Den oprindelige befolkning på det amerikanske kontinent menes at være indvandret fra Asien over Beringstrædet, da indlandsisen smeltede for mellem 20.000 og 35.000 år siden. De ældste spor efter, hvad man mener er menneskelige bosættelser, findes i Alaska og New Mexico. De er dateret til cirka 12.000 f.v.t.

Viden om, hvordan jorden skulle dyrkes, blev langsomt udbredt, og de første spor af en primitiv majsdyrkning stammer fra år 3000 f.v.t. og er fundet i New Mexico og Arizona. De første tegn på bydannelser stammer fra år 300 f.v.t.

Da den europæiske kolonisering blev indledt i 1500-tallet,fandtes der flere forskellige indianerkulturer spredt ud over hele det nordamerikanske kontinent. Der var sandsynligvis tale om flere millioner mennesker i alt.

De første europæere, der kom til Amerika, var vikinger, som i 1000-tallet gik i land på Atlanterhavskysten og slog sig ned flere steder. En egentligkolonisering blev dog ikke indledt, før Christoffer Columbus kom til “den nye verden” i 1492. Columbus, som ledte efter søvejen til Indien, troede, at han havde nået sit mål. Derfor fik urbefolkningen navnet “indianere”.

Columbus kom dog aldrig til selve Nordamerika, men sejlede omkring i Caribiens øverden og gik i land på den mellemamerikanske kyst. Hans succesrige færd inspirerede hurtigt andre, og i løbet af 1500-tallet kom både franskmænd og spaniere til de sydlige dele af det nuværende USA. Men det var frem for alt englændere og hollændere, som oprettede kolonier langs østkysten.

Den opdagelsesrejsende Walter Raleigh navngav i 1587 staten Virginia efter sin herskerinde, Englands “jomfrudronning”, Elizabeth 1., og i 1607 blev den første permanente britiske koloni anlagt her i Jamestown. Den næste britiske koloni var Plymoouth i Massachusetts, der blev etableret af de strengt religiøse puritanere fra 1620 og frem. I 1624 etablerede hollænderne en driftig koloni på øen Manhattan ved Hudsonflodens munding. Den blev døbt New Amsterdam – et navn, der blev ændret til New York, da kolonien 40 år senere blev overtaget af briterne.

Man regner med, at der i år 1630 var omkring 4600 indbyggere i de daværende kolonier. Da selvstændigheden blev proklameret 150 år senere, bestod USA af 13 kolonier med i alt cirka 2,5 mio. indbyggere.

Kravet om selvstændighed fra Storbritannien blev rejst, da Frankrig tabte Syvårskrigen mod briterne i 1763. Frankrig opgav både Canada og de øvrige kolonier samt drømmen om at opbygge et fransk imperium i Nordamerika. Dermed var de engelske kolonier ikke længere afhængige af militær beskyttelse fra moderlandet. Samtidig opstod store spændinger mellem kolonierne og London. Storbritannien forsøgte at løse sine økonomiske problemer ved at sætte skatterne op i kolonierne, der protesterede over at blive beskattet uden at få politisk indflydelse i moderlandet.

Frihedskampen tog for alvor fart i 1773, da oprørske kolonister, forklædt som indianere, hældte lasten, der bestod af te, fra tre engelske fartøjer over bord i Bostons havn – en hændelse, som blev kendt som “The Boston Tea Party”.

Da London reagerede med repressalier, dannede kolonierne en fælles hær under ledelse af plantageejer George Washington fra Virginia. Det kom til regulær krig mod Storbritannien, og kolonierne etablerede deres eget forvaltningssystem og dannende deres egne regeringer.

Den 4.. juli 1776 blev en fælles uafhængighedserklæring proklameret i Philadelphia, og Amerikas Forenede Stater – United States of America – blev udråbt. Efter befrielseskrigen blev briterne tvunget til at anerkende USA’s selvstændighed. En fredsaftale blev indgået i Paris i 1783.

Seks år senere blev George Washington valgt il USA’s første præsident. Året før havde staterne godkendt den forfatning, som en gruppe “vise mænd” havde udarbejdet. Blandt disse grundlovsfædre var George Washington, Thomas Jefferson, James Madison og Benjamin Franklin. Forfatningen trådte i kraft i 1789 og gælder fortsat, selv om den siden er blevet forsynet med en del tilføjelser.

Allerede før uafhængighedserklæringen var koloniseringen af området vest for Appalacherne begyndt, og nye stater som Ohio, Kentucky og Tennesse blev hurtigt optaget i unionen. I 1803 førte et omfattende køb af land fra Frankrig, The Louisiana Purchase, til, at store landområder i syd og vest blev inddraget i USA.

Langsomt blev landegrænsen flyttet mod vest for til sidst at nå Stillehavet. Store dele af den oprindelige indianske befolkning blev udryddet i de kampe, som fulgte, når landet blev overtaget af de hvide nybyggere.

Den nye nations udenrigspolitiske tyngde manifesterede sig første gang i 1823, da præsident James Monroe i en erklæring til Kongressen slog fast, at USA ikke ville tolerere, at europæiske lande oprettede nye kolonier eller blandede sig militært eller politisk i amerikanske anliggender. Den såkaldte Monroedoktrin kom til at få stor udenrigspolitisk betydning, ikke mindst i kraft af den såkaldte Roosevelt tilføjelse, hvor USA påberåber sig ret til at intervenere som “politi” i andre lande, hvis de ikke selv kan holde orden inden for deres egne grænser.

