Chelsea Flower Show i London er nok verdens mest berømte blomsterudstilling og hvert år rejser mange blomster interesseret på kulturrejse til London for at opleve Chelsea Flower Show.
For en nation, der er besat af haver, er årets store begivenhed disse havedyrkningens olympiske lege, et gigantisk havebrugsorgie over fire dage. En enorm parade af blomster udstilles med storkunstnerisk virkning og fantasifuld akkuratesse af 700 nøje bedømte udstillere. Det er cremen af britiske og internationale havedyrkere, og de beslaglægger over 4 ha af Royal Hospital-området, designet af Christopher Wren, heraf de 1½ ha i to hypermoderne “fest”telte. Det er en inderlig britisk fejring af havedyrkningen, men med en naturlig charme (og fine muligheder for at iagttage mennesker), der ikke kun appellerer til ivrige havedyrkere, men også til det haveukyndige publikum, der dårligt kan kende en mælkebøtte fra en magnolie. Udstillingen har eksisteret under forskellige former siden 1827, og dette kæmpearrangement, organiseret af The Royal Horticultural Society, sætter standarden for hele verden (dette selskab arrangerer tillige såvel den største årlige blomsterudstilling i verden på Hampton Court som RHS Flower Show på Tatton Park i Cheshire). Billetter til Chelsea begrænses til 160.000 over de fire dage, hvor de første to dage (tirsdag og onsdag) er reserveret for medlemmer af RHS. Mange mener, at det er bedst at studere mennesker de dage, hvor der er offentlig adgang (torsdag og fredag), men den sande havedyrker vil helst se udstillingen, mens materialet er friskt, og før planterne er begyndt at hænge under de beundrende og undersøgende blikke fra så mange fans. Går man glip af Chelsea Flower Show, bør man i stedet unde sig et besøg i Londons Royal Botanic Gardens (Kew Gardens), verdens mest berømte haveanlæg. Det tager virkelig vejret fra én.
Billetter til Chelsea Flower Show kan købes hos Royal Horticultural Society på www.rhs.org.uk. Man kan også melde sig ind i selskabet. Denne firedages udstilling i London afholdes hvert år i den sidste hele uge af maj. Man kan få billetter fra sidst i nov., og der er udsolgt først i april. Man kan ikke købe billetter ved indgangen. Det er ikke kun billetter til selve blomster udstillingen der er udsolgt lang tid før udstillingen starter, også hotellerne der ligger i nærheden af Chelsea Flower Show bliver hurtig udsolgt og priserne er endda sat godt i vejret. Du kan læse mere om udvalgte hoteller i London her på bloggen om kulturrejser.