Operaen “Barberen i Sevilla” af Rossini er ét af de mest kendte opera-værker i verden. Du kan her læse om værkets tilblivelse, opførelse og opbygning og finde inspiration til en operarejse til Rossinis hjemland.
Midt i december 1815 fik den kun 23-årige Rossini, som allerede havde et vist navn som operakomponist, bestilling på at skrive en opera, som skulle opføres på Teatro Argentino i Rom i den forestående karnevalssæson. Tiden var knap, og da censuren havde forkastet en række tekstbøger, greb Rossini til sidst til Beaumarchais’ komedie ”Le Barbier de Séville” fra 1775, som fra først af var lagt an som operatekst, og som allerede flere gange tidligere var blevet komponeret; den berømteste af de tidligere benyttere var Giovanni Paisiello, som i 1782 havde fået stor succes med sin ”Barbiere di Siviglia”, der endnu på Rossinis tid opførtes jævnligt og var meget yndet. (Nu er den efter mange års glemsel atter ved at dukke op). Rossini skrev til sin ældre kollega og spurgte, om han havde noget imod, at han benyttede dette emne, hvad Paisiello ikke havde, og derpå tog man fat på arbejdet.
Værket bliver til under hastværk
Det foregik under højtryk, idet tekstforfatteren Cesare Sterbini sad i ét værelse og skrev tekst, mens Rossini i et andet værelse i samme hus komponerede musikken, så snart han fik teksten udleveret; i et tredje værelse sad kopisterne, som udskrev stemmerne, lige så hurtigt Rossini fik partituret til de enkelte numre færdigt, – og det siges, at sangerne holdt prøve i et fjerde værelse!
Førsteopførelsen, som oprindelig var beregnet til at skulle finde sted den 5. februar, blev udsat til den 20., – og denne première hører til operahistoriens største fiaskoer. Rossini dirigerede selv, men hans fjender lod ingen lejlighed til mishagsytringer gå fra sig, og der skulle blive en hel del; forestillingen var forfulgt af uheld: guitaren svigtede under grevens første serenade, og Basilio snublede ved sin første entré og faldt ind på scenen, så lang han var; da endelig teaterkatten viste sig i sidste akt, var der ikke andet at gøre end at lade tæppet gå ned. Rossini tabte dog ikke modet, og allerede ved en anden opførelse var stemningen væsentlig bedre; inden året var omme, havde operaen helt erobret publikum, og inden længe gik den over alle scener i verden.
I København kom ”Barberen” op allerede i 1822; den hører til Det kgl. Teaters mest spillede forestillinger. Også provinsoperaerne har dyrket den flittigt.
Ouverture genbrugt
På grund af hastværket skrev Rossini ikke nogen ny ouverture til ”Barberen” men anvendte en, som tidligere havde været benyttet til hele to af hans seriøse operaer, nemlig ”Aureliano in Palmira” og ”Elisabetta, regina d’Inghilterra”; fra den sidstnævnte opera stammer også anden del af Rosinas entréarie. Rosinas parti er skrevet for en koloratur-mezzo-sopran, men er ofte lagt om, så den kan synges af en høj koloratursopran; i de senere år er man imidlertid mange steder vendt tilbage til den oprindelige stemmetype. I ”Sangtimen” i 2. akt er det skik, at Rosina synger et eller andet koloraturstykke fra tiden; tidligere indlagde man ofte numre af langt senere herkomst (fx Prochs variationer); Rossinis originale arie i denne scene benyttes så at sige aldrig.
Buffo-operaens sidste blomst
I det meste af 1800-tallet spilledes operaen i en bearbejdet udgave, hvor orkesteret var forstærket; i 1932 blev originalpartituret, som ligger i biblioteket i Bologna, udgivet, og nu spilles operaen altid i originalversionen. ”Barberen i Sevilla” er den gamle italienske buffo-operas sidste og måske skønneske blomst; den perlende, spirituelle og formsikre musik ledsager den burleske handling, som er opfattet helt i stil med den italienske maskekomedie, og hvori der ikke findes ringeste spor af samfundskritik eller revolutionsvarsler. Den sprudlende musik har ikke megen forbindelse med Mozart – peger snarere frem mod Offenach.
