Giuseppe Verdi, Italiens mest berømte komponist, er beundret verden over. Men hvem var han, hvor kom han fra, og hvordan var hans liv og død? Få svar på nogle af disse spørgsmål her – og find inspiration til en operarejse til Verdis hjemland.

Giuseppe Verdi blev født i Le Roncole, nær Busseto (Parma) den 10. oktober 1813 i slutningen af Napoleons herredømme. Faktisk er hans originale fødselsattest på fransk. Hans far Carlo var en beskeden værtshusejer i en landsby. Hans enorme musikalske evner var tydelige fra en tidlig alder og hans musiske uddannelse begyndte med Pietro Baistrocchi, kirkeorganist i Roncole. Hans musikalitet var tydelig, og som bare ti år gammel forærede faderen ham et spinet og i samme år rejste Verdi til den større og nærliggende by Busseto. Inden han rejste, havde han i nogle få år været organist i den lokale kirke.

Busseto

Den kulturelle ramme i Busseto var mere gunstig for hans uddannelse. I denne by boede Verdi i Antonio Barezzi’s hus, en købmand og passioneret musikelsker, som hyrede Verdi som musiklærer for sin datter Margherita, som Verdi forelskede sig i. Barezzi var en entusiastisk amatørmusiker og desuden leder af det lokale filharmoniske selskab. Da han opdagede Giuseppes begavelse, gav han ham ikke bare en plads i sin forretning, men sørgede også for, at hans studier blev udvidet. Hans nye musiklærer blev dirigenten for orkestret i Busseto, signor Provesi.

Busseto blev dog snart for lille for den 18-årige Giuseppe Verdi, og med et stipendium til fattige børns uddannelse som hjælp på rejsen begav han sig til Milano og dets konservatorium. Da han blev nægtet adgang ved musikkonservatoriet i Milano, på grund af alder og med den begrundelse, at hans klaverspil var for dårligt og at hans talent for at komponere var ringe, valgte han at studere hos Vincenao Lavigna fra 1832 til 1835, som havde været cembalist ved La Scala teateret i Milano. I Milano besøgte Verdi hyppigt teatrene, for at få kendskab til operarepertoiret på den tid.

Verdis første opera

Efter sine studier i Milan vendte Verdi tilbage til Busseto og i det efterfølgende år, 1836, gav Barezzi sit samtykke til Verdis ægteskab med datteren Margherita. Samme år tiltrådte Verdi stillingen som leder af byens musikskole, en stilling han opgav i 1838, da han og hans familie flyttede til Molan. Det var her, han det følgende år præsenterede sin første opera ved Scala teateret, Oberto, Conte di San Bonifacio, (oprindeligt kaldt Rocester), som blev en strålende succes. Forlaget Casa Ricordi sikrede sig retten til hans næste værk, og et livslangt og næsten problemfrit forhold blev skabt. Chefen for La Scala, Bartolomeo Merelli, tilbød ham en kontrakt for yderligere to operaer.

Nabucco

Den første var Un Giorno di Regno (”Konge for en dag”), en komisk opera, kun opført én gang i 1840. Denne opera blev en fiasko, hvilket ikke var overraskende, da Verdi mistede sine to børn på grund af sygdom i 1838 og 1839, og i juni 1840 døde hustruen Margherita. Verdis liv som komponist var slut mente han selv, og han  besluttede aldrig at komponere igen indtil Merelli næsten med tvang fremviste den ene libretto efter den anden for ham. Det resulterede i operaen ”Nabucco”. Verdi var dybt berørt over de bibelske vers, og endelig afslørede han sit sande talent i alt dets glans. ”Nabucco” gik ikke mindre end 57 gange i efteråret 1842.

Tilsynsfører på godser

I 1851 flyttede Verdi og Giuseppina Strepponi, feteret sopran og kvindelig hovedperson i Nabucco i 1842, og med hvem han havde boet sammen med i nogle år, fra Busseto’s centrum til godset Sant’Agata, ikke langt fra Busseto. De giftede sig dog ikke førend i 1859. Her, på toppen af sin berømthed og rigdom, begyndte mesteren at skifte sine kompositioner ud med det krævende job som tilsynsfører på de godser, som han havde opkøbt lidt efter lidt, og Sant Agata blev et mønsterlandbrug.

Med hensyn til kompositioner var perioden op til 1853 en af de mest hektiske, idet han komponerede og præsenterede 15 operaer, inklusive Macbeth (Firenze, 1847), hans første Shakespeare værk. Yderligere producerede han nu kendt som ”det store trekløver”, ”RigTrovTrav” Rigoletto (Venedig, 1851) Trubaduren (Rom, 1853) og La Traviata (Venedig, 1853).

Verdi rejste med Giuseppina til Paris i 1853 for at forberede Les Vêpres Siciliennes for Operaen i Paris, hvor den blev opført to år senere med beskeden succes. ”Siciliansk Vesper” var beregnet på den store udstilling i 1855, og den store Scribe skulle skrive librettoen.

Verdi bliver gift – igen

I 1859, blev Un Ballo in Maschera (Maskeballet) opført på Apolloteatret i Rom og det blev Verdis største succes siden Trubaduren seks år tidligere. Det samme år blev Verdi og Giuseppina gift i Collonges-sous-Salève, nær Geneve. 3 år senere rejste han og hans kone til Skt. Petersburg for at føre opsyn med La Forza del Destino (Skæbnens magt), som havde premiere i Imperial-teateret november 1862.

I 1865 fratrådte Verdi sit job som stedfortræder i det italienske parlament, hvor han havde været valgt ind fire år tidligere, og i samme år blev Macbeth genopført i Paris. Det mest kendte værk i den franske hovedstad var imidlertid Don Carlos som blev opført i 1871 og havde sin opblomstring adskillige gange senere for det italienske folk. I det samme år døde både Carlo Verdi, Giuseppe’s far, og Antonio Barezzi. Samme år påtog Verdi og Giuseppina sig værgerollen for Filomena Maria Cristina, den 7 årige datter til en af Verdis fætre, som skulle blive Verdis arving.

Operaen Aida

3 år senere accepterede Verdi at komponere en opera til indvielsen af det nye operahus i Cairo på foranledning af khediven af Ægypten, Isamel Pascha. Dette indebar, at i december 1871 havde Aida premiere på føromtalte operahus. Den europæiske premiere fandt sted med stor hyldest på La Scala den 8. februar det efterfølgende år. I dag er operaen forståeligt nok Verdis største succes og opføres hvert efterår ved Pyramiderne i Giza i Cairo, samt hver sommer i Arenaen i Verona.

Verdis værker de følgende år omfattede La Messa da Requiem i 1873 til ære for Alessandro Manzoni, den store italienske digter og patriot, som døde den 22. maj samme år. Denne blev opført i San Marco kirken i Milan den første årsdag for Manzoni’s død, med Verdi som dirigent. I 1879 overtalte forfatteren og librettisten Arrigo Boito og forlæggeren Ricordi Verdi til at skrive endnu en opera, Otello, som blev fuldendt i 1886. Et andet mesterstykke, Falstaff, blev færdigt i slutningen af 1892 og havde en triumferende premiere på La Scala den 9. februar få måneder senere. Som slutning på denne intense og fantastiske musikalske aktivitet skrev han ”Quattro pezzi sacri” (Ave Maria, Stabat Mater, Laudi alla Vergine, Te Deum).

Verdis død

Giuseppina, Verdis elskede livsledsagerske gennem 50 år og utrættelige ”tilhænger” gennem uvurderlige op og nedture, døde i Sant’Agata i 1897 og Verdi forlod Sant’Agata i 1900 til et endnu et ophold i Milano. Det var her i Milano at Giuseppe Verdi den 21. januar 1901 fik et slagtilfælde og efter et par dage, hvor han havde været bevidstløs, døde han kl. 02.50 om natten den 27. januar 1901 på Grand Hotel, hvor han var vant til at bo mens han besøgte byen. Hos ham da han døde, var hans nærmeste familie og venner.

Der samledes sig en skare på gaden udenfor, så snart hans død blev bekendtgjort og sørgebånd blev tilføjet på Milanos flag de næste 24 timer. Gaden udenfor Grand Hotel blev dækket med strå for at dæmpe støjen fra hestenes hove, vognhjul og bildæk. Som tegn på respekt lukkede byens butikker og teatre i 3 dage. Aviserne uddelte specielle sortrandede udgaver medens det italienske senat og parlament (som Verdi havde været et medlem af) gav deres hyldest til den store mand. Tilkendegivelsen af tab blev kombineret med anerkendelsen af Verdis position som en mand, en musiker og en italiener, som ikke blot havde levet gennem en historisk epoke, men med ansvarsfølelse havde han også defineret dette. Verdi havde efterladt instruktioner om en stille begravelse, men en national sindsstemning forlangte en mere passende hyldest til én af Italiens førende borgere.

Kl. 6 om morgenen onsdag den 30. januar var den milanesiske trafik en stor procession gennem byens gader med tusinder af folk langs ruten. Puccini og Leoncavallo var repræsenteret som nogle af de ledende figurer blandt den yngre generation af italienske komponister. Verdis krop blev midlertidigt langt til hvile ved siden af Giuseppina, i Cimitero Momumentale, men planerne var hurtigt at flytte dem begge til kapellet Casa di Riposo, en velgørende institution, grundlagt og udstyret af Verdi til 100 pensionerede musikere mindre heldig end ham selv.