Frankrig har ifølge den femte republiks forfatning fra 1958 (revideret i 1962) en blanding af præsidentstyre og parlamentarisme. Præsidenten er statsleder og udnævner og afskediger regeringen, det sidste dog kun på regeringslederens initiativ. Præsidenten kan udskrive folkeafstemninger, opløse nationalforsamlingen og udskrive valg. Han kan også under særlige omstændigheder styre per dekret. Præsidenten vælges for fem år i almindelige valg, der kan omfatte to runder, hvis ingen af kandidaterne får over halvdelen af stemmerne i første valgrunde.

Magtfordelingen mellem præsidenten og nationalforsamlingen indebærer, at der er en kilde til konflikt indbygget i forfatningen. Hvis præsidenten og flertallet i nationalforsamlingen er af forskellig politisk observans, har han valget mellem at gå af eller acceptere en regering af en anden partifarve end sin egen. Dette fænomen, i Frankrig kaldet cohabitation, har været diskuteret i flere år. For at mindske risikoen for at denne situation opstår i fremtiden, har man ændret præsidentperioden fra de tidligere syv til fem år, så der samme år vælges præsident og medlemmer til parlamentet.

Parlamentet består af en nationalforsamling med 577 medlemmer og et senat med 321 medlemmer. Medlemmerne af nationalforsamlingen vælges for fem år ved flertalsvalg i enkeltmandskredse i to omgange. Kandidater, der har fået mindst 12,5 procent af stemmerne i deres valgkreds, har ret til at stille op i anden valgrunde.

Senatorerne vælges indirekte hvert niende år (en tredjedel af senatet udskiftes hver tredje år) af departementsråd og andre politiske instanser på lokalt niveau. 13 senatorer repræsenterer departementer (amter) uden for det franske fastland, og 12 repræsenterer franske statsborgere i udlandet.

Administration

Frankrig er inddelt i 96 departementer, der alle ledes af en folkelig forsamling. Departementerne er opdelt i kommuner, 36.000 i alt, hvor det lokale selvstyre udøves af et byråd og borgmester. Der er desuden 22 regioner med folkevalgte regionsråd, der hver omfatter flere departementer. Til forskel fra andre valg i Frankrig er regionalvalgnene forholdstalsvalg.

Frankrig har i århundreder været et stærkt centraliseret land, hvor magten er koncentreret til Paris. De 22 regioners indflydelse og budget er begrænset, og de har kun direkte beslutningsret inden for gymnasie- og højere uddannelser samt i visse miljøspørgsmål. I de senere år er en regional identitet dog begyndt at vokse frem flere steder, og det lokale selvstyre på alle niveauer er blevet udviklet.

I 1982 fik Korsika en særlig forfatning, der markerer ,at øen adskiller sig fra de øvrige regioner i Frankrig, og et folkevalgt nationalråd med væsentlige beføjelser til at forvalte øens økonomi. Det fik dog ikke de politiske uroligheder på øen, der har forekommet siden 1975, til at forstumme. Der er bl.a. tale om bombeangreb og andre aktioner mod turistanlæg og regeringsbygninger, begået af korsikanske nationalister, der kæmper for øget selvbestemmelse.

I år 2000 besluttede den franske regering at tilbyde Korsika begrænset selvstyre. Ifølge en lov, der blev vedtaget året efter, skal en valgt korsikansk forsamling have ret til at tilpasse franske love til lokale forhold på områder som miljøbeskyttelse, turisme og kultur. Et første skridt i retning af en gennemførelse af reformerne blev dog afvist af korsikanerne i en folkeafstemning i 2003.

Det største nationalistparti på Korsika er Corsica Nazione, CN. Den væbnede separatistbevægelse Korsikas Nationale Befrielsesfront, FLNC, erklærede våbenhvile i 2002, men en udbrydergruppe, kaldet Resistenza Corsa, fortsætter sine terroraktioner.