Efter selvstændigheden var USA præget af modsætninger mellem tilhængere af en stærk centralmagt, de såkaldte føderalister, og fortalere for en vidtgående selvbestemmelsesret for de enkelte stater. Kampen mellem føderalister og anti-føderalister lagde grunden til de politiske partier, der voksede frem i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet. I midten af 1800-tallet tog de to partier den form, der den dag i dag dominerer amerikansk politik: Det Demokratiske *Parti og Det Republikanske Parti.

Modsætningerne blev forstærket ved, at staterne i Nord gik i spidsen for industrialiseringen og voksede sig stadigt stærkere økonomisk, samtidig med at dyrkningen af bomuld og andre landbrugsprodukter fortsat dominerede i syd. I Nord krævede erhvervslivet, at regeringen indførte beskyttelsestold, så den hjemlige industri kunne beskyttes mod konkurrence fra udenlandske produkter. Sydstaterne ville derimod have frihandel for at kunne sælge deres råvarer og købe færdige industrivarer så billigt som muligt.
Uoverensstemmelserne mellem Nord og Syd gjaldt også spørgsmålet om slaveriet. Arbejdskraften på de store plantager i Syd var først og fremmest sorte slaver, som lige siden begyndelsen af 1600-tallet var kommet dertil fra Afrika. Sydstaterne var absolut ikke enige med de røster i Nord, som talte for en afskaffelse af slaveriet.

Da republikaneren og slaveri-modstanderen Abraham Lincoln blev valgt til præsident i 1860, blev konfrontationen åbenlys. Elleve sydstater rev sig løs og dannede deres eget statsforbund. Det blev begyndelsen på en altødelæggende borgerkrig, som stod på i fire år og krævede 600.000 menneskeliv. Midt under krigen erklærede Lincoln slaveriet for afskaffet, hvilket blev stadfæstet efter Sydstaternes kapitulation i 1865. Lincoln blev kort efter myrdet af en sydstatsmand. Året efter fik de sorte stemmeret.

I årtierne efter borgerkrigen sank Sydstaterne ned i økonomisk stagnation, og racismen var udbredt. Blandt andet blev sorte forfulgt af den hvide racistiske organisation Ku Klux Klan. I Nordstaterne tog det økonomiske opsving derimod yderligere fart – ikke mindst på grund af udbygningen af jernbanenettet og en forbedring af infrastrukturen i det hele taget.
I anden halvdel af 1800-tallet indvandrede mange millioner europæere til USA. De flygtede fra arbejdsløshed, fattigdom og sult i Europa. Fra 1850 til 1920 blev USA’s befolkning mere end firedoblet – fra 25 til 106 millioner. Derefter aftog indvandringen.

Efter et oprør på Cuba, som dengang hørte til det spanske kolonirige, erklærede USA i 1898 krig i Spanien, som forholdsvis hurtigt anerkendte Cubas selvstændighed og desuden opgav herredømmet over Puerto Rico, Filippinerne og Guam.
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914 påberåbte USA sig i første omgang neutralitet. Den offentlige mening svingede dog i krigens løb, og i 1917 erklærede Kongressen Tyskland krig. Det bidrog til, at de allierede fik overtaget på Vestfronten, og banede vejen for den senere sejr.

For at sikre en varig fred tog præsident Woodrow Wilson efter krigen initiativet til Folkeforbundet, forløberen for det nuværnde FN. Organisationen fik dog aldrig den betydning, som den var tiltænkt. En isolationistisk stemning i USA fik Kongressen til at modsætte sig amerikansk medlemskab.

I slutningen af 1920’erne gik USA ind i en periode med kraftig økonomisk tilbagegang, kaldet “den sorte depression”. Der opstod panik på børsen i New York i oktober 1929, da aktiekurserne raslede ned. Følgen blev, at mange virksomheder gik konkurs, og arbejdsløsheden steg voldsomt.

Ved præsidentvalget i 1932 blev den siddende præsident, republikaneren Herbert Hoover, slået af demokraten Franklin D. Roosevelt, som med sit økonomiske program, The New Deal, stimulerede økonomien og lagde grunden til den moderne velfærdsstat.
Roosevelts program førte til et økonomisk opsving, som blev forstærket af den militære oprustning, der satte ind ved Anden Verdenskrigs udbrud.

Efter et japansk bombeangreb mod Pearl Harbor på Hawaii i december 1941 gik USA ind i krigen på de allieredes side. USA bidrog massivt med styrker, våben og udstyr, og den amerikanske indsats var også denne gang væsentlig for krigens udfald.

Læs også: Historien efter anden verdenskrig frem til år 2004

Vigtige årstal

• 1492 Columbus når til “den nye verden”
• 1607 den britiske kolonisation indledes
• 1776 uafhængighedserklæringen
• 1861-65 borgerkrig, slaveriet afskaffes
• 1917 USA går ind i Første Verdenskrig
• 1929 krakket i Wall Street, den store depression begynder
• 1933 Roosevelts “New Deal”
• 1941 USA går ind i Anden Verdenskrig
• 1947 Trumandoktirnen, Marshallhjælpen
• 1949 NATO oprettes
• 1950-53 Korea-krigen
• 1959 Alaska og Hawaii bliver amerikanske delstater
• 1962 Cubakrisen
• 1963 præsident Kennedy myrdes
• 1965-75 Vietnamkrigen
• 1969 amerikansk landgang på Månen
• 1972-74 Watergateskandalen
• 1991 Kuwaitkrigen
• 1998 rigsretssag mod præsident Clinton
• 2001 terrorangreb i New York City og Washington
• 2003 angreb på og invasion af Irak