Udvalgte seværdigheder i Paris til en kulturrejse.

Har du aldrig besøgt Paris på en kulturrejse er nedenstående seværdigheder blandt dem jeg vil anbefale du besøger. Paris byder på så mange seværdigheder at man umuligt kan se alt på en rejse, så det handler om at vælge….

Paris pirrer sanserne og nærer både intellekt og sjæl. Turister strømmer til dens storslåede museer og udstillinger, men livet i denne kulturelt rige by leves på de små lokale caféer og bistroer, hvor besøgende undertiden har held med det tilsyneladende umulige kunststykke at gå for at være parisere. Est-ce que c’est possible? I Lysets By, romantikkens og stilens vugge, er alting magi, og alt kan ske.

“Hvis en af os dør, fortalte manden sin kone, vil jeg flytte til Paris.” – Sigmund Freud

Top topseværdigheder i Paris

Her er en ganske kort beskrivelse af de mest kendte seværdigheder i Paris.

Arc de Triomphe

Den største triumfbue i verden (ca. 50 m høj og 45 m bred) blev opført af Napoleon i 1806 til minde om hans hæres sejre. Gennem årene blev den midtpunkt for statsbegravelser, og under 2. Verdenskrig passerede både de invaderende tyskere og paraden ved Paris’ befrielse under den. Her findes Den Ukendte Soldats Grav, og øverst er der et udsigtsområde og udstillingslokaler med fotos og litografier, der fortæller om triumfbuens historie. Triumfbuen finder du på Place Charles de Gaulle-Étoile, 8. arrondissement i Paris. Indgang via den underjordiske passage. Læs evt mere på www.monuments.fr.

Basilique du Sacré-Coeur

Sacré-Coeur-kirken blev planlagt som en offergave, der skulle få Frankrig til at glemme nederlaget i den fransk-tyske krig i 1870, og den blev opført mellem 1876 og 1914 i en overdådigt udsmykket nyromansk-byzantinsk stil efter tegninger af Paul Abadie. Det ydre af katedralen, der er skinnende hvid og har en 83 m høj centralkuppel, er næsten i sukkerbagerstil. Indeni kan man se en af verdens største mosaikker, der afbilder Kristus med udstrakte arme. På grund af beliggenheden oppe på en bakke er udsigtspunktet fra kuplen det næsthøjeste i Paris. Sacré-Coeur-kirken finder du på adressen Place Saint-Pierre, 18. arrondissement i Paris.

Centre Georges Pompidou

Det dristige Centre Pompidou, der ser ud, som har det fået vendt vrangen ud, så man kan se alle de farvede rør og kabler, åbnede i 1977, som center for det 20. (og nu det 21. ) århundredes kunst. Dets futurisme er måske nok en kende falmet i dag, men en restaurering sidst i 1990’erne friskede lidt op på tingene, tilføjede 450 kvadratmeter ekstra udstillingsplads, forbedrede retaurantforholdene og gav plads til en række nye auditorier til filmforevisninger, koncerter og teater- og danseforestillinger. Attraktionerne omfatter et nationalt museum for moderne kunst med en samling på 40.000 genstande (hvoraf dog kun de ca. 850 er udstillet). Udenfor er gadegøglerne konstant i gang, og der er en fin udsigt over Paris fra bygningens tag. Besøg Centre Pompidou på adressen, Place Georges Pompidou, 4. arrondissement i Paris. Læs mere på www.centrepompidou.fr.

Eiffeltårnet

Eiffeltårnet, måske den mest kendte bygning i verden, blev opført som et midlertidigt, dekorativt vartegn for Verdensudstillingen i 1889 og blev kun skånet for nedrivning, fordi det som den højeste bygning i Europa (på den tid) kunne gøre nytte som radiomast. I dag er det som bekendt selve symbolet på Paris, 321 m højt og med et udsyn 65 km væk oppe fra udsigtsplatformene. To restauranter – Altitude 95 og Le Jules Verne – ligger på henholdsvis første og anden platform. Selvom det næsten er umuligt ikke at få øje på Eiffeltårnet i Paris, er her alligevel adressen. Champ de Mars, 7. arrondissement. Du kan læse mere om Eiffeltårnet på www.tour-eiffel.fr.

