Det tyske folk er opstået af en række forskellige germanske stammer: frankere, saksere, bayere, schwabere, rheinlændere, pfalzere m.fl. Tyskland er, næst efter Rusland, Europas folkerigeste stat. 7 procent af befolkningen bor på 1,4 procent af landets areal i Ruhrdistriktet. Andre tætbefolkede egne er Rhin-Main-området ved Frankfurt, Rhin-Neckar-området ved Mannheim og Ludwigshafen samt storbyerne Berlin, Hamburg, München, Stuttgart, Hannover, Nürnberg, Leipzig og Dresden. Visse områder i det nordtyske lavland er til gengæld yderst tyndt befolkede.

Efter Anden Verdenskrig oplevede Vesttyskland en betydelig indvandring fra de tidligere tyske områder i Østeuropa og fra DDR. Flygtningestrømmen fra øst ophørte næsten fuldstændigt, da Berlinmuren blev bygget i 1961. Derpå fandt en betydelig indvandring af arbejdskraft sted fra middelhavslandene, primært fra Tyrkiet og Jugoslavien. Efter østblokkens sammenbrud er indvandringen af etniske tyskere steget drastisk. De kommer især fra Rusland, Kasakhstan, Rumænien og Polen. Frem til 1995 flyttede 2,1 mio. etniske tyskere til Tyskland. Først i 1996 var der tegn på, at strømmen var ved at aftage. I samme periode tog Tyskland imod 1,7 mio. flygtninge, heraf over 300.000 fra det tidligere Jugoslavien.

Under indvandringen har der også været en stor indre migration, dvs. flytning mellem landsdelene inden for Tysklands grænser. Det meste af strømmen er gået fa øst mod vest, men nu er også denne trafik stilnet af.

Hvis man kan tale tysk og kan påvise, at ens forældre var tyskere, har man automatisk ret til tysk statsborgerskab. Derimod er det yderst svært for indvandrere at blive tyske statsborgere. Størstedelen af de gæstearbejdere fra Sydeuropa, som kom til Tyskland i 60erne, har endnu ikke fået statsborgerskab. I 1999 blev der vedtaget en lov, der betyder, at et barn kan få dobbelt statsborgerskab ved fødslen, hvis i det mindste den ene af forældrene har boet i Tyskland i otte år. Når barnet fylder 23 år, skal det dog vælge mellem det tyske og det andet statsborgerskab.

Da asylsøgere fra det tidligere Jugoslavien begyndte at strømme ind over grænsen, blev reglerne skærpet. Asylsøgere fra lande, der er klassificeret som sikre oprindelseslande, “dvs. hvor man skønner, at den asylsøgende ikke risikerer at blive forfulgt, kan nu afvises efter en forkortet asylprocedure. Det samme gælder asylsøgere, hvis ansøgninger er åbenlyst ubegrundede. Slutteligt sendes alle, der kommer via et såkaldt “sikkert tredjeland”, omgående tilbage dertil.

I 1996 blev det besluttet, at de ca. 350.000 bosniske flygtninge, der havde midlertidig opholdstilladelse i landet, skulle sendes tilbage i etaper, og i slutningen af 1999 var 250.000 vendt hjem. Der er også et hjemsendelsesprogram for de 100.000 jugoslaviske statsborgere, de fleste af dem kosovoalbanere, der opholder sig i landet.

Ud over den store gruppe indvandrere fra forskellige lande findes der få etniske mindretal i Tyskland: 50.000 danskere i de nordligste dele af Schleswig-Holstein, 15.000 frisere på øerne i Nordsøen samt 60.000 sorbere, et vestslavisk folk, i de sydøstlige dele af det tidligere DDR.

Ovenstående informationer om befolkningen i Tyskland er fra slutningen af halvfemserne.