I det følgende kan du læse om ét af operahistoriens mest kendte og betydningsfulde opera-værker, operaen Turandot, skrevet af den legendariske opera-komponist Giacomo Puccini, og således finde inspiration til en operarejse til Puccinis hjemland.
Opera-værkets opståen
I 1919 stiftede Puccini bekendtskab med journalisten Renato Simoni, der havde tilbragt en årrække i det fjerne Østen. Simoni og Adami (som Puccini havde samarbejdet med i forbindelse med ”Kappen”) tilbød Puccini en libretto, som han imidlertid afviste (”Fanny” efter Dickens). Simoni foreslog derpå, at man kunne benytte et skuespil, ”Turandot”, af den italienske digter Carlo Gozzi (1720 – 1806), som i de fleste af sine stykker genoplivede den italienske maskekomedie. Puccini afviste først ideen, men kom snart efter i tanke om, at han nogle år tidligere i Berlin havde overværet en opførelse af Schillers bearbejdelse af Gozzis ”Turandot” (fra 1802), som i Max Reinhardts iscenesættelse havde gjort et stærkt indtryk på ham.
Han enedes nu med de to forfattere om, at de skulle forsøge at skrive en tekstbog over dette skuespil – som for øvrigt Ferruccio Busoni i 1917 havde benyttet som grundlag for sin lille Turandot-opera. Turandot skulle blive Puccinis sidste og mest storslåede værk – og det, som voldte ham de største kvaler. Han havde altid levet stærkt med i sine operaer, mens han skrev dem, men denne blev en formelig besættelse; den red ham som en mare i de sidste fire år, han levede, og han var periodevis så modløs, at han alvorligt overvejede at opgive det hele. Først i 1922, da de to første akter forelå fuldt færdigt komponerede, sluttede han endelig kontrakt med de to forfattere, og så sent som i foråret 1923 var han endnu en gang ved at springe fra.
Kontrakt med Scala-operaen i Milano
I september 1924 sluttede Puccini kontrakt med Scala-Operaen i Milano om førsteopførelsen, men en måned efter konstaterede en halsspecialist i Firenze, at Puccini var angrebet af strubekræft, og i november tog han til Bruxelles for at lade sig operere af en derboende berømt specialist. Han medførte på 36 nodeblade skitserne til den sidste scene af Turandot, men han skulle ikke komme til at fuldføre sit værk. Nogle dage efter den tilsyneladende veloverståede operation faldt ham pludselig sammen og døde. Operaens sidste scene fuldførtes efter skitserne af Puccinis elev, komponisten Franco Alfano, men overgangen er tydelig at høre. Førsteopførelsen fandt sted på Scala-Operaen i april 1926 med Rosa Raisa i titelrollen og Michele Fleta som Calaf. Toscanini dirigerede, og da man havde spillet sørgekoret efter Liùs død i 3. akt, lagde han taktstokken og vendte sig mod publikum med ordene: ”Her ender mesterens værk”; tæppet gik ned, – og først ved den anden opførelse spilledes slutscenen. Turandot spilledes snart på alle større scener i verden og vandt efterhånden anerkendelse som Puccinis ejendommeligste og betydeligste værk.
Turandot i Danmark
I Danmark blev den første gang opført på scenen ved det italienske gæstespil på Falkonèrcentret i København den 29. november 1959. Den 2. juli 1991 opførtes Turandot ved en af radioen foranstaltet koncert i Tivoli; Eva Marton sang titelpartiet og Giorgio Lamberi Calaf, de øvrige var danske sangere; Leif Segerstam dirigerede. På Det kgl. Teater kom den op i 1995 (sunget på italiensk).
Afviger fra Schiller
Sammenligner man Schillers Turandot-skuespil med operaens tekst, springer det straks i øjnene, at Liùs skikkelse er noget nyt; Puccini måtte have en af de lidende, opofrende kvindeskikkelser, som han så ofte før havde skildret, som modvægt mod den umenneskelige prinsesse. I skuespillet forekommer en tartarisk prinsesse, Adelma, som også elsker den ukendte prins, men hun vil flygte med ham – ikke lide for ham.
I stedet for de traditionelle commedia dell’arte-figurer hos Gozzi (Pantalone, Truffaldino, Brighella) møder vi i operaen de tre halvt humoristiske, halvt dæmoniske ministre, som har inspireret Puccini til noget af hans mest fantasifulde musik. Også til denne opera gjorde Puccini omfattende studier i landets originale musik, og atter benyttede han kun brøkdele deraf direkte, men lod sig i desto højere grad inspirere til selvvirksomhed. To af de direkte anvendte melodier hørte han udført af et spilleur, som en af hans berejste venner havde hjemført fra Kina. (Den ene er den kinesiske kejserhymne, som næsten uforandret er indført i 2. akts finale). Orkesterets mange slaginstrumenter og ikke mindst brugen af xylofonen og gong-gongen har forbilleder i kinesisk musik. Man finder i øvrigt mange steder, som tydeligt er inspireret af hans samtidige, fx Debussy, Ravel og Stravinskij, men påvirkningen har altid præg netop af inspiration og aldrig af plagiat.
