En kulturrejse til Lanzarote giver dig ikke blot mulighed for at opleve øens usædvanlige natur med fantastiske strande, idylliske vige og omkring 300 vulkantoppe, men også en unik atlantisk kultur og historie, smukke kulturhistoriske bygninger, oase-agtige landsbyer, en særegen arkitektur – og så dette specielle lys, som hovedsageligt skyldes landskabets kontrastrige farver, hvor lavaens forskellige mørke farvetoner og strandsandets hvide lys er dominerende.
På grund af Lanzarotes østlige beliggenhed og de små højdeforskelle i terrænet er klimaet her tørt og solrigt, og derfor er der meget lidt grønt i landskabet. Øens sparsomme vegetation synes på mirakuløs vis at vokse ud af ingenting og skaber indimellem mærkelige botaniske områder af stor værdi. Man skulle tro, at øens goldhed ville forme et ikke særligt venligt landskab, men Lanzarotes er lige det modsatte: Landskabet giver den besøgende indtryk af, at øen er et hyggeligt og meget smukt sted.
Kort sagt kan en kulturrejse til Lanzarote ikke rigtigt komme uden om sin modsætning, naturen, der her har den vulkanske landskabs charme med en mængde overraskende steder som Timanfayas Nationalpark, El Golfo eller Los Verdes-hulen – hvortil kommer fortrinlige hvide sandstrande.
Bæredygtig turisme
Lanzarote tjener som eksempel på en bæredygtig turisme for hele verden takket være den glimrende integration denne sektor har gennemgået i respekt for naturomgivelserne. Selvom der er ret mange hoteller, har man ikke samlet en masse af dem på et sted, men derimod indpasset disse bygninger i landskabet og dannet små boligområder i den traditionelle arkitektoniske stil.
Øens vigtigste turistcentrum er Puerto del Carmen, som uden at være særlig stor råder over en mængde restauranter, natcafeer, forretninger og en god strand. Ved Costa Teguise, længere nordpå, er hotellerne af højere kategori samlet. Her ligger det berømte Hotel Salinas, et af de mest luksuriøse i Europa. På sydkysten er turistområdet Playa Blanca opstået omkring et fiskerleje. Nærved ligger øens bedste strande, de idylliske vige med hvidt sand og krystalklart vand ved Papagayo, som man kun kan komme frem til ad jordveje, hvorfor en firehjulstrækker er at foretrække som transportmiddel. Disse strandes afsides beliggenhed har gjort, at størstedelen af dem i dag stadig er uberørte og øde.
Et landskab fra en anden planet
På Lanzarote, hvor den vulkanske aktivitet viser sig tydeligst, har naturen og mennesket forstået at leve i fuld harmoni med hinanden, som det kun er set få andre steder i verden. De har dannet et unikt landskab, der er meget smukt og originalt. UNESCO har erklæret hele øen for et biosfærisk reservat. Lanzarotes bemærkelsesværdige landskab med mere end 300 vulkantoppe og mange forskelligartede lavaformationer i mange forskellige farver, er af relativ ny dato, eftersom to vulkanudbrud i det 18. og 19. århundrede dækkede midten af øen fuldstændigt og skabte et landskab, som ikke ligner noget andet på denne planet. Således har området ofte været kulisse i berømte science-fiction-film.
I dag kaldes hele dette område for ildens bjerge og er udnævnt til nationalpark. Et besøg her inkluderer en rundtur i bus gennem de mest øde steder på denne mystiske lavaegn og endvidere en demonstration af det varmeindhold, jorden stadig har, og som er 350 grader varmt bare nogle få centimeter under jordoverfladen, hvilket er nok til at få et bundt strå til at brænde på få sekunder eller til at stege en saftig bøf.
Udover de naturværdier, der findes i den fredede Timanfaya-nationalpark, er der i omgivelserne heraf mange andre interessante steder. F.eks. kan man tage en rundtur på vulkanerne på dromedar – et dyr, der traditionelt er blevet anvendt i landbruget på øen. Endvidere kan man se den enestående dyrkningskultur på La Geria og kystområdet ved Los Hervideros, hvor lavaen på vilkårlig vis når ud til havet, samt det bemærkelsesværdige grønne krater, El Golfo.
Andre steder på øen fortjener også et besøg: Papagayo-stranden, sydpå, skrænterne og Famara-stranden, vestpå, Jardín de Cactus (Kaktushaven), de mystiske vulkanske tunneler i Jameos del Agua og i Los Verdes-hulerne, og endelig det fantastiske Mirador del Río-udsigtspunkt, som ligger nordpå. Herfra kan man se den nærliggende øgruppe Chinijo, som består af de små uberørte øer La Graciosa, Montana Clara og Alegranza. Førstnævnte ø kan man komme til i båd fra Lanzarote.
Arven efter César Manrique
Det er umuligt at tale om Lanzarotes traditionelle arkitektur uden at nævne César Manrique. Denne kunstner helligede sit liv til denne ø, hvor han blev født og genopdagede det smukke landskab og øens kultur. Takket være Manriques ihærdighed og originalitet begyndte øboerne at værdsætte Lanzarotes arkitektur med de hvide vægge, grønne vinduer og de ejendommelige skorstene. Selvsamme kunstner tegnede mange af de bygninger, der i dag er eksempler på arkitekturens integration i naturen, så som Monumento al Campesino (Mindesmærke til Bonden), Jameos del Agua, Mirador del Río og Jardín de Cactus.
Lanzarotes landsbyer er som hvide oase, der dukker op, i lavaens mørke. Blandt de mest fortryllende steder på øen skal Yaiza, Uga, Tías og Haría fremhæves, alle byer opført i øens typiske arkitektoniske stil. I den nuværende hovedstad, Arrecife, og i den tidligere, Teguise, er størstedelen af de kulturhistoriske bygninger koncentreret. Fra førstnævnte by skal San José-borgen, som ligger i udkanten af byen, og San Gabriel-borgen nævnes. San Gabriel-borgen blev bygget på en lille ø og er forbundet med byen via den smukke bro Puente de las Bolas. I Teguise er Spínola-paladset i centrum af byen, og Guanapay-borgen, der ligger på kanten af et nærliggende vulkankrater, også et besøg værd.