Kulturrejser til Maiori

En kulturrejse til Maiori byder på interessante historiske vidnesbyrd. Byen er beliggende ved mundingen af dalen Tramonti og blev grundlagt af etruskeren Lucumone Reghinna. Fra byen er der let adgang til andre af Amalfikystens kulturelle perler, såsom Amalfi, Ravello, Scala m.fl. Og så er byen i besiddelse af fantastiske gastronomiske traditioner.

Det antikke navn på byen Maiori var Reghinna Major, der skulle skelne det fra det nærliggende Reghinna Minor og navnet Reginna er endnu i dag navnet på den flod, der løber gennem byen og den centrale gade i byen kaldet ”corso Reginna”. Maiori var – ligesom andre dele af Amalfikysten – i besiddelse af forskellige arsenaler og tilhørende den gamle maritime republik Amalfi.

Under dronning Giovannas, og hendes efterfølger Charles III af Durazzos, regeringstid var der et markant økonomisk opsving i området, som kulminerede med oprettelsen af de første papirfabrikker i 1600-tallet og 1700-tallet. I 1662 udnævnte kong Philip IV Maiori som en kongelig by. I nyere tid er byen blevet berømt for at danne scene for neo-realisten Roberto Rossellinis berømte kult-film “Paisà” fra 1946, “The Miracle” fra 1948, “La macchina ammazzacattivi” fra 1952 og “Rejsen til Italien” fra 1953.

Kulturseværdigheder

Maiori byder også på interessante seværdigheder, såsom kirken La collegiata di S. Maria a Mare, der stammer fra det trettende århundrede og som er placeret på toppen af bakken Torina på ruinerne af en gammel fæstning. Kirkens interiør er delt i tre dele, hvoraf den centrale del har et smukt loft; et kunstværk af den napolitanske kunstner Alessandro De Fulco. Kirken rummer også malerier og altertavler skildret af lokale kunstnere, såvel som det smukke orgel, som den store håndværksmester Zeno Fedeli fra Foligno har lavet.

Du kan også opleve kirken og klostret San Francesco, der er blevet ødelagt flere gange i løbet af de sidste århundreder af storme og af Mohammed II´s plyndringer. Også her spøger den berømte filminstruktør Roberto Rossellini, idet nogle scener til filmen “Paisà” blev filmet i det tilhørende kloster. I Maiori kan du også se Madonna dell’Avvocata’s skrin, på toppen af Mount Falesio, som blev bygget af en lokal hyrde, Gabriele Cinnamo, der fik et syn af jomfru Maria og byggede et alter til hendes ære.

Andre seværdigheder, som du bør se på din kulturrejse til Maiori, inkluderer kirken Santa Maria delle Grazie, beliggende i landsbyen af samme navn; slottet San Nicola de Thoro Plano, bygget af hertug Piccolomini; slottet Mezzacapo, beliggende på en klippe i området Torricella, på grænsen mellem Maiori og Minori, kronet af tårne med koniske spir; og renæssancestils-bygningen Palazzo Mezzacapo, som nu er hjemsted for rådhuset, med tilstødende have fra attenhundredetallet.

Velsmagende lokal gastronomi

Maiori byder også på rige smagsoplevelser i det lokale køkken. Som alle andre steder på Amalfikysten er de gastronomiske traditioner meget præget af produkter fra det lokale landbrug og af de forskellige fiskearter fra Det Tyrrhenske Hav. Den nære forbindelse til havet giver anledning til nogle særdeles velsmagende fiskeretter. En usædvanlig tradition i området omkring Maiori er den specielle kombination af aubergine med chokolade, som efter al sandsynlighed har mellemøstlig herkomst, og er et resultat af de forskellige kulturelle påvirkninger over århundrederne. Likøren Concerto er typisk for Maiori, og opskriften til den er blevet holdt hemmelig af de lokale indbyggere gennem adskillige år .