Han lærte at spille på en guitar sådan som et barn lærer at gå. Siden blev alting mere systematisk, næsten hensynløst. Fra han var fem år øvede han sig på guitaren tolv timer om dagen. Ingen dage blev sprunget over, der var ingen weekender og ingen dårlige dage. Det var hans far, Antonio Sánchez, der havde fået ideen, at han skulle øve sig så meget. Det var også ham, der senere tog ham ud af skolen, så han ikke skulle bruge tid på andre ting end sin guitar. Han var den yngste af fem søskende; kunne det være grunden til, at hans far var så ambitiøs? Var han, Francisco Sánchez Gomes, senere af alle kendt som Paco de Lucia, faderens sidste chance for at gøre familien ære? Da han flere år senere var blevet en verdensberømt guitarist, sammenlignede nogle musikkendere hans forhold til faderen med forholdet mellem Mozart og dennes far Leopold; begge fædre havde været besatte af tanken om at gøre deres sønner til musikere og komponister i verdensklasse.
Leg med formen
Hans bror idoliserede flamenco-fænomenet Niño Ricardo. Niño Ricardo, der egentlig hed Manuel Serrapí, og som boede i Sevillas bymidte, var af mange betragtet som sin tids mest fuldendte flamenco-guitarist og én af de mest spillede flamenco-komponister. Broderen spillede hele tiden hans kompositioner, især hans komplekse falsetas; de korte melodier og soloer, som flamenco-guitaristen spiller mellem sangerens vers eller til at ledsage flamenco-danseren. Broderen bemærkede med hvilken lethed hans yngste bror lærte sig at spille Niño Ricardos kompositioner. Det var som om han slet ikke behøvede at anstrenge sig for at lære dem, som om det hele ikke var andet end en leg for ham. Tilmed begyndte han hurtigt at pynte på kompositionerne og lave om på dem efter sin egen smag. Ville han blot blære sig? Broderen brød sig ikke om det. Niño Ricardo var den største af alle, noget nær det tætteste man kom på Gud, og skulle behandles med en tilbørlig respekt. Hvad var hans yngre bror ude på? Han kunne ikke rigtigt gennemskue det, og dette irriterede ham. Det var først senere, at han fandt ud af, at hans yngste bror var i besiddelse af et usædvanligt talent, at han var en person fuera de serie – uden for serie – og at dét, som han tolkede som barnligt hovmod i virkeligheden var et begyndende guitar-genis uhæmmede leg med formen.
Paco de Lucia på Montreux jazz festival i 2012
De Lucia
Da han var 11 år, optrådte han for første gang offentligt i den lokale radio, Radio Algeciras. Indtil da havde han spillet på sin guitar derhjemme og ude i gaderne i sin hjemby sammen med de andre børn. At spille flamenco-guitar var for de andalusiske børn en passion og en adspredelse, ligesom når andre børn spillede fodbold sammen i de snævre andalusiske gyder. Det var dér han tog sit nye efternavn de Lucia. Mange andre børn ude på gaderne blev også kaldt Paco, der er et spansk kælenavn for Francisco, og hvis han nu hed Paco de Lucia – Lucia efter sin portugisiske mor, Lucia Gomes – så kunne han ikke blot skille sig ud fra disse andre børn, hvilket var vigtigt, hvis man ville være berømt flamenco-musiker, men også ære sin elskede mor. Det var to fluer med ét smæk, og sådan blev det. Da han blev voksen, var der kun få mennesker ud over familien, der kendte ham som Francisco Sánchez Gomes.
