Cornwall – kulturrejse i det sydlige England, Penzance og Land’s End

Vi befinder os i Cornwall i det sydlige England og skal du på kulturrejse i dette område så kan du få lidt inspiration til oplevelser på egen hånd.

Penzance

Den sidste by før Land’s End, Penzance, er berømt for sine operettepirater og for et klima så mildt (takket være Golfstrømmen), at palmer og subtropiske planter er et almindeligt syn. Som favoritbase for udforskningen af Englands vestligste amt er Jean Shrimptons Abbey Hotel byens førstevalg og et af de mest udsøgte og charmerende hoteller på egnen. Dygtigt ledet af supermodellen fra 1960’erne er denne vildtvoksende række af 300 år gamle huse, bygget på fundamenterne til et kloster fra 1100-tallet, fyldt med antikviteter og en vis bohemeagtig atmosfære.

St. Michael’s Mount

Penzance har især betydning som udgangspunkt for en tur til borgøen St. Michael’s Mount, der er forbundet med fastlandet via en brolagt dæmning. Gennem århundreder har den været motiv og inspiration for det lokale kunstnersamfund og synes nærmest at svæve i disen over havet. Borganlægget blev oprindelig opført i 1135 som et modstykke til det mere berømte kloster Mont-Saint-Michel på den anden side af Kanalen i Normandiet. På afstand aftegnes dette kloster-borg-slots brystværn og terrasserede skrænthaver i romantisk profil på baggrund af himlens skiftende lys og drivende skyer. Klatreturen op til slottets top, der ligger 75 m over havet, er besværet værd, alene for udsigtens skyld.

Land’s End

Det nærliggende Land’s End er en obligatorisk endagstur. Det kaldes ofte for Englands “tå” og er det sydligste og vestligste punkt i det gamle hertugdømme Cornwall – et smukt kystlandskab med en ganske særlig atmosfære. Det er en af Storbritanniens mest besøgte naturseværdigheder fordi dette forrevne forbjergs spids (mere officielt kaldet Penwith) er afslutningen – eller begyndelse  – på England. Før i tiden kaldte man det “Pen von Laz”, dvs. “verdens ende”. For dem, der søger ensomhed i øde landskaber eller holder af geografiske ekstremer, ligger der, blot et mågeskrig borte, ensomme lyngheder med udsigt til det punkt, hvor Atlanterhavet og Den Engelske Kanal mødes. Mod vest kan man i klart vejr se konturerne af Schillyøerne. Af denne gruppe på over 100 klippeøer (fem beboede, men mange flere navngivne) med eksotiske palmer, sjældne havfugle og nogle af de smukkeste strande i Storbritannien er Tresco, i privat eje siden 1834, den mest besøgte – især på grund af dens verdensberømte haver. Med over 3000 plantearter regnes de for de fineste på De Britiske Øer – et subtropisk paradis, takket være det middelhavsagtige klima som følge af Golfstrømmen. Det eneste sted, det er værd at opholde sig på denne bilfri ø, Island Hotel, er tillige en af dens perler, der ligger på sit eget lille forbjerg, omgivet af haver med frit udsyn til havet og de kystnære øer.

Rejse information

her er nogle gode informationer til din rejse og links til hjemmesider om området.

Penzance ligger ca. 450 km sydvest for London. Borgen på St. Michael’s Mount er åben hele året, men åbningstider og -dage skifter med årstiden og  vejret.

Abbey Hotel kan du læse mere om her

Vil du besøge Land’s End på din rejse skal du kører ca. 16 km mod vest for Penzance. Scullyøerne, her kan du tage færge fra Penzance dagligt i højsæsonen.

Du kan læse mere om Island Hotel her

Der findes flere danske rejsebureauer der arrangere kulturrejser til Cornwall i England, men du kan sagtes rejse på egen hånd.