Provinsen Livorno har mange facetter, f.eks. dejlig vin, Elba, sandstrande, napoleonske myter og mindre heldige industrihavne. Der er ikke så meget renæssancekunst i Livorno, at det kan redde en overskyet dag på badeferien; men byen er broget som sin berømte fiskesuppe, cacciucco. Den laves på fiskeingredienser – lidt af hvert i det rigtige forhold.
Når man ser de toscanske impressionisters skiftende sindsstemninger nedfældet på lærreder, forekommer den nordlige klippekyst lige så dramatisk, som den sydlige er beroligende. Fastlandet varierer fra det vilde, sumpede Maremma til det ujævne, bakkede indland og Elbas bjerge.
Livorno er ikke nogen arkitektonisk ørken; en række pisanske vagttårne og Medicifæstninger langs kysten skjuler romerske villaer og etruskiske grave spredt i landskabet. Indlandet, med sine forsømte landsbyer på bjergtoppene, var inspiration for Carducci, Livornos største digter. Livorno er rig på romansk og barok arkitektur, men det afsidesliggende kloster eller den rødkalkede bondegård er et mere sandt billede af Livornos kultur.
Byen Livorno i Toscana
Byens tilblivelse skyldes tilsandingen af Pisa i 1530 og en livorneser-spøg siger, at de, til forskel for pisanerne, aldrig vil være så uforsigtige at lade deres hav slippe væk fra dem. Rivaliseringen mellem Pisa og Livorno er legendarisk og lever stadig i bedste velgående. Den er oven i købet temaet for et månedligt satirisk magasin, Il Vernacoliere, der sælges i hele Mellemitalien. Der findes også et ordsprog i Livorno: Meglio un morto in casa che un Pisano all’uscio – det er bedre at have et lig i huset end en fra Pisa uden for døren. I 1421 betalte florentinerne Genua 100.000 floriner for Livorno; dengang et kæmpebeløb for en mudder- og myggeplaget landsby.
Det var den oplyste Cosimo 1., der omdannede Livorno til den største medicihavn i 1571. Cosimo blev hjulpet af Bernardo Buontalenti, hvis plan for den ”ideelle by” man kan få et indtryk af i den nuværende stjerneformede havn med de fem bastioner.
Storhertug Ferdinand brugte den kendte skibsingeniør Robert Dudley til at bygge havnemuren og til at forvalte havnen. Dudley nød godt af Livornos status som ”åben by” med frihandel, skattefritagelse og beskyttelse mod forfølgelse.
Aristokratisk by
Så sent som i 1800-tallet var Livorno en aktiv og aristokratisk by. Kosmopolitiske saloner, elegante boulevarder, renæssance- og barok-villaer gjorde havnebyen til en stor attraktion for ”Grand Tourists”. Men efter 80 ødelæggende bombardementer under Anden Verdenskrig ligner Livorno i dag snarere et moderne nekropolis.
Bortset fra østersbankerne, etableret af Cosimo, er Medicihavnen uforandret. Det smuldrende, rødstenede Fortezza Vecchia er et kludetæppe samlet af Livornos historie; Antonio da Sangallos og Buontalentis mesterværk har romerske ruiner i det store Medici-fangehul; den pisanske mur fra 1300-tallet indbefatter et lille Medicihus og er kronet af et romansk tårn.
Fortezza Nouva
Fortezza Nuova, bygget i 1590, fuldender Medicis ambitiøse fæstningsplaner. De skumle kanaler, som omgiver den, førte engang til Pisa. Fortezza Nuova er restaureret og huser i dag konferencer, festivaler og børnenes vilde leg mellem palmetræer og haver.
Mellem de to fæstninger ligger det såkaldte Venezia, et sygeligt forfaldent område, der ikke har meget at gøre med Venedig. Kalanerne er kantet med 1600-tals palazzi, smuldrende varehuse, fiskeboder og værksteder. Området er dog ikke helt uden charme: Effetto Venezia festivalen afholdes her i juli-august med optrædende, koncerter og film. Området får også nyt liv i juli med Carnevale Marinaro, der mere er et vandfestspil end en konkurrence.
Eskorteret af svømmere, udklædt med karnevalsmasker, følger pyntede både kanalernes labyrint mellem de to fæstninger og sejler under hovedpladsen, Piazza Repubblica. Besøgende finder hurtigt ud af, at byen lever af handel snarere end turisme. Et umuligt, ensrettet gadenet, usle hoteller og dårlig restaurantservice forklarer hvorfor turisterne kun opholder sig her en nat, før de tager videre til øerne, bjergene eller Firenze.
Livorno burde være mere kendt i Danmark. Her gik Niels Steensen i land i 1666, og her kom hans lig tilbage til, for at blive begravet i Firenzes San Lorenzo.
Livorno – En usædvanlig by
Livorno er ofte beskrevet som cittá particolare, en usædvanlig by, men det er svært at opfatte byen som en middelalderlig eller en elegant by. Besøger man byen, kan man dog godt blive fascineret af dens flåde- og militærhistorie. Når man dykker ned i byens historie, kan man som besøgende dog også godt mærke den store forskel mellem Livornos ærefulde fortid og dens ordinære nutid.