Operakomponisten Gioachino Rossini, der af nogle italienere betragtes som den største italienske komponist nogensinde, levede et turbulent og meget internationelt liv fyldt med hans største passion: Musikken. Du kan her læse om Rossinis liv, værk og død, og finde inspiration til en operarejse til Roissinis hjemland.
Rossini blev født den 29. februar 1792 i Pesaro, i Italien af to musikalske forældre. Hans far var trompetist i forskellige små bands og orkestre og hans mor var sanger, så Rossini voksede op med kendskab til musik og livet på teatrene. Rossini blev ofte overladt til mormoren, mens forældrene rejste rundt til operahusene i regionen. Gioachino Rossini sang og spillede musik med lethed.
Bologna
I 1802 flyttede familien til Lugo og efter et stykke tid flyttede de til Bologna, hvor de bosatte sig permanent. I Bologna, studerede Rossini musik privat. Han gjorde hurtigt fremskridt og i 1806 blev han optaget på Liceo Musicale, hvor han modtog undervisning i bl.a. sang, cello og klaverspil. Samme år fulgte han faderen i Filharmonika Akademiet, hvilket var en stor ære i så tidlig en alder. Under studieperioden skrev Rossini kun lidt. Han komponerede nogle instrumentale stykker, lidt religiøst musik, som på trods af en meget dårlig kvalitet gav ham en vinderpris i Liceo. Komponistens første opera var Demetrio e Polibio, som blev opført i 1812.
I 1810 begyndte komponistens karriere for alvor, da han fik bestilling fra Teatro S. Moisè Venice på at komponere musik til Gaetano Rossi´s én-akt farsa, La Cambiale di matrimionio. Fem af Rossini’s første 9 operaer blev skrevet til det samme teater.
Første virkelige succes
Rossini’s næste opera var L’equivoco stravagante, som blev opført i Bologna i 1811, og i 1812 fandt premieren sted på L’inganno felice i Venedig. Dette var Rossini’s første virkelige succesfulde stykke musik. Bestillinger fra andre teatre fulgte hurtigt. Han komponerede nu sin religiøse opera Ciro i Babilonia, efterfulgt af La Scala di seta. Premieren på hans to-akt La pietra del paragone fulgte på Teatro alla Scala i Milan i 1812. Rossini’s bedste farce var nok Il Signor Bruschino, som blev komponeret kort efter La pietra del paragone.
Rossini’s første to operaer, som vandt international hyldest, blev skrevet lige efter hinanden til Venetian teatrene og var Tancredi, opført i 1813 og L’italiana i Algeriet, som også havde premiere i 1813. Fra nu af var komponistens berømmelse sikret. Han tilbragte en periode i Milano, hvor han rettede sine to Venetian succeser til, så de blev klar til Teatro Re teatret og komponerede herefter to nye operaer til La Scala, Aureliano i Palmira (1813) og Il turco i Italien (1814).
Rossini i Napoli
I 1815 blev Rossini’s operaer spillet næsten overalt undtagen i Napoli. Her var de indfødte ikke villige til at byde velkommen til en nordbo og lukke ham ind i deres Cimarosa verden og den stadig levende Paisello. Men den magtfulde Domenico Barbaia, impresario på Neapolitan teatrene, forsøgte at give nyt liv til operaen i Napoli, og han inviterede Rossini til byen for at arbejde som musiker og kunstnerisk direktør, samt for at komponere musik til sine teatre.
Rossinis periode i Napoli begyndte med operaen Elisabetta, regina d’lnghilterra (1815), men i løbet af denne periode skrev han også adskillige andre større værker for andre byer plus to komiske operaer, Il barbiere di Siviglia (sandsynligvis den største af alle komiske operaer) og La Cenerentola plus to andre operaer, Torvaldo e Dorliska aog La gazza ladra. Komponisten flyttede til Rom kort efter premieren på Elisabetta, og Torvaldo e Dorliskab åbnede karneval sæsonen i Rom i Teatro Valle i december 1815.
Fra 1817 til 1822 blev de fleste af Rossini’s betydningsfulde operaer skrevet. Disse inkluderer Armida i 1817, Mosè in Egitto i 1818, Ricciardo e Zoraide, også i 1818, Ermione og la donna del lago i 1819, Maometto II i 1820 og Zelmira i 1822. Værket komponeret til Neapel var bedre end alle andre. Matilde di Shabran, opført i Rom i 1821, er en undtagelse og blev også betragtet som værende af høj kvalitet.
Giftemål med Colbran
Under sit ophold i Neapel begyndte Rossini at have en affære med Isabella Colbran, en sopran som sang i Rossini’s operaer, og som viste sig at have været Barbaia’s elskerinde, da komponisten ankom til byen. I 1822 blev Colbran og Rossini gift i Bologna. Omkring samme periode efterspurgte både Frankrig og England Rossini’s værker, da hans operaer havde opnået international hyldest. Med Barbaia’s hjælp blev der arrangeret en Rossini festival. Han rejste til Wien og vendte tilbage til Italien i et år indtil efteråret 1823.
