Oxford og Cambridge

Oxford og Cambridge er lærdommens legendariske institutioner og har gennem historien haft stor indflydelse på engelsk kultur.

Oxford

To næsten lige lange dagsture fra London giver et indblik i landets ældgamle universitetshistoorie. Selv om Oxford er ældre end universitetet, er det universitetet, der trækker besøgende til i dag og har givet byen sin identitet og karakter, siden det opstod som egentlig læreanstalt omkring 1167. Oxford Universitet er en samling af 36 kollegier (alle grundlagt før 1500-tallet), der er uløseligt forbundet med byen. Bygningerne, der er som taget ud af lærebog i engelsk arkitektur, danner en samlet bykontur af høje tårne, spir og tinde og gør Oxford til en visuelt fascinerende by, der er fremragende til slentreture. Deltag i en guidet vandretur under ledelse af en professor eller studerende – de er guldminer af information om de 24 premierministre og århundreders intellektuelle kapaciteter (fra Graham Greene til Lewis Carroll og fra Percy Bysshe Shelley til Bill Clinton), der er udgået fra dette universitet.

Besøg de studerendes historiske værtshuse (f.eks. den velkendte Bear Inn fra 1200-tallet i Alfred Street med dens samling af tusindvis af overklippede slips, blot til en begyndelse), og nyd derpå en smuk spadseretur langs Themsen. Senere kan man kigge indenfor på Ashmolean Museum i Beaumont Street, en skatkiste af billedkunst og antik kunst, der åbnede i 1683 og dermed er det ældste offentlige museum i Storbritannien. Old Parsonage Hotel fra 1600-tallet kunne godt gå for at være en af universitetets hundredvis af bygninger, der ligger spredt over hele byen. Spørg efter værelse 26, hvor Oscar Wilde engang boede. Hotellet, der ligger lige midt i byen, men udstråler en atmosfære af landevejskro, er blevet gennemgribende og smukt restaureret.

Cambridge

Den lille charmerende by Cambridge er hjemsted for Englands andet berømte universitet, et af Europas ældste (blot 40 år yngre end Oxford) og mest prestigefyldte. Blandt byens snævre stræder og tætpakkede boghandler har universitetet – med dets 31 kollegier (heraf de 16 fra middelalderen) – frembragt så forskellige begavelser som John Milton og Stehen Hawking. Darwin, Newton og Cromwell opholdt sig her på forskellige tidspunkter. King´s College Chapel, som forfatteren Henry James kaldte “det smukkeste i England”, blev påbegyndt af en ung Henry 6. i 1441 i den sengotiske engelske stil, man kalder for perpendicular style, og er stadig landets fineste eksempel på denne stil. Rubens´maleri De hellige tre kongers tilbedelse fra 1600-tallet, skænket til kollegiet i 1961, hænger bag hovedalteret i dæmpet belysning fra de enorme mosaikvinduer fra 1500-tallet under et bjergtagende, vifehvælvet loft. Den klassiske udsigt til kapellet er fra The Backs, strækningen med haver og smaragdgrønne plæner langs bredderne af den smukke Camfold, hvor “punting” (sejlads i fladbundede både, der stages frem) er et yndet tidsfordriv.

Nyd en sådan tur, hvor en universitets-studerende langsomt manøvrerer båden af sted under de yndefulde hængepile, der kranser bredderne. Besøg også Fitzwilliam Museum, et af Storbritanniens ældste og fineste offentlige museer og rigeligt en tur værd fra London. Dets fornemste samling er helliget nederlandsk kunst fra 1600-årene, men man kan tillige se værker af de store mestre fra Tizian og Michelangelo til de franske impressionister.

Information

Skal du selv arrangere en kulturrejse er her lidt praktisk information. Oxford ligger omkring 90 kilometer nordvest for London og ca. samme afstand har man til Cambridge fra London.

King´s College Chapel ligger på King´s Parade, læs mere her www.kings.cam.ac.uk/. Den uhyre populære koncert med Christmas carols transmitteres til hele verden fra King´s College Chapel; man kan forhøre sig om de jævnlige korgudstjenester og om koncerter med det berømte Chapel Choir.

Fitzwilliam Museum ligger på adressen Trumpington St. og har åbent tirsdag-søndag. Læs mere på www.fitzmuseum.cam.ac.uk.

Rejs på kulturrejse til Oxford og Cambridge forår og efterår for at undgå den værste turiststrøm. Perioden fra maj til september har dog det bedste vejr. Du finder mange flere informationer om kulturrejser til England i de mange indlæg her på bloggen.