Azorernes kulturhistorie rækker langt tilbage i tiden. Azorerne var muligvis allerede bosat 500 før Kristus. Ihvertfald vidner fund af mønter fra Karthago om, at der var handel og menneskelig aktivitet på Azorerne lang tid før florentinerne kortlagde øerne på deres legendariske kort, Medici Atlas, i 1351.

Men det var først i årene mellem 1427 og 1431, at portugiserne, ledet af Henrik Søfareren, sendte opdagelsesrejsende til Azorerne, og at øerne blev koloniseret af en europæisk stormagt. Denne prægning kan man stadig tydeligt mærke, når man er på kulturrejse på Azorerne.

De første opdagelsesrejsende på Azorerne

Det var Diogo de Silva, der blev sat til at lede disse første opdagelsesrejser til Azorerne, men de forskellige øer blev tildelt de forskellige søfartskaptajner, der opdagede dem. F. eks. (gen)opdagede Goncalo Velho Cabral Santa Maria i 1432, mens Flores og Corvo blev (gen)opdaget af kaptajnen Diogo de Teive i 1452.

Herefter begyndte man at kolononisere Azorerne, og det var en besynderlig blanding af flamske og portugisiske bønder, der først beboede disse “nye” øer. At de flamske bønder overhovedet blev inddraget i denne ellers portugisiske affære, skyldes efter sigende Henrik Søfareren, hvis søster var gift med hertugen af Burgund, der på det tidspunkt regerede over Flandern.

Azorerne et transatlantisk nervecenter

Azorerne blev hurtigt et nervecenter i den transatlantiske sejlads mellem den Nye og den Gamle Verden, for det var på den tid, hvor nabolandet Spanien gjorde sine første opdagelser mod vest, og det fortælles, at Columbus i 1493, da han var på vej hjem fra sine togter til den Nye Verden, tog vand ombord  på Santa Maria.

Senere blev Azorerne også et hvile – og optankningssted for Portugals egne opdagelses- og erobringstogter rundt omkring i verden; ikke mindst for udforskningen af Afrika.