Personerne:
• Grev Almaviva
• Fiorillo, hans tjener
• Doktor Bartolo, Buffobas
• Rosina, hans myndling
• Figaro, barber
• Basilio, musiklærer
• Marcellina (Berta), dr. Bartolos husholderske
• Anføreren for vagten
• En notar, stum rolle
Første akt
Første billede
Ved morgengry bringer grev Almaviva uden for doktor Bartolos hus hans myndling Rosina en serenade, uden at der dog viser sig nogen ved vinduet. Så gør Figaro, den altid muntre barber, sin entré; i sin lystige cavatine fortæller han om sine mange hverv, både som barber og som henneligt bud mellem de elskende i staden. Til ham henvender greven sig nu om hjælp; greven synger en ny serenade – og i det samme træder Rosina ud på balkonen og lader en lille billet dale ned på gaden. Heri spørger hun, hvem hendes ubekendte tilbeder er, og opfordrer ham til at benytte chancen, når Bartolo nu om lidt forlader huset. Dette sker også, og Figaro giver greven det gode råd at forklæde sig som soldat og kræve indkvartering i Don Bartolos hus.
Andet billede
En stue hos Don Bartolo. Rosina synger sin berømte arie, hvori hun tænker over, hvem Lindoro (således har greven kaldt sig) vel kan være, hvis stemme har gjort så stærkt indtryk på hende, og hun beslutter at finde ud af det trods Don Bartolos modstand. Hun har skrevet et brev til den ubekendte, som hun vil give den netop indtrædende Figaro til videre besørgelse, men de afbrydes først af Don Bartolo og derefter af sanglæreren Don Basilio, der til Don Bartolos store ærgrelse fortæller, at den grev Almaviva, som efterstræbte Rosina i Madrid, er kommet til byen og sandsynligvis har i sinde at fortsætte jagten; han råder Bartolo til at forpurre grevens plan ved bagtalelse.
Don Bartolo foretrækker dog at komme greven i forkøbet ved endnu samme aften at gifte sig med Rosina. Det lykkes nu Rosina at stikke brevet til Figaro, men den årvågne Bartolo opdager hurtigt, at der mangler et ark papir, og at Rosina har blæk på fingeren, og tager hende ordentligt i skole. Nu indfinder greven sig i soldateruniform og kræver natkvarter, idet han spiller beruset. Mens Bartolo roder efter det bevis, der fritager ham for indkvartering, lykkes det greven at give sig til kende for Rosina. Det kommer nu til klammeri mellem greven og Bartolo angående indkvarteringen, men de afbrydes af vagten, der er hidkaldt ved larmen. Da greven ubemærket åbenbarer for vagtformanden, hvem han er, trækker vagten sig ærbødigt ilbage, og akten slutter i almindelig forvirring.
Anden akt
Bartolo funderer over formiddagens hændelser, da greven, denne gang forklædt som sanglærer, på ny tråder ind. Han fortæller, at Basilio er syg, og at han selv, Alonzo, kommer i hans sted, og ved at give Bartolo Rosinas billet til den formentlige Lindoro får han hurtigt bugt med hans mistænksomhed. Rosina træder ind; hun genkender straks sin tilbeder, men behersker sig, og sangtimen begynder. Nu stiller Firaro for at barbere Don Bartolo, men netop som han skal til at tage fat, træder pludselig Don Basilio ind; nu er gode råd dyre, men det lykkes dog greven ubemærket at bestikke ham til t gå hjem igen og pleje sin ”feber”. Mens indsæbningen går videre, aftaler de to elskende at flygte, men Bartolo hører det og river forklædningen af greven, som hastigt flygter sammen med Figaro.
Den giftelystne husholderske Marcellina udtrykker i en arie sin skuffelse over, at Bartolo vil ægte Rosina. – Bartolo har imidlertid igen fået fat i Basilio, efter hvis råd han fortæller Rosina, at Lindoro kun er en agent for grev Almaviva og til sidst vil udlevere hende til ham; som bevis på Lindoros troløshed viser han hende den billet fra hende selv, som ”sanglæreren” har givet ham. Rosina, der ikke ved, hvem grev Almaviva er, går i fælden, harmes over Lindoros nedrighed og lover at ægte Bartolo samme aften. Mens Bartolo, der har sendt Basilio efter notaren, selv går for at hente vagten, kommer greven og Figaro, som jo ville bortføre Rosina; hun er først afvisende, men da det opklares, at Lindoro og greven er identiske, forsones man igen. Da Basilio nu kommer med notaren, skrives ægteskabskontrakten hurtigt, og Basilio tvinges til at være vidne. Umiddelbart efter ankommer Bartolo med vagten, som skal arrestere forbryderne; da han opdager, at det er for sent, bliver han rasende, men trøster sig dog, da greven højmodigt skænker ham Rosinas medgift.