Toscana rummer mange skjulte perler, som ofte ikke når frem til guide-bøgernes gyldne sider. Det landlige Maremma i Livorno-provinsen i Toscana er en af dem. Læs blandt andet om toscanske storhertuger, fascistisk landskabsinddeling, højtliggende middelalderlandsbyer, digteren og nobelprismodtageren Caduccis og hans hjemegn, livornesisk feberanfald, og en egensindig bjergby, der har dannet forlæg for en af Dantes litterære tilskyndelser.

Spændende landhistorie

Springer man Cecina og den store California strand over, så kan man køre direkte mod Bibbona og det ægte Maremma. Her fører fredelige veje dig gennem sumpede egne med spredte, rødmalede bondegårde og forbi flokke af det fredelige hvide Maremma-kvæg.

Storhertugerne tørlagde sumpene i 1828, men landindvindingen blev først fuldendt under fascismen. Det smukt opdelte landskab er resultatet af den store jord- og landreform fra 1950’erne, som blev vedtaget for at ophæve latifondo, det gamle lenssystem. Den konfiskerede jord blev overrislet og pløjet, men også opdelt i uøkonomiske småstumper, som hver blev tilsluttet et lokalt andelsselskab eller en godsejer. Ubevidst efterlignede disse reformer de fascistiske bosættelsesmodeller og skabte landskaber med de smukke pastelfarvede gårde, der dog ikke er særligt effektive eller rentable.

Bibbona i Livorno – Carduccis hjemegn

Bibbona er en højtbeliggende hyggelig middelalderlandsby, der traditionelt er forbundet med Volterra. En af dens kirker, Santa Maria della Pietá, har en besynderlig inskription: Terrible Est Locus lst – enten skrevet i et livornesisk feberanfald, eller fordi kirken ligger på en farlig skråning.

Ikke langt derfra ligger Oasi di Bolgheri, et naturreservat og en fuglekoloni. Det er et afsides sted med hverken hav eller landbrug. ”Oasis” er et hjem for rørhøner, vildænder, hejrer, fiskehejrer og trækfugle, der her bliver reddet fra at ende som stegte ænder eller drosler alla Carducci.

San Guidos, Bolgheri og Carduccis poesi

Fra Bibbona når man efter en kort køretur til det smukke San Guidos kapel og til det middelalderlige Bolgheri, landet som var så højt elsket af Giosué Carducci, en af Italiens største digtere og Nobelprismodtager i 1906. Toscanerne ser stadig deres grønne dale med Carduccis grublende øjne. Dette landskab var en helligdom for digteren, der er elsket både for sin revolutionære glød, sin indsats for landets genforening og for sin melankolske poesi.

San Guido og Bolgheri er forbundet med en næsten fem kilometer lang, vidunderlig cypresallé, der er plantet i 1801 af Camillo della Gherardesca. I Carduccis berømte digt galoperer de høje træer quasi in corsa giganti giovinetti, som unge giganter, eller som toscanske soldater, der i to geledder venter på inspektion.

Hvis jeg bare havde giftet mig med dig, blonde Maria

Den flade slette bag træerne brydes af lave bondegårde, olivenlunde og landsbyernes vinmarker. Indgangen til landsbyen er den antikke, gyldne dør til Gherardescas borg. Digterens hjem lå i selve landsbyen, som også var hans første kærlighed, Maria Bianchinis, hjem. En plads, Piazza Bionda Maria, minder om hans digt: Hvis jeg bare havde giftet mig med dig, blonde Maria, titlen lyder dog mere poetisk på italiensk.

Carduccis vers fra Bolgheri er lige så hyppige og lette at finde som Dantes inskriptioner i Firenze. Man kan også købe nydelige buster af Carducci i den lokale butik.

For de mere ivrige litteraturinteresserede er der en kirkegård, hvor digterens elskede bedstemor og hans eneste trøst i en sørgelig barndom, ”Nonna Lucia”, er begravet, ”hendes hvide højtidelighed klædt i sort”. Glem ikke at nyde et glas af Bolgheris udmærkede vin til at forjage Carduccis spøgelse.

Castagneto Carducci

Castagneto Carducci, der engang var en Gherardesca højborg og endnu en scene for Carduccis ulykkelige barndom, er en attraktiv landsby på en bjergtop. Der er ikke sket de store forandringer, siden Gherardescas herrer drænede området, plantede vinstokke og omgav slottet med en høj stenmur. Fra byens altaner kan man se pinjeskove, sletter, gyldne strande og to slotte. På sommeraftener er byen meget populær blandt Borghesi-familier, som ønsker at komme ud og nyde den skønne natur.

Sassetta og Dantes Inferno

Sassetta er en højt beliggende landsby og var engang kun tilgængelig for lokale ”krigere”, der levede af stammefejder og jagt. Området blev fordømt i Dantes Inferno som ”et uigennemtrængeligt krat uden sti, strækninger med skov eller æbletræer”.

På trods af byens ro besøger meget få den middelalderlige Castello, sognekirken og stræderne. De lokale er ikke længere krigeriske undtagen mod deres traditionelle fjender fra Monteverdi Marittima, med hvem de kun deler en fælles skytshelgen, Sant’Andrea. Det er et barskt, selvtilstrækkeligt samfund med tradition for vævning, broderi, samt fremstilling af piber.