Fuerteventura har uden tvivl de bedste og største strande blandt De Kanariske Øer. Meget af den 340 km lange kyststrækning består af hvide sandstrande, hvoraf en god del ligger uberørte og øde hen. Men øen har også en række interessante kulturelle seværdigheder, som gør den egnet til en kulturrejse, og så har øens landskab blandt andet affødt det rammende navn “den åndelige klippeø” – et navn, som den berømte spanske filosof Miguel de Unamuno gav den.

Havet omkring Fuerteventura er også meget specielt. Langs kysten befinder sig en sokkel, så vandet her er lavt og klart og har en turkisblå farve ud over det sædvanlige. Undervandsfaunaen er rig og varieret og der er gode muligheder for at dyrke undervandsdykning.

Windsurfing er sportens konge på Fuerteventura, og hvert år kommer tusindvis af udøvere hertil overbeviste om, at dette er et af verdens bedste steder til at udøve denne sport. Man behøver blot at nævne Jandia-stranden, som adskillige gange har været hjemsted for verdensmesterskaber i mange forskellige sportsgrene.

De områder, hvor den største del af turisterne er koncentreret i dag, ligger på Jandía-halvøen, mod syd. Det er et naturområde, der er adskilt fra resten af øen, med brede, hvide sandstrande næsten hele vejen rundt. Mod vest er Barlovento-strandene, der dog kan være farlige at bade ved. Mod øst findes et ca. 20 km langt og på nogle steder mere end 1 km bredt sandbælte, hvor der ligger to turistområder: Costa Calma, nær ved den uforlignelige Sotavento-strand, og Morro Jable bygget omkring havnen, hvorfra hurtigfærgen afgår til Gran Canaria.

Midt på øen og nordpå findes der også små turistområder. Nær ved lufthavnen og hovedstaden, Puerto del Rosario, ligger Caleta de Fustes. På nordkysten ligger Corralejo, nær ved en enorm strand med sandklitter. Det er et meget anbefalelsesværdigt sted. Corralejos centrum er et fiskerleje, hvor man kan spise god fisk, og hvorfra man kan tage på udflugt til den nærliggende lille vulkanske ø, Lobos, og til Lanzarote.

En ørken ved havet

Kun 115 km fra den afrikanske kyst er Fuerteventura den af De Kanariske Øer, hvis landskab har størst lighed med landskaberne på det nærliggende kontinent. Øens overflade på 1.700 kvadratkilometer er i løbet af millioner af år blevet udtørret gennem erosion, hvilket har resulteret i et ørkenagtigt areal med bløde bakker og vidstrakte sletter, som, når man nærmer sig havet, tager form af strande med fint, gyldent sand.

Øens geologisk høje alder er årsag til dens eroderede jordoverflade. Dette er også grunden til den beskedne nedbør, der falder på øen, fordi de små bjerge ikke kan tilbageholde de fugtige skyer fra havet, som det sker på de andre øer. Derfor er klimaet på Fuerteventura tørt og solrigt, hvilket indebærer, at der ikke vokser andet end en sparsom vegetation af xerofytter (planter, som lever på tørre steder, og som kan nedsætte fordampningen fra bladene), som ikke desto mindre er af stor botanisk værdi.

Denne goldhed giver øen nogle enestående naturværdier. Vanskeligheden ved at drive landbrug har holdt det indre af øen næsten ubefolket gennem århundreder, hvilket har medført, at de ørkenagtige landskabers skønhed faktisk ligger uberørt hen. Ligeledes er den eroderede og tørre overflade hjemsted for nogle helt enestående økosystemer. Dette gælder især kystområderne, hvor Fuerteventuras sokkel langs kysten har været grundlag for dannelsen af store økosystemer på sandsletterne, som f.eks. på Jandía-halvøen eller i sandklitterne og for dannelsen af et rigt undervandsliv.

Den åndelige klippeø

Blandt de mest rammende navne, man har givet Fuerteventura, springer det, Miguel de Unamuno gav øen, mest i øjnene. Han definerede øen som den åndelige klippeø, idet han henførte til den fortryllende virkning denne ø har på dem, som bor her, på trods af, eller måske på grund af, den blanding af ensomhedsfølelse, tilbagetrukkethed og følelse af beskyttethed, som landskabet fremkalder.

Landskabets goldhed har aldrig gjort udvikling inden for landbruget mulig ud over det, den hårde jord og manglen på vand har tilladt. Dette er årsagen til, at øen er meget tyndt befolket. Selv i dag, hvor der findes anlæg til at gøre ellers udrikkeligt vand drikkeligt, er befolkningstætheden den laveste på De Kanariske Øer med bare 22 indbyggere pr. km2. Økonomien har traditionelt holdt sig oppe gennem opdræt af geder, som var grundlaget for produktion af de fremragende oste fra Fuerteventura, kaldet majoreros, der leder tanken hen på Maxorata, øens gamle navn. Denne håndværksvirksomhed producerer stadig de mest velrenommerede oste på De Kanariske Øer og vinder ofte i internationale konkurrencer.

Vindmøllerne er spredt ud over Fuerteventuras øde sletter og i bjergene skjuler sig nogle af Kanarieøernes mest maleriske landsbyer, såsom Antiqua, Pájara og Betancuria. Den sidstnævnte er utvivlsomt øens smukkeste. Byen har ikke ændret sig overhovedet siden den blev grundlagt i begyndelsen af det 15. århundrede, og de smukke naturomgivelser synes at have en fortidig åndelighed over sig. Santa María-kirken og det Arkæologiske Museum er også et besøg værd.

Fuerteventuras historiske bygningsværk pr. excellence er Casa de los Coroneles i La Oliva-kommunen nordpå. Dette lille herskabsslot, arkitektonisk meget originalt, var gennem århundreder guvernørens residens, og i dag er det vidnesbyrd om adelens styre, som bestod indtil det 19. århundrede.

Fiskerlejerne ved Corralejo og El Cotillo, på nordkysten, bidrager med den mest maritime stemning på Fuerteventura. I de hyggelige havne kan man smage øens gode fisk.