Gundel, Budapests berømteste og mest luksuøse restaurant anses tillige generelt for landets – og måske Østeuropas – bedste. Den blev genåbnet under stor mediebevågenhed i 1992 efter en restaurering under ledelse af den ungarskfødte amerikanske restauratør George Lang (ejer af New Yorks Café des Artistes) , og man kan stadig fornemme den aristokratiske magi fra dens indvielse i 1894 i en periode, hvor Budapest var Østeuropas Paris. Menuen er herligt gammeldags, og mange klassiske retter tilberedes på samme måde som i Gundels storhedstid. Nogle af Ungarns bedste vine forlader aldrig landet, og man kan finde dem på det omfattende vinkort, byens mest imponerende, heriblandt en fornem Tokaj-dessertvin, en af mange med Gundels egen etiket. Lige ved siden af ligger Gundels populære søsterrestaurant, Bagolyvár (Uglens Slot), hvis menu er mindre omfattende, knap så dyr og mere “som vor mor lavede den” – ejeren, Lang, ønsker, at både udenlandske og ungarske middagsgæster skal have valget mellem en fornem aften i den store stil med sigøjnervioliner og det hele og et hyggeligt, mere beskedent alternativ. Du finder restaurant Gundel i Budapest på adressen Allatkerti ut 2 i bydelen Pest. Læs meget mere om mad og vin i andre indlæg her på bloggen om kulturrejser. Vil du vide mere om restaurant Gundel så klik på www.gundel.hu. bemærk at der hele tiden kommer nye restauranter til og det altid er en god ide at undersøge om kvaliteten stadigvæk er god i forhold til prisen hos lokale medier og turistbureauet.