Vi kan anbefale, at du medbringer et godt kort, hvis du vil udforske den smukke vinregion Estremadura. Når man én gang har forladt forstæderne uden for Lissabon, er man virkelig på landet. Rundt om bakkedragene snor sig smalle veje gennem vin- frugt- og olivenplantager.
Med jævne mellemrum kører man gennem små landsbyer med nogle huse, en kirke og et par cafeer. På flere af højdedragene står der gamle hvidkalkede vejrmøller, som tidligere forsynede egnen med mel til det vigtige brød. Her skal man ikke have travlt. Vær forberedt på, at du kommer til at køre forkert nogle gange, og at du er nødt til at spørge om vej yderligere et par gange. Vejskiltene er vist ikke helt opdaterede, men det er under alle omstændigheder umagen værd at begive sig hertil.
Ni distrikter i Estremadura
Estremadura er en stor region, som strækker sig fra udkanten af Lissabon næsten helt op til byen Coimbra. Nærheden til kysten giver et lidt lunefuldt klima med en del kølige og fugtige atlanterhavsvinde. Landskabet er grønt og bølgende med bakker og bjerge på op til 660 meter, der fungerer som vindbrydere og påvirker mikroklimaet i de forskellige dele af Estremadura.
Her findes faktisk ni forskellige appellationer, og kvaliteten varierer meget mellem de forskellige distrikter. Samtidig med, at mange producenter værner om deres DOC-appellationer, indser man, at der ligger en styrke i at markedsføre regionen i fællesskab under ét navn. Som det er i dag, kan producenterne enten vælge at satse på DOC-stemplet på deres vine (hvis de vel at mærke opfylder de krav, der stilles) eller kalde deres vine for Vinho Reigonal Estremadura.
Forbedret image for Estremadura
Reigonens vine har pr. tradition ikke haft det bedste ry, bortset fra de tre ældste DOC-appellationer: Colares, Carcavelos og Bucelas. Ligesom i naboregionen Ribatejo fremstillede man i resten af Estremadura især vin, som bagefter blev destilleret til spiritus eller solgt billigt som hverdagsvin.
Estremaduras vine er stadig billige, men hvad kvaliteten angår, er der sket meget. Stadig flere producenter vælger at satse på kvalitet, hvilket har løftet hele regionen. Kooperativerne står for en stor og vigtig del af vinproduktionen, og der er hele 22 af dem i Estremadura. I løbet af vores rundrejse her valgte vi at koncentrere os om Alenquer, Bucelas og Colares, men her følger en kort præsentation af de ni appellationer fra nord til syd:
Encostas de aire i Estremadura
Dette distrikt er det største af Estremaduras distrikter. Her har man længe fremstillet enkle vine, men i de senere år er man begyndt at tænke mere markedsrettet, og så sent som i 2004 fik Encostas de Aire DOC-status.
Lourinha
Dette er især en appellation for aguardente (brandy). Hvad vin angår, har man historisk mest satset på kvantitet her på egnen. Store mængder vin blev solgt billigt til de portugisiske kolonier eller blev drukket af byboerne. Kooperativerne købte druer efter vægt og potentiel alkoholprocent, og druerne blev leveret hulter til bulter i bunker på store lastbilslad. Men forholdene er bedre i dag. En del af vinen bliver stadig solgt til lokalbefolkningen i plastdunke, men det meste bliver destilleret og bliver til aguardente af høj kvalitet.
Óbidos
Byen Óbidos er en af de mest velbevarede byer i Portugal og ligger i Oeste. Det er en pittoresk lille by med ringmur, brostensgader og hvidkalkede små huse. Området er temmelig fugtigt. Mellem Óbidos og Alenquer ligger en bjergkæde, som bevirker, at klimaet mellem de to regioner skiller sig relativt meget ad. Når der skal høstes, kan den ene region klimamæssigt være flere uger længere fremme end den anden. Óbidos domineres af to store kooperativer, Bombarral og Cadaval. Størstedelen af produktionen bliver destilleret, men her bliver også fremstillet kvalitetsvin.