Flamencoens rødder
Byen, han kom fra, Algeciras, lå så tæt på den sydligste del af Spanien, man kunne komme, kun 20 kilometer fra Tarifa, i Cádiz-provinsen. Byen havde været udsat for både fønikiske, romerske og vandalske luner, men det var maurerne fra Nordafrika, der havde fået det sidste ord, når det kom til byens navn. De havde erobret dele af regionen i 711 og beholdt deres sidste bastioner i Andalusien indtil 1492. De kaldte byen for Al-Jazīra Al-Khadrā, der betyder “Grøn ø”. I det tørre, afsvedne sydlige Andalusien, hvor der selv i dag er restriktioner på vandforbruget i sommermånederne, er et sådant navn dristigt, for ikke at sige ambitiøst. Men maurerne var gode vandings-ingeniører – noget de blandt andre steder havde lært sig på de mesopotamiske sletter – og forstod at lave komplicerede vandingsanlæg og kanaler i mange andalusiske byer. Maurerne kom til at spille en betydningsfuld rolle i Paco de Lucias liv, hvilket skulle blive tydeligt mange år senere, da han producerede et album med titlen Zyryab. Titlen på albummet var en allusion til den muligvis persiske, muligvis kurdiske, muligvis afrikanske, muligvis blandede arabisk-afrikanske polyhistor, musiker, sanger og komponist med det rigtige navn Abu l-Hasan ‘Ali Ibn Nafi‘, også kaldet Ziryab. Ziryab tjente som musiker ved det umayyadiske hof i Córdoba fra 822 til 852, hvor han var højt elsket for sin smukke stemme, sine altid gode manerer og sine enestående musikalske evner, der revolutionerede det mauriske hofs musik-traditioner. Ifølge nogle musikkendere introducerede han den persiske lyre til Europa, der senere udviklede sig til den spanske guitar. Nogle mener ligefrem, at det var Ziryab, der opfandt flamenco-musikken, mens han var i Andalusien. Andre mener, at det var sigøjnerne. Hvordan det end forholder sig, så var Paco de Lucia på en vis måde født ind i flamencoens hjerte. Han havde det i blodet fra begyndelsen, fordi der ikke er noget sted på denne jord, hvor flamenco-musikken har større og mere dybtgående rødder.
Smådrenge fra Algeciras
Da han var 12 år, vandt han sin første pris ved en international flamenco-konkurrence i byen Jerez de la Frontera. Herefter syntes vejen banet for det unge guitar-geni. Kun to år senere indspillede han sin første plade med sin bror Pepe, der ligesom sin bror havde skiftet sit efternavn ud med de Lucia. Albummet kom til at hedde Los Chiquitos de Algeciras – smådrengene fra Algeciras: En titel, der om ikke andet var ufravigeligt tro mod virkeligheden. For Paco de Lucia var stadig ikke andet end en dreng, og da han nogle år senere som femten-årig deltog i en turné sammen med flamenco-danseren José Greco i New York, og dér mødte guitar-legenden Sabicas for anden gang – han havde mødt ham i Malaga første gang som 11-årig – foruden én anden kendt guitar-virtuos, Mario Escudero, der ligesom Sabicas havde udvandret til USA, var han ikke andet end en stor dreng, der ved sit tidligt modnede talent var trådt ind i de voksnes verden, mens mange af hans kammerater endnu gik i skole og løb rundt i de smalle gyder i Algeciras.
Nuevo flamenco
Et år senere, da han var 16 år, mødte han flamenco-guitaristen Mario Escudero fra Madrid, med hvem han indspillede hele tre album i de følgende to år. Her i begyndelsen af sin karriere holdt De Lucia sig næsten udelukkende til traditionelle flamenco-sange, blandet med kompositioner skabt af hans læremestre, men dette blev der lavet om på, da han i 1967, som 20-årig, deltog i Berlins Jazz-festival. Her fik han mulighed for at lytte til optrædener med nogle af verdens mest fremtrædende jazz-musikere, såsom Miles Davis og Thelonious Monk, og mødet med jazzen satte et aftryk i de Lucias sjæl, som kom til at forme resten af hans karriere, hvor han måtte lide den skæbne på samme tid at blive forgudet og afskyet for at afvige fra flamencoens klassiske rødder, mens han eksperimenterende – nogle vil mene maltrakterende – indoptog elementer fra mange andre musikalske stilarter, der ikke blot inkluderede jazz, men også rock, pop, bosa nova, rumba, salsa, tango og klassisk musik; en kættersk og på alle måder omkalfatrende sammenblanding, som med tiden fik betegnelsen Nuevo Flamenco – Ny Flamenco.