Wagner-påvirkning
Den Wagner-påvirkning, som man stedvis har kunnet iagttage i musikken til en del af hans tidligere operaer, er her snarest at finde i handlingen, hvis ”forløsningsmotiv” ikke er uden slægtskab med Wagners tanker. I denne opera har Puccini lagt verismen og de lyriske stemningsbilleder helt bag sig og skrevet en ”stor opera” med en handling, som giver mulighed for udfoldelse også for koret, som her spiller en større rolle end i nogen af hans tidligere operaer. Det halvnaturalistiske, idylliske Japan i ”Madame Butterfly” virker som en bleg skitse i sammenligning med den fantasi, Puccini har lagt for dagen i Turandot, som er præget af en storslået pragt, en isende grumhed og en grotesk komik, som man ikke før har mødtt hos ham. Midt i alt dette lyser den stakkes Liùs skikkelse med dens varme menneskelighed.
Opera i 3 akter (5 billeder)
Tekst af Giuseppe Adami og Renato Simoni.
Handlingen foregår i Peking på eventyrenes tid.
Personerne
• Altoum, kejser af Kina
• Turandot, hans datter
• Timur, afsat tartarkonge
• Den ukendte prins, hans sønv
• Liù, en ung slavinde
• Ping, kansler
• Pang, forsyningsminister
• Pong, køkkenchef
• En mandarin
• En persisk prins
• Bødlen
Første akt
Uden for det kejserlige palads i Peking forkynder en mandarin, at prinsesse Turandot vil ægte den mand af kongeligt blod, der kan løse tre gåder, hun stiller; den, som uden held forsøger sin lykke, bliver henrettet. I trængslen møder den gamle kong Timur, som ledsages af slavinden Liù, sin søn, prins Calaf, som han ikke har set længe; de er alle på flugt for dem, der har berøvet Timur tronen, og må derfor leve ukendt. Man aner, at Liùs trofasthed mod Timur skyldes kærlighed til Calaf. Nu føres en ung persisk prins, som ikke har kunnet løse Turandots gåder, til retterstedet; mængden gribes af medlidenhed og anråber prinsessen om nåde. Calaf, der er oprørt over hendes grusomhed, slutter sig til, men da hun viser sig, overvældes han af hendes vidunderlige skønhed og styrter hen til den store gong-gong for at melde sig til prøven. De tre komiske skikkelser, ministrene Ping, Pang og Pong, prøver forgæves at skræmme ham fra hans farlige forehavende; end ikke bødlen, der fremviser perserprinsens afhuggede hoved, gør noget indtryk på ham, og som i en rus slår han på gong-gongen og går fortrøstningsfuldt sin skæbne i møde.
Anden akt
Første billede
Ping, Pang og Pong klager over deres triste hverv; de føler sig kun som ministre for bødlen og længes efter, at der skal komme en, der løser gåderne, så disse skrækkelige tider kan få ende.
Andet billede
Hoffet samler sig, den gamle kejser og hans datter Turandot sætter sig i tronstolen. Calaf træder frem, men kejseren, der finder behag i ham, vil sende ham bort, for at han ikke skal udgyde sit blod forgæves. Turandot fortæller, at hun har gjort gåderne så vanskelige, for at ingen skal vinde hende; hun ønsker ikke at tilhøre nogen. Dette ægger Calaf yderligere, og Turandot stiller ham de tre spørgsmål, som han til hendes forfærdelse besvarer rigtigt. Hun bønfalder nu kejseren om ikke at udlevere hende til den fremmede, og Calaf siger, at han kun vil have hende, hvis hun elsker ham. Han vil derfor endnu en gang vove sit hoved for hendes skyld: Hvis hun inden næste soloopgang kan nævne ham hans navn, som han har fortiet, vil han overgive sig til bødlen. Hun går ind derpå, men kejseren og hele hoffet håber, at det ikke må lykkes hende at opspore navnet.
Tredje akt
Første billede
Turandot har truet en mængde mennesker med døden, hvis de ikke skaffer oplysning om prinsens navn. Calaf er dog ved godt mod; han afventer i slottes have dagens frembrud. De tre ministre, der også er blandt de truede, søger ved alle midler at friste Calaf til at røbe sit navn, så vil de hjælpe ham til flugt. Men han ønsker kun èt: at eje Turandot. Nu indbringes Timur og Liù, som er set sammen med Calaf; Ping lader Liù, som påstår, at hun er den eneste, der kender prinsens navn, underkaste tortur, men hun siger intet. Turandot, som er blevet tilkaldt, byder, at hun skal løses, og spørger, hvad der giver hende en sådan styrke. Liù svarer: ”Kærligheden”, og da bødlen nærmer sig for atter at pine hende, dræber hun sig med en dolk. Alle er dybt grebne og slutter sig til sørgetoget, da hun bæres ud. Trods Turandots modstand trykker Calaf hende nu i sine arme og bedækker hende med kys; da viger hendes kulde, og hun indrømmer, at hun fra første øjeblik har både hadet – og elsket – ham. I sin henrykkelse røber Calaf sit navn for hende, men da blusser stoltheden pludselig op i hende igen. Nu vil hun kunne nævne hans navn for hoffet; hans liv er endnu en gang i hendes hånd.
Andet billede
Uden for paladset; kejseren og hele hoffet er forsamlet. Calaf føres frem, og Turandot forkynder triumferende, at hun kender den fremmedes navn, det er ”Kærlighed”. Calaf og Turandot styrter i hinandens arme, og under folkets jubel slutter operaen.