Torres Vedras
Rundt om den lilleby Torres Vedras – mellem Serra da Montejunto og kysten – er der mange vinmarker. Atlantens vinde gør klimaet på stedet relativt køligt og fugtigt. Der fremstilles meget Vinho Leve, en let hvidvin lavet på druerne Vital og Jampal med maks. 0 procent alkohol. Her fremstilles også en del rødvin af god kvalitet, især på druesorterne Camarate og Castelao.
Alenquer
Dette lille område skærmes mod Atlantens vinde af bjergene Serra da Montejunto, hvilket giver dage med sol og varme og kølige nætter – udmærkede betingelser for at fremstille rigtig gode rødvine. Og det gør man også! Druerne modner godt og giver krydrede, smagsfulde vine. Ofte lykkes det også at beholde en god syre i vinene. I Alenquer produceres også en del hvidvine af høj kvalitet.
Arruda
Et lille område i den østlige del af Estremadura. Her har kooperativerne længe fremstillet enkle hverdagsvine. Men duerne modner godt i ly bag bjergene, og nu fremstiller man stadig bedre rødvine, mørke og frugtagtge på bl.a. Camarte og Castelao samt tørre og aromatiske hvidvine på Arinto, Fernao Pires og Vital.
Bucelas
Denne traditionsrige region fik sin DOC-status i begyndelsen af 1900-tallet. Området er som skabt til at udvikle førsteklasses hvidvine med en høj grad af syre og citruslignende, frugtagtige aromaer. Her er nætterne ofte kølige, og hen ad solopgang kommer der en fugtig tåge, som lægger sig som en dyne over vinmarkerne. I løbet af formiddagen letter tågen, og solen tørrer og varmer duerne. Temperaturforskellen mellem nat og dag er stor. Jorden består af mager ler og kalksten, og den absolut vigtigste druesort er Arinto.
Colares
Dette er Portugals mindste vindistrikt. Det fik sin DIC-status i 1908. Colares ligger mellem Sintrabjergene og Atlanten og præges af sand og havvinde.
Colaresvinen fremstilles af den røde Ramiscodrue. Den har en elegant struktur og evner at ældes med ynde. Colares er det eneste sted i verden, hvor der vokser Ramisco. Den vokser i sandklitter, og i dag er kun ca. 10 ha opdyrket. Plantningen sker i op til otte meter dybe diger i sandet, hvor man når ned til et lerlag, som vinplanten kan slå rod i. Hullet fyldes op med sand, efterhånden som stokken vokser. Gravearbejdet er meget vanskeligt og har sågar kostet menneskeliv.
Oppe i ”jordniveau” lader man vinstokken kravle langs sandet, men den bliver holdt lidt oppe af 40 ca. lange bambuspinde, for at klaserne skal kunne udvikles frit hængende. De små vinmarker beskyttes mod de hårde, saltholdige vinde af høje bambushegn, som sine stede er erstattet af opspændt plastvæv, der tåler vejr og vind.
Her i sandklitterne har man dyrket vin siden 1100-tallet, men i dg er der kun få hektar tilbage. Man får ca. 1 ton druer ud af hver hektar, hvilket svarer til 7,5 hektoliter vin. Så man forstår, at det er vanskeligt at finde økonomi i Colares-vinene. Der er dog enkelte, der har forsøgt sig med at plante Ramisco-stokke på moderne vis.
Det er helt fantastisk at komme her og se, hvordan vinstokkene vokser, og hvordan man fremstiller vin på stedet. Man fornemmer virkelig, at der ikke er sket meget de seneste 70 år. Ikke mindst, når man besøger António Bernardino Paulo da Silva på hans vingård midt inde i det nu om dage populære badested Azenhas do Mar. Her ligger vinene på de samme store fade af brasiliansk træ, som de har gjort det i 100 år, og etiketterne bliver stadig klistret på flaskerne med håndkraft!
