Der er nok ikke mange der alene rejser til Monaco på en kulturrejse, men er du f.eks i Provence og kommer forbi Monaco er det f.eks værd at se Grand Casino, en seværdighed fra det 19. århundrede i et eventyragtigt fyrstedømme
Monaco
Det lille fyrstendømme Monaco, der næppe er større end Hyde Park i London, har været samlingssted for spillere og den rige overklasse i de sidste 100 år. Begge typer kan findes med alle deres overdrevne særtræk på det legendariske Grand Casino, verdens mest berømte spillekasino og uden tvivl det mest glamourøse. Dette er et af de sidste steder i verden, man kan se Rolls-Roycer med privatchauffør aflevere rige udlændinge, solbrune yachtejere og juvelprydede filmdivaer. Den afdæmpede, næsten diskrete belle époque-indretning blev udformet i 1863 af Charles Garnier, den store arkitekt, der stod bag Pariseroperaen. Smoking er ikke længere påkrævet, men jakke og slips er obligatorisk i kasinoets allerhelligste, og mange kvinder bærer selskabskjoler. Ingen monegaskisk spiller betræder kasinoet uden først at gå ind i lobbyen på Hôtel de Paris – et poker-jetons kast derfra på den anden side af den yderst velplejede Place du Casino – for at gnide det venstre knæ på bronzestatuen af Ludvig 14.s hest af hensyn til spilleheldet. Over for hotellet og ved siden af kasinoet er den Garnier-designede Café de Paris det obligatoriske sted at indtage en drink før eller efter kasinobesøg eller måske en crêpe Suzette, som blev opfundet her først i 1900-tallet og opkaldt efter en af prinsen af Wales’ veninder.
Du kan læse mere om Grand Casino i Monaco på www.montecarlosbm.com