Hôtel Des Invalides – Napoleons Grav

Dette bygningskompleks, der oprindeligt blev opført som hjem for franske krigsinvalider og pensionerede soldater, husede til sidst omkring 4000 mennesker, der var underlagt militære og religiøse regler og arbejdede i forskellige værksteder. Ved kompleksets fuldførelse bestod det af en enorm militærbygning, opført omkring en stor gårdsplads, og desuden en kirke, hvis forgyldte kuppel er tegnet af Jules Hardouin Mansart. Under den franske revolution røvede en pøbel så mange våben fra Invalides’ våbendepot, at de kunne storme Bastillen. I 1840 blev Napoleons jordiske rester stedt til hvile her efter først at have været begravet på Saint Helena. Ud over graven kan besøgende i dag se Musée de l’Armée, fyldt med våben, uniformer og udrustning, og Musée des Plans-Reliefs med skalamodeller af forskellige franske byer og monumenter. Du finder stedet på Place des Invalides, 7. arrondissement i Paris.

Louvre

Her er store forhold: Det var engang verdens største palads og er i dag det største kunstmuseum. Her findes Mona Lisa og den stakkels Venus fra Milo uden arme; her findes I.M. Peis kontroversielle glaspyramide; og her findes alt i alt omkring 400.000 kunstgenstande -hvoraf ca. 35.000 er permanent udstillet. Dette palads, der strækker sig næsten en kilometer langs med Seinen, var først middelalderborg og blev i århundredernes løb udvidet til en luksuriøs kongelig residens. Paladset blev udset til museum straks efter revolutionen, og dets samling blev betydeligt udvidet af Napoleon. I dag er samlingerne inddelt i syv afdelinger: den egyptiske antiksamling; den asiatiske og islamiske antik- og kunstsamling; den græske, etruskiske og romerske antiksamling, skulpturer; malerier, stik og tegninger; og kunstgenstande. Ligesom Effieltårnet er det svært at undgå at “støde” ind i Louvre på en reje til Paris, men skulle du alligevel have brug for adressen så er den Quai du Louvre, 1. arrondissement, Paris.Du kan læse mere om Louvre på www.louvre.fr.

Musée de Cluny

Dette palæ, der opførtes i 1400-tallet som residens, blev beslaglagt under revolutionen og senere lejet ud til Alexandre du Sommerard, der fyldte det med sin samling af kunsthåndværk fra middelalderen. Ved hans død i 1842 blev denne sengotiske bygning købt tilbage af regeringen, sammen med dens samling af gobeliner, statuer, middelalderkors og – alterkalke, smykker, mønter, manuskripter og andet. På grunden findes ruiner af romerske bade fra 100-tallet. Du finder stedet på Place Paul-Painlevé, 5. arrondissement i Paris, læs mere på www.musee-moyenage.fr.

Musée D’Orsay

Orsay-museet er indrettet i den neoklassiske banegård Care d’Orsay og udstiller værker fra perioden 1848-1914, et tidsrum, hvor impressionismen, symbolismen, pointillismen, realismen, fauvisterne og de senere romantikere dominerede.
Kunstnere, hvis værker kan ses under de buede glastage, omfatter Daumier, Ingres, Delacroix, Manet, Monet, Courbet, Cézanne, van Gogh, Renoir, Whistler og Matisse. Der er tillige udstillet møbler, arkitekturmodeller, fotografier og kunstgenstande. Orsay-museet liger på adressen Rue de Bellechasse, 7. arrondissement i Paris. Du kan læse mere på www.musee-orsay.fr.

Musée Picasso

Med over 200 malerier, 190 skulpturer, 85 keramikarbejder og over 3000 tegninger, stik og manuskripter præsenterer dette museum verdens største enkelte samling af kunstnerens værk. Museets samlinger, der har hjemme i Hôtel Salé fra 1600-tallet, omfatter desuden værker af Cézanne og Matisse.  Det er ikke kun i Paris du finder Picasso museum, f.eks er et besøg på musset i Malaga også at anbefale. Nu befinder vi os dog i Paris og du kan besøge musset på adressen Rue de Thorigny, 3. arrondissement i Paris. Læs mere om Picasso på www.musee-picasso.fr

Notre Dame

Notre-Dame-katedralen – en “symfoni i sten”, ifølge forfatteren Victor Hugo, er Paris’ historiske og geografiske hjerte. Grundstenen blev lagt af pave Alexander 3. i 1163, og byggeriet blev fuldført knap to århundreder senere. En tur op ad sydtårnets 387 trappetrin giver udsyn til hele bestiariet af gargoiler og en storslået 360-graders udsigt over en af verdens berømteste byer. Adressen på denne fantastiske seværdighed er Place du Parvis Notre-Dame, 4. arrondissement i Paris.

Andre seværdigheder i Paris

Her følger en kort beskrivelse af andre serværdigheder og oplevelser i Paris.

Bastilledag den 14. juli

Skulle du være så heldig at rejse på kulturrejse til Paris så du befinder dig i byen den 14. juli kan du opleve Bastilledagen. På Bastilledagen når franskmændenes patriotisme og kærlighed til deres historie og kulturarv store højder ved fejringen af den dag, hvor den revolutionære pøbel stormede Bastillen. Utallige arrangementer overalt i byen kulminerer i en storslået parade ned ad den smukke Champs-Élysées og fyrværkeri over Eiffeltårnet.