Hvordan er Colares-vinene så? Ifølge Paulo da Silva må de ikke have for høj en alkoholprocent, 11-12 % er tilpas. Vinene er helt deres egne, stramme og tanninrige, faktisk ikke helt lette at drikke. Man flirter da heller ikke med de målgrupper, som foretrækker lettilgængelige og frugtige vine. Da vi var på besøg, blev 1995-årgangen af Colares Chitas Reserva Velho lanceret. Alkoholprocenten ligger på 11 %. Den har en duft af læder, tørret frugt, koriander og lidt jordkælder. Kan gemmes længe!
Fremtiden er mildest tal usikker for disse vine. En dyr produktionsproces og en minimal efterspørgsel gør, at Colares-vinene risikerer helt at uddø. Vil du smage nogen af disse rariteter, må du forsøge dig i en velassorteret vinhandel i Lissabon. Eller begiv dig ud til Colares og bank på hos nogle af producenterne. Gør det – og vær med til at redde disse rariteter!
Carcavelos
Dette lille distrikt er også et af Estremaduras klassiske, som fik sin DOC status i begyndelsen af 1900-tallet. Nu ligger det trængt inde blandt Lissabons forstæder. Dyre grundpriser og Lissabons befolkningstilvækst i forstæderne har bevirket, at vingårdene er blevet mindre. I 1930 blev der produceret 40.000 liter vin om året, men i dag er vinene meget svære at finde. Kun 20 hektar er i dag tilplantet med vin.
Carcavelos-vinene fremstilles på en blanding af op til ni forskellige røde og hvide druesorter. De får tilført alkohol, så de opnår en procent på 18-20. Den murstensrøde vin lagres mindst fem år på store egetræsfade, hvilket giver vinen en rosin- og nøddelignende smag. Mange synes, den i stilen minder om en Tawny port.
Vingårde i Estremadura
Casa Santos Lima: Vingården Quinta da Boavista i Alenquer ejes af virksomheden Casa Santos Lima, som i alt ejer 190 hektar vinmarker. Her fremstiller man udmærkede vine – især røde – i alle prisklasser.
Quinta do monte d’oiro: En vingård, som fremstiller små kvantiteter vin, men af udsøgt kvalitet. Vinene er blevet rost af vinskribenter og har vundet priser i flere år. Gården ligger i Alenquer.
Quinta do Sanguinhal: Dette er en smuk vingård lige uden for Óbidos. Her eksperimenterer man gerne med internationale druesorter som Cabernet Sauvignon og Syrah, gerne i kombination med lokale druer. Resultatet bliver rigtig godt.
Quinta da Cortezia: Her fokuserer man især på Touriga Nacional og Tinta Roriz, og de vine, der kun er fremstillet på disse druer, har fået priser lige siden den første årgang 1997. Virksomheden er familieejet og ligger vest for byen Alenquer.
Fakta om vin i Estremadura
Vinmarker: 26.000. År 2006 produceredes der 1.181.000 hektoliter vin. For vinho Regional Estremadura er reglerne temmelig liberale, og det er tilladt at bruge ca. 30 røde og 30 hvide druesorter. Hvis man vil have en kvalitetsappellation på vinen, er reglerne strengere. De anbefalede druesorter varierer mellem de forskellige kvalitetsappellationer. Hvis du skulle have lyst til at tage til denne smukke del af Portugal og ønsker flere tips, anbefaler vi dig at kontakte Gabinete da Rota do Vinho do Oeste.
Estremaduras lysende stjerne
Quinta de Chocapalha ligger fantastisk smukt ved de solbeskinnede højdedrag i Estremadura nordøst for Lissabon. Markerne har været her siden 1500-tallet, og man kan godt forstå, at ægteparret Alice og Paulo Tavares da Silva faldt for ejendommen og købte den af Joao Portugal Ramos forældre i 1987. På det tidspunkt var markerne i temmelig dårlig stand, da gården ikke havde været i brug i over tredive år. I 1991 fandt der store nyplantninger sted, og de dengang 45 haktar blev forøget til 70.
Studier i Italien
Datteren Sandra er i dag ansigtet udadtil, og hun har virkelig gjort et fantastisk arbejde på familiegården. Sandra regnes i dag til en af landets nye stjerne-vinmagere, og hun er kendt blandt vinkendere verden over, ikke mindst for sit arbejde på Dourogården Quinta Vale Dona Maria.
-Efter endt agronomeksamen i Lissabon valgte jeg at studere ønologi i Piacenza i Norditalien, siger Sandra. Mor Alice tilføjer, at studierne blev finansieret gennem Sandras arbejde som model, hvor springbrættet var titlen ”Elite Look of the Year”.
Traditionel vinproduktion
Efter Sandras eksamen i 2000 anså man, at kvaliteten på markerne var så høj, at kan kunne lancere sin første vin med egen etikette. Sandra siger, at meget af det, man praktiserer på gården, som f.eks. brugen af ”lagares” (trædekar), ikke er noget, man lærer i vinskolen.
-Vi efterstræber vine i ”den gamle verdens stil”, men vi er samtidig fortalere for, at vinene har en generøs frugtighed, siger Sandra, mens hun slynger vinen rundt i glasset og dufter til den.
Snadra elsker Touriga Nacional, som giver vine med en stor portion frugtighed, men som har et lavt afkast.
Quinta de Chocapalha – hvilke vine!
Vinene påp Quinta de Chocapalha fremstilles meget traditionelt med håndplukning, afstilkning samt fodtrædning i stenkar (lagares). Sandra fortæller, at det nu om dage er vanskeligt at få fat i fodtrædere. Det er en af grundene til, at man har installeret en robot, der står for trædningen. Gæringen finder sted ved lav temperatur for at få så mange aromastoffer som muligt ud af druerne. Lagringen sker for rødvinens vedkommende på franske fade fra Allier.
Produktionen ligger i dag på 50.000 flasker samt 30.000 liter til Bag-in-box, hvilket er temmelig anselige kvantiteter for så lille en familiegård.
Vi smager stedets herlige hvide Reserva, som imponerer os meget.
-Her benytter vi os af tre druesorter: Chardonnay, som får lov til at gære og lagre på egetræsfade i syv måneder, samt Vital og Arinto, som begge vinificeres på rustfrit stål.
-Estremadura har perfekte betingelser for fremstilling af hvidvin. Vinene får såvel en god syre som en fin modningskarakter. Sandra tilbringer normalt hele ugen oppe i Douro-dalen på sin og ægtefællen Jorge Serôdio Borges gård samt på Quinta Vale Dona Maria, men hun har hele tiden kontakt med forældrene her nede sydpå. Og sædvanligvis ses man her i weekenderne for at sikre, at intet går galt i kælderen.
Estremadura – Arintodruens hjemmebane
Vi bliver budt velkommen af Manuel Rocha, adm. Dir. På Companhia das Quintas, som jer Quinta da Romeira. Der er fuld aktivitet på gården, og Manuel har sammen med vinmageren Nuno do Ó forberedt en meget stor smagning af hele stedets sortiment, som dækker mange vinområder i Portugal. I rask tempo kommenteres vinene af Manuel selv, og hans begejstring over vinene har ingen problemer med at skinne igennem.
Et traditionsrigt lille distrikt
Men vores besøg skal især handle om Bucelas, en region, som har et godt ry, der strækker sig tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Efter at have smagt en række vine, som har fået et par års lagring, og som åbenbarer en meget interessant karakter, er det spændende at høre, hvad Manuel og Nuno har at fortælle om denne prisværdige hvidvin.
-Hertugen af Wellington var meget begejstret for vinen, og den blev sejlet hjem til Kong George III, pointerer Manuel i sin fortælling om, at området, der hører til blandt de ældste i Portugal, blev grundlagt i 1911. I løbet af 1970’erne og 80’erne mindskedes efterspørgslen, og da Quinta da Romeira blev grundlagt i 1988, var regionen næsten uddød.
-Kvaliteten af vore vine kan især tilskrives vores kalkstensjord, hvor Arintodruen trives allerbedst, indføjer vinmageren Nuno.
Arinto har en god syre
Fra godsets smukke terrasse, som blev bygget på 1600-tallet, betragter vi stedets arealer, som omfatter godt og vel firs hektar, hvor hovedparten er tilplantet med Arinto.
-Når vi plukker druerne, putter vi dem i små kasser, så druerne ikke bliver mast, før de ankommer til vineriet, siger Nuno do Ó.
Man lader saften få skalkontakt de første 6-8 timer, før man forsigtigt presser druerne med en pneumatisk presse. Den fungerer omtrent som en ballon, der udvides inden i pressen, hvilket giver den mest skånsomme presning. Hele processen finder sted i rustfrit stål, og gæringen ved lav temperatur er lang og udtrukket.
-Det gør vi for at få så mange aromastoffer som muligt ud af Arintodruern, som har en naturlig syre, siger Nuno, mens han drejer glasset og snuser til indholdet. Den unge vin er temmelig neutral, tør og frisk. Men efter kun et par års lagring byder vinen på en stor personlighed med en vis fedme.
-Vi fremstiller også en eksklusiv vin, som vi kalder Morgado de Santa Catherina, siger Manuel Rocha stolft. Vinen produceres i meget små mængder og kun af de bedste druer. På grund af disse druers kompleksitet finder både gæring og lagring sted på små franske, nye fade. Og man føler, at denne vins smøragtige personlighed vil kunne nå rigtig langt. Jo, der er tale om et meget spændende lille vindistrikt.
Lille vingård med store ambitioner
Vingården ligger som i en gryde i en dal, og solen steger på markerne med Arintodruer. På Quinta da Murta kan man tilbyde forskellige aktiviteter, og i det firehundrede kvadratmeter store festlokale arrangeres alt lige fra bryllupper og modeshows til kunstudstillinger. Da vi møder Francisco Castelo Branco i firmaets smagslokale, er man i fuld gang med at rydde op efter gårsdagens festarrangement.
Arinto, Arinto, Arinto
Denne lille vingård ligger godt og vel 20 km nord for Lissabon, og ud af ejendommens 27 hektar er de 15 tilplantet med vinstokke.
-96 % af de vinstokke, I ser, er Arinto, siger Francisco, mens han peger ud mod sine marker. Ifølge lovgivningen i Bucelas skal mindst 75 % af vinen være fremstillet på Arintodruer, og man har lov til at bruge to andre druesorter til den sidste fjerdedel, nemlig Rabo de Ovelha og Esgana Cao.
Vi fortæller Francisco om vores begejstring for lagrede Bucelasvine, og han beretter, at man ugen forinden åbnede en flaske fra gårdens første høstår, 1994, og at vinen var aldeles perfekt.
-På etiketten kan vinen både staves Bucellas og Bucelas, men jeg benytter mig af den moderne måde at stave på med et L, siger Francisco og lader os smage hans Bucelas 2005.
Mikroklima
Markerne på Quinta da Murta er de højeste beliggende i hele Bucelas-området, og her har man virkelig et specielt mikroklima.
-Druerne modner så forskelligt her, at der kan være tyve dages forskel mellem vingårdene, når vi starter plukningen, fortæller Francisco. Vi forsøger at plukke så tidligt som muligt, da vejret plejer at blive dårligere fra midten af september.
Jagt og historie
Inde i huset kan vi se, at Francisco er bidt af jagt med vægge fulde af trofæer, bl.a. fra rejser i Sydafrika. På skrivebordet står der familiebilleder, men også et antal billeder fra forskellige jagtrejser. Francisco er meget historisk interesseret, og han fortæller, at Bucelas var den anden klassificerede vinregion i Portugal efter Douro, og han er sikker på, at der allerede i romertiden blev dyrket druer i Bucelas.
-Selv Shakespeare nævner vores vin i et af sine stykker, siger Francisco, og fortæller videre, at man i gamle antikvitetsbutikker kan købe små skilte med kæder til at hænge rundt om flaskehalsen:
-Mest almindelige er skiltene med teksten ”Port” og ”Madeira”, men også ”Bucellas”, hvilket er et bevis på, at vinen også har et godt ry set med historiske briller, mener Francisco.
En kultvin værd at bevare
Colares er Europas vestligst beliggende vinområde, og denne lille region, som kun omfatter fire vinhuse, er Portugals mindste bordvinsregion.
Området ligger ved Atlanterhavskysten vest for byen Sintra, hvor vinstokkene vokser i sandklitter under temmelig barske forhold med kraftige, fugtige og salte vinde fra havet.
Landets ældste kooperativ
Kooperativet i Colares er det ældste i Portugal. Det blev grundlagt 1931, treogtyve år efter, at området fik sin egen appellation i 1908.
I dag leveres der duer fra 50 medlemmer, og fordelingen mellem rød- og hvidvin er ens.
I rødvinen er Ramisco-druen altid den dominerende, mens resten udgøres af andre portugisiske druer. Den hvide, tørre vin fremstilles på Malvasia de Colares eller Colares Malmsey, som druen også kaldes.
-Af de fire vinhuse, der er tilbage, er der kun to, som producerer vin. De to andre er kun tapperier, fortæller Francisco Figueirede, der har ansvaret for produktionen på denne adega (egl. Kælder).
Colaresvinene er ikke ligefrem kendt for deres lettilgængelighed, og Francisco indrømmer, at deres vine godt kan være lidt ”vanskelige”. Man har forsøgt at modernisere teknikken en smule, men man mener, det er vigtigt at holde de gamle traditioner i hævd.
-Her fremstiller vi ikke de der indsmigrende, frugtagtige og bløde vine, som forbrugerne sædvanligvis foretrækker, siger Francisco med et skuldertræk. Men da vi ligger så tæt på Sintra, kommer der mange besøgende, og som en souvenir køber de gerne nogle flasker med sig af denne historiske vin.
Ældgamle vinmarker
Men det, der gør vinen så speciel, er vinrankernes dyrkningsbetingelser, og vi kører nogle kilometer fra vinhuset ud mod Atlanten for at se, hvordan vinstokkene kravler langs jorden som ”bushvines”.
-Når vi foretager nyplantninger, er vi først nødt til at fjerne sandet, og vi må typisk grave et hul på op til fire meter, afhængig af hvor dybt nede vi finder det fugtige ler, fortæller Fransisco.
I løbet af de følgende 3-4 år skovles sandet gradvist tilbage rundt om planten, som aldrig er blevet podet på en amerikansk rodstok, som det skete i resten af Europa efter vinlusens hærgen. Dette er den originale plante! Ved hjælp af små pinde stammer man vinrankerne op, så druerne ikke kommer i kontakt med sandet.
Det hele virker ældgammelt, og vi får at vide, at de fleste af vinstokkene har en gennemsnitsalder på 100 år. Det er også en tradition at plante andre frugter blandt vinen, og vi ser masser af æbletræer, som står skiftevis mellem vinstokkene på en lille mark, der skærmes af et bambushegn.
Sikke et lagringspotentiale!
Jeg fortæller Francisco, at jeg engang smagte en rød Colares fra 1955 ved en blindsmagning, og at jeg troede, vinen var tyve år yngre, end den egentlig var.
-Garvesyren forsvinder aldrig, siger Francisco, og forklarer dette ved, at Ramisco er en lille drue med mange kerner.
Da vi smager stedets rødvin, får vi at vide, at man i 2004 prøvede at lagre vinen på lidt mindre fade – med et meget vellykket resultat. Så femover vil der muligvis ske små forandringer i dette historiske distrikt.