Arbejdsløsheden har været stigende i Grækenland i de sidste 10 år. Det har skabt uro på arbejdsmarkedet med protester og strejker. Det officielle arbejdsløshedstal lå i 2003 på godt 9 procent, betydeligt over EU-gennemsnittet. Arbejdsløsheden blandt kvinder og unge var dog meget større, men den omfattende sorte økonomi og traditionen for dobbelt- eller sæsonarbejde gør det vanskeligt at bedømme det virkelige niveau.

Stigningen i arbejdsløsheden skyldes bl.a. nedskæringer i den overbemandede offentlige sektor, men også moderniseringer og mekaniseringer inden for landbruget samt øget indvandring. Indvandrere er ved lov omfattet af arbejdsmarkedets regler, men i virkeligheden arbejder de for betydeligt lavere løn og på dårligere vilkår.
Omkring hver fjerde lønmodtager er fagligt organiseret. Fagbevægelsen er uafhængig, og strejker er tilladte og ganske almindelige.

Der er indført mindsteløn, men lønningerne er lave i forhold til EU-gennemsnittet (før EU-udvidelsen). kvindernes gennemsnitsløn var i 2001 tre fjerdedele af mændenes. Arbejdsugen er på 40 timer.

I 1983 blev et landsdækkende sundhedssystem indført, der garanterede alle borgere behandling, men statens udgifter til sundhedsvæsenet er stadig lave i forhold til andre vestlige landes. Grækenland har et meget kompliceret socialt sikringssystem, der er opdelt på et hav af forsikringskasser og institutioner, knyttet til erhvervsgrupper. Størst er syge- og pensionskassen IKA for de statsansatte. Sygekasserne sørger blandt andet for medlemmernes pensioner og sygesikring og finansieres primært gennem arbejdsgiverafgifter og skatter.

Kvaliteten af den sundhedspleje, man får, afhænger stærkt af, hvilken forsikring man har. Der har været gjort forsøg på at slå institutionerne sammen. Pensions- og sygekasserne kører med store underskud, skabt af de stigende udgifter til pensioner til samfundets ældre.