En Bateau-Mouche-tur på Seinen

Bateau-mouches er for Paris, hvad gondoler er for Venedig – en vidunderligt turistet måde at se byen på fra en helt anden vinkel. Disse glasdækkede både sejler i fast rutefart på Seinen og glider under de berømte broer, så man får et glimt af livet langs kajerne på den forfinede Venstre Bred og den berømte Højre. Der er  afgange fra den højre Bred, nær Pont de l’Alma, 16. arrondissement i Paris.

Ile Saint-Louis

En lille, romantisk ø midt i Seinen med mange palæer fra 15-1700-tallet. Siden 1600-tallet har den overvejende været et eksklusivt beboelsesområde. Find Berthillon (Rue Saint-Louis en l’Ile), og smag deres kendte is. øen ligger lige over Pont Saint-Louis ved Notre-Dame, 4. arrondissement i Paris.

Jardin des Tuileries

Tuileriehaven blev anlagt i 1664 af André Le Nôtre, skaberen af haveanlæggene ved Versailles, og udgør Paris’ kønneste park, fyldt med statuer og springvand.
Tuileriehaven finder du lige mellem Place de la Concorde og Louvre, 1. arrondissement i Paris.

La Lapin Agile

Denne bar-caberet, som er Paris’ ældste og et vartegn på Montmartre, blev udødeliggjort af Toulouse-Lautrec og Utrillo. Den giver et glimt af Paris, som det var engang, og har været fransk folkemusiks bankende hjerte i årtier med livlige fællessange, der rigtigt bryder frem, når turisterne er gået. Så autentisk, som cabaret-genren nu kan blive. Vil du bestille billetter så er adressen Rue des Saules, 18. arrondissement i Paris eller på www.au-lapin-agile.com.

Marché Aux Puces de Clignancourt

Et paradis for alle elskere af loppemarkeder med tusindvis af sælgere, der udbyder alt muligt, bl.a. enestående fund for dem, der er tidligt på færde. Dette loppemarked, der er et af de største i Europa, afholdes daglig, og man kan se mange kendte mennesker snuse omkring her. Du finder loppemarkedet på adressen Avenue de la Porte de Clignancourt, 18. arrondissement i Paris.

Musée Marmottan Monet

Præsenterer over 140 værker fra alle faser af Claude Monets kreative liv og desuden over 300 impressionistiske og postimpressionistiske malerier, pastelmalerier, akvareller og skulpturer af Gauguin, Degas, manet, Pissaro, Renoir, Rodin og andre; samlinger af illuminerede håndskriftsider og empiremøbler og -kunstgenstande; og værker af primitivistiske tyske, flamske og italienske malere. Du finder museet på adressen Rue Louis-Boilly, 16. arrondissement i Paris. Læs evt. mere på www.marmottan.com.

Opéra Garnier

Dette vidunder i rokoko, med en af de største scener i verden, blev fuldfært i 1875 og fik tilføjet en prægtig loftsudsmykning af Marc Chagall i 1964. Ved en omfattende restaurering for nylig blev der installeret airconditioning, de forgyldte statuer og buster blev pudset op, og den røde damask blev fornyet. Storslåede forestillinger her fra Nationaloperaen, Pariserballetten og andre byder på store oplevelser. Vil du opleve opera i Paris er det bla. på adressen Place de l’Opéra, 9. arrondissement. Læs mere på www.opera-de-paris.fr.

Place des Vosges

Den lille Place des Vosges med rosa belægning er byens ældste og smukkeste plads, anlagt af Henrik 4. først i 1600-tallet og helt omgivet af arkader.
Victor Hugo boede her, i nr. 6 i le Marais, det gamle jødiske kvarter, 4. arrondissement.

Sainte-Chapelle

Væggene i dette lille kapel, en af middelalderens ypperste byggebedrifter, består mere af glasmalerivinduer end af sten – tilsammen danner de den størst flade af glasmalerier i verden. Der er klassiske koncerter ved levende lys i dette gotiske smykkeskrin ved solnedgang. Du finder Sainte-Chapelle på adressen Boulevard du Palais, 4. arrondissement i Paris.

Kulturrejser til Paris

Ovenstående seværdigheder er blot få af mange du kan opleve på en kulturrejse til Paris. Brug de forskellige indlæg her på bloggen om kulturrejser til at få inspiration til din rejse, vi skriver om kultur og historie i Paris, maden, udvalgte hoteller og meget mere. I billedgalleriet kan du se foto fra seværdigheder og hoteller i Paris og andre rejsemål i Frankrig.