Kinnaird Estate ligger midt i et poetisk, endeløst landskab i området Dunkeld, Perthshire i Skotland. Skal du på kulturrejse til Skotland er det værd at overveje at bo et par nætter på dette fantastiske hotel. OK, prisen er ikke billig, men kvaliteten er i top!
Over 3500 hektar natur
Ethvert herresæde har et tilliggende, og Kinnairds udgøres af 3600 pragtfulde hektar. Selv i Skotlands smukke landskaber kommer kun få af de mange slotte eller herresæder, der modtager overnattende gæster, op på siden af dette. Trods sin enorme størrelse og den fine godsrestaurants voksende ry er Kinnaird, med blot ni smukt indrettede værelser i den prægtige hovedbygning fra 1770, et sted med ægte varme og charme.
Den indbydende atmosfære skyldes i høj grad det venlige, samvittighedsfulde personale og ejere, den amerikanskfødte Constance Wards, afslappede livsindstilling. Hun sikrer gæsterne en autentisk skotsk herregårdsatmosfære, fri for firkantet formalitet, men med den aldrig svigtende opmærksomhed på den mindste detalje, som man ellers kun finder på femstjernede hoteller. Kinnaird ligger ved den fiskerige Tay-flod med bjergtagende udsigter over dalstrøget og blev bygget som jagtslot for en lokal, tydeligvis meget rig hertug. Det tiltrækker stadig mest de jagt- og fiskeglade, men selv friluftssky typer lokkes af vandreture gennem et romantisk og malerisk landskab med skove, søer og lyngklædte bakker.
Du finder Kinnaird Estte ca. 15 minutters kørsel fra Dunkeld og en god halv time fra Perth. Flyver du fra Danmark til Edinburgh skal du beregne en god times kørsel.