Seværdigheder i Beja

Beja er hovedstaden i Baixo (det nedre Alentejo) og den største by i det tyndt befolkede syd, og der er meget varmt om sommeren i den livlige og velstående by. For dig på kulturrejse i Portugal er byen især et besøg værd på grund af det fantastiske kloster og den flotte borg. Beja var en romersk provinshovedstad under pax julia, og det her var fredstraktaten med de indfødte lusitaniere blev underskrevet.

Efter den mauriske erobring i det 8. århundrede e.Kr. blev byen et centrum for muslimsk lærdom. Byen har lidt meget skade i årenes løb på grund af krige med Spanien, Frankrig og den Portugisiske Borgerkrig, så mængden af betydningsfulde historiske bygninger er begrænset. Santa Amáro-kirken sydvest for borgen er Bejas ældste og dele heraf stammer fra vestgotisk tid. Santa Maria, på pladsen af samme navn, er i gotisk stil.
 

Convento Nossa Senhora da Conceicao i Beja

Klosteret, der ligger på pladsen af same navn, stammer fra det 15. århundrede og var engang ét af Portugals rigeste og vigtigste. Arkitekturmæssigt repræsenterer den overgangen mellem gotikken og manuelismen. Alteret fra det 17. århundrede virker utroligt dekadent med sine barbrystede sirener og giver stedet et noget erotisk skær. Åbent mellem 10.00-13.00 og 14.00-17.30. Mandag lukket.

Barokfiguren af Evangelisten Johannes, der på helgendagen bliver båret byen rundt i procession, er over én meter høj. Billedet, med en filigrankrone ovenover, viser Johannes, der skal til at koges i en gryde, samt to mænd med mauriske træk, der er ved at tænde ild under. I tøndehvælvingerne over Johannes Døberens Gård er der dejlige blå og gule azulejos fra det 17. århundrede derimod har Kapitlet mauriske fliser i et væld af farver og abstrakte- og geometriske former.

Museet ovenpå indeholder lokale genstande fra oldtiden og frem, bl.a. nogle interessante runeindskrifter, romerske mønter og mosaikker. Rekonstruktionen af terrakottagitteret hvorigennem den vildfarne nonne havde fortrolig omgang med sin elsker, vækker sikkert hos nogle gæster mindre rene tanker om, hvorvidt forholdt blev fuldbyrdet eller ej.
 

Borgen i Beja

Borgen stammer fra 1303 og er endnu et eksempel på Dom Dinis’ bestræbelser på at forsvare det nyligt befriede kongerige mod trusler fra Castilien. Ydermurene havde oprindeligt 40 tårne, hvoraf der kun er få tilbage. Udsigten fra det 40 m høje tårn (190 stejle trappetrin) er imponerende og omfatter den smukke borggård med de vedbendklædte mure og sletterne hele vejen rundt. Læg mærke til de strategisk placerede metalriste nedenfor, der blev brug t til at hælde kogende olie på angriberne – den sidste forsvarskæde. Åbent mellem 10.00-12.00 og 14.00-18-00. Ca. 10 km sydvest for Beja, nær landsbyen Penedo Gordo, ligger der romerske ruiner fra det 1. til 4. århundrede, der er bl.a. udgravet rester fra en villa og badehuse samt enestående mosaikker.