Kong João I af Portugal giftede sig i 1386 med den engelske prinsesse Phillipa af Huset Lancaster. João og Phillipa fik i alt otte børn. Den tredje søn, Henrique, blev født i 1394 fik navn efter hans farfar – Kong Henrik 4. af England – og er i historien kendt som Henrik Søfareren. Hans bidrag til Portugals opdagelsesrejser har fået en afgørende betydning for Portugals gyldne historie og Portugals historie som en af verdens største søfarernationer.

På din kulturrejse til Portugal kan du stadig mange steder opleve vidnesbyrd fra nationens store fortid i epoken omkring opdagelserne og erobringen af de syv verdenshave, og det er et emne mange portugisere taler om med indlevelse og stolthen i stemmen.

Erobringen af Ceuta

Epoken for portugisernes store opdagelsesrejser begynder med erobringen af Ceuta i Nordafrika i 1415, hvor kong João I, sammen med bl.a. Henrik Søfareren, angreb den nordafrikanske by med 200 skibe af forskellige størrelser og 20.000 mand. Mange af dem var udenlandske riddere med egne tropper. Mange har markeret denne begivenhed som afslutningen på middelalderen og starten på den nyere tid. Den portugisiske ekspedition har været betegnet som et korstog, men for de adelige og kongelige betød det i høj grad en vigtig ny måde at drive forretning på og tjene penge til de ”tomme” pengekasser.

Ceutas strategiske beliggenhed betød meget for de portugisiske opdagelsesrejsers fremtid, da den banede vejen for at have kontrol over den nordafrikanske kyst samt forhøjede muligheden for nye strategiske kontakter og samling af vigtige oplysninger mht. navigationskunstens udvikling.

Ceuta var også en vigtig handelsby, hvilket Portugal fik stor gavn af. Allerede før Ceutas erobring var portugiserne bekendt med, at byen var et vigtigt udgangspunkt for veje til rigdomme og guld i Afrika. Ceuta blev altså en seriøs konkurrent til de to middelhavsbyer Venedig og Napoli.

Henrik Søfareren som guvernør og stormester

I 1418 blev Henrik Søfareren udnævnt til guvernør for Algarve provinsen og herefter oprettede han residensen og den berømte navigationsskole i det sydvestlige hjørne af Europas fastland ved Raposeira og Sagres. Samme år kommer portugiserne til Madeira.

Henrik Søfareren udsendte jævnligt nye ekspeditioner, hvis formål var at blive bekendt med den vestligste afrikanske kyst og få oplysninger om, hvordan man kom nemmere frem til guldlandet. I mellemtiden var han blevet stormester for Kristusordenen, som erstattede Tempelriddernes orden efter denne blev opløst i 1312, og dermed fik han midler fra denne velhavende orden til at finansiere ekspeditionerne og navigations-forskningen, og var samtidig omgivet af de dygtigste astronomer, kartografer og geografer fra den kristne – og mauriske verden.

Betydningsfuld søfarer

Det var meget betydningsfuldt for de løbende ekspeditioner, at man blev dygtigere til at bygge skibe, der var kraftige nok til at klare Atlanterhavets stærke strøm samt dygtiggjorde sig i, hvordan man skulle navigere i forhold til kort, stjernerne og horisonten. Opdagelsen af de to ubeboede øgrupper Madeira og Azorerne og den respektive besættelse blev efterfulgt af besættelsen af den vestafrikanske kyst frem til Sierra Leone i 1460, samme år som Henrik søfarerens død.

Under Henrik søfareren, gik portugiserne for første gang udenom Nordafrika og Sahara ørkenen og etablerede direkte handelsrelationer med lande som Etiopien. Han har været ligeledes været dygtig til at overtale paverne om, at ekspeditioner kun handlede om korstog for at dæmpe for Castiliens utilfredshed med Portugals monopol i Vestafrika.

Henrik Søfareren har også lidt nederlag, men hans bidrag til de efterfølgende ekspeditioner, der ændrede totalt verdens syn, skal i høj grad takkes hans stædighed, tro og vision.