Cabo da Roca er et lille stop på kulturrejsen i Portugal, men et meget smukt stop. Og der er flere kulturelle seværdigheder i nærheden.
På vejen fra Cascais til Colares kommer man først forbi Praia do Guincho, et paradis for surfere, så går det ad talrige kurver op i det maleriske Serra de Sintra. Følger man skiltet i retning mod Azóia, kører man direkte mod fyrtårnet Cabo da Roca, som blev bygget i 1772.
Luís de Camoes skrev, som man kan læse på en tavle, at landet sluttede her, og havet begyndte, og det tror man umiddelbart. I 130 meters højde står man på en platform over havet, det er det vestligste punkt på det europæiske fastland. Søndag morgen er det mødested for motorcyklister. Der er en café, en restaurant og souvenirboder.