Klimaet på Costa del Sol

Bjergene beskytter Costa del Sol mod de voldsomme, klimatiske udsving, som er typiske for det øvrige Andalusien, og kysten kan prale af omkring 320 solskinsdage om året, varme somre og milde vintre. Luftfugtigheden er lav og sommeraftnerne balsamiske.

Den største del af nedbøren falder om vinteren – fra december til marts – i form af regn, og fire-fem dage med uafbrudt regn er ikke usædvanligt. Men selv da falder temperaturen sjældent under 10-11 grader C, og det er varmt nok til let påklædning. En af de ting, man skal være opmærksom på som turist, er de store temperaturforskelle mellem kysten og bjergene. Efter bare en halv times kørsel op i bjergene er selv den smukkeste solskinsdag adskillige grader køligere.

Inde i landet er de andalusiske somre anderledes barske, og f.eks. i områderne omkring Jerez de la Frontera og Sevilla sniger temperaturen sig tit op over 40 grader C. Det bedste tidspunkt for sightseeingture er derfor foråret, når bakkerne er et tæppe af vilde blomster, mandeltræerne blomstrer og fortovscaféerne begynder at live op.

Sierra Nevada, det barske bjergmassiv uden for Granada, byder på helt andre klimatiske ekstremer, og om vinteren falder der så meget sne, at området er det mest populære skisportssted i Spanien. Kun ca. 40 km fra kysten befinder man sig i næsten 3.300 meters højde, og temperaturen kan falde til under 0 grader C. Bjergtoppene er snedækkede det meste af året, men sommermånederne er helt perfekte for vandreture og ture på mountain bike.

 

Gennemsnitstemperatur på Costa del Sol

JanFebMarAprMajJunJulAugSepOktNovDec

Costa del Sol 12 12 15 17 20 25 27 27 24 20 14 12
Spanien 7 7 11 13 16 22 24 24 20 16 10 7

Se mere om vejret i Spanien hos DMI