Biarritz bliver i folkemunde kaldt for feriestedernes dronning og feriested for konger, men vi “almindelige” mennesker kan nu sagtens tage på kulturrejse til stedet uden af have royalt blod i årene.
Forfatteren Victor Hugo, der var betaget af Biarritz’ vilde skønhed, bad i 1830 til, at byen “aldrig måtte blive fashionable”. Hans håb bristede, da den nygifte Napoleon 3. og hans kejserinde, Eugénie, ankom hertil i 1855 og fik opført den aristokratiske, lyserøde Villa Eugénie som sommerresidens. Biarritz blev et populært rejsemål, og kongelige og adelige rejsende “tog til vandet”, længe efter at det kejserlige par indstillede deres besøg i 1870. De blev senere afløst af en mere broget skare af billedkunstnere, forfattere og andre berømtheder.
Hôtel du Palais
Napoleons villa har stadig bevaret fordums storhed og er i dag det smukt nyindrettede Hôtel du Palais, dette badesteds blikfang og sociale midtpunkt ved Atlanterhavskysten. Til glæde for vore dages hotelgæster udvalgte Naoleon den bedste strækning på stranden, La Grande Plage. Det kan man forsikre sig om ved at spørge enhver fra det unge, internationale surfing-set, der opdagede de bedste bølger i Europa langs disse smukke strande sidst i 1950’erne og gjorde Biarritz til kontinentets uofficielle hovedstad for surfing og windsurfing. Fra hotellets overdådige, rummelige værelser har man udsigt over den indskårne kystlinje i dette vilde hjørne af Baskerlandet, hvor de mægtige Pyrenæerbjerge møder Biscayabugten. På Hôtel du Palais kan man stadig fornemme den charmerende atmosfære fra det gamle Biarritz. Prøv lykken i det klassiske kasino, og slap af i den luksuøse saltvands-spa. Du kan læse mere om Hôtel ldu Palais her
Rejser du på kulturrejse på egen hånd og skal leje bil, så er det nemmest at flyve til Bordeaux. Biarritz ligger i Aquitaine i Frankrig ca. 190 km sydvest for Bordeaux og kun 30 km fra den spanske grænse.