Midsommarafton i Sverige er en stor del af kulturen hvor man hylder de lange sommerdages tilbagevenden og en hedensk hyldest til naturen. Oplev midsommarafton på en kulturrejse til Sverige.
Hele Skandinavien fejrer den nordiske midsommerfest, men måske ingen steder så entusiastisk som i Sverige. Denne urgamle germanske skik, hvor man ærer livet selv, har ældgamle hedenske rødder – et frugtbarhedsritual der blev gennemført på præcis det tidspunkt, hvor solens og jordens reproduktive kræfter mentes at være allerstørst. Alle drog ud på landet, ofte klædt i farverige folkedragter, hvor de genoplivede de gode gamle traditioner, spiste dejlig mad og drak betydelige mængder akvavit, hvorefter folk i alle aldre og afskygninger sang og dansede. Unge piger mener, at de vil drømme om deres kommende ægtemænd, hvis de sover med en friskplukket buket af ni forskellige vilde blomster under hovedpuden. Men hvem kan afgøre, hvornår det er sengetid i midnatssolens lyse timer, hvor selv fuglene er forvirrede?
Et af de bedste steder at fejre midsommerafton er i Sveriges centrale landlige region Dalarna omkring den smukke Siljansø, et kuperet område, der ofte kaldes Sveriges “folklore-region”. Traditioner og skikke holdes hengivent i hævd, i høj grad takket være gamle, lokale familier, som f.eks. Åkerbladfamilien. Oplev det ved at besøge deres rødmalede gård fra 1400-tallet, som de omdannede til hotel i 1910. Blandingen af antikviteter (f.eks. himmelsenge og standure) og de dekorative malerier og træskærerarbejder, man ser overalt, fremhæver den gammeldags, landlige stemning, som Dalarna er så berømt for. Man bør unde sig selv et måltid her: Svenskere kommer hertil fra nær og fjern netop af denne grund.
Sommersolhverv falder normalt på den 21. juni, men inden for Skandinaviens lutheranske kirke fejres midsommerafton eller sankthansaften aftenen før sankthansdag, den 24. juni.