Operaen Aida, skrevet af den enestående italienske operakomponist Guiseppe Verdi, er blevet et af operahistoriens mest kendte og elskede værker. Du kan her læse om Aida-operaens fantastiske skæbne fra de første spæde ideer blev udtænkt i Ægyptens hovedstad Cairo for næsten 150 år siden til den nåede alle verdens større operahuse i færdigt format og blev den bragende succes, som den stadig er idag.
Et oldægyptisk tema
I november 1869 åbnedes Suez-kanalen, og kort forinden var det nye operahus i Cairo blevet indviet med en opførelse af ”Rigoletto”. Man havde bedt Giuseppe Verdi komponere en hymne til kanal-åbningen, hvad han havde afslået med den begrundelse, at han ikke skrev lejlighedsværker. Den ægyptiske vicekonge/khediv Ismail Pasha, som var meget operainteresseret, havde i sin tjeneste den franske arkæolog Auguste Mariette, og denne udarbejdede i april 1870 – efter sigende ud fra en idé, som vicekongen havde givet ham – en temmelig detaljeret handlingsplan for en opera med oldægyptisk emne.
I hænderne på Verdi
Den sendtes nu til sekretæren ved Pariser-operaen, Camille du Locle (som havde været medforfatter af den franske tekst til ”Don Carlos”), med anmodning om at lade den gå videre til Verdi, da vicekongen ønskede, at han skulle skrive musikken – og hvis han ikke var interesseret, ville man henvende sig til Gounod eller Wagner. Verdi fandt imidlertid behag i emnet og udarbejdede selv i samarbejde med du Locle en nøjere handlingsgang; den endelige udformning af teksten foretoges dog af Antonio Ghislanzoni, som havde foretaget omarbejdelsen af ”Don Carlos” til italiensk og bistået med revisionen af ”Skæbnens Magt”. Verdi gav ham meget nøje forskrifter for tekstens udformning – lige til verseliniernes og verseføddernes antal.
Verdi gik ind på khedivens krav om, at operaen skulle være færdig senest i november samme år, idet premieren skulle finde sted i januar. Til gengæld måtte khediven gå ind på Verdis vilkår, som dels gik ud på, at Verdi skulle have 150.000 francs, for hvilke khediven erhvervede ejendoms- og opførelsesret for operaen i Cairo, mens Verdi forbeholdt sig indtægterne ved opførelser andetsteds; og dels skulle Verdi have ret til selv at bestemme dirigenten, som han til gengæld for egen regning skulle sende til Cairo. Verdi var fyr og flamme for emnet og foretog endog en rejse til Ægypten for at få indtryk af atmosfæren.
Det færdige partitur
Midt i juli 1870 gik han i gang med kompositionen, og allerede midt i november forelå det færdige partitur. På grund af den fransk-tyske krig måtte man imidlertid udsætte premieren, bl.a. fordi man ikke kunne få fat i dekorationerne, som efter Mariettes anvisninger var blevet udført i Paris, som nu var indesluttet af tyskerne. Verdi benyttede ventetiden til at foretage en revision af partituret, og juleaften 1871 gik operaen over scenen i det nybyggede operahus i Cairo for et prominent, internationalt publikum. Operaen, som dirigeredes af kontrabasvirtuosen Giovanni Bottesini, fik en dundrende succes, som ikke blev mindre, da den den 8. februar 1872 for første gang opførtes på Scala-operaen i Milano med Franco Faccio som dirigent og med Teresa Stolz, Verdis yndlingssangerinde i hans senere år, i titelrollen. Til denne opførelse havde Verdi komponeret en længere ouverture, men da han havde hørt den ved en prøve, forkastede han den atter og lod det korte forspil blive stående. (Partituret til denne ouverture var vistnok i dirigenten Toscaninis eje og er nu kommet for dagen og indspillet på plade.)
Operaens sejrsgang
Skønt kritikken atter talte om påvirkning fra både Meyerbeer og Wagner, kunne intet standse operaens sejrsgang, og den opførtes i løbet af kort tid på alle større scener verden over, og dens popularitet er usvækket indtil vore dage. I 1885 kom den op på Det Kgl. Teater i København under Johan Svendsens ledelse og med fru Keller i titelrollen, Tørsleff som Radamès, Algot Lange som kongen, frk. Dons som Amneris (der blev et af hendes bedste partier; Willumsens statue af hende i denne rolle står i teatrets foyer), Hartmann som Ramfis og Niels Juel Simonsen som Amonasro; operaen modtoges med begejstring.
Selv om der forekommer adskillelige ”numre” i denne opera, er den dog gennemkomponeret i langt højere grad end nogen af Verdis tidligere. Den ægyptiske lokalkolorit, som på yderst virkningsfuld måde præger flere af optrinene, er dobbelt beundringsværdig, da den jo ifølge sagens natur er aldeles frit opfundet af Verdi; der findes ikke overleveret musik fra oldtidens Ægypten. Musikken er i øvrigt rent italiensk i sin snart brillante, snart følelsesfulde sangbarhed, og Verdis melodiske inspiration har ikke svigtet et eneste øjeblik. Det ret store orkester er virtuost og virkningsfuldt behandlet, og korsatserne er uden sidestykke i deres pragtfulde klangudfoldelse. ”Aida” er med sin letfattelige handling, sin rige mulighed for sanglig udfoldelse og med sine pragtoptrin festoperaen frem for nogen.
