Man behøver blot vove sig en lille smule væk fra hovedvejen, før man begynder at sætte pris på Madeiras utallige levadastier, deres skønhed, deres geniale konstruktion, og for det mod og den viljekraft, der har været nødvendig at tage for at få hele konceptet til at fungere på den helt fantastiske måde, det er tilfældet i dag.
Madeiras vandingssystem består af et imponerende antal af kanaler, som strækker sig over 2150 km (1350 miles), plus 40 km (25 miles) tunneller – og man påbegyndte arbejdet for flere århundrede siden.
De første bosættere
De første bosættere på Madeira begyndte at dyrke de nedre skrænter på den sydlige del af øen, og anlagde også terrasserne (”poios” på portugisisk). De arbejdede med leverandører som (nogle gange) brugte slaver eller straffefanger. De byggede de første små levadaer, og fik vandet fra kilder højere oppe langs bjergsiderne ledt ned, så de kunne få overrislet deres land. Disse smalle vandingskanaler styrtdykkede ned af bjergene med en vældig fart og skummende af energi. Bredderne er ofte fyldt med guirlander af vilde blomster.
I begyndelse af 1900-tallet var der omkring 200 af disse ”levadas”, som bugtede sig over 1000 km (620 miles) på Madeira. Mange af dem var privatejet og den udisciplinerede tilegnelse af vand betød, at øens mest værdifulde aktiv ofte blev uretfærdigt fordelt. Faktisk, i midten af 1930’erne, var det kun 2/3 af øens dyrkelige land, der var under opdyrkning – og kun halvdelen var overrislet. Det var kun staten, der havde penge til at virkeliggøre et større bygningsprogram og autoritet til at gennemtvinge et mere ligesidet distributionssystem.
Der var masser af vand til overrisling. Masser af regnskyl, der gav rivende strøm. Skyer der blev drevet over øen af den fremherskende nordlige vind blev fanget af den centrale bjergkæde. Endnu idag falder der rigeligt med regn nordpå året rundt, hvorimod der kan være temmelig tørt på sydkysten i op til 6 måneder. Faktisk har øen et stort selvregulerende reservoir. Regn siver ned i den porøse vulkanske aske og rammer uimodtagelige lag af klipper. Om foråret dannes der kilder igen. Såfremt regnen ikke blev ført gennem kanaler, ville regnvandet blot løbe ned ad bjergkløften og ud i havet.
Nye levadaer anlagdes
I 1939 sendte den portugisiske regering en mission til øen for at studere et kombineret overrislings/hydroelektrisk projekt. De anlagde nye ”levadas” – brede minikanaler – omridset af dale, der gav en vældig strøm og hvis bredder er smukt tilplantede med agapanthus, liljer og hortensiaer. Disse brede vandveje bliver først kanaliseret ud i en højde på omkring 1000 m/3300 fod, hvor koncentrationen af regnvand, dug og kilder er størst. Vandet bliver herefter ført ned i rør til kraftstationen, som ligger i udkanten af det opdyrkelige land (ca.600 m/2000 fod). Herfra strømmer det til overrislingsområderne. Her bliver distributionen foretaget af ”levadeiroen”, som omdirigerer strømmen til hver enkelt ejer.
Det meste af missionens udviklingsplaner blev virkeliggjort i 1970. Blandt de vigtigste projekter var ”Levada do Norte” og ”Levada dos Tornos”. Du vil opleve dem begge, når du er på levada-vandretur eller picnic. Deres utrolige længde, når man tager terrænet i betragtning, kan bedst måles på et landkort. Arbejdet tog kun 25 år, på trods af det blev gjort med hænderne. Hvordan blev tunnellerne bygget gennem den solide basalt (vulkansk stenet jordlag)? Hvordan kunne arbejdsfolkene kanalisere ”levadaerne” under de isede vandfald, halvvejs mellem jorden og himlen? Ofte, som under konstruktionen af bjergvejen mellem São Vicente og Porto Moniz, blev de holdt svævende af flettede kurve hejst ned højere oppe fra, medens de med hakker sloges med de ubøjelige sten. Der var da også mange, som mistede livet for at bringe vand og elektricitet til øens beboere samt for at skabe de stier som idag glæder utallige vandrere på Madeira.
Du kan læse meget mere om kulturrejser til Madeira her på hjemmesiden. Besøg også vores flotte billedgalleri fra Madeira, hvor du får et godt indtryk af hvorfor denne portugisiske ø er et populært rejsemål.