Gstaad er et “kongeligt” feriested i området Berner Oberland i Schweiz. Læs her en kort beskrivelse af området og få inspiration til din kulturrejse til Schweiz.
Natur sommer og vinter
Gstaad, der ligger, hvor fire alpedale mødes, er perlen i det storslåede Berner Oberland, et af verdens bedste vintersportsområder – og sommerferieområder, for den sags skyld. Med sine 250 km pister, 100 km løjper og et væld af aktiviteter året rundt er det stedet, hvor kronede hoveder og alverdens berømtheder står på ski, men hvem kunne nu vide, at det virker så uspoleret og uprætentiøst. Der er næsten en atmosfære af landsbyliv, om end et meget velhavende af slagsen: Forretningerne her er ubegribeligt dyre, og heller ingen af de prægtige hoteller lægger fingrene imellem, hvad angår priser.
Palace Hotel Gstaad
Gstaad er så stille og fredelig, at man godt kan finde den en kende kedelig, medmindre man bor på Palace Hotel Gstaad, et af de mest efterspurgte fristeder i verden. Dette hotel med 107 værelser, der tårner sig op over den lillebitte Gstaad som et ny-middelalderligt slot, udtænkt af den gale Ludvig 2. af Bayern, blev bygget i 1912 og lancerer sig selv som Schwitz’ største familiepension, men man skal ikke lade sig narre af de hyggelige og rustikt indrettede rum: Dette hotel er epicenteret for det lokale finere selskab. Gæster checker ind i dette prægtige eventyrland i længere tid ad gangen, lokket af ledelsens motto om, at “Hver konge er gæst, hver gæst er konge.” Ud over en udsøgt betjening er der også udsøgt servering, men søger man den ægte lokale alpe-gemütlichkeit, skal man tage svævebanen op til restauranten Berghaus Eggli og nyde raclette eller fondue og en udsigt, man aldrig glemmer.
Information om Gstaad
Gstaad ligger ca. 70 km sydvest for Interlaken; www.gstaad.ch. Du kan besøge området både sommer og vinter. Er du interesseret i musik afholdes den årlige “musiksommer”, grundlagt af Yehudi Menuhin fra midt i juli til først i september.
Læs mere om kulturrejser til Schweiz her på bloggen og få inspiration til din ferie i det smukke alpeland.