Der levede mennesker for mellem 300.000 og 500.000 år siden i det, der i dag er Østrig. I de østlige egne levede et agerbrugende folk i 4000-tallet f.v.t. Kelterne kom til området i 400-tallet f.v.t. og grundlagde senere kongeriget Noricum, som i år 9 f.v.t. blev underlagt Romerriget. I 400-tallet blev området bl.a. invaderet af hunner, østgoter og avarere- Germansek bajuvarere, bayrere, koloniserede området i 600-tallet, inden det i år 788 blev indlemmet i Frankerriget. Da Det Tysk-Romerske Kejserrige blev oprettet i 962, blev Østrig en del af dette.

I 1156 fik Østrig status som hertugdømme inden for Det Tysk-Romerske Rige, og fra 1276 blev det styret af slægten Habsburg. Fra år 1452 og frem til rigets opløsning i 1806 blev stort set alle dets kejsere hentet fra huset Habsburg. Gennem giftermål og arv udviklede riget sig til en stormagt. Da det var størst – på Karl Vs tid i midten af 1500-tallet – omfattede det også Holland, dele af Italien samt Spanien og dermed de spansk-amerikanske kolonier. Karl Vs bror, Ferdinand I, erhvervede senere via giftermål Böhmen og en del af Ungarn. I hele 1500-tallet lå riget i krig med tyrkerne, som i 1529 gjorde et mislykket forsøg på at indtage Wien.

i 1618 blev Trediveårskrigen udløst af et oprør i Böhmen mod kejseren i Wien, og i øst fortsatte konfrontationerne med det osmanniske rige. I 1699 blev tyrkerne tvunget til at afstå næsten hele Ungarn og dele af det nuværende Kroatien til Østrig, som dermed blev en stormagt i Centraleuropa. I slutningen af 1700-tallet deltog Østrig i revolutions- og Napoleonskrigene, som tilførte det habsburgske styre et voldsomt slag. Imperiet mistede store landområder, bl.a. Belgien. I 1806 valgte kejser Franz II at læge den tysk-romerske krone og gøre Østrig til et arvekejserdømme.

Efter Wienerkongressen i 1814-15, da Østrig fik en del af de områder, det havde tabt til Napoleon, tilbage, blev landet styret af et konservativt regime, som undertrykte alle tendenser til nationalisme i de forskellige landsdele. Utilfredsheden lurede under overfladen , og i 1848-49 kom det til folkelige opstande i bl.a. Ungarn og blandt kroaterne. Oprørene blev dog slået ned, men forholdet til Ungarn blev afklaret, da Østrig efter et nederlag til Preussen i 1866 blev sat udenfor den tyske enhed og mistede Venedig. I 1867 blev det østrig-ungarske dobbeltmonarki grundlagt, hvilket indebar, at Ungarn blev ligestillet med Østrig og fik egen regering og eget parlament under den fælles, babsburgske kejser.
Den følgende periode var kendetegnet af industrialisering og forsigtige reformer. Almindelig stemmeret for mænd blev indført i 1907, men parlamentet spillede en underordnet rolle.
I slutningen af 1800-tallet opstod den politiske zionisme i Østrig, det vil sige den bevægelse, der havde til formål at give verdens jøder deres eget land. På samme tid begynde østrigske politikere at behandle jøder som en underlegen race. I denne atmosfære voksede den unge østriger Adolf Hitler op. Han udtalte selv, at han havde tilegnet sig sin raceideologi i Wien.

Udenrigspolitisk set knyttede Østrig-Ungarn sig til Tyskland samtidig med, at modsætningerne til Rusland blev skærpet. Spændingerne indenfor rigets egne grænser voksede på Balkan, hvor en storserbisk bevægelse ville lægge beslag på dobbeltmonarkiets sydslaviske områder. Wien ønskede på sin side at oprette et slavisk kongedømme, der skulle indgå som tredjepart i monarkiet. En af de ivrigste fortalere for denne løsning var tronfølgeren Franz Ferdinand. Han blev myrdet under er besøg i Sarajevo i 1914. Det fik Østrig-Ungarn til at erklære krig mod Serbien, og dermed far Første Verdenskrig begyndt.

Tysklands og Østrig-Ungarns nederlag i krigen førte til kejserdømmets fald og dobbeltmonarkiets opløsning i et antal nye nationalstater. Den tilbageværende østrigske republik havde kun 6,5 mio. indbyggere – en ottendedel af Østrig-Ungarns befolkning. Til gengæld var stort set hele befolkningen tysktalende. I 1920 fik Østrig en forfatning, og landet blev en forbundsstat med ni delstater.

De første efterkrigsår var præget af fødevaremangel og krise. Inden for alle samfundslag herskede der et ønske om, at Østrig – som af flere blev anset for at være en rest af det habsburgske imperium med ringe mulighed for at overleve – skulle tilslutte sig Tyskland. Det forbød verdenskrigens sejrsmagter imidlertid. For at klare de omfattende økonomiske problemer var landet i perioder underlagt forløberen for FN, Folkeforbundets, økonomiske formynderskab.

Mellemkrigsårene var kendetegnet af en bitter politisk polarisering. Stærke modsætninger voksede frem mellem det kristeligt-sociale regeringsparti, som orienterede sig mod Mussolinis fascisme, og oppositionen, som repræsenterede en radikal socialisme.
I 1933 oprettede forbundskansler Engelbert Dollfuss et autoritært regime, som udviklede sig til et fascistisk diktatur. Hverken Dollfuss, som blev myrdet under et kupforsøg i 1934, eller hans efterfølger magtede at løse landets sociale og økonomiske problemer. Da tyske styrker 12. marts 1938 invaderede Østrig, blev de fra mange sider mødt med entusiasme, og et flertal af østrigerne var positivt indstillede over for landets indlemmelse, “anschluss”, i det Tyske Rige. De østrigere, der var åbent kritiske over for disse begivenheder, blev ofte forfulgt.
Som en de laf det Tyske Rige blev Østrig inddraget i Anden Verdenskrig. 300.000 østrigere faldt som soldater i den tyske hær, og titusinder af østrigske jøder blev dræbt i nazisternes udryddelseslejre. I 1943 erklærede de allierede, at målet var at genoprette et selvstændigt Østrig. De henviste bl.a. til, at Østrig var “Hitlers første offer”. Dermed fik østrigerne et afgørende argument for at slippe for et opgør med deres egen nazistiske fortid. Krigen og nazismen blev betragtet som noget, kun tyskerne var ansvarlige for, og allerede i 1949 fik forhenværende medlemmer af Nazistpartiet ret til at stille op i parlamentsvalg. De østrigske nazister udgjorde også en alt for stor gruppe – over en halv million – til, at man turde stille dem helt udenfor samfundet.

Vigtigst årstal i Østrigs historie

• 788 Østrig indlemmes i Karl den Stores rige
• 1156 selvstændighed som hertugdømme
• 1519 Karl V bliver kejser i det habsburgske rige
• 1866 Østrig taber krigen mod Preussen og stilles uden for de tyske enhedsbestræbelser
• 1867 indre selvstyre i dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn
• 1918 kejserriget falder, den tysksprogede delbliver Republikken Østrig
• 1938 indlemmelse i Nazityskland (Anschluss*)
• 1945 landet deles i fire besættelseszoner
• 1955 besættelsen hæves, Østrig genvinder sin suverænitet
• 1995 medlemskab af EU