Wawel-Højen i Kraków

Wawel-Højen i Kraków er et symbol på Polens identitet og rejser du til Kraków på kulturrejse bør du afsætte tid til at besøge området.

Det majestætiske kompleks af bygninger fra gotikken og renæssancen, der udgør Wawel-højen – kongeslottet og katedralen – dominerer bybilledet i Kraków fra en høj klippe over Weichsel-floden. Dette var de polske kongers residens i over 500 år indtil slutningen af 1500-årene, hvor Warszawa blev Polens hovedstad.

Wawelslottet

Wawelslottet i Kraków er symbol på det polske kongedømme: Selv om det blev plyndret af nazisterne under 2. Verdenskrig, er rum efter rum stadig fyldt med sjældne, enorme gobeliner (den største samling af sin art i Europa), lofter med forgyldninger og malerier og et overdådigt barok-møblement. Man vil sandsynligvis blive omringet af grupper af andægtige polske skolebørn, der lærer om deres glorværdige fortid, hvor Karków – totius Poloniae urbs celeberrima, “den mest berømte by i Polen” – var beundret i hele Europa.

Katedralen i Kraków

Den legendariske katedral i Kraków som er fra 1364, og som kaldes for “landets helligdom”, var sæde for ærkebiskop Karol Wojtyla fra 1963, indtil han blev valgt som pave Johannes Paul 2. i 1978. Gennem århundreder blev de polske konger kronet og gravlagt her i Kraków; også helte og martyrer blev begravet her blandt de utallige kapeller og kunstværker.

I modsætning til Warszawa blev Kraków skånet for ødelæggelser under anden Verdenskrig, og dens storslåede historie og imponerende samling af arkitektoniske perler er synlig overalt. Fra slottet (og især fra katedralens Zygmunt-tårn) kan man se det meste af den gamle bydel (Stare Miasto), omkring 10 km2 med fredede gader og århundredgamle bygninger og monumenter, der hører til blandt Europas mest elegante og autentiske.

Kulturrejser til Kraków

Find inspiration til din kulturrejse til Kraków her på bloggen om kulturrejser. Du kan også læse om andre rejsemål i Polen. Skal du selv planlægge din rejse til Kraków kan du også få mere information hos turistkontoret på: www.krakow-info.com/wawel.htm.