Rolleliste:
• Radamès; feltherre
• Ramfis; ypperstepræst
• Aida; ætiopisk slavinde
• Amneris; datter af kongen af Ægypten
• The King; kongen af Ægypten
• Amonasro; konge af Ætiopien, Aidas fader
Scenebilleder:
1. akt 1. billede: Sal i kongepaladset i Memphis
1. akt 2. billede: Det indre af Vulkantemplet i Memphis
2. akt 1. billede: Amneris’ gemak i paladset
2. akt 2. billede: Festpladsen i Theben
3. akt: Uden for et Isistempel ved Nilens bred.
4. akt 1. billede: Sal i kongepaladset med nedgang til retssalen
4. akt 2. billede: Forneden: Det underjordiske fængsel, foroven: Isis-templets indre
Første akt
Første billede
Den unge feltherre Radamès ønsker, at han må blive udkåret til at lede det forestående felttog mod ætioperne, og besynger i sin berømte arie sin kærlighed til slavinden Aida, som er datter af Ætiopiens kone, Amonasro, men har holdt sin høje byrd hemmelig. Den ægyptiske kongedatter Amneris, som elsker Radamès, kommer og håber at finde genklang for sine følelser; da Aida træder ind, mener Amneris imidlertid at kunne læse i Radamès ansigt, at det er hende, han elsker. Nu træder kongen ind med følge; et bud melder om nye overfald fra ætioperne, og kongen forkynder, at Isis har udset Radamès til hærens anfører; Amneris overrækker ham den hellige fane, og alle begiver sig til vulkanens tempel. Kun Aida bliver tilbage og udtrykker sine smerte over, at den, hun elsker, skal kæmpe mod hendes fader og brødre.
Andet billede
I templet indvies Radamès under mystisk sang og dans til sit hverv og får overrakt de indviede våben.
Anden akt
Første billede
Amneris, som er omgivet af sine slavinder, der tilvifter hende kølighed og danser for hende, tænker kun på Radamès. Da hun ser Aida komme, sender hun de andre bort, og med hyklet venlighed søger hun at få Aida til at røbe sit hjertes hemmelighed. Hun bilder hende ind, at Radamès er faldet, for straks efter at indrømme, at han lever, og af Aidas uskrømtede følelsesudbrud ser hun, at hun har haft ret i sin formodning. Hun bekender sig åbenlyst som Aidas rivalinde; Aida er lige ved at røbe sin høje byrd, men tager sig i det og beder om nåde.
Andet billede
De sejrende krigere med Radamès i spidsen holder deres indtog i Theben. Ameneris overrækker ham sejrskransen, og kongen lover at ville opfylde ham et ønske, hvad det så end er. Nu føres fangerne ind, og Aida genkender med bevægelse sin far, som hun omfavner. Han røber dog ikke, at han er Amonasro, ætiopernes konge, som han påstår er faldet i kampen. Radamès beder nu trods præsternes indsigelse om frigivelse af fangerne, hvad kongen ifølge sit løfte ikke kan nægte ham; kun Aida og hendes far skal holdes tilbage som pant. Kongen skænker nu Radamès Amneris’ hånd og lover, at han engang skal herske over riget sammen med hende. Radamés sværger dog ved sig selv aldrig at ville svigte Aida.
Tredje akt
Ved Nilen. Ramfis fører ved nattetid Amneris til Isis’ tempel for der at våge i bøn sammen med hende. Aida venter på Radamès for at tage afsked med ham. Amonasro kommer og overtaler hende til at lokke Radamès til at røbe hærens opstilling, for at et i stilhed forberedt ætiopisk modangreb skal krones med held. Hun vægrer sig, men må dog til sidst give efter. Radamès kommer, og da han har røbet, hvad hun vil vide, overtaler hun ham til at flygte med sig. Amonasro kommer til og giver sig til kende, og Radamès erkender med forfærdelse og skam at have forrådt sit land. Amneristræder nu ud af templet, og da hun ser de tre sammen, slår hun alarm; Amonasro og Aida flygter, men Radamès giver sig i præsternes vold.
Fjerde akt
Første billede
I paladset. Amneris fortryder, at hun har overgivet Radamès til præsterne; hun lader ham komme og tilbyder ham friheden, hvis han vil glemme Aida, men han er standhaftig og føres bort til forhør. Han forsvarer sig ikke og dømmes til levende at indemures under Isistemplet.
Andet billede
Scenen er delt i to etager: øverst Isistemplet, nederst en kælderagtig hvælving. Radamès sidder på trappen, mens præsterne er ved at tilmure nedgangen. Da opdager han Aida, som ubemærket har sneget sig derned, og sammen tager de afsked med livet, mens den sørgeklædte Amneris knæler på stenen, som dækker deres grav.
Guseppe Verdi
Du kan læse meget mere om opera i forskellige blog indlæg her på kulturrejser.dk, læs også mere om Giuseppe Verdi og de forskellige opera han har skrevet.