivet flere stemmer, end der var indbyggere. Disse uregelmæssigheder blev kritiseret voldsomt i medierne, og til forskel fra tidligere sluttede også tv-nyhederne sig til kritikken. Den kroatiske statsadvokat har i mindst en snes tilfælde rejst tiltale mod stemmeforfalskerne.

Udenrigspolitik og forsvar

Under den autoritære præsident Tudman blev Kroatien gradvist mere og mere udenrigspolitisk isoleret, ikke mindst på grund af styrets demokratiske mangler. FN og EU kritiserede gentagne gange Kroatien for bl.a. dets indblanding i politikken i Bosnien-Hercegovina, for manglende samarbejde med FN’s krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag samt for uviljen til at hjælpe serbiske krigsflygtninge med at vende tilbage i henhold til Daytonaftalen fra 1995.

Den SDP-ledede regering, der tiltrådte i januar 2000, havde som første prioritet at bryde Kroatiens isolation og integrere landet i de euro-atlantiske strukturer. Denne stræben har regeringen Sanader fra 2003 videreført. I 2001 indgik EU en såkaldt associeringsaftale med Kroatien, og tre år senere fik landet status af officielt kandidatland. De egentlige medlemsforhandlinger skulle være begyndt i marts 2005, men EU udskød forhandlingsstarten, fordi man ikke mente, at Kroatien i tilstrækkelig grad samarbejdede med domstolen i Haag.

Blandt EU-landene har Kroatien altid haft særlig gode kontakter til Tyskland og Østrig. Det var Tyskland, der pressede anerkendelsen af Kroatien igennem i 1991.

Forholdet til nabolandene er i dag relativt godt. I 1996 blev Kroatien enig med Forbundsrepublikken Jugoslavien (nu Serbien og Montenegro) om at oprette fuldstændige diplomatiske forbindelser. Man besluttede også at åbne motorvejen mellem de to lande og intensivere det økonomiske samarbejde.

Godt 10.000 serbere ville ved starten af 2000-tallet gerne vende tilbage til Kroatien. Efter pres fra bl.a. OSCE og EU har den kroatiske regering også lovet at hjælpe de tilbagevendte, bl.a. med boliger til dem, hvis ejendomsret tidligere blev ophævet. Ved slutningen af 2004 fungerede dette dog endnu ikke helt i praksis.

Tudman-regimets tætte bånd til kroaterne i Bosnien-Hercegovina er blevet løsnet, og i stedet for den omfattende militære støtte er man nu gået over til mere beskedne bidrag på det kulturelle og humanitære område.

Med Slovenien er der en række uløste problemer, som fra tid til anden giver anledning til en ophidset debat i de to lande. Det drejer sig især om havgrænsen i Piranbugten, som Slovenien ønsker at få flyttet, så landet får direkte adgang til internationalt farvand. Problemet omkring det fællesejede kernekraftværk i Krsko i Slovenien er dog næsten løst.

Kroatien oprustede kraftigt efter krigsudbruddet i 1991. Der blev også smuglet store mængder af våben ind i landet i strid med den våbenembargo, som FN indførte i 1994 for hele det tidligere Jugoslavien, men som nu er hævet. I dag er forsvaret, som så mange andre sektorer, ramt af nedskæringer og står over for en større omstrukturering.

Politik og forsvar

• Officielt navn: Republika Hrvatska – Republikken Kroatien
• Statsleder: præsident Stipe Mesic (siden 2000)
• Regeringsleder: ministerpræsident Ivo Sanader (siden 2003)
• Vigtigste politiske partier (med mandater efter valget i 2003): HDZ (66), SDP (43), HNS (11), HSS (9), HSP (8), HSLS (3)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Europarådet, FN, IMF, OSCE, PFP, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 14.000 mand, flåden 2500, flyvevåbnet 2300
• Forsvarsudgifter: 600 mio. US dollar (2003)