Oplev Sagres

Det vindblæste Sagres med de dramatiske klipper står i skarp kontrast til det øvrige Algarve og naturen her på denne del af Algarvekysten ved Sagres er en oplevelse at se og føle. I modsætning til den mere beskyttede kyststrækning, kan det ved Sagres blæse i dagevis og når man stå og kigger ud over Atlanten med Sagres’ gamle fæstninger i baggrunden, kan man næsten fornemme, hvordan netop dette sted har haft en stor rolle gennem historien.

Der er ikke mange, der vælger at tilbringe hele ferien på denne del af Algarve, men der kommer mange til Sagres på dagsudflugter – og skulle du ønske at bo i Sagres nogle dage, kan vi anbefale den hyggelige Pousada, der ligger i Sagres.

Tilbring nogle dage i Sagres

I Sagres er der især mange unge mennesker, der kommer for at nyde den vilde strand og campere, de bor ofte på billige pensionater eller lejer sig ind hos private. Om aftenen på pladsen foran Café Conchina i Sagres går snakken på flere sprog. Samtaleemnet er ofte hvor dyrt, alt er blevet, slet ikke som i de gode gamle dage.
 
Cabo de Sao Vencente er Europas yderste sydvestlige punkt, og her føles man sig virkelig ved verdens ende. Hvilket det var for fønikerne, grækerne, kartagenerne og romerne, for herfra gik deres verden ikke længere. Fyret er et af Europas kraftigste og kan efter sigende ses 90 km til søs. Fra boderne ved fyret sælges tykke trøjer til frysende turister og forretningen går strygende. Tag trøjen med hjemmefra og spar penge.

Natur- og dyreliv i Sagres i Algarve

På klinterne mellem kappen og Sagres vokser et utal af vilde blomster. Om foråret finder man klynger af engelskgræs, blå pimpinelle og miniature påskeliljer. Trækfugle krydser kappen på vej til og fra Middelhavet mellem september og november og fra januar til marts. Besøger man stedet i disse måneder, kan man se store flokke af suler, store hvide havfugle med sorte spidser på vingerne, der yngler i Storbritannien, men overvintrer i Middelhavet. Cabo Sao Vincente er den landkending, hvor der skal drejes 90 grader øst, frem for at flyve stik syd. Strandfuglene herude er alpealliker, klippeduer samt af og til en sjælden vandrefalk.
 

Sagres og Henrik Søfareren

Murene på Fortaleza (fortet) hæver sig over forbjergene på Sagres-halvøens sydligste spids. Det var her Henrik Søfareren siges at have stiftet sin berømte søfartsskole, Vila do Infante, i 1420, men den rigtige beliggenhed er stadig et mysterium. Sir Francis Drake rev en del af det ned under den Spanske besættelse, og resten blev ødelagt under jordskælvet i 1755.
 
Det var her i Sagres, at Henrik Søfareren samlede Europas bedste hjerner, for at korrelere eksisterende geografisk viden, udarbejde kort og videreudvikle navigationsteknik. Det var her skibsbyggere studerede tegninger til karavellen, der var det ultimative sejlskib, nøglen til Portugals herredømme på verdenshavene.

Indenfor fortets mure ligger et lille museum, en gammel kirke og et gigantisk kompas ridset i sten, som først blev fundet i 1928 under et kirkegulv. Historikere har delte meninger om, hvorvidt stenen stammer fra Henriks tid.
 
De store atlanterhavsdønninger banker løs på halvøens strande og virker som en magnet på surfere. Tonel, vest for Sagres, har gode bølger. Praia do Martinhal mod øst og Praia de Beliche mellem Sagres og Cabo de Sao Vicente er mere egnet til badning.