Al-Aïn/Buraymi ligger på hver side af grænsen mellem De Forenede Arabiske Emirater og sultanatet Oman, og de to halvdele af denne oase afspejler førstnævntes pludselige rigdom og sidstnævntes mere tilbageholdende konservatisme. Dette sted er et populært weekendfristed for de lokale og udlændinge i Aby Dhabi og Dubai og desuden for besøgende forretningsmænd, der er nysgerrige efter at se, hvordan livet udfolder sig udenfor de olierige storbyer, hvor intet ser ud til at være mere end 30 år gammelt. Et indblik i livet i en oase – hvor sort tilhyllede kvinder med barfodede børn på slæb vandrer ad de kølige, snoede, unavngivne sandveje i denne palmebevoksede by – kunne være en vignet fra for 400 år siden. En kamelvæddeløbsbane, et dagligt kamelmarked og en basar, hvor der sælges levende dyr, bidrager til særpræget og tiltrækker farverige skarer af beduiner og folk fra fjerntliggende byer. Basaren er et godt sted at købe varer fra Oman og håndlavede sølvting fra Muscat – eller måske er man kommet her for at købe en ged. Al-Aïn Hilton, der ligger som et luftsyn fra det 21. århundrede midt ude i ørkenen, byder på moderne bekvemmeligheder plus en luksuriøs swimmingpool og sportsfaciliteter, der gør god gavn efter en formiddags besøg på det støvede, støjende torvemarked. Et foretagende på hotellet organiserer safarier til arkæologiske seværdigheder, der kun kan nås pr. kamel.
Al-Aïn ligger ca. 1½ times kørsel fra Abu Dhabi. Der er ca. 130 kilometer fra både Abu Dhabi og Dubai.