Retsvæsen

Det franske retssystem bygger på en civillov fra 1804 (Code Civil eller Code Napoléon), der var landets første fælles lovsamling. I første retsinstans findes en række domstole med forskellige betegnelser, alt efter hvilken type sager, de beskæftiger sig med (straffesager eller civilsager af forskellig art). Klager over domsafgørelser tages op i en appelret, og højeste retsinstans er Cour de Cassation. Den afsiger ingen domme, men kan henvise søgsmål til ny prøvelse. Herudover findes en række administrative domstole med Conseil d’Etat som højeste instans og Conseil Institutionel, der er forfatningsdomstol.

Politiske partier

Franske partier er generelt ikke folkebevægelser, og partiorganisationerne er dårligt udbyggede på lokalt og regionalt niveau. De dominerende politiske partier er også forholdsvis nye. Det politiske landskab består af en venstre- og en højreblok, hvor forskellene i de senere år er blevet stadigt mindre.

I 2002 blev der skabt et samlet, borgerligt parti, da det konservative Republikansk Samling (Rassemblement pour la République, RPR) og store dele af det ligeledes konservative Frankrigs Demokratiske Union (Union pour la Démocratie Francaise, UDF ) gik sammen. Det nye parti hedder Unionen for Folkebevægelsen (Union pour un Mouvement Populaire, UMP).

RPR, som blev dannet i 1976 af nuværende præsident, Jacques Chirac, havde længe en stærk nationalistisk fremtoning, mens UDF blev betragtet som mere Europavenligt. Disse forskelle er blevet mindre med tiden.

UDF blev dannet af tidligere præsident Valery Giscard d’Estaing i 1977 som en paraplyorganisation af borgerlige midterpartier. Dele af UDF valgte at beholde partinavnet og stille sig uden for den nye alliance i 2002.

Der har eksisteret socialistiske partier i landet siden 1879, men Socialistpartiet (Parti Socialiste, PS) blev dannet i 1971 som et resultat af Francois Mitterrands forsøg på at etablere en stærk venstreblok. Kommunistpartiet (Parti Communiste Francais, PCF), var længe et af de stærkeste i Vesteuropa og desuden et af Frankrigs største partier. Kommunismens fald ramte dog partiet hårdt, samtidig med at socialisterne vandt frem på venstrefløjen.

Miljødebatten har ikke haft samme gennemslagskraft i Frankrig som i Skandinavien. Først i 1984 blev der dannet et miljøparti, De Grønne (Les Verts).

I skyggen af de voksende økonomiske og sociale problemer i landet begyndte den højreekstremistiske nationalfront (Front National, FN), at vinde frem i slutningen af 180erne. Partiet og dets leder, Jean-Marie Le Pen, står for en stærk nationalisme og forsøger at slå mønt på den voksende politikerlede og kritik af det europæiske samarbejde og den politiske elite. i 1998 blev partiet splittet, og en af Le Pens nærmeste medarbejdere, Bruno Mégret, dannede Den Nationale Republikanske Bevægelse (Mouvement Nationale Républicain, MNR).

Aktuel politik

Nedenstående informationer er fra år 2003

Frankrigs præsident, Jacques Chirac, og ministerpræsident Jean-Pierre Raffarin står for en markedsliberal politik tilsat den franske tradition for en relativt stærk statslig indflydelse på økonomien. Raffarin er ikke en del af den pariserelite, der normalt styrer landet, men kommer fra Sydfrankrig, hvor han var lokalpolitiker. Han betragtes af mange som “provinsens stemme”.

I starten af 2003 steg præsident Chiracs popularitet i forbindelse med Frankrigs kritik af USAs planer om en krig i Irak. Samtidig gik det dårligere for økonomien på grund af den internationale lavkonjunktur, hvilket skabte problemer i forhold til de øvrige europæiske lande. EU krævede nemlig et fransk indgreb for at nedbringe budgetunderskuddet, der var over stabilitets- og vækstpagtens grænse på 3 procent af BNP. Regeringen ragede også uklar med de offentligt ansatte om et lovforslag til ændringer af pensionssystemet. Regeringen blev desuden kritiseret for, at arbejdsløsheden igen var stigende.