Han komponerede to cantatas til kongressen i Verona i slutningen af 1822, på foranledning af Prins Metternich. Hans opera Maometto II blev revideret og opført i Venedig, og desuden skrev han sin sidste opera til Italien, Semiramide. I efteråret 1823 flyttede Rossini og hans kone til Paris, hvor de opholdt sig i kort tid for derefter at fortsætte til London, hvor en Rossini sæson blev startet op ved ”the King’s theatre”. Imidlertid blev mange af hans operaer uden succes i den britiske hovedstad. Komponisten tjente penge ved at deltage i husholdningsforeningernes musikalske møder afholdt af engelske aristokrater, som støttede hans firma økonomisk og ligeledes ansatte ham som musiklærer for deres børn.
I sommeren 1824 var Rossini og hans kone i Paris, hvor Gioachino indvilgede i at blive direktør for ”Théâtre-Italien”. Han blev også ansat til at opføre sine ældre operaer, introducere andre italienske operaer, samt til at komponere nye operaer for både dette teater samt til Operaen. De bosatte sig i Paris og lærte fransk. Til teateret komponerede han Il viaggio a Reims, opført i 1825 og herefter i 1828 skrev han Le Comte Ory og i 1829 Guillaume Tell. Den italienske og franske operastil forbindes med disse to sidste operaer. Den sidstnævnte opera var tænkt som den sidste opera fra komponistens side og i en lang periode var der stille omkring ham.
Rossini vender tilbage til Paris
Ægteskabet mellem Rossini og hans kone skrantede efterhånden, og efter at have været på ferie i Bologna for at lancere Guillaume Tell, vendte Rossini alene tilbage til Paris, hvor han tilbragte en stor del af tiden de næste antal år på grund af forhandlinger med retten omkring hans økonomiske situation. Disse forhandlinger hang sammen med en aftale underskrevet af regeringen under Charles X, som blev væltet fra tronen under revolutionen i 1830. Rossini komponerede Stabat mater og Soirées musicals i Paris og derudover meget lidt af nogen betydning. I 1832 blev komponisten syg og hans sygdom varede i mere end 25 år.
I 1836 forlod Rossini Paris efter at have fået styr på sin tilværelse og vendte tilbage til Bologna. Gennem sin lange sygdomsperiode blev Rossini passet af Olympe Pélissier, som han havde haft en affære med siden primo 1830. Hun fulgte med ham til Bologna i begyndelsen af det efterfølgende år. I vinteren 1837-1838 oprettede Rossini og Olympe en musikalsk salon i Milan, hvor de optrådte. Hans faders død i 1839 gjorde, at Gioachino blev svagere og svagere, og den eneste aktivitet han fuldførte i denne periode, udnævnt som æreskonsulent af Bologna Liceo Musicale, var at forbedre konservatoriet og udvikle dets undervisningsplan. Skønt han spillede en lille rolle her, krævede hans dårlige helbred konstant opmærksomhed og behandling.
Rossini bliver gift med Olympe
Rossini blev gift med Olympe i 1846, efter Rossini’s første kone Isabella’s død. De flyttede til Firenze, hvor Rossini imidlertid opdagede manglende støtte fra befolkningen i Bologna, på grund af de revolutionerende bevægelser som gik gennem Italien i 1848. Til sidst besluttede de efter nogle år at flytte tilbage til Paris i 1855, hvor hans helbred blev betydeligt bedre. Han købte et stykke land i udkanten af Passy og byggede en villa her. Han styrede også en elegant salon i Paris og begyndte at komponere igen. Han skrev over 150 klaverstykker, sange og små ensembles. Mellem disse stykker var hans Petite messe solennelle, som var hans bedste værk i hans sidste år. Det var skrevet til tolv stemmer, to klaverer og harmonium. Der kan anspores en relation til Bach i dette stykke musik.
I sine sidste år levede Rossini som en æret pensionist, en komponist, hvis berømmelse var baseret på værker fuldendt 40 år tidligere. Hans værker efter den periode, hvor han havde trukket sig totalt tilbage, var imidlertid meget populære og stykker som Petite Messe Solennelle bliver stadig spillet rundt omkring i verden.
Rossinis sygdom og død
Gioachino Rossini blev alvorligt syg i efteråret 1868. Han døde kort tid efter den 13. november i sin villa Passy. Tusindvis fulgte hans begravelse og mindehøjtideligheder blev holdt overalt i Frankrig og Italien. Først blev han begravet i Père Lachaise kirkegård i Paris, men hans rester blev transporteret til Santa Croce i Firenze i 1887. Komponisten efterlod en stor gave til oprettelse af et konservatorium på sit fødested og efterlod også sine autografer til Pesaro.
Ingen komponist i den første halvdel af det 19. århundrede nåede omfanget af prestige, rigdom, hyldest eller kunstnerisk indflydelse som Rossini, og hans jævnaldrende betragtede ham som den største italienske komponist nogensinde.
Her på bloggen om kulturrejser kan du læse mere om opera i Italien og andre rejsemål i Europa. Læs f.eks mere om Rossini i indlægget: Rossini Opera Festival