Camarón de la isla
Én af de flamenco-musikere, der var først til at tilføre den klassiske flamenco en ny lyd i 1950´erne og 60´erne, var sangeren Camarón de la Isla, der bar det borgerlige navn José Monje Cruz. Camarón de la Isla var af mange betragtet som én af de største og mest betydningsfulde flamenco-sangere i flamencoens historie. Med ham begyndte de Lucia et samarbejde i 1968, i en alder af 21, og samarbejdet, der varede helt indtil 1977, formåede ikke blot at kaste hele ti album af sig, men også at fremstå for eftertiden som et af de mest succesfulde samarbejdsprojekter i den nyere flamenco-histories annaler. I denne periode kunne de Lucia formelig vælge og vrage mellem tilbud i ind- og udland. Han blev nu tilbudt store, lukrative kontrakter, som han dog undertiden prompte afslog for at kunne vælge sine egne musikere; ofte en eller flere af sine brødre.
Paco de Lucia live i Sevilla
Fusion og kætteri
Den 18 februar 1975 blev de Lucia den første flamenco-musiker, der blev inviteret til at afholde en koncert i Madrids royale opera-hus Teatro Real. Også her havde han én af sine brødre med, guitaristen Ramón de Algeciras. I 1977 giftede han sig med datteren til en frankistisk general, general José Enrique Varela Iglesias, der havde været krigsminister i Francos 1949-regering, og med denne datter til generalen fik han siden tre børn. Samme år udgav han det sidste album med medvirken af flamenco-sangere i de næste femten år, idet han anså den menneskelige stemme for begrænset og i stedet ønskede at udforske forskellige instrumentalisters tilgang til musikken. Det var det samme år, han deltog i en koncert med den mexicanske fusions-musiker Carlos Santana og indspillede en plade med en anden fusions-musiker, amerikanske Al Di Meola, hvilket specielt i sidstnævnte tilfælde førte til fornyet kritik fra traditionelle flamenco-kritikere for at bevæge sig for langt væk fra flamencoens rødder. Al Di Meola forsøgte bagefter at komme de Lucia til undsætning, idet han udtalte til pressen, at de Lucia ikke forlod flamencoen, men “udvidede den”.
Uskolet
I begyndelsen af 1980´erne begyndte de Lucia at klage over hovedpine og rygsmerter under sine koncerter, som muligvis hang sammen, at han havde bevæget sig langt uden for sit eget flamenco-territorium, og led under anstrengelserne ved at skulle improvisere på samme måde, som de jazz-musikere – McLaughlin, Coryell, Chick Corea – han turnerede med, og som var skolet i den måde at spille på. Overfor dem følte de Lucia, der aldrig havde modtaget nogen formel musik-uddannelse i Algeciras, sig håbløst uskolet og autodidakt. For eksempel følte han sig ude af stand til at studere harmoni og hans nodelæsning havde altid været omgærdet af en vis mystik; han plejede gerne at låse sig inde på et værelse, hvor ingen kunne se eller høre ham, mens han lærte et partitur.
Berømmelsens tyngde
I midten af 1980´erne stoppede de Lucia samarbejdet med sine jazz-venner, hvis musikalske udtryk efter hans mening var blevet for virtuost, hurtigt og teknisk, og satte sig i stedet for at fokusere på musikkens udtryksmæssige side. Han fandt dog sammen med dem igen i 1990 for at producere det nævnte album Ziryab. I 1998 flyttede han til Yucatan-staten i Mexico og tilbragte fem år der, træt af det evige turné-liv, der medførte rejser og ophold på hoteller otte måneder om året og tynget af sin egen berømmelse, der ubønhørligt krævede nye musikalske fremskridt, og som føltes så meget desto stærkere fordi han dybest set var en genert og frygtsom mand. I 2004 turnerede han i USA og Canada med den sevillianske flamenco-sangerinde La Tana, men droslede efterfølgende stærkt ned for sine koncertmæssige aktiviteter, og nøjedes med at give et par koncerter om året, helst på steder, han endnu ikke havde besøgt, såsom Tyrkiet, Marokko, og Tunesien.
Død
Han døde af et hjerteslag den 25 februar 2014, mens han var på ferie i staten Quintana Roo i Mexico sammen med sin familie.
Rejser til Andalusien
Du kan opleve flamenco-musik mange steder i Andalusien, men de største flamenco-scener findes i byer som Sevilla, Cadíz, Granada og Córdoba. Mange steder ærer man i disse dage Paco de Lucia for hans indsats i flamenco-musikkens tjeneste. I hans egen fødeby Algeciras blev der straks erklæret tre sørgedage til ære for byens musikalske bysbarn.
Hos det danske rejseselskab Hideaways kan du finde rejser til Andalusien.