Trods regeringens spareprogram var også budgetunderskuddet for 2003 for højt. Eurolandenes finansministre opfordrede i fællesskab Frankrig og det kriseramte Tyskland til at anstrenge sig for at få underskuddet under de 3 procent af BNP, men de to lande vægrede sig ved at indføre de ekstra stramninger, det ville kræve, af frygt for at øge arbejdsløsheden.

Ved regionalvalgene i marts 2004 led det regerende UMP et sviende nederlag og beholdt kun magten i en ud af 22 regioner, nemlig Alsace. Alliancen mellem socialister, kommunister og De Grønne gik frem til 40 procent på landsplan, og Nationalfronten fik godt 16 procent. En lignende tendens var at spore ved valget til Europa-Parlamentet i juni samme år.

Politik og forsvar

Nedenstående informationer er fra år 2003

• Officielt navn: République Francaise – republikken Frankrig
• Statsleder: præsident Jacques Chirac (siden 1995)
• Regeringsleder: ministerpræsident Jean-Pierre Raffarin (siden 2002)
• Vigtigste politiske partier (mandater ved valget i 2002): UMP (357), Socialistpartiet/PS (140), UDF (29), kommunistpartiet/PCF (21)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Europarådet, EU, FN, IMF, NATO, OECD, OSCE, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 137.000 mand, flåden 44.250, flyvevåbnet 64.000, gendarmeriet 101.400
• Forsvarsudgifter: 45,7 mia. US dollar

Udenrigspolitik og forsvar

Frankrig har været en af drivkræfterne i forsøget på at forene Europa politisk og økonomisk. En vigtig del af fransk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig har således været at binde Tyskland til et europæisk samarbejde og forhindre det i endnu en gang at spille med musklerne på fransk bekostning. I dag er samarbejdet mellem de to lande generelt godt, og indenfor EU er de de drivende kræfter bag en fortsat integration, selvom de indimellem er uenige om, hvordan det skal foregå.

Frankrig har også stadigvæk ambitioner udenfor Europa. Landet har økonomiske, politiske og militære interesser i de tidligere kolonier i Afrika i form af forsvarsaftaler med otte afrikanske lande og aftaler om militært samarbejde med yderligere 23 lande i Afrika og det Indiske Ocean.

Præsident Chirac har også satset på at styrke forholdet til den arabiske verden. De antisemitiske overfald, der har fundet sted i Frankrig i de sidste par år, har skabt uro blandt de franske jøder og givet anledning til udtalelser fra den israelske ministerpræsident, Ariel Sharon, om at franske jøder nok hellere må udvandre til Israel.

Golfkrigen 1990-1991 viste, at den franske forsvarsstruktur ikke var tilpasset de hurtige indsatser, der kan blive nødvendige i eller uden for Europa, og landet besluttede at afskaffe værnepligten og for fremtiden operere med en rent professionel hær. Det var gennemført i 2002, men der skal ske yderligere nedskæringer, så forsvarsstyrkerne i løbet af de næste to år bliver skåret ned til 300.000 mand, inkl. gendarmeriet.

Frankrig har været en af drivkræfterne bag opbygningen af en fælles europæisk forsvarspolitik. NATOs militære aktion mod Jugoslavien under Kosovokrigen i 1999, hvor Frankrig deltog med fly, styrkede den franske modvilje mod amerikansk indblanding i europæiske konflikter. Et vigtigt skridt i retning af et europæisk militært samarbejde blev taget allerede i 1998, da Frankrig og Storbritannien blev enige om at styrke de militære kontakter på alle områder, undtagen kernevåben.

Der findes en rodfæstet fransk mistro til USA og denne stormagts stadigt mere dominerende rolle både politisk, kulturelt og sprogligt. Efter terrorhandlingerne i USA i september 2001 deltog Frankrig dog i den USA-ledede militæraktion mod Afghanistan. Til gengæld var Frankrig førende i modstanden mod de amerikanske krigsplaner mod Irak i 2003 under henvisning til, at en sådan aktion bør foregå med FN-mandat. Det har ført til nye spændinger mellem de to lande.