Blandt de mange fornemme hoteller i London har Connaught næsten altid indtaget førstepladsen. Med sit trofaste klientel og lige så loyale personale udstråler Connaught en forfinet, klubagtig atmosfære, der er indbegrebet af engelsk luksus og edwardiansk elegance. Det har været betragtet som en ærværdig bastion for hvidbehandsket gæstfrihed, siden det åbnede midt i hjertet af Mayfair, og renoveringer og ombygninger foretages altid med den yderste diskretion. Visse ting forandres aldrig, og det bør de heller ikke på Connaught – her er det altid 1897. Dette diskrete, legendariske hotel, opkaldt efter dronning Victorias tredje søn, hertugen af Connaught, foretrækkes tydeligvis af en lang række trofaste gæster, der vælger at ignorere alle modeluner og undgå mediernes søgelys. Det kyndige, opmærksomme personales betjening er velgørende diskret; hotellets indtagende, gammeldags charme er aldrig påtrængende. Connaught er med sine blot 92 luksuriøst indrettede værelser og suiter et af de mindre luksushoteller og rummer bl.a. det højt berømmede Grill Room. The Grill og dets modstykke, The Menu, blev nyindrettet i 2003 under kompetent ledelse af køkkenchefen, Angela Hartnett, elev af superstjernen Gordon Ramsay, og af Nina Campbell, Londons mest efterspurgte indendørsarkitekt, og de ligger nu i forreste række blandt Londons mange spændende spisesteder. De originale mahognipaneler er bevaret, og det samme er husets specialiteter, men menuen er i dag præget af middelhavskøkkenet. Har man aldrig opholdt sig på Buckingham Palace, er det næstbedste at bo (eller spise morgenmad) her.
Connaught Hotel finder du på adressen 16 Carlos Place, Mayfair. Skal du bestille hoteller til din kulturrejse til England, så få inspiration i de mange indlæg om udvalgte hoteller her på kulturrejser.dk