Et ophold i Granada virker altid mere intenst end i nogen af de andre byer i Sydspanien. Dette skyldes blandt andet byens beliggenhed mellem bjergene, der har afsondret Granada fra omverden i mange århundreder, de mange, små hemmelighedsfulde gader og plazaer, byens dramatiske og koncentrerede historie og de mange kulturelle strømninger, som man stadig ser spor af i byen.

Forfinet kulturcenter

Granada var maurisk i 750 år og udviklede sig til et forfinet kulturcenter, der var meget respekteret i den arabiske verden. Maurernes kongerige gik først og fremmest i opløsning på grund af stridigheder mellem de forskellige herskerdynastier. Den sidste sultan, Boabdil, blev drevet på flugt i 1492 af kongeparret Isabella og Ferdinand under det kristne indtog, og dette var så slutningen på maurernes herredømme i det sydlige Spanien.

Naturen har været gavmild mod Granada, idet den er placeret i et grønt område og for foden af 3 bjergudløb, hvorfra den yndefuldt strækker sig mod den blågrønne baggrund, som udgøres af Sierra Nevada mod sydøst. Vest for Granada breder en stor, frugtbar slette, Vega´en, sig. Her fra og ned mod Sevilla findes kun mindre bakkelandskaber og det er her de store oliven- og citrusplantager findes.

Granada en uddannelsesby med et traditionsrigt universitet fra 1531, der hvert år modtager tusinder af udenlandske studerende, der ligesom de mange turister, der strømmer til byen, har opdaget Granadas magi. Granada er centrum i en landbrugsregion, hvor Vegaen naturligvis bidrager med en del af råvarerne, og byens industri forarbejder fødevarer til mange andre del af regionen.

I Granada ligger 2 højdedrag, hvorfra man kan se Sierra Nevada hele året med sne og der er kun ca. 50 km til vintersportsstederne. Når man holder ferie ved Costa del Sol, kan man i princippet stå på ski om formiddagen og nyde sol og strand om eftermiddagen.

Granadas historie

Før romerne kom, grundlagde ibererne en landsby her ved navn Elibyrge. Under romerne og visigoterne var Granada uden større betydning og mens Sevilla og Córdoba begge fik velstand og berømmelse under romerne, fik Granada først sin storhedstid under maurerne.

Maurerne besatte byen under navnet Karnattah, der ikke – som mange tror – stammer fra det spanske navn på granatæble, som byen dog alligevel har brugt som sit byvåben i nutiden.

I 1000-tallet, hvor de kristne hære angreb Sevilla og Córdoba, flyttede maurerne deres hovedstad til Granada. Her sad Nasride-dynastiet ved magten i endnu 250 år. I denne periode blomstrede byen, der i 1300- og 1400-tallet var blandt Europas største.

I kølvandet på de kristnes sejre andre steder i Sydspanien myldrede muslimske flygtninge til Granada, som nu blomstrede op. Man dyrkede bl.a. videnskab, kunst og humanistiske fag og arabiske ingeniører importerede deres viden om de vandingskanaler, som var med til at få Vegaen til at være det frodige landbrugsområde, som det er endnu idag.

Ud fra denne imponerende udvikling og velstand fødtes hovedværket i maurisk kunst: Alhambra. Et antal storslåede bygninger og sommerpaladset med det tilhørende haveanlæg, Generalife.

Byens befolkningstal var på mere end 200.000, over fire gange så stor som London på daværende tidspunkt.

I slutningen af 1491 slog det kristne kongepar Ferdinand og Isabella Granadas porte ind. Maurernes sidste hersker Boabdil gjorde ikke nogen særlig modstand.

Med den kristne erobring af byen i 1492 forsvandt muslimernes sidste bastion på Den lberiske Halvø.
Den 2. januar 1492 gik de sidste maurere ud af Granada, også Boadbil. Da han en sidste gang vendte sig om for at betragte Granada, skulle hans mor have sagt: ”Du græder som en kvinde over noget, du som mand ikke kunne forsvare”. Endnu i dag kendes det sted som Suspiro del Moro – maurernes sidste suk.

Granada by i nutiden

Når man går rundt i Granada by, og bevæger sig ned af de snævre, små gader i kvarteret bag domkirken, kan man her finde småbutikker, som handler med souvenirs, antikviteter og kunsthåndværk. Området hedder Alcaiceria, og det var tidligere her maurerne havde deres silkemarked.

Granadas domkirke blev påbegyndt i 1523 i gotisk stilart, der dog i 1528 blev afløst af tidlig renæssance. Domkirken stod først færdig i 1714.

Til kirken er føjet det kongelige kapel Capilla Real, som blev opført i perioden 1506-1521. Det er altså opført, før man påbegyndte bygningen af domkirken. De katolske monarker var stolte over deres endelige sejr over maurerne og ville gerne begraves på dette sted, hvor maurerne måtte bukke under.

I mausoleet hviler Ferdinand og Isabella, ligesom deres datter Johanna den Vanvittige og hendes mand Philip den Smukke. Isabellas krone og Ferdinands sværd er udstillet, tillige med værker fra Isabellas kunstsamling med flamske, spanske og italienske billeder fra 1400-tallet.

Tapas i Granada

Granada er én af de spanske byer, som gør mest for at opretholde de unikke spanske tapas-traditioner og byen er rig på gode tapasbarer, der især er koncentreret omkring Plaza Nueva og området mellem katedralen og byens længste gade Camino de Ronda.

Historien bag tapas-traditionen er omstridt, men det står ihvertfald fast, at ordet tapa betyder et ”låg” på spansk. I tidligere perioder bestilte man en skive pølse eller skinke til at lægge over glasset for at undgå fluer og snavs, og tapas blev senere til små retter, man fik serveret til vin – en slags mellemmåltider.

I nutidens café- og restaurantmiljø er tapas noget, man betaler for. Man bestiller typisk 3-4 små retter, som så udgør et måltid, og så smager man ofte hos hinanden. Men heldigvis serverer mange barer stadig små tapas til den drikkelse, man bestiller gratis. Dette gælder som et af de få steder i Spanien stadig på mange barer i Granada.