Aix-en-Provence, Provence fra sin bedste side

Aix-en-Provence ligger som navnet næsten antyder i området Provence-Alpes-Côte d’Azur i Frankrig og er den region af landet hvor de fleste danskere rejser på kulturrejse.

Tager man en slentretur i platantræernes skygge forbi de klukkende rokoko-springvand og de statelige bygninger fra 16- og 1700 tallet, de ugentlige torvemarkeder og de udendørs caféer, må man spørge sig selv: Er Aix-en-Provences Cours Mirabeau ikke bare den skønneste gade i Europa? Formentlig må man svare bekræftende. Lige siden de middelalderlige mure blev revet ned for at give plads til denne dejlige avenue, har den været det centrale strøg i Aix-en-Provence. Den er den perfekte hovedgade i den perfekte provencalske by; begge virker stadig uspolerede på trods af byens udvikling og vækst. Tag en tur ned ad le Cours i Paul Cézannes fodspor. Dette er det landskab, bl.a. med Mont Sainte-Victoire, som han elskede at male igen og igen.

Aix-en-Provence-festivalen

Prøv at besøge byen i de to sidste uger af juli, hvor alt står på den anden ende i anledning af Aix-en-Provence-festivalen, også kendt som den Internationale Festival for Poesi og Musik, og livet udfolder sig omkring operaen og de mange koncertarrangementer. Billetter til forestillingerne på friluftsteatret Théâtre de l’Archevêché med plads til 1200 tilskuere er naturligt nok de første, der er udsolgt, men de orkester-, kammer- og solokoncerter, der afholdes over hele byen, er lige så fascinerende. Forud for festivalen går det to uger lange Aix en musique sidst i juni med overvejende klassisk musik, og jazzen overtager, når festivalen slutter, og fortsætter det meste af august. Aix-en-Provence Festival, Palais de l’Ancien Archevêchë læs mere på www.festival-aix.com

Hôtel La Villa Gallici

Under besøget i Aix kan man indkvartere sig i fredelige, landlige omgivelser blot få minutters gang fra byen. Det lyse og solrige Hôtel La Villa Gallici fra 1700-tallet afspejler Provences charme og atmosfære. Hvert værelse vidner om en omhyggelig sans for detaljen: friske blomster overalt; et usvigeligt sikkert valg af farver og mønstre til alle guirlander, draperinger gardiner og tæpper og perfekt anlagte haver og terrasser. Platantræerne, der giver skygge under morgenmaden på terrassen, gør stedet til en oase, hvor det flotte svømmebassin i haven glitrer som et luftsyn. Og for at fuldende denne drøm skal man ikke gå langt efter det perfekte måltid. Hôtel la Villa Gallici: Avenue de la Violette

Le Clos de la Violette

Både hotellets enkle provencalske menu og de mere gastronomiske måltider i det nærliggende Le Clos de la Violette er køkkenchefen, Jean-Marc Banzos, værk. Begge steder kan byde på nogle af de største kulinariske oplevelser i det sydlige Frankrig. Le Clos de la Violette ligger på adressen 10, Avenue de la Violette i Aix-en-Provence.

.