En del af byens litterære og kunstneriske fordringer ligger i Ardenza og Antignano, nu elegante sommersteder. I Livornos udkant findes Villa Maria Museo di Arte Contemporanea, særlig kendt for sin kunst fra 1930’erne. Byen er især kendt for ”Macchiaioli-bevægelsen”, Italiens svar på impressionismen. En mere omfattende samling af denne kunstretning findes i Firenzes Palazzo Pitti, men kunstnere som Lega, Signorini og Fattori er udmærket repræsenteret her.
Dette område huser, hvad livorneserne kaldte ”Leghorns britiske Fabrik”. I 1819, efter sønnens tragiske død, flyttede Percy og Mary Shelley til Villa Valsovana, idag en forfalden forstadsbygning. Havudsigten og de dramatiske storme inspirerede digteren Shelley i arbejdet med blankversdramaet Cenci, samt til at skrive sin berømte Ode til en Lærke. Byron, der boede i Villa Dupouy i Ardenza, kom ofte på besøg, når han ikke arbejdede på sin Don Juan. Ardenza er i dag en charmerende sommerstrandby med palmetræer, buksbomhække og Art Nouveau-villaer.
Fra den velstående by Antignano, engang en lille flække ved foden af Monteneros bakker, går der en vej og en tovbane op til Santuario della Madonna di Montenero, Toscanas skytshelgen. For den, der ikke lider af højdeskræk, er der en fantastisk udsigt til Livorno, Elba og Korsika. Mellem 1345 og 1774 blev den oprindelige helligdom omdannet til en kirke og et kloster.
Kirken er altid fyldt med offerte votive, fra relikvier til krykker og guldhjerter samt håndskrevne løfter. Ved siden af klostret er der en række dybe vandfyldte huler. Udenfor sælges eliksirdrikke til godtroende besøgende, der ikke er fra det nærliggende Madonnas sogn. Ud over ritualer og religion kan man finde Castiglioncellos fiskerestaurant, hvor man kan få god samvittighed uden brug af eliksir. Klipfisk, gulstribet mulle og en krydret version af boullabaisse er bedre at spise på de landlige trattoriaer eller havnens billige barer frem for på de dyre strandrestauranter.
Rejsen langs kysten ved Livorno
Uden for sæsonen er det en fryd at følge kystvejen fra Ardenza til Castiglioncello, med smukke udsigter over provinsens vilde kyst. Kysten bliver gradvis mere forreven, efterhånden som Ardenzas små dværg-egetræer viger pladsen for klippefyldte vige mellem dybe pinjeskove.
Vejen passerer Medicislotte, vagttårne – ja, endog kunstige ruiner. Castello del Boccale, med måger og en klippegangsti ned til kysten, er et Medicifort, der er ombygget til en villa. Calafuria er et afsides Medicitårn mellem forrevne klipper, som forsynede Macchiaioli-malerne med dramatiske motiver. Men deres yndlingssted var Romito, en storhertugs slot, som i 1799 blev besat af franskmændene. Det ligner mest af alt en mærkelig dårskab, en miniature orkesterpavillon, der rejser sig over havet.
Efter Romito bliver kysten barsk og skovbevokset. Quercianella kommer til syne; pinjeskove vokser helt ned til vandet; små bjerge, små bugte, yndige strande og små havne kappes om pladsen.
Eventyr fremfor komfort
Kucca-borgerne, som er stolte af deres flade gyldne strand, undrer sig over, hvorfor livorneserne overser deres egen sandstrand ved Cecina til fordel for Castiglioncellos charmerende klipper. Men livorneserne foretrækker eventyr frem for komfort, på samme måde som de foretrækker en levende by i stedet for en museumsby, moderne kunst frem for renæssancekunst, ”dialekt” – teater frem for det klassiske, Risorgimentos digter Carducci frem for en florentinsk Dante. Men den snu livorneser ved dog også, at der findes skjulte vige med dejligt sand mellem klipperne.
Cosimos fæstning, bygget på det pinjeklædte forbjerg, var beregnet til at holde piraterne væk fra bugten, men siden sidste århundrede har det tiltrukket alle de store italienske impressionister. I 1930’erne var Castiglioncello populær blandt de italienske filmstjerner.