Skal du på kulturrejse til Umbrien i Italien er Assisi absolut en af de byer som man bør aflægge et besøg og ikke mindst San Francesco-Kirken.
Den hellige Frans’ medmenneskelighed, ydmyghed og kærlighed til naturen har på en eller anden måde overlevet den skamløse kommercialisme i denne lille umbriske bjergby med sine lyserøde bygninger. Ånden fra denne unge, barfodede munk – Assisis kæreste bysbarn – lever stadig. Den enorme kirke, der er bygget til hans ære (og som ville have krænket ham dybt), var en middelalderlig byggebedrift og anses stadig for en af denne periodes arkitektoniske vidundere. I det tidlige 1200-tal dækkede Giotto store dele af den øvre og den nedre kirke med fantastiske freskoer, og han var den første, der brød med den byzantinske skoles statiske ikoner. Hans mesterværk gengiver den hellige Frans’ liv i 28 scener. Et voldsomt jordskælv i 1997 anrettede betydelige skader ikke kun på selve bygningen, men tillige på de uvurderlige kunstværker. En bemærkelsesværdig stor del af restaureringsarbejdet blev færdiggjort tidsnok til Italiens jubilæumsfestligheder i 2000, men de møjsommelige udbedringer vil fortsætte mange år endnu. De fleste turister besøger Assisi i eftermiddagstimerne, men den stilhed og skønhed, der i så høj grad bevægede den unge Frans, er mest udtalt om aftenen og tidligt om morgenen, nøjagtig som i andre byer med mange turister f.eks Venedig. Assisi ligger i Umbrien Italiens grønne hjerte ca. 170 kilometer nord for Rom.
Hotel Umbra
Overvej at tilbringe natten på det komfortable familiedrevne Hotel Umbra. Det har til huse i en bygning fra 1400-tallet, der er opført på gamle romerske fundamenter, og fra dens værelser bagtil er der en eventyrlig udsigt over Umbria-dalen at se og en charmerende fuglesang at høre. Du finder beskrivelser af mange andre udvalgte hoteller i Umbrien og i nærheden af Assisi her på bloggen om kulturrejser. Hotel Umbra ligger på adressen Via degli Archi 